0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hurtigt ud af skolen

Hvorfor får tyrkiske børn i Tyskland en dårlig uddannelse? Skyldes det racisme? Eller er tyrkiske forældre slet ikke interesserede i børnenes skolegang? Der kan være andre forklaringer, skriver kultursociolog Mehmet Ümit Necef.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Tyrkiske eleverbliver med fuldt overlæg ladt i stikken i uddannelsessystemet«. Sådan opsummerede det tyrkiske dagblad Zaman Vecih Yasaners synspunkter. Han er byrådsmedlem i Dietzenbach for partiet De Grønne. Yasaner er også tysklærer og uddannelseskonsulent ved Volkshochschule i Frankfurt. Zaman er en moderat islamisk avis, hvis europæiske udgave bliver trykt i Tyskland.

Synspunktet, der går ud på, at en eller anden negativ præstation vedrørende tyrkiske indvandrere, uanset om det handler om arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, primært skyldes det omgivende samfunds racisme og diskrimination, er ret udbredt blandt politikere, journalister og forskere af tyrkisk afstamning, der bor i Europa. Derfor er Yasaners ret bastante synspunkter ikke noget nyt. Lignende holdninger kan man til dagligt læse i diverse tyrkiske dagblade, som bliver publiceret i Vesteuropa, og i bøger og artikler skrevet af tyrkiske intellektuelle.

Man kan sige, at racisme-forklaringen, det vil sige racismen som hovedforklaringen på indvandreres problemer, betragtes som en selvindlysende sandhed. Det er de center-kulturelles, de oplystes og de progressives standpunkt. Derfor er det i debatten ret sjældent at møde folk, der sætter spørgsmålstegn ved denne påstand. En typisk beskyldning, der ofte rettes imod disse personer, er, at de derved giver ofret skylden (blaming the victim) frem for at bekæmpe imperialismen, racismen, orientalismen, diskriminationen og så videre.

Imidlertid er det netop det, som to af Zamans faste skribenter, M. Asaf Ugur og Ismail Kul, gjorde. De gad ikke høre mere vrøvl. Dermed støttede de tendensen hos de tyrkiske, moderat muslimske filosoffer, sociologer, journalister og teoretikere: En tydelig træthed og irritation over de forklaringsmodeller, der går ud på, at muslimer og muslimske indvandrere konstant er ofre for diverse konspirationer. Disse teoretikere mener, at det er på tide, muslimerne opfører sig som voksne mennesker og holder op med hele tiden at beskylde andre end sig selv for det dårlige, de oplever. Muslimerne må rette hovedkritikken imod sig selv og forsøge at forbedre sig selv, samtidig med at man bekæmper racisme og diskrimination, hvis og når det bliver aktuelt.

Det bemærkelsesværdigeved Yasaners udtalelser er hverken deres bastante indhold eller den spidse retorik, men det, at der var nogle tyrkiske intellektuelle, der protesterede. Før vi ser på, hvordan disse nye muslimske teoretikere kritiserer det, man kan kalde offermentaliteten, så lad os først kigge på, hvordan den grønne politiker Yasaner uddybede sin analyse: »I stedet for at uddanne og integrere dem på arbejdsmarkedet presser Tyskland unge tyrkere til uvidenhed og arbejdsløshed for at sørge for, at de ikke konkurrerer med tyskerne. Det tyske samfund ønsker simpelthen ikke, at udlændingene bliver bedre end tyskerne.

Tyskerne bliver misundelige, når udlændingene bliver succesrige. Det ligger i tyskernes underbevidsthed, at de skal lægge forhindringer i vejen for udlændingene, og dette afspejles i deres opførsel«. Yasaner tilføjede dog, at »det andet problem er forældrenes manglende interesse og ligegyldighed [over for deres børns uddannelse]«. Ifølge Yasaner interesserer kun 15-20 procent af de tyrkiske forældre sig for deres børns uddannelse.

Kort fortalt skyldes tyrkiske og andre indvandrerbørns dårlige skolepræstationer altså dels det tyske samfunds diskrimination, dels de tyrkiske forældres manglende interesse i deres børns uddannelse.

Yasaners synspunkter har dog ikke fået lov til at stå uantastet. Det har vakt betydelig debat i dagbladet Zaman.
I sin artikel med titlen 'De velkendte fordomme og klæge konspirationsteorier' kritiserer sociologen M. Asaf Ugur både dele af den tyske presse og en del tyske eksperter for at give udlændingene skylden ved at mobilisere de »velkendte fordomme om udlændingene«. Desuden kritiserer han de tyrkere, der »gemte sig bag de klæge konspirationsteorier«. Ifølge Ugur bør begge sider tage skyklapperne af. Den tyske side bør holde op med at bruge udlændingene som syndebukke for alle nationens problemer - fra uddannelsessystemet til arbejdsløshed. »På den anden side bør udlændingene, ikke mindst tyrkerne, vænne sig af med at besvare enhver kritik rettet mod dem med konspirationsteorier«.

Ugur ironiserer over Yasaners påstand om, at de manglende kurser for tyrkiske børn skyldes, at tyske myndigheder ikke ønsker at yde økonomisk støtte. Han påpeger, at tyrkerne aldrig selv har manglet penge til at åbne eller frekventere forlystelsessteder i Tyskland, og at de jo forsøgsvis kunne bruge pengene på børnenes uddannelse i stedet for.
Ugur havde tidligere skrevet en artikel med titlen 'Tyrkerne (i Tyskland) bør følge jødernes eksempel', hvor han hævdede, at tyrkerne ikke kan blive ved med at »gemme sig bag et billigt undertryktheds- og marginaliseretheds-kompleks (itilmislik kompleksi)«. Han fremførte, at både mange almindelige tyrkere og mange ledere for den tyrkiske minoritet mener, at tyrkernes ringe indflydelse i tysk politik skyldes tyskernes modvilje over for tyrkiske indvandrere, som de angiveligt opfatter som fattige og mindreværdige. For at argumentere imod denne tankegang mobiliserer Ugur et velkendt tyrkisk billede, billedet af enmaganda, det vil sige en nyrig med en dyr bil, guldkæde, en stor guldring og hele den tyrkiske musik. Det er dissemagandaer, som skaber modvilje, ikke tyrkerne generelt, siger han. »Man skal ikke glemme, at den tyske befolkning på deres ferie i Tyrkiet har flere ting til fælles med de fattige bønder, de lærer at kende, end demagandaer, som sidder i deres sorte Mercedeser og spiller Kong Gulerod«.

En andenskribent Ismail Kul, der oprindeligt lavede interviewet med Vecdi Yasaner, deltog også i debatten. I sin artikel 'Tyrkisk-tysk samarbejde i manglende uddannelse' kritiserer han indirekte Yasaner. Politologen Kul påpeger, at tyrkiske børns præstationer i byen Bremen er værre end en række andre etniske grupper, eksempelvis polske og russiske børns. Det slående ifølge Kul er, at polske og russiske børn er kommet til Tyskland efter 1990. Det betyder, at tyrkiske børn har boet i Tyskland mindst dobbelt så lang tid som de polske og russiske. Ved at sammenligne tyrkiske børn med børn fra andre minoritetsgrupper begik Kul ikke mindre end helligbrøde blandt folk, der forklarer alt mellem himmel og jord med henvisning til racisme og diskrimination.
Kul skriver yderligere, at mange tyrkiske forældre ikke interesserer sig for deres børns uddannelse, og han anklagede dem for at være mere interesserede i at investere deres penge i Tyrkiet.

Hvis man opsummerer skribenternes forklaring på, hvorfor tyrkiske børns skolepræstationer er dårlige, går de ud på, at tyrkiske forældre er mere interesserede i, at den yngre generation går på arbejdsmarkedet og tjener penge. Forældrene investerer mere i huse, jord og firmaer i Tyrkiet end i deres børns uddannelse i Tyskland.
Det er nyetoner fra tyrkiske journalister og intellektuelle. Mig bekendt har ingen forsker i Europa tilnærmet sig problematikken fra den vinkel. Tyrkiske eller tyske antiracister vil ikke synes om forklaringsforsøg, der retter fokus på tyrkernes egne valg, frie vilje, anderledes prioritering, det vil sige en række faktorer, som de i princippet selv er herre over. I den traditionelle antiracismes optik hælder Zamans skribenter benzin på racismebålet og giver ofrene, det vil sige tyrkerne, skylden.

Der kan være mange grunde til, at mange foretrækker denne offervinkel på de etniske minoriteters problemer. Det kan hænge sammen med, at denne tilgang har været dominerende i den internationale forskning om etniske minoriteter. Men man bør heller ikke se bort fra, at opfattelsen er et attraktivt valg for politikere, ikke mindst politikere af indvandrerafstamning. For så er det et problem, man kan gøre noget ved. I moderne samfund er politik i stigende grad blevet til problemløsning ogsocial engineering, og partier og politikere bedømmes i vid udstrækning på deres faktiske eller formodede evner til at gøre noget ved bestemte problemer. Det er derfor vigtigt for en politiker eller et parti at kunne pege på løsninger, som dog helst ikke må være så komplekse, at de vanskeligt lader sig kommunikere. Hvis tyrkiske børns problemer skyldes tyskernes bevidste diskriminationspolitik, ligger løsningen lige for, og dem peger Yasaner selv på: flere penge til diverse projekter og initiativer, som vil afhjælpe problemerne, og flere offentlige penge til at kæmpe endnu mere imod tyskernes racisme.

En anden grund kan være, at man dermed undgår at blive beskyldt for at give ofrene skylden. Det kan være specielt attraktivt for politikere og forskere, der gerne vil tilhøre - for at bruge Joseph Epsteins rammende udtryk - 'virtukratiet', det vil sige dyds-regimet. Det er dem, der gerne vil føle sig mere dydige end andre. Enten konkurrerer de om den attraktive offerrolle, eller også prøver de at få del i offerets fornemhed ved at stille sig særligt følsomme an - uden i øvrigt at gøre noget konkret for andre mennesker.

Den norske filosof Trond Berg Eriksen beskrev klient- og offergørelsen som et negativt aspekt ved velfærdsstatens omsorgsideologi: »Diverse socio-kulturelle strømninger i moderne samfund har skabt forestillingen om, at offeret er moralsk overlegent ... Den, for hvilken det er lykkedes at stilisere sig selv som offer, har vundet et ideologisk overtag ... Der er konkurrence om at have det værst«.
Selv om den 'venstreorienterede' antiracistiske politiker Vecih Yasaner og de 'højreorienterede' og 'konservativt muslimske' Zamans skribenter er uenige om, hvad tyrkiske børns problemer i udannelsessystemet skyldes, er de dog enige om én ting: Unge tyrkere bør have en uddannelse, helst en længere uddannelse. Begge fløje leder efter en skyldig, og begge fløje peger i varierende grad på det tyske samfund og de tyrkiske forældre som de skyldige. Men måske er der ikke nogen skyldig. Måske ønsker mange tyrkiske indvandrere simpelthen ikke, at deres børn skal uddanne sig ud over end den obligatoriske folkeskole.

I den internationaleog danske forskning om indvandrerbørns skolepræstationer henviser man ofte til forældrenes skolemæssige og sociale baggrund. Hvis forældrene selv har en længere uddannelse og eksempelvis kommer fra storbyerne, har deres børn også en tendens til at have bedre succes i skolesystemet. Denne model er flere gange blevet fremført for at forklare forskellen på pakistanske børns (bedre) præstationer i forhold til tyrkernes. En anden faktor, man plejer at nævne, er de pågældende etniske gruppers kulturelle værdier og prioriteringer. I denne sammenhæng har man påpeget, at jødiske indvandrere ofte har gode skolepræstationer, da det at kunne læse og skrive er en vigtig del af jødernes historiske traditioner. Med hensyn til tyrkerne synes henvisning til kulturelle traditioner eller uddannelsesbaggrund ikke at være tilstrækkelige. Tyrkiske forældre i Tyrkiet, også dem med en kortere uddannelse i bagagen, går faktisk meget op i deres børns skolegang. Forskellen mellem tyrkiske forældres opførsel i Tyrkiet og i nordeuropæiske lande tyder på, at man må lede efter andre end de kulturalistiske og gængse sociologiske ('social arv') forklaringer.

Årsagen kan være økonomiske kalkulationer. Med i overvejelserne er, at man kan tjene flere og hurtigere penge, hvis man går på arbejdsmarkedet i stedet for at læse videre. Man kan enten kombinere indtægterne fra det regulære og det parallelle arbejdsmarked, eller man kan kombinere overførselsindkomst med indkomster på det sorte arbejdsmarked. Derved kan man komme op på et indtægtsniveau, som ikke er muligt, hvis man kun færdes i det legale arbejdsmarked som ufaglært, faglært eller som akademiker. Modviljen mod en længere uddannelse handler derfor bl.a. om det fristende sorte marked.

Da indvandrerekom fra Tyrkiet i 1960'erne gik de direkte ind i fabrikker eller miner, hvor de udførte ufaglærte job. I dag er der opstået bestemte erhvervsnicher i Tyskland og i de andre nordeuropæiske velfærdsstater så som restaurationsbranchen (restauranter, fastfood-branchen, pizzeriaer,döner kebab-barer og så videre), rengøringsbranchen, bilreparations- og salgsbranchen og lignende, hvor man ikke har brug for længere uddannelser eller de store sproglige og kulturelle kompetencer.

Satsning på at gå direkte ind i disse nicher kan føre til hurtige indtjeningsmuligheder og derved hurtig opnåelse af en række prestigesymboler. Denne mulighed peger M. Asaf Ugur faktisk på, når han taler om »de tyrkiske nyrige (maganda) indvandrere, som kører i deres sorte Mercedeser«.

Situationen i Danmark er ikke meget bedre. En ny undersøgelse foretaget af professor Michael Rosholm viser, at unge efterkommere ikke begynder på en uddannelse efter folkeskolen så hyppigt som danske unge. Mere alvorligt er det dog, at selve frafaldet fra uddannelserne er meget større for indvandrere end for danskere. Desuden får efterkommerne deres første job senere end danske unge, og de holder fast i det i kortere tid.

I debatten om, hvorfor tyrkiske børns skolepræstationer er dårlige i Tyskland - begge fløje er nemlig enige om, at de er dårlige - synes der at være to elitediskurser, som hindrer en reel debat og forskning: For det første forestillingen om, at alle bør have en længere uddannelse; for det andet forestillingen om, at tyrkere er ofre for tysk racisme. Begge diskurser, ikke mindst offergørelsen, udelukker og delegitimerer andre forklaringsforsøg. Det er dem, vi skal have på bordet.