0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den sidste tid

»Når man er tæt på døden, er man tæt på noget meget vigtigt i livet, og måske er det derfor, et ophold på hospice kan føles meget livsbekræftende«, skriver Benedikte Brogaard fra sin stue på Sankt Lukas Hospice.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Når man er tæt på døden, er man tæt på noget meget vigtigt i livet, og måske er det derfor, et ophold på hospice kan føles meget livsbekræftende«, skriver Benedikte Brogaard fra sin stue på Sankt Lukas Hospice.

Jeg skriver denne Kronik for at gøre opmærksom på det store problem, at der ikke er flere hospicepladser i Danmark, end tilfældet er.

Da der så er røster fremme om at lukke nogle af de eksisterende pladser (den palliative afdeling på Bispebjerg Hospital) tror jeg, at der simpelthen mangler en viden om, hvad et hospice egentlig er for noget.

Og da vi er så få, der er velsignet med en plads, og en del af os er døende og dermed ude af stand til at formidle vores indtryk og erfaringer, vil jeg gerne bidrage med, hvad jeg nu kan. Det bliver så min personlige fortælling om hospice.

Mit eget udgangspunkt var, at jeg dels ikke troede, hospicetanken kom mig ved (jeg er så privilegeret at have været rask det meste af mit liv), og dels troede jeg, at hvis man var uhelbredeligt syg og skulle dø, var det hele fuldstændig lige meget, man døde jo bare alligevel. Det er derfor, jeg egentlig godt kan forstå tankerne om at undlade at udbygge hospiceområdet eller at nedlægge hospicepladser. Jeg tror, de bunder i uvidenhed om det helt uundværlige arbejde, der udføres på et hospice.

Det er nok også svært at forestille sig, at man selv eller en, man holder af, trods sund livsstil har en lille risiko for at komme i den voldsomt ubehagelige situation at blive så alvorligt syg, at der ikke er helbredelsesmuligheder mere. Man har måske selv et trygt og godt liv, hvor man selv har stor indflydelse og passer på sig selv, forebygger sygdom så godt man kan for eksempel ved ikke at ryge og drikke alt for meget, spise sundt, undgå stress og nyde livet.

Min erfaring er, at man godt kan blive syg alligevel, og at hospiceopholdet er helt uundværligt for min familie og mig.

Det er ikke min hensigt at understøtte den angst for at få kræft, der er så udbredt blandt mange af os. Den kan gøre, at man bliver handlingslammet, enten hvis man får diagnosen, eller hvis man er så uheldig, at der på et tidspunkt ikke er flere helbredelsesmuligheder.

Men der er altså hvert år flere tusinde mennesker her i landet, der ikke kan behandles mere, og så kan man ikke blive og optage en plads på hospitalet. Det er her, det er godt at få tilbudt en plads på hospice, hvor personalet er uddannet til at tackle denne situation.

Jeg er 42 år og bor i dag på Sankt Lukasstiftelsens Hospice, fordi jeg er alvorligt syg af kræft blandt andet i knoglerne. Jeg har modtaget de anbefalede behandlinger i form af strålebehandlinger og kemoterapi, men nu kan kroppen ikke tåle mere af den slags. Flere gange har jeg været tæt på at dø, men har så fået det bedre igen, og det undrer mig stadig, hvor godt jeg kan have det indimellem. Det tror jeg skyldes den medicinering og gode pleje, som personalet her på hospice er specielt uddannet til at give. De gode stunder bruger jeg helst sammen med min familie (allerhelst med børnene) eller gode venner, det er et stort privilegium at have besøg og deltage i deres raske liv. De gode samtaler og grin kan jeg stadig deltage i.

Nogle dage har jeg holdt sengen, andre dage kan jeg gå med et gangstativ, og de bedste dage kan jeg komme på besøg hjemme i kørestol. Det er ret nyt og ganske overvældende at have fået det så godt igen efter at have haft det så dårligt så længe.

Det var først på hospice, jeg fandt ud af, at sygdom er en del af livet, ikke af døden, at man kan være levende og engageret og påvirke sin situation, lige indtil man er død, og at det er lige så afgørende for en selv og ikke mindst ens omgivelser at dø på en ordentlig måde som at leve godt. Når man er tæt på døden, er man tæt på noget meget vigtigt i livet, og måske er det derfor, et ophold på hospice kan føles meget livsbekræftende. Et godt forløb hjælper alle parter, både den syge og familie og venner til at komme bedre gennem tabet og sorgen.

Hvis alle uhelbredeligt syge danskere skal have tilbuddet om at dø harmonisk og værdigt på hospice, skal der oprettes flere pladser spredt over landet.

Der er nemlig ingen fidus i, at familie og venner skal transporteres i timevis for at nå frem til hospice. Det bliver en stor belastning for dem i hverdagen og begrænser i hvert fald den syges kontakt med omverdenen væsentligt.

