I den velmenende skandinaviske integrationspolitik prioriteres kulturen højere end de individuelle frihedsrettigheder. Det har en norsk antropolog skrevet en kontroversiel bog om. Kronikøren er mag.art. i filosofi. I 1996 forsvandten 14-årig norsk statsborger, pigen Aisha. Hun blev ført ud af landet på trods af sit norske statsborgerskab for at blive gift i forældrenes hjemland. Aisha flygtede, men blev af de norske børnemyndigheder (til fremme af børns velfærd) tvunget tilbage til forældrene. Ud fra en myndighedsopfattelse af, at børn har bedst af at 'blive i deres egen kultur', fik Aisha ikke lov til at leve efter norske og almindelige menneskeretlige vilkår. Og det på trods af at Aisha var opvokset i Norge og følte sig norsk og ville være norsk. Det sidste, nogen hørte til Aisha, var et fortvivlet nødråb om hjælp fra en mobiltelefon. Aishas gribende historie udgør rygraden i professor Unni Wikans kætterske værk om 'Generøsitetens forræderi', som udkom på engelsk sidste år ('Generous Betrayal. Politics of Culture in the New Europe', Chicago University Press 2002). Unni Wikans provokerende tese er, at den indvandrings- og integrationspolitik, som Norge har ført gennem de sidste mange år, i virkeligheden er en brutal undertrykkelsespolitik over for en minoritet af norske statsborgere. Der skabes i hast en ny underklasse - skabt af tilsyneladende humane motiver. Mennesker i nutidens Norge fratages alle deres menneskerettigheder med den norske stats og den norske offentligheds fulde opbakning. For det er nemlig racistisk at modsætte sig denne undertrykkelse. Og den byrde tør få påtage sig. Derfor kunne pigen Aisha opleve at få frataget de mest grundlæggende rettigheder. Med til historien hører, som Unni Wikan beretter, at Aishas far kom til Norge for 25 år siden for at få et arbejde. På grund af druk blev han fyret og gjorde så en strålende karriere som klient i en skandinavisk velfærdsstat. Han fik en god lejlighed i Oslo og havde overskud af sine sociale ydelser til at kunne investere i fast ejendom i hjemlandet. Uanset at han aldrig fik arbejde, kunne han gifte sig på ny med en tyve år yngre kone fra hjemlandet og samtidig have råd til at fortsætte med at drikke og aldrig lære norsk. At avancere til bistandsklient i Skandinavien giver hero-status i hjemlandet, beretter Wikan. Af familiens børn døde én af narko. En anden blev uforbederlig kriminel i den hårde ende og to yngre brødre har allerede et generalieblad af lovovertrædelser. Og så var der Aisha. Solstrålen. Det lykkedes hende at bryde ud af den onde cirkel. Klare sig godt i skolen, lære norsk og i det hele taget se ud som en succeshistorie på integration. Trods hårde odds imod sig. Men Norge gjorde faderen til vinder og Aisha til taber. Aisha blev mod sin vilje ført ud af Norge og bortgiftet i hjemlandet. Faderen vandt, fordi hans kvaliteter belønnes i det norske samfund (indvandrer, fordrukken, arbejdsløs, analfabet med hensyn til norsk), mens Aishas egenskab at være født af en indvandrer lammede hendes mulighed for at blive det, hun gerne ville: nordkvinde. På trods af at hun klarede sig fint i andre henseender. »Norge priser sig selv for sine humanistiske værdier. Det var lige netop disse værdier, virkeliggjort i form af en praktiseret socialpolitik, som gjorde faderen i stand til at komme som en fremmed og høste alle frugterne af velfærdssystemet, til hvilket han ikke har bidraget med noget som helst. Dette er indbegrebet af en sand socialistisk og humanistisk stat: at den giver til alle efter behov