Søndag morgen i landsbyen. Solen skinner, vinden rusker i kastanietræets fine, nye blade. Kaffen dufter, som god kaffe skal, den sagte barokmusik fra radioen lyder også, som den skal. Jeg ser mig søvnigt om i stuen med palmen på gulvet, billederne på væggene og bogreolerne - jeg kender det hele så godt og kan så alligevel glæde mig ved synet. Der er rod i reolerne, jeg bør tage mig sammen og sætte bøgerne op efter et nyt system. Eller måske skal jeg simpelthen bare brænde dem. Jeg læserlidti aviserne. Udskrifterne af McCarthys hemmelige afhøringer i de tidlige 1950'ere er netop blevet publiceret - mere end 4.000 sider. Det er næsten uundgåeligt at tænke på, om sindelagskontrollen, overvågningen, ødelæggelsen af tusinder af menneskers tilværelse og gode navn og rygte vil vende tilbage - nu med 'kommunist' erstattet af 'terrorist'? Kort efter 11. september 2001 kunne man læse små avisnotitser om, at kritiske journalister blev fyret i de amerikanske elektroniske medier. Det var lidt af en rystelse, hvad skulle det nu gøre godt for? Og når antiterrorismelovgivningen diskuteres, finder man af og til et par linjer om ideen med at registrere, hvilke bøger borgerne låner på bibliotekerne og køber hos boghandlerne. Det er perverst, men vi har været ude for en hel del det sidste par år, så man skal ikke forsværge noget, bogkontrollen kan ende med at blive gennemført. Jeg drikker mere kaffe, er helt vågen nu, det gør aviser ved én. Hvis neo-McCarthyismen breder sig til Danmark, hænger jeg på den, hvis FBI's danske afdeling skulle dukke op for at tjekke mine bøger. Skal jeg virkelig brænde dem? Bøgerne er ikke kun åndelig føde, udfordring og stimulans - de er også venner. De fleste af bøgerne i en sort og en hvid reol er slidte og fyldt med understregninger, hvordan skal jeg kunne skille mig af med dem bare for at få fred? Der er stribevis af bøger om Anden Verdenskrig og Sovjetunionens sammenbrud, om Den Spanske Borgerkrig, om Mellemøsten og krigene i Vietnam og på Balkan. Mine danske yndlingshistorikere står hulter til bulter - Claus Bryld, Henrik Jensen, Ole Lange, giganten Søren Mørch og Poul Villaume - og tæt ved journalister som Robert Fisk, Mischa Glenny, Martin Walker og danskerne Tage Baumann, Peter Dalhoff, Torben Krogh og Anders Jerichow. Måske kunne deres bøger overleve sindelagskontrollanternes skarpe blikke, de er trods alt veldokumenterede. Men hvad med Naomi Klein og Malcolm X? Og Villy Sørensens Karl Marx-udvalg? Hjælper det, at jeg også har Sørensens bog om Seneca? Måske. Men jeg frygter for hylden med den oprørske C. Wright Mills, der næppe mildnes af den konservative Max Webers udvalgte skrifter. Værre bliver det nok med den stædige kommunistiske historiker Eric Hobsbawms selvbiografi, den gamle mand viser ingen anger! Værst bliver det med de nederste hylder i den sorte reol, der hvor anarkisterne står. Bakunin, Cohn-Bendit, Malatesta, Emma Goldman og dronningen over dem alle: Rosa Luxemburg. Min behagelige søndag morgen bliver ikke ødelagt af disse grumme fremtidsvisioner, tværtimod, jeg er blevet vred, og vrede gør frygtløs: Jeg vil ikke brænde mine farlige bøger, nej, jeg vil ikke! Dagene efter 11. september var forfærdelige - udspændt som man var mellem frygt og håb, medfølelse og raseri både over al-Qaedas idioti og Bushadministrationens skamløse udnyttelse af tragedien. I kølvandet på det fik vi herhjemme den mest beskidte valgkamp i mands minde og vågnede op og så, at danskerne nu skulle regeres fra højre. Selvfølgelig var - er - der problemer, ikke mindst skabt af den foregående regerings undladelsessynder (mange EU-lande har sært nok de samme problemer), men den rasende nedbrydning af institutioner og lovgivning var skræmmende. Prikken over i'et var statsministerens nytårstale, der lagde op til yderligere splittelser i det i forvejen splittede danske samfund. Jeg er ikke sikker på, at jeg er kommet mig endnu. Jeg føler mig politiskpunch drunkog har svært ved at tune mig ind på en stadig mere brutaliseret debatform både i Folketinget og i medierne. Samtidig forundres jeg over min voksende følelse af at være dansk. Den evindelige slåen plat på en hårdtpumpet, men udefineret danskhed er gyselig, så det ligner et paradoks. Men måske forholder det sig sådan, at den mere eller mindre gnidningsfri dagligdag ikke fremkalder bestemte følelser, mens man - når ens værdier angribes - orienterer sig følelsesmæssigt anderledes. Jeg tænker ikke videre over det til daglig, men understrømmen og forundringen er der hele tiden som en lavmælt psykisk muzak, der slår ud i hele symfonier, når der sker noget særligt. Jeg harværetstærk tilhænger af østudvidelsen, for mig er 'fredsdividenden' ikke et slagord, men noget meget, meget vigtigt. For lige så dansk som jeg må erkende mig, lige så europæisk føler jeg mig, og jeg vil hjem til det Øst- og Centraleuropa, som har været en del af mit åndelige landskab, så langt tilbage jeg kan huske. Som én af årgang 1935 er jeg vokset op med Europas sønderbombede byer, med armod, slid, urimelige diktaturer i tidligere kulturlande, jeg husker Luftbroen i 1948, Budapest 1956, Muren 1961 og Prag 1968. Bliver der krig nu, mor? Min mor svarede ikke. På den baggrund ønskede jeg - trods min grundlæggende politiske uenighed med regeringen Fogh - det danske formandskab succes. Og det gik da også udmærket, selv om jeg krympede mig, når udenlandske medier bemærkede, hvor ufattelig glad den danske statsminister var for at være statsminister - en vis beskedenhed i et så stærkt forum ville vel have været på sin plads? Jeg savnede også stof om embedsværkets indsats. Statsministeren førte sig frem på det forarbejde, embedsværket i København og Bruxelles havde udført, men pressen interesserede sig først sent for dets årelange forberedelser. Lidt kynisk kan man sige, at bureaukratisk fodarbejde selvfølgelig ikke er så sexet, at det gør noget - men alligevel, disse mennesker fortjente noget mere. Og så begynder det for alvor at krakelere i slutningen af april. Den danske presse har modtaget DR's dokumentar 'Fogh bag facaden' 22. april ganske positivt, det er jo godt med åbenhed, ikke sandt? Men to dage efter udsendelsen ser jeg DR 2's program 'Debatten'. Chefredaktørerne for Berlingske Tidende og Information er positive over for udsendelsen, mens eksministrene Hans Engell og Niels Helveg Petersen ikke er det. Hvilken åbenhed taler vi om? Mon ikke udsendelsen har skadet Danmarks gode navn og rygte? Og så videre. Det, der slog mig ved debatudsendelsen, var, at Engell og Helveg - som jeg ofte har været politisk uenige med - sagde noget, når de snakkede! Deres sætninger var informationsmættede, deres sprog klart, man fik noget at vide! Og det gik op for mig, at det var længe siden, jeg havde hørt noget så velgørende. Langsomt, men sikkert havde jeg siden sidst i november 2001 vænnet mig til især statsministerens undvigelser og bagatelliseringer, hans overoptimistiske newspeak garneret med slagord, der bliver gentaget i det uendelige. Der sker vældig meget i vinterens løb. Den tilstundende Irakkrig skaber brudflader i Europa, der på få uger nedbryder resultaterne fra det danske formandskab og østudvidelsen. De danske dispositioner - foretaget af regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti - ryster både den politiske kaste og store dele af befolkningen. Først var der det famøse støttebrev til amerikansk politik i Irak, som Aznar fik syv andre regeringschefer, herunder den danske, til at underskrive. Senere kom beslutningen om at blive deltager i krigen uden om FN. Glemt var alt om de brede forlig, der har præget dansk udenrigspolitik i årevis, nu var det vigtigste at følge amerikanerne i krig. Det gør hverken fra eller til, at de amerikanske argumenter om masseødelæggelsesvåben og Iraks forbindelser med al-Qaeda var så luftige, at de af de fleste blev opfattet som løgne. Vi skulle være medansvarlige for en krig, der fik millioner på gaden kloden rundt. Poul Villaume har ret i sin kritik af krigsmodstandernes mangel på konkrete alternativer til krig (Information 12.-13.4.), men hans kritik kunne have været bredere og mere tragisk: Hele det internationale samfunds centrum-venstre mangler alternativer til diverse højreregimers strategier og voksende magt. Selv bemærkede jeg efter de første demonstrationer, at flertallet tog for givet, at de passive borgere forstod, at demonstranterne var voldsomt anti-Saddam Hussein. Det kunne man altså ikke regne med, og det scorede den danske statsminister et par billige point på. En irakisk professor, Afnan Faltani, skrev sidst i april: »Vi hadede Saddam, men nu hader vi ham endnu mere for at tillade amerikanerne at invadere hans land«. Den vinkel havde været god at have med under demonstrationerne. Hvad der også havde været vigtigt, var en diskussion af andre aspekter i krigsmodstanden. Da George Bush senior lagde op til den første Golfkrig, udførte hans administration et grundigt politisk-diplomatisk forarbejde. At en del af hans personlige argumentation skurrede slemt i europæiske øren, bortforklarer ikke, at krigen blev forberedt dygtigt. Selv var jeg oprørt over Bushs bemærkninger om, at nu havde Europa haft fred i fyrre år - som om det var naturstridigt! Men den øvrige del af argumentationen hang sammen - og var selvfølgelig også lettere end under den anden Golfkrig: Irak havde invaderet Kuwait. Argumenterne for denne krig hænger ikke sammen, og der har været og er grundlæggende mistillid til dem, og ikke mindst lurer mistanken om skjulte dagsordener. Bushadministrationens hovmod er også til at tage og føle på, og jeg er næppe alene om at føle mig talt ned til og undervurderet som tænkende menneske. Sidst, men ikke mindst er den amerikanske oppositions tavshed ildevarslende, og jeg tænker, at sindelagskontrollen må være så udbredt i USA, at kun ganske få orker og tør tage til genmæle. Pressen er gået i selvcensur, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før amerikanernes lån og køb af bestemte bøger gøres til upatriotiske og dermed overvågningsberettigede handlinger. Jeg drikker den sidste sjat kaffe og går ovenpå til de hvide reoler fyldt med romaner. Også de er mine venner, mange af dem engang lige så kontroversielle som bøgerne i den sorte reol nedenunder. I maj i år, for præcis 70 år siden, foregik den første bogbrænding i Tyskland - med Goebbels begejstret skrigende de forfatteres navne, hvis bøger skulle på bålet. Mange af dem står uskadt på mine hylder sammen med klassikerne og samtidsromaner fra mange lande. Adskillige af disse romaner ville ikke finde nåde for statsministerens borende blik, ikke hvis han stadig mener, hvad han skrev i minimalstatsbogen for flere år siden. Essensen af statsministerens daværende kunstsyn var et krav om skønmalerier, en klar parallel til den begyndende McCarthyismes rasende kritik af Hollywoods krigs- og efterkrigsfilm, der skildrede visse hjørner af den ikke altid lige kønne virkelighed i midten af 1940'erne. Det kritiske, nysgerrige og diskuterende menneske har lige så store vanskeligheder med virkeligheden som de skråsikre og tryghedshungrende, naturligvis, virkeligheden er gennemgående rædselsfuld. Men den er vores alle sammens, den kan ikke monopoliseres, sådan som Erhard Jakobsen prøvede i 1970'erne. Alle disse overvejelser vælter rundt i hovedet, mens jeg går langs reolerne og aer mine bøger. Men hvad nu hvis den igangværende hetz mod en venstrefløj, der dårlig nok eksisterer længere, ikke er pointen? Hvad nu hvis statsministeren og hans meningsfæller ikke hader venstrefløjen, men virkeligheden? Noget tyder på det. Der må være et sted, hvor kæden simpelthen springer af. Hvordan ellers i 2002 give den som Mr. Europe - og derefter sælge EU og NATO til fordel for Bushs Irakkrig og medvirke til europæisk splittelse i vinteren 2003? Hvordan ellers forstå selvsikkerheden og manien med kontrol i tv-udsendelsen med diverse faux pas (The Economist 23.4.: Fogh Pas) til følge? Sagt på en anden måde: Jeg fornemmer en foruroligende mangel på jugement hos regeringslederen. Med diverse spindoktorers hjælp kreeres et utroværdigt virkelighedsbillede, som statsminister og regering (med støtteparti) derefter handler ud fra og lovgiver på. Modellen kendes fra USA, hvor Bushadministrationen gør det samme f.eks. i udenrigspolitikken. Propagandamaskinerne er tunge og effektive, slagord gentages i det uendelige, så de til sidst fremstår som den skinbarlige sandhed. Det lover hverken godt for mig og mine bøger eller for den offentlige debat. 10. maj - 70-års dagen for den første bogbrænding - bragte Politiken en interviewsamtale mellem Daniel Cohn-Bendit, fransk-tysk medlem af EU-parlamentet for De Grønne, og Adam Michnik, chefredaktør for den polske avis Gazeta Wyborcza. De to åndshøvdinge er enige og uenige på en dybt kvalificeret måde, de taler virkelig sammen og har mellemregningerne med i modsætning til Enzensberger ugen før (han foragter 'fredsfolket'). Cohn-Bendit var imod krigen i Irak, Michnik var for, og samtalen slutter med hans udtalelse, der er en statsmand værdig: »Når det er sagt, sætter jeg stor pris på dem, der har demonstreret mod krigen, for enhver krig bærer i sig faren for en militarisering af den fælles bevidsthed. Den eneste garanti er dem, der er imod, og de redder demokratiet«. Solen er forsvundet, blæsten har lagt sig, og da jeg åbner et vindue, lugter der af regn. Duften af kaffe er forsvundet, nu er der Prokofjev i radioen. Det begynder at regne, selv søndagen græder. Og jeg husker, hvordan jeg for et par år siden knælede foran en glasplade på Bebelplatz i Berlin og så ned i en skakt, hvor væggene er hvide hylder. Der er ingen bøger på dem, monumentet for 10. maj 1933 hedder helt enkelt Die versunkene Bibliothek.