0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bistand uden udsyn

Hvad er der blevet af det Danmark, som tidligere hjalp med at forbedre levevilkårene for verdens fattige? Mogens Buch-Hansen er lektor i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitetscenter.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg hørte forleden en vittighed, hvor en ung ivrig venstreløve sad og diskuterede med en venstredrejet socialdemokrat på et bedre værtshus i København, da A.P. Møller kommer ind. »Hurra«, råber venstreløven. »Nu er vi alle sammen i gennemsnit milliardærer«. »Sludder«, siger socialdemokraten, »bare fordi A.P. Møller er her, gør det hverken dig eller mig rigere«. »Åh, kommer du nu igen med den forældede klasseteori«, replicerer venstreløven.

Ja, verden ser meget anderledes ud i dag, end da Marx formulerede sin teori om samfundenes udvikling gennem kamp mellem dem, der sidder på kapitalapparatet, og dem, der arbejder for det. Men det betyder ikke nødvendigvis, at en 'lomborgsk' gennemsnitsberegning kan afløse en grundig samfundsanalyse, der tager udgangspunkt i, at forskellige grupper i samfundet har forskellige interesser.

Nye paradigmer kommer til, og de får tidligere tiders paradigmer til at se latterlige ud. 'Og så tror du vel også, at Jorden er flad', bliver af mange af dagens superliberale opfattet på linje med forældet klasseteori og i tråd med den neoliberale modrevolution, der sætter spørgsmålstegn ved udviklingstankegangen, som har præget hele efterkrigstiden i den vestlige verden. Verden forandrer sig hele tiden, og det hverken kan eller skal vi stoppe, men der må meldes klart ud om forudsætninger og konsekvenser af de valg, politikerne foretager. De internationale relationer er under kraftige forandringer, siden Berlinmurens fald markerede opløsningen af den bipolare verden - en verden med to kraftcentre, som konkurrerede om indflydelsen på den fattige 'tredje' verden. Udviklingsbistanden spillede i denne periode en væsentlig rolle i den internationale konkurrence. Men hvad er udviklingsbistandens rolle i en ny verdensorden?

Ministerierne har travlt for tiden med oplæg til finansloven for næste år. Udenrigsministeriet er ingen undtagelse. Udenrigspolitikken er kommet under et vældigt pres i den nye politiske virkelighed efter valget i Danmark i november 2001. På gaderne kan vi i denne tid møde repræsentanter for de folkelige organisationer, der arbejder med at forbedre forholdene i den tredje verden. De vil have vore øjne op for, at der stadig er stort behov for økonomisk, social og politisk udvikling i de fattige lande. De vil have os til at se længere end 'Fru Jensens hofte', der blev berømt gennem de voldsomme sparekrav på miljø- og udviklingsbistanden under sidste års finanslovsforhandlinger. Ventelister på sygehusene, de ældres tarv og indvandrerdebatten har fået hele den politiske debat til at fokusere på indenlandske problemer, på trods af at Danmark for første gang i et halvt århundrede har været krigsførende nation, og verden har set bomber regne ned over fattige ulandsbefolkninger, først i Afghanistan og så i Irak.

Det er ikke kun i Danmark, at der er ved at tegne sig en ny verdensorden ved, at man - paradoksalt nok - kigger indad og koncentrerer sig om de hjemlige forhold. Jo mere utryghed en ny verdensorden er med til at skabe rundt om i verden, jo større bliver behovet for at skabe tryghed i det hjemlige. Sært nok ikke ved at skabe tryggere økonomiske rammer, fordi både i USA og i store dele af resten af verden er arbejdsløsheden stigende og den økonomiske vækst stagnerende, samtidig med at forskellen mellem dem, der har ufattelig meget, og hovedparten af almindelige mennesker bliver stadig større. Men fordi man slår på frygten for det ukendte og det fremmede, som man får sat et navn på, så man får lov at mistænkeliggøre og rette sin vrede mod alle, der kunne have forbindelse til det. I USA hed det for halvtreds år siden kommunisme, nu hedder det terrorisme, og det forbindes med mørkhudet udseende, muslimer, arabere og andre mistænkelige, der ikke klarer frisag med et karseklippet, glatbarberet ansigt og en djærv amerikansk accent i USA, eller rødgrød med fløde og blå øjne i Danmark.

Den neoliberale ideologi, som på det globale politiske plan blev lanceret af Margaret Thatcher i England og Ronald Reagan i USA i 1980'erne, har udfordret de gamle politiske skillelinjer. Den neoliberale ideologi er indtil nu kommet mest markant til udtryk gennem Georg W. Bushs ultra koncernvenlige politik i USA, som støtter sig på nærmest fundamentalistisk kristne vælgere i det amerikanske Midtvesten, men hvis nærmeste allierede i Europa, Tony Blair, er leder af 'arbejder'partiet i England. At den danske statsminister lægger sig i baghjulet på de to er ikke så mærkeligt, når man ser på stemmefordelingen ved sidste valg. Men at Tony Blair hører til Anders Fogh Rasmussens politiske forbilleder, ryster det vante politiske billede delt i en højre og en venstre del.

Socialdemokraterne lider som politisk bevægelse under, at den klassiske arbejder gennem et enormt succesfuldt arbejde af Socialdemokraterne og fagbevægelsen nu har fået villa, vovse og Volvo. Tidligere tiders kollektive solidaritet er blevet afløst af neoliberalismens individualisme. Men det er sket, uden at den nye tid har kunnet skabe trygge rammer, så man vidste, hvor man stod, hvem man var for, og hvem man var imod. Tværtimod har globaliseringen skabt en utryg verden ikke bare uden for, men også inden for Danmarks grænser. Hyggelige lille Danmark er ikke så hyggeligt længere. Tager de fremmede vores arbejde og vore sociale ydelser eller vore boliger? Skal vi finde os i bandekriminalitet fra unge indvandrere, og bliver terror det næste? Betyder globale miljøødelæggelser, at klimaet forandrer sig, ikke bare ude i verden, men også herhjemme, hvor Shu-bi-duas sang om 'Costa del Kalundborg' måske ikke bare er en skrupskør vittig tekst?

Ligesom vi på det nationale plan skal vænne os til, at det partipolitiske billede ikke kan deles op i et højre og venstre baseret på ejendomsforholdet, så kan verden heller ikke længere deles op i øst og vest med udviklingsbistand rettet mod den store del af verden, der ikke var klart defineret inden for en af de to grupperinger. Hele udviklingstanken opstod i efterkrigsårene, hvor økonomisk vækst til genopbygning efter krigens ødelæggelser blev et mantra efter amerikansk forbillede og hjulpet af Marshall-hjælpen. Netop i lyset af krigens ødelæggelser og menneskelige lidelser gik verdens nationer sammen og etablerede FN for at sikre et globalt forhandlingsforum for at noget så forfærdeligt ikke skulle ske igen. Fra i begyndelsen kun at koncentrere sig om økonomisk vækst blev økonomisk vækst senere snarere set som en forudsætning for en bredere samfundsmæssig udvikling, som omfattede adgang til basale fornødenheder som rent vand, mad, sundhed og bolig, men også demokrati, det vil sige, at folk skulle inddrages i den politiske beslutningsproces.

Gennem heleudviklingsepoken, som startede i USA umiddelbart efter krigen, men som der først for alvor kom fokus på i Danmark i 1960'erne (Udenrigsministeriets afdeling for international udvikling, Danida, blev oprettet i 1963), har den vestlige verden afsat en del af sit bruttonationalprodukt til udviklingshjælp. Specielt de store rige lande med USA i spidsen, har ikke levet op til de 0,7 procent, som FN har sat som mål. Efter afkoloniseringen af Asien, Afrika og Latinamerika skabte en stor befolkningstilvækst på de tre kontinenter sammen med manglende økonomisk udvikling stor nød og fattigdom.

Humanitære ønsker fra den rigere del af verden i de vestlige lande blandede sig sammen med erhvervsinteresser og måske ikke mindst politiske interesser i at give udviklingsbistand for at hjælpe den tredje verden på fode. Danmark har gennem de sidste 40 år fået opbygget en særdeles kompetent administration af bistanden i Danida, som siden 1991 har været en integreret del af Udenrigsministeriet i 'Sydsøjlen'. Aktive og kompetente folkelige organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp m.fl. og en lang række konsulentvirksomheder, som har specialiseret sig i udviklingsbistand, har sammen med danske forskningsinstitutter og universiteter skabt en bredt sammensat, stor og kompetent ressourcebase for dansk udviklingsbistand.

Danmark har gennem hele udviklingsepoken været en ivrig fortaler for en større og bedre udviklingsbistand for at afhjælpe den nød og elendighed, der hersker i store dele af den tredje verden. Danmark har været i forreste række for at styrke FN's rolle som verdensorganisation i udviklingsarbejdet. Med et af de største bidrag per indbygger til FN's Udviklingsorganisation, UNDP, og med en af de højeste procentsatser til internationalt udviklingsarbejde i verden har Danmark vundet en meget stor plads i internationale politiske fora. Noget som i høj grad er kommet danske interesser til gode. Men verden ændrer sig, og udviklingsbistanden kommer til at spille en ny rolle i en verden, der ikke længere er domineret af to supermagter, men kun af en - en supermagt, som tilligemed tydeligt viser sin foragt for de internationale institutioner, som FN, som den selv var en ivrig fortaler for etableringen af.