Ordet hospice lyder fremmedartet, og det tabu, som det at dø er omgærdet med, gør det ikke bedre, men faktisk er det et sted, hvor både beboere og gæster er glade for at være (bortset fra at man hellere ville være rask). Rent fysisk består Sankt Lukasstiftelsens Hospice af en gang med døre til begge sider. Stemningen er god, her er rent, friske blomster i potter og vaser og levende lys, og personalet kender hinanden og virker, som om de selv har valgt at være her. Hver af os 11 beboere har et lille rum med en hospitalsseng, sengebord, stole, sofabord, skab, fjernsyn, telefon og adgang til toilet. Man har sine egne billeder og potteplanter, og hvad man ellers kan få plads til, og kan få bad i et stort badeværelse længere henne ad gangen. Der er en spisestue (hvor vi fejrede min drengs fødselsdag, jeg blev kørt derind i min seng, ellers kunne jeg ikke have været med), en dagligstue og et køkken, hvor pårørende kan lave mad, et meget smukt stille-rum og en del kontorer. Haven er usædvanlig smuk med store gamle træer, og øverst i huset er der en terrasse, hvor man også kan blive kørt op i sin seng.

Det personale, jeg har mødt, er især sygeplejersker. Sammen med den kendsgerning, at der kun er tre læger tilknyttet stedet, så det altid er en af dem, man snakker med, giver det hurtigt en tryghed og sammenhæng i behandling og pleje, som giver en dyb ro og tillid især hos en selv, men det giver også en utrolig lettelse til de pårørende. Pludselig får de overskud til at slappe af og være nærværende, og det er der altså også brug for. Hvor der før altid var et håb om, at næste behandling eller næste forsøg ville være netop det, der gjorde, at man blev som før med alle de muligheder, der nu lå i det, er det her på stedet nuet, der tæller, og ens tilstand kan svinge voldsomt fra dag til dag. Da er det en stor hjælp, hvis den besøgende kan bære at møde én der, hvor man er.

Da jeg ankom hertil i liggende transport fra hospitalet, var der forud gået en periode, hvor jeg havde stået på venteliste til stedet. Heldigvis havde jeg haft en periode inden da, hvor sygdommen havde holdt sig lidt i ro. Det var en voldsom beslutning at tage kontakt til et hospice. Det var rigtig svært at se i øjnene, at der nok på et tidspunkt ikke var mere at gøre, og det at skulle væk fra familien var næsten ikke til at bære. Men jeg havde det så dårligt til sidst med smerter og ubehag, at jeg alligevel ikke rigtig kunne følge med i, hvad der skete, og det var jo heller ikke rart for børnene, at jeg lå der og fik det værre og værre. Jeg fik besøg af en sygeplejerske herfra, der vurderede, at jeg kunne have glæde af den viden, der findes her på stedet om, hvordan man afhjælper de symptomer, som kræften giver. Jeg betragtede det at være skrevet op til en plads som en slags forsikring, 'i tilfælde af, at situationen skulle forværres', og sådan må man jo nogle gange tage virkeligheden i små overskuelige bidder, når det hele på en gang er for meget.

Jeg vil gerne give nogle eksempler på, hvilken hjælp og støtte et hospice er i stand til at yde.

Sidst jeg var ved at dø, var jeg voldsomt forkvalmet, kastede op uden at få det bedre af det og kunne hverken holde mad eller drikke i mig. Når jeg slappede af, holdt åndedrættet op i perioder. Da havde de på stedet erfaring med, at medicinen Celeston sammen med det kvalmestillende middel Primperan kunne hjælpe. Det var dog først, da Primperanen blev givet via en pumpe gennem en nål i huden, at det virkede. Siden er dosis justeret nogle gange. Selv om det ikke påvirker kræften, har det for mig været en vidunderkur, fordi det har givet mig en god livskvalitet. Medicinen har også sine bivirkninger, men livet er dem værd.

På et tidspunkt fik jeg lammelser, synkebesvær og føleforstyrrelser i ansigtet. Det gik stærkt, i løbet af to-tre dage, og det var skræmmende. Der var det godt at snakke med personalet, der altid tager sig tid til at lytte deltagende og møde én, hvor man er. De gener, jeg stadig slås med, kan mindskes af behandlinger af fysioterapeuten, der bruger en teknik kaldet Rosen-metoden. Den giver en bedre kontakt med den ændrede krop, lindrer smerter og giver et velvære, man ikke skulle tro var muligt, når man er så syg.

Ofte har det undret mig, at sygeplejerskerne har set og hjulpet mig med et problem, som jeg ikke selv har kunnet formulere, fordi der kan være så meget galt ad gangen, så man som syg ikke rigtigt kan skille tingene ad. Det er trygt at vide, at personalet kan aflæse ens signaler, også hvis man ikke er i stand til at formulere sig i den sidste tid, simpelthen fordi de kender én og har en stor erfaring med pasning af alvorligt syge og døende.

For min familie betyder hospiceopholdet, at et stort ansvar er løftet af deres skuldre. De ved, at jeg modtager den bedst mulige pleje, og bliver ikke udkørte af at blive vækket natten igennem. De kan deltage i pasningen, hvis de vil, men bruger så hellere opmærksomheden på at give de ekstra oplevelser, som lige den dag tillader.

Min dreng Emil på ni år har bedt mig skrive, at han synes, at hospicet er godt, men at det var bedre, at jeg var hjemme. Dér er jeg desværre for syg til at være nu.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere