Af børn ogfulde folk; i hvert fald af børn skal man høre sandheden. Har du således prøvet at lege rimelege med dine børnebørn kort efter at de har lært at tale godt og varieret? Du giver dem et ord - f.eks.kage- og på stedet vrimler det frem med rim:bage, tage,mage,dage,sage. Jo, også det sidste selv om ordet ikke findes på dansk. Men det rimer! Modsat kunne det ikke falde de kvikke børn ind at nævnekrageellerbrage. For de rimer aldeles ikke, det kan enhver da høre! Eller giv dem ordetis, så kommerspis, gris, avisog sågarfismed det samme, måske endda i omvendt rækkefølge. Men næppelakrids, gebis, misellertis, for de rimer ikke påis, nemlig! Uden at ane det har børnene sat fingeren på sandheden: Man rimer med ørerne. Det er vokallyden i det vi kalder enderim, der bestemmer rimets kvalitet. Eller mere præcist defineret: To eller flere ord rimer på hinanden når de dels udtales ens fra den sidste, trykstærke vokal og ordet ud, dels har forskellige konsonanter eller konsonantkombinationer eller (i ét af dem) slet ingen konsonanter umiddelbart foran den nævnte vokal. Se ovenfor hvis der ønskes eksempler. Det centrale i definitionen er: Ordene 'udtales ens'. Hvilken udtale er normen? Og hvor store, indbyrdes afvigelser mellem rimordene kan tillades, for at et rim skal være godt? Mine svar er: til det første - den dominerende udtale i det sprogområde der skal modtage rimene, altså i de fleste tilfælde rigsdansk; til det andet - ingen afvigelser overhovedet! Begrundelse følger siden hen. I alt væsentligt rammer disse svar ned i tre områder af dansk udtale, nemligvokalernes antal og valør, konsonantenrsamtdet danske stød. De første to kan behandles under ét fordi det lille, uanseligerdirekte påvirker udtalen af de fleste af vore vokaler. Af dem har vi ni skrevne: a, e, i, o, u, y, æ, ø og å, men når vi udtaler dem, bliver de til mange, mange flere. I alt 17 i første omgang: trea'er (far, mand, tale), ete(sne), eti(is), too'er (top, skole), etu(mus), ety(hyl), treæ'er (præst, træ, læse), treø'er (drøm, dømme, føle) og toå'er (hår, håbe). Hallo, hvad så mede'et ihest?Ja, det er altså lydligt etæsom ilæse,spiludtales mede,spyttemedøog så videre, så derved øges antallet ikke. Men når det konstateres at de fleste af de 17 vokaler kan optræde såvel i en kort som i en lang udgave (hest/læse, spil/sne og så videre), nærmer vi os stærkt de 30 vokallyde. Og så til et fænomen som virkelig bør gøre os stolte af at være danskere. Det er en specialitet vi efter alle foreliggende oplysninger er helt alene om i verden - og så endda kun visse af os, nemlig de der har lært at tale vores sprog nord for en linje fra Rømø over Fredericia, Faaborg, Nyborg, Stevns og nord om Bornholm, og det har jo langt de fleste. Kort sagt, vi taler om det danskestød. Stødet er - som en 1800-tals sprogforsker har kaldt det - »et meget lidet hik«. Nøjagtigt hvornår det gør sit indtog i det danske sprog, kan ikke siges med sikkerhed, men da det ikke fandtes i oldnordisk, må det antages at være ankommet efter at de nordiske hovedsprog har skilt sig ud som selvstændige sprog. Der er således ikke så meget som en antydning af stød i hverken islandsk, færøsk, norsk eller svensk. Og nej, det har ikke samme oprindelse som det i cockney-engelsk eller i visse nordtyske dialekter. Det vigtige i forbindelse med rim er imidlertid at man ikke med tilfredsstillende resultat kan rime et ord med stød på et ord uden - selv om de nok så meget har den samme trykstærke vokal og i øvrigt opfylder reglerne for rim. Med andre ord: De knap 30 vokallyde skal forøges med yderligere 15-20 stykker, og de skal alle holdes ude fra hinanden når man rimer. Hvor er vi et rigt land! C.A. Thortsen (1798-1878) udgav i 1833-34 sit værk 'Forsøg til en dansk metrik' hvori han klart og tydeligt opstiller sine regler for god rime-skik. Han udpeger de samme områder som de ovenfor nævnte idet han hævder at »ingen af disse forskellige lyde må altså konfunderes i rim«. Man må f.eks. ikke rimeømpådrøm. Ligeledes understreger han stærkt at ord med stød under ingen omstændigheder kan rime på et stødløst ord, altså rimerforsvindeikke påfjende. Siden har en række sprogforskere - fonetikere, lingvister, metrikere - overfladisk beskæftiget sig med kvaliteten af rim på dansk, nærmest som en uvæsentlig biting. Det tætteste man kommer på en vurdering, er hos Hans Brix og Ulla Albeck. De konstaterer begge at når det nu er så vanskeligt at rime som man egentlig burde, så lad dog det næstbedste passere. Mistanken lurer at det er den slappe sædvane der er ophøjet til lov! For danske digtere fra Grundtvig og Chr. Winther til Halfdan Rasmussen og Inger Christensen rimer for de flestes vedkommende ad helvede til! Alligevel vil jeg hævde at det havde de slet ikke behøvet - langt det meste af vejen kan de nemlig udmærket. Hvordan nu det? Først den lovede begrundelse for at der ingen afvigelser bør være i vokallyd der bruges til rim. Når man læser - eller bedre endnu: lytter til - et rimet digt, indtræder der med Hans Brix' ord enforventningved det første rimord, en forventning der opfyldes ved ankomsten af detsekko. Som han udtrykker det: »På det ventede tidspunkt klinger atter samme lyd, hvis minde man har bevaret, og ens sans for symmetri føler sig tilfredsstillet«. Bemærk venligst og i særdeleshed begrebet ekko! Et ekko kan da vist ikke komme tilbage med en anden vokallyd end det modtog, for ikke at tale om at levere et stød der ikke var til stede i det afsendte signal. Og omvendt: Når der så forekommer et korrekt rim, mærker man straks en stærk fornøjelse. Rimet går i hak! Dernæst en nærmere understregning af min påstand om de begrædelige rimerier hos danske digtere. Jeg har foretaget en lille stikprøveundersøgelse på fjorten poeter. Ud over de fire nævnte var det Aarestrup, Paludan-Müller, Chr. Richardt, Holstein, Sophus Claussen, Aakjær, Thøger Larsen, Seedorff, Tom Kristensen og Nis Petersen. Hos hver af dem vurderede jeg 100 rimpar i træk et tilfældigt sted i deres samlede digte eller i et hovedværk. Med skelligt hensyn til at udtalen hos de ældre af dem kan have været anderledes end i dag, opgjordes antallet af rimfejl - målt i procenter - ved stød og ved forskelle i vokallyd. Topscorerne, altså dem med færrest fejl, er Chr. Winther med 12 procent og Hans Hartvig Seedorff med 13 procent, Grundtvig, Aarestrup og Aakjær kommer lige efter med 16 procent. I den anden ende af skalaen befinder sig Claussen (29 procent), Holstein (31 procent) og Paludan-Müller (33 procent). Til forsvar for den sidste skal det nævnes at prøven er taget i 'Adam Homo' hvor han betjener sig af rimsæt på tre rimord ad gangen i strofeformen ottave rime. For Holsteins vedkommende kan en af forklaringerne ligge i hans ganske mange eksperimenter med rimene - han er langt mere varieret end de foregående generationer. Claussen er også noget af en eksperimentator der anvender stort set hele sortimentet i versteknikkens arsenal. I sit digt 'Mennesket og digteren' fra 1907 kommer han ligefrem med en slags programerklæring desangående: »jeg, som altid før har hadet alt forbandet rimeri,/ har ved rim nu gjort mig fri«. Altså, ved at rime sine digte får man større frihed til at udtrykke det man gerne vil. Den lader vi stå et øjeblik! Halfdan Rasmussen har store udsving fra genre til genre: 18 procent i 'Tosserierne', 21 procent i sine børnerim og 30 procent i de udvalgte digte. Man kan forestille sig at forskellen skyldes en større koncentration om digtenes budskab i voksendigtene, hvorimod det virker som om han i de to populære genrer i mange tilfælde ligefrem har taget udgangspunkt i selve rimet. Gennemsnittet for samtlige digtere er knap 22 procent, og der er altså fejl i mellem hvert tredje og hvert ottende rim. Seedorff skal have udtalt at han bestræbte sig på at minimere disse fejl som han godt selv kunne høre; alligevel føler han sig nødsaget til at plumpe i, angiveligt for at redde digtenes samlede indhold og forløb. Frem for nu at tabe humøret over al denne elendighed vil jeg vende sagen på hovedet. Min gennemgang har jo samtidig vist at danske digtere - på trods af de helt enestående og forfærdelige faldgruber vor vokalbeholdning rummer - benytter sig af helt korrekte rim i gennemsnitlig fire ud af fem tilfælde, enkelte i syv ud af otte. Kan man så forlange mere? Ja, det mener jeg. Efter at have barberet de syge rim væk ville digterne jo stadig have 75-80 procent af rimmulighederne tilbage, og læseren/lytteren ville være fritaget for et alvorligt irritationselement. Lad mig til efterfølgelse nævne digtet 'Pigens morgen' af Thøger Larsen, skrevet i 1907. Tre ottelinjede strofer med rimpar efter rimpar der bare klikker i lås. Ren fryd! Men den slags er sjældent. Hele denne salve kan forekomme voldsomt provinsiel og rigelig dansklæreragtig. Så er det godt at kunne støtte sig til andre landes kapaciteter. I vejledningen til den seneste udgave af 'The Complete Rhyming Dictionary Revised' fra 1991 hedder det i oversættelse: »Sjusket rimeri er et af de sikre tegn på middelmådighed i versifikation«. Udgiveren Clement Wood tilføjer her: »Lær dig først at rime korrekt; hvis du derpå ønsker at bryde den regel du har forstået, ja, så er du i din gode ret«. Altså: Hvis digteren med vilje rimer med fejl, skal det have en indlysende funktion for læser og lytter, ikke blot være et kækt rejehop over den laveste del af gærdet. Og kaster man blikket over Øresund på poeter som Hjalmar Gullberg og Gustaf Fröding, er det fuldstændig omsonst at søge efter fejl som de danske. Bevares, de svenske har det lettere, de har færre vokallyde og intet stød, men sjuskeri tillades aldeles ikke. Hvorfor så her hos os? Der er en risiko for at jeg hermed fornærmer de enkelte nulevende beboere på den højeste del af det danske parnas der fra tid til anden kaster sig ud i rimede digtformer, f.eks. ved oversættelser eller i aktuelle, episk-satiriske versfortællinger, når jeg hævder at deres ydelser ikke holder et blot rimeligt niveau på dette felt. Det tager jeg med oprejst pande - deres burde bøje sig en smule mod jord hvis de ellers kan huske hvor den er. Det er ulejligheden værd at gøre sine rim gode nok! Et citat: »Da det imidlertid er mode blandt nogle af vore poeter at rime overmåde slet, vil det næppe være overflødigt at udvikle rimets fordringer noget mere specielt, for at de gængse fejl bedre kunne bemærkes, og man kan indse, at mange højst almindelige friheder er virkelige afvigelser fra rimets væsen og altså utilladelige. Man må ikke sige, at sådanne afvigelser alligevel er nødvendige for at lette versifikationen; thi skønhed er et vigtigere princip i digtekunsten, end nemhed«. Det skrev C.A. Thortsen i 1833.