og ikke efter hver enkelts ydeevne. Aisha ønskede ikke at blive sendt til et fremmed land. Alt, hvad hun ønskede, var at leve et normalt liv for en 14-årig norsk pige: at gå i skole, se sine veninder og blive beskyttet mod mental og fysisk undertrykkelse. Sådanne rettigheder var skrevet ind i den norske forfatning«. Men da Aisha ønskede at gøre brug af sine rettigheder, kunne hun ikke. Hun fik krænket sin bevægelsesfrihed, og hun kunne ikke bestemme, hvem hun skulle giftes med. Kan man forestille sig en mere grundlæggende krænkelse af et menneskes rettigheder? Med Wikans ord: »Hun blev tvunget til at opgive sine menneskerettigheder inklusive retten til sin egen krop«. Hvad gør den norske stat? Intet, ifølge Unni Wikan. Sagen har været op at vende på ministerborde, men der var intet at gøre. »Jeg hader børnemyndigheder! Jeg troede, de skulle hjælpe børn. Men jeg er blevet forrådt«. Det var Aishas sidste ord, som hendes venner hørte fra hende, før hun forsvandt ud af Norge til en ukendt skæbne. Under overskriften 'En moderne form for offer' diskuterer Unni Wikan så, hvordan det kan komme så vidt, at en ung pige ofres midt i det moderne norske samfund. Og så et samfund, der påberåber sig humanitære principper. »Jeg vover den forklaring, som baserer sig på samtaler med sagsbehandlerne såvel som andre professionelle (børneforsorgsarbejdere, lærere, socialarbejdere etc.), at den stadige fare, som afholder mange velmenende og dybt omsorgsfulde personer fra at intervenere til fordel for barnet, er frygten for at blive kaldt racist«. Ifølge Wikan slår ordet 'racisme' hjertet i stykker på alle velmenende skandinaver, hvis opdyrkede identitet er at være verdensmester i alt, hvad der godt og venligt. I kortlægningen af ideologien bag disse moderne 'menneskeofringer' af enkeltmennesker har Unni Wikans bog sin styrke. Vi behøver ikke at ty til Charles Dickens for at læse om børnemishandling og kranke skæbner. Det foregår lige uden for vores dør, netop nu! Dyrkelsen af kultur- og identitetsbegreber har gjort forræderiet mod Aisha og mange andre indvandrerpiger muligt. For det skete ud fra en opfattelse af, at Aisha ikke skulle berøves sin kultur og skulle have sin identitet ud fra kulturen, som gjorde det muligt at ignorere hendes rettigheder. Kultur overtrumfer rettigheder. Det er den moderne multikulturalistiske ideologi. Aisha fik ikke lov at være, hvad hun ønskede: et individ med rettigheder. Hun skulle være del af en kultur og have en identitet, som hun ikke ønskede. Norsk indvandringspolitik står i vadestedet mellem lov og kultur, ifølge Wikan. Hidtil har politikere og myndigheder ladet kulturen været dominerende, men Wikan argumenterer selv stærkt for, at den norske stat helt selvfølgeligt skal gennemtvinge individuelle frihedsrettigheder uafhængigt af folks kultur. Set fra en klassisk liberalistisk synsvinkel er der ikke så meget at undre sig over, men Unni Wikan er antropolog og kommer selv fra venstrekanten af det politiske spektrum, så bogen er også forfatterens egen vandring væk fra totalitære kulturideer til formulering af en slags liberalistisk integrationspolitik. Med en rettighedsbaseret politik var Aisha ikke blevet ofret. Men indvandrings- og integrationspolitik domineres i dag af en essentialistisk kulturopfattelse, hvor menneskets identitet er bestemt af dets kultur, som det skal tvinges til at føle sig knyttet til. Og i flere generationer. Selv om unge indvandrere føler sig som nordmænd, skal de af myndighederne tvinges til at lære et modersmål, de aldrig får brug for, og giftes med fætre, de aldrig har snakket med. For det er en del af kulturen! Kulturen er således gået hen og blevet et nyt racebegreb, som mennesker uden valgfrihed tvinges til at underordnes. Unni Wikan får ofte stillet spørgsmålet af sagsbehandlere i Norge, som fortvivlet spørger, om det skal opfattes som en del af nogle af indvandrernes kultur at slå konen. Er kultur en moralsk passerseddel til at opføre sig på måder, som aldrig ville accepteres af etniske nordmænd? Og mens nordmænd typisk betragter hinanden som individer med valgfrihed og en personlig identitet, betragtes indvandrere ud fra deres kultur. Og det bliver også en handy undskyldning for indvandrere til ikke at leve op til de standarder, man ellers ville kræve af medborgere i et oplyst samfund. Kultur bliver undskyldning for manglende integration, som samtidig immuniserer mod kritik. For at klandre kulturen er racisme. Unni Wikantænker langt mere liberalistisk og individualistisk, end hun vist selv er klar over. Kultur kan ikke handle, kultur har ingen agens, kultur er bare et ord, kulturer mødes ikke, kun individer mødes, kun individer kan handle og være ansvarlige etc. Jeg ønsker at udrydde al tale om, at kulturer kan handle, skriver Wikan. For den slags har katastrofale konsekvenser, hævder hun. 'Cultures don't meet, people do!'. Det er som at blive skudt tilbage til hedengangne diskussioner om marxismens teori om 'strukturel vold', som kapitalen og samfundet begik. Og som stadig hænger fast i teorier om miljøets og det sociales overordentlige betydning for individet. I Danmark bliver der givet millioner til forskning i 'kulturmødet'. Men det findes ikke, ifølge Wikan. Og det er grov undertrykkelse at reducere integrationspolitik til kollektivistiske begreber som 'kulturer', der 'mødes'. På samme måde gør Unni Wikan oprør mod ordet 'vi'. Jeg hader første person pluralis, citerer hun en jugoslavisk forfatter for. Jeg voksede op med 'vi' og 'os', i børnehaven, skolen, som ungpioner, i samfundet, på arbejdspladsen og så videre. Wikan burde læse russeren Jevgenij Samjatins bog 'Vi' (George Orwells inspiration til 1984), som er den klassiske fremstilling af et samfund, hvor der kun findes et 'vi', og ethvert 'jeg' er kriminaliseret. Wikans parallelisering af indvandrerpolitikkens dyrkelse af 'viet' med totalitarismediskussionen er tankevækkende. Rubashov i Koestlers roman 'Mørke midt på dagen' kalder 'jeg' en 'grammatisk fiktion': »Individet var intet og partiet alt, den gren, som blev knækket af træet, måtte visne«. Erstat 'parti' med 'kultur', og alt passer i dag. Den enkelte må ofres for partiets, slægtens, kulturens eller ærens skyld. Hvordan kan man lære ansvarlighed over for sit eget liv, når man er vokset op med et 'vi'?, spørger Wikan. Og svarer ved at sige 'jeg'. Som hun citerer Drakulic for: »Forskellen mellem 'vi' og 'jeg' er langt vigtigere end blot grammatik. 'Vi' betyder frygt, resignation, undertrykkelse, en varm flok, og at andre bestemmer din skæbne. 'Jeg' betyder individualitet og at give demokratiet en chance«. Hvor stammer så kulturbegrebets dominans fra? Her følger Wikan i høj grad Alain Finkielkrauts bog 'Tankens nederlag' (titlen på Wikans bog er taget direkte fra et kapitel hos Finkielkraut), hvor det føres tilbage til FN og Unesco i efterkrigstiden, hvor 'kultur' markedsføres som identitet. Alle skal tilhøre en kultur og defineres ud fra denne. På den måde indførtes en ny racisme ad bagdøren, mener Wikan. Identitets- og kulturpolitik bygger på frygt ifølge Wikan, som beskriver, hvordan selv talsmænd for indvandrere offentligt siger det stik modsatte af, hvad de egentlig mener - af frygt. Frygt for 'dem'. Privat siger de 'jeg', men offentligt kun 'vi'. Islamiske ledere i Oslo henvender sig til Unni Wikan for at få hjælp til at afskaffe kulturelle mønstre og vaner, som de selv forsvarer offentligt! Wikan fortæller, hvordan hun i en tv-duel om indvandreres ret til at fravælge pigesvømning i skolerne med en indvandrerrepræsentant blev helt forvirret, da denne før udsendelsen fortvivlet erklærede sig enig med Unni Wikan. Men han måtte »spille identitetspolitikkens spil« og opføre sig som en god muslim, der forsvarer 'kulturen's ret. Han kunne aldrig ytre sig imod, hvad der blev betragtet som muslimsk. Alle er ofre for 'kulturen' og identitetspolitikken. Ikke kun småpigerne, der tvangsgiftes, men hele samfundet, der fyldes med løgn og bedrag. 'Generøsitetensforræderi' er et manifest om, hvorledes menneskeundertrykkelse kan vokse ud af falske ideer. Meget af den vestlige verdens indvandrer- og integrationspolitik bygger på vrange forestillinger om verden. Og det er farligt at handle på forkerte ideer. Katastroferne kan være betydelige. Socialismens og planøkonomiens ideer er efterhånden bortfaldet veddesvetudo, for ingen lyttede nogensinde til argumenterne. Men samme slags kollektivistiske ideer har i årtier været sakrosankte i indvandringsindustrien og opretholdt med strenge straffe. Samtidig giver 'generøsitetens forræderi' et overbevisende argument for vigtigheden af individuelle frihedsrettigheder. Liberalismen fødes på ny i opgøret med den kollektivistisk inficerede indvandrerpolitik. Betydningen af Unni Wikans bog kan sammenlignes med den jugoslaviske dissident Milovan Djilas' 'Den nye klasse', der landede som en bombe i den intellektuelle debat i Europa i 1957. Djilas' tese var den for samtiden utænkelige, at de kommunistiske lande ikke var på vej mod det klasseløse samfund, men at der udvikledes en ny klasse af bureaukrater og apparatjiks. I dag indlysende, men i 1957 kætteri. Venstrefløjen faldt over Djilas. For hvordan kunne et system, hvis hensigt var at afskaffe klasserne, selv opbygge en ny klasse? Det var definitorisk umuligt. Kommunismen ville det klasseløse samfund og kunne derfor ikke generere nye klasseskel. Det måtte enhver kunne se. Ved at begrave sig i god vilje lukkes øjnene for virkeligheden. På samme måde gentager nutidens stenaldermennesker også mantraet om, at når der ligger humanistiske motiver til grund, er det ondsind at kritisere effekterne. Men konsekvenserne vidner om undertrykkelse af de svageste og mest sårbare gruppe, som ifølge Wikan står i sammenhæng med hensigten. Hvis Unni Wikan har ret, så foreligger der et større sorgarbejde for den progressive elite i Skandinavien. Er al den snak om 'kultur' en ny racisme, der fratager individet sit eget værd? Var der noget galt fra begyndelsen? For så må vi gå tilbage og se, om det nu også faktisk var de rene ædle og humane motiver, som lå til grund for indvandringspolitikken. Eller om indvandrere ikke snarere har været en brik i et ideologisk og hegemonisk spil, for at en klasse i samfundet kunne bevare magten som dagsordensættere i de skandinaviske lande. Og opbygge sin egen industri. Allerede da talmæssigt ganske få flygtninge og indvandrere var kommet til Danmark, skulle Danmark defineres som 'multikulturelt'. Med Unni Wikans bog er der i hvert fald sat en dagsorden for en ny og langt mere frugtbar diskussion om disse emner end nogensinde tidligere.