Civilretsdirektoratet tager også stilling til ansøgninger om fri proces, hvor staten selv er modpart. Men direktoratet holder ulovligt hånden over det offentlige på bekostning af privates retssikkerhed, skriver advokat Christian Harlang. »I en verden, hvor demokratiet er svækket, bliver retsstaten, lovens herredømme, til frihedens sidste bastion«. Oversat fra Ralf Dahrendorf: Die Krise der Demokratie, 2002. Statens (stat, amter og kommuner) virksomhed er stadig mere omsiggribende og dermed magtfuld. Vort retssamfund hviler på det grundprincip, at offentlige myndigheder har pligt til at sikre borgerne de rettigheder, som de efter loven har krav på. Når en privat mener, at der foreligger en forkert afgørelse om f.eks. afslag på pension, forkert skatteberegning, manglende tilskud til sygdomsbehandling, forringet socialhjælp etc., og borgeren løber panden mod muren hos de forskellige administrative organer, er der efter lovgivningen, hvis sagen har et reelt juridisk indhold (ikke kun når husstandsindtægten er lav, men også i andre tilfælde), ret til at modtage fri proces. Adgangen til fri proces undtager borgeren fra den barriere, der består i (meget høje) retsafgifter til staten selv foruden øvrige omkostninger til sagsførelse, hvor modparten (det offentlige) har fulde ressourcer på sin side. Civilretsdirektoratet administrerer imidlertid loven meget forskelligt, alt efter om modparten er staten selv (det offentlige) eller f.eks. en lille privat arbejdsgiver. I sidstnævnte tilfælde overholdes loven, og der bevilges gerne fri proces. I førstnævnte tilfælde, er det en helt anderledes, karrig praksis. Inden for bare de seneste måneder har vi i mit advokatfirma haft fire graverende eksempler. I Thulesagen, hvor Østre Landsret i 1999 konstaterede, at befolkningen i 1953 blev tvangsflyttet, skal der i Højesteret til november bl.a. ud over kravet om tilbagelevering af jagt- og fangstterritoriet tages stilling til erstatningen for 50 års afsavn, der ifølge tidligere af staten anvendte takster er beregnet til godt 235 millioner kroner. Men Civilretsdirektoratet afslog i 1997 at bevilge fri proces til dette. Efter at landsretten underkendte statens forklaring om frivillig flytning og gav thuleboerne medhold i, at det var en tvangsflytning til Qaanaaq, som staten selv havde udført i 1953, rettede vi på ny henvendelse til direktoratet. Efterhånden som dokumentationsgrundlaget blev yderligere styrket, gentog vi i alt seks gange siden 1997 forgæves henvendelse om fri proces. Der blev også klaget til Folketingets Ombudsmand, som af dunkle grunde ikke ville behandle sagen. Alle involverede i Thulesagen ønsker, at der med højesteretssagen til november i år sættes et ordentligt punktum for denne pinlige koloniagtige sag, og i efteråret 2002 indleverede vi til Højesteret kravet om erstatning på de godt 235 millioner kroner. Som følge af, at der stadig ikke var fri procesbevilling hertil, skulle Højesteret som friprocesmyndighed beregne retsafgiften, og dette blev ifølge loven til cirka 6,3 millioner kroner, som den tvangsflyttede befolkning skulle betale til staten for at kunne føre sag mod staten selv herom! For Højesteret bestrider staten i øvrigt ikke længere, at det netop var en tvangsflytning. På dette punkt skal landsretsdommens konstatering af tvang altså lægges til grund som en faktisk kendsgerning, men alligevel er statens afdeling for fri proces i stand til at afslå fri proces, med den virkning at retsafgiften skal betales - til staten selv! Af astronomisk størrelse, som ikke kan betales. Den gennemsnitlige husstandsindkomst hos thulebefolkningen er p.t. cirka 130.000 kroner årligt. Vi gjorde gældende, at retsafgiftsloven er uforenelig med den europæiske menneskeretskonventions artikel 6, der indebærer en ret for alle til rettergang. Alligevel afslog direktoratet så sent som 13. december 2002 igen (!) at meddele en fri proces, som ville betyde, at retsafgiftspligten automatisk bortfalder. Højesteret berammede herefter mundtlig procedure i denne sag om foreneligheden mellem retsafgiften og menneskerettighederne til 24. januar i år, hvor denne sag i sagen skulle procederes for fem dommere. 8. januar modtog vi meddelelse om, at Højesteret havde udvidet antallet af dommere til syv (finder sted i ekstraordinært principielle sager), og 10. januar modtog vi bevilling på fri proces fra Civilretsdirektoratet, hvorefter sagen 24. januar bortfaldt. Cirka seks års kamp med Civilretsdirektoratet for bare selve adgangen til retfærdig rettergang var slut. Ved forskellige manøvrer har staten således igennem 50 år forsøgt at afskære dette lille folk fra retfærdighed. Det er en særlig gruppe af polareskimoer med eget sprog og egen isoleret baggrund mange hundrede år tilbage i tiden på det eneste sted i Nordgrønland, hvor der kan opretholdes menneskelig eksistens, nemlig i Thulelandet, der i areal er cirka som Fyn. Som følge af geografiske forhold (bl.a. yderste nordlige og tynde del af Golfstrømmen) findes her netop, som polarforskeren Knud Rasmussen opdagede det, fra naturens hånd lige tilstrækkeligt med jagt- og fangstdyr året rundt til det lille folk. Qaanaaq, cirka 130 kilometer nærmere Nordpolen, er jagt- og fangstmæssigt et yderområde, som kun giver erhvervsgrundlag til cirka en tredjedel af befolkningen, hvorfor cirka to tredjedele af thuleboerne siden 1953 er afhængige af offentlig understøttelse. Hvis dette lille folk skal overleve i Nordgrønland, er der intet alternativ: De skal have deres land tilbage, således at et økonomisk bæredygtigt erhvervsgrundlag for hele befolkningen kan genetableres. Civilretsdirektoratets afgørelser gennem seks år gik ud på at afskære dem fra rettergang for en rimelig erstatning for et halvt århundredes overgreb mod livs- og erhvervsrettigheder. Et andeteksempel er den i medierne meget omtalte sag om en sjællandsk invalidepensionist, der fik frataget det meste af sin hjælp. Personen, der i dag er 57 år, blev som yngre kørt ned af en spritbilist og havde indtil dette tidspunkt været en aktiv sportsmand, men blev erklæret 100 procent invalid. Der blev tilkendt højeste førtidspension. For ulykkeserstatningen blev der købt eget hus. Kommunen havde tilkendt døgnhjælp i hjemmet. Kommunen skar i 1992 hjælpen ned til 72 timer om ugen. I 1996 blev antallet af hjælpetimer efter lægelig dokumentation sat op til 128 timer ugentlig. I 2000 bestemte kommunen sig for at nedsætte timerne til 39,5 om ugen. Denne 100 procent handikappede, der selvfølgelig har behov for hjælp til alle daglige gøremål, ikke mindst fordi egne hænder ikke kan bruges, søgte om fri proces til førelse af en sag mod de sociale myndigheder for at opnå den elementære hjælp, han var blevet frataget, og fik afslag, med den begrundelse at direktoratet ikke mente, at der kunne føres det, for at vinde sagen, nødvendige bevis for den mistede ret. Sagen blev anlagt alligevel, idet den fratagne hjælp er helt afgørende for livskvaliteten. Byretten opkrævede imidlertid ifølge loven en retsafgift på 137.000 kroner, hvilket invalidepensionisten naturligvis ikke kunne betale, og landsretten stadfæstede denne afgørelse. Spørgsmålet om størrelsen af retsafgiften blev påkæret til Højesteret, der ville behandle sagen sammen med spørgsmålet i Thulesagen vedrørende retsafgiftslovens forenelighed med menneskerettighedernes beskyttelse af retten til rettergang. Men også her blev der pludselig alligevel bevilget fri proces, og Højesteret fik således heller ikke i denne sag lejlighed til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt retsafgiftsloven er uforenelig med den europæiske menneskeretskonventions artikel 6. Yderligere et eksempel er sagen om en person i 40'erne, der lider af en form for autisme, og som siden han gik ud af 10. klasse selvfølgelig har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen havde gentagne gange forsøgt at foretage såkaldt aktivering, dog uden held, og fra 2000 iværksatte kommunen den praksis, at når vedkommende ikke mødte til aktivering, fratog man kontanthjælpen. Kommunen mente, at når han »blev sat i nød«, så ville han selv finde sig et job. Men kommunen undersøgte ikke, hvorfor aktiveringen ikke kunne gennemføres. Det har senere vist sig, at den pågældende formentlig lider af det såkaldte Aspergers syndrom. Hvis kommunen havde ønsket at undersøge årsagen til hans vanskeligheder, ville man ved en simpel psykolog- eller psykiaterundersøgelse hurtigt have opdaget, at der var en god grund til, at han ikke kunne fungere på en arbejdsplads. Den 'undersøgelse' blev overladt til en sagsbehandler, som konkluderede, at når han kunne spille bridge, så måtte han være normalt begavet. Men begavelse består af forskelligt. En god ven påtog sig at hjælpe, og jeg kontaktede kommunen og anmodede om efterbetaling af den fratagne kontanthjælp samt om indledelse af pensionssag. Der blev søgt om fri proces, hvilket blev afslået, med den begrundelse at der ikke var udsigt til, at der kunne gives medhold i sagen. På trods af afslaget blev sagen dog anlagt i marts 2002 med lånte penge. Kort tid derefter kapitulerede kommunen og efterbetalte kontanthjælpen og indledte pensionssagen. Den pågældende modtager nu mellemste førtidspension. Et yderligere krav om torterstatning blev i efteråret 2002 henvist til landsretten, med den begrundelse at spørgsmålet var af principiel karakter og ville få betydning for en række personer i samme situation som klientens. Kommunens efterbetaling og spørgsmålet om henvisningen til landsretten blev senere meddelt Civilretsdirektoratet. Der blev kort tid herefter alligevel bevilget fri proces. Avislæsere harsidste år kunnet følge med i sagen om en folkepensionist fra Århus, der af lægerne på Skejby Sygehus ved Århus blev anbefalet at rejse til Stokholm for dér (Karolinska Sjukhuset) at blive stereotaktisk strålebehandlet for sin kræftsygdom. Staten skulle betale, men ville ikke, idet den påberåber sig, at behandlingen dér er 'eksperimentel', på trods af at metoden i det svenske sundhedssystem igennem mere end ti år har været godkendt standard. Afgørelsen om, at behandlingen skulle anses for at være eksperimentel, blev truffet af en kreds af danske læger - en såkaldt ekspertgruppe, som imidlertid hverken kontaktede svenskerne eller i øvrigt undersøgte, hvorvidt behandlingen blev anvendt i andre lande og var anerkendt af den internationale lægevidenskab. For lånte penge rejste han til Stockholm og blev helbredt, men hans retssag ved domstolene om pengene må nu formentlig opgives på grund af direktoratets afslag på fri proces, til trods for at EF-domstolen i en principiel dom fra juli 2001 fastslog, at vurderingen af, om en behandling i et andet EU-land er eksperimentel eller ej, ikke alene kan foretages af de nationale myndigheder. Denne principielle dom fastslår, at der ved denne vurdering skal tages hensyn til faglitteraturen, videnskabelige undersøgelser, autoriserede udtalelser fra specialister og den omstændighed, at den pågældende behandling er eller ikke er dækket af sygeforsikringsordningen i den medlemsstat, hvor behandlingen gives. Eksistensen af EU-reglerne er formentlig grunden til, at vi her i landet ikke for længst har vedtaget noget selv. Med sit afslag på fri proces forsøger direktoratet også i denne sag at skåne staten selv for, at denne penible sag, der vedrører vitale patientinteresser, kan blive påkendt af domstolene. Som disse fire eksempler viser, er der noget nærmest råddent ved både det generelle princip om, at det er staten selv, der afgør, om der kan gives fri proces mod det offentlige, og konkret derved, at direktoratet som friprocesmyndighed ikke overholder loven og derved afskærer borgere fra deres retssikkerhed på vitale livsområder. De nævnte fire sager viser den fuldstændige vilkårlighed, der for tiden råder. Af de fire eksempler lykkedes det i de tre efter lang tids nærmest hækkeløb med myndigheden og som følge af helt ekstraordinære forhold at opnå fri proces. Den ene sag (kræftpatienten), hvor det ikke lykkedes, er desværre den mest typiske, for i dagens Danmark er der i tusindvis af borgere, derharret, men ikkefårret. I retssystemet er udgangspunktet, at en myndighedsdisposition står ved magt, indtil den - sjældent - underkendes ved domstolene. Denne kontrol med den udøvende magt er forudsat som en opgave for domstolene og er baseret på, at dette sker effektivt, det vil sige, at kontrollen eksisterer ikke alene af navn, men også af gavn. Er dette ikke tilfældet, kan man ikke tale om en retsstat. Den nuværende administration af borgerens nødvendige adgang til fri proces lever ikke op til disse idealer. De ovennævnte eksempler viser den vilkårlighed, der gør sig gældende. Vilkårlighed er det modsatte af retssikkerhed. Tilstanden indgår i den række af vanskelige betingelser for kontrol-idealet, der passende kan beskrives som 'de tekniske retshindringer for borgerne', og som ud over de høje retsafgifter drejer sig om borgerens ressourcemæssigt svagere stilling under selve processen, det vil sige selv i de tilfælde, hvor det altså lykkes at rejse sag. Jeg har igennem flere år offentligt fremsat denne kritik, navnlig vedrørende vilkårene for fri proces mod staten selv. Under en konference, der blev afholdt på Christiansborg tidligere i år om retsafgifter og fri proces, sad jeg i panel med formanden for Retsplejerådet, der sidst på året afgiver betænkning blandt andet om disse spørgsmål, og som tilkendegav, at man har kritikken med i overvejelserne. Imidlertid kan det erfaringsmæssigt blive både jul og påske mere end én gang til, før der lovgivningsmæssigt er vedtaget og ikrafttrådt nye regler. Så længe kan hensynet til borgernes retssikkerhed ikke vente, og det er heller ikke nødvendigt, for Civilretsdirektoratet kan - hellere i dag end i morgen - lovliggøre sin administration.