Det er jo ikke, fordi behovet for udviklingsbistand er blevet mindre. På trods af at verdens rigdom er steget voldsomt under udviklingsepoken, er der stadig mere end en milliard mennesker, der lever i absolut fattigdom, stort set det samme antal, som ikke har adgang til rent vand og derfor udsættes for alskens sygdomme. I Afrika og Sydasien er hvert tredje barn under fem år underernæret. 11 millioner børn under fem år dør hvert år af sygdomme, som kan bekæmpes, og man kunne blive ved. Samtidig nedslides det naturlige miljø. De tropiske regnskove forsvinder. Jord, vand og luft forurenes, og alt sammen forringer det yderligere livsvilkårene især for de fattigste i verden.

Hvis vi i tidens individualistiske ånd vælger at sige, at det er deres eget problem, så er verden jo kommet til at hænge så meget sammen, at de problemer, der først går ud over de fattigste i den tredje verden, i næste omgang rammer os. De unge generationer i Afrika, Asien og Latinamerika gider ikke fortsætte det hårde liv, som deres forældre levede på landet, når de i fjernsynet kan se, hvilket glamourøst liv vi lever i vores del af verden. Lige meget hvor mange mure vi bygger og begrænsninger vi etablerer, kan vi ikke stoppe dem. Vi kan kun si de svageste fra, det vil sige dem, der ikke formår at korrumpere sig igennem systemet eller betale kriminelle menneskesmuglere. Det er herudover en gammelkendt sandhed, at miljøet ikke kender grænser, så den miljønedslidning, der foregår i den tredje verden, giver sig hurtigt udslag i globale konsekvenser, som vore børns og børnebørns generationer vil komme til at slås med.

Regeringen må have vurderet, at danske interesser bliver bedre varetaget af at alliere sig med 'klassens stærke dreng' og se stort på FN's rolle i Irakkonflikten. Regeringen ved sikkert også, at Danmarks anseelse i det internationale udviklingsmiljø har lidt et hårdt knæk ved, at vi nu ikke længere er førende på området, og at vi ikke længere er ledende i at inspirere andre lande og internationale organisationer til at arbejde for en bedre udvikling. Vi må håbe, at valget af den hårde linje i jagten på terrorisme ikke i fremtiden specielt vil gå ud over danskere, der rejser og arbejder i udlandet, så vi skal til at leve i samme frygt og isolation, som amerikanerne gør det.

Jeg har selv gennem mit arbejde mange gode forbindelser i Sydthailand, hvor hovedparten af befolkningen er muslimer. De, der kender mig, kender også mine holdninger, men er utrolig interesseret i at vide, hvordan det kan være, at Danmark indtager den rolle, som vi gør, og hvad der er blevet af det Danmark, som tidligere hjalp lokalsamfundene med at sikre et bedre miljø og forbedre deres levevilkår. Fra de, der ikke kender mig, fornemmer jeg en fjendtlighed. Uanset hvad Bush og Blair bedyrer befolkningen i Irak, så ser muslimerne krigene i Afghanistan og Irak som den vestlige verdens krig mod islam. Mine venner i Sydthailand er fine nok til ikke at nævne, at Danmark tilligemed var med i koalitionen mod Irak, men jeg ved, at det udelukkende skyldes, at de ikke vil gøre det pinligt for mig. Jeg glæder mig til den dag, da jeg igen kan se dem i øjnene og sige, at nu arbejder vi sammen for at skabe en bedre verden.

Den nye verdensorden giver begrebet udvikling en ny mening, og de mange milliarder, Danmark bruger på udviklingsbistand, skal tilpasses en ny tid. Den enorme kompetence, der er bygget op i Udenrigsministeriet og i den danske ressourcebase, kan være med til en nydefinering og tilpasning til de nye muligheder, der viser sig i en ny verdensorden. Men det er vigtigt at forstå, at det er en proces, som ikke er færdig fra den ene finanslov til den næste. Partnerskab, som Folketinget har vedtaget som strategi for vores ulandsbistand, kræver det lange seje træk over mange år.

De positioner og relationer, der er bygget op i internationale organisationer som FN, Verdensbanken osv., og de samarbejder, der gennem mange års bistandssamarbejde er skabt med en række lande i Asien, Afrika og Latinamerika, har givet Danmark nogle kæmpe fordele både erhvervsmæssigt og politisk, men også i mellemfolkelig forståelse, som vel ikke er blevet irrelevant - eller hvad? Den tilpasning af udviklingsbistanden, der løbende skal foretages, må tage hensyn til mange års værdifuldt arbejde og til den skat af viden og kompetencer, der er skabt i Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar