Er dansk et truet sprog? Nej, siger to sprogforskere, der begge taler dansk med accent. Og dét kan til gengæld give problemer i andedammen. Begge forskere er tilknyttet Aarhus Universitet. I en kronik i Berlingske Tidende 2. maj fremsatte Ester Larsen, MF (V), den påstand, at det danske nationale sprog er truet. Som sprogforskere vil vi gerne gendrive denne påstand. Set ud fra sprogvidenskaben mener vi ikke, der er belæg for dette. Tværtimod. I det følgende vil vi vise, under hvilke omstændigheder sprog kan blive truet, og hvad der er med til at sikre sprogenes overlevelse. Efter en forespørgsel til kulturministeren diskuterede Folketinget for nogle uger siden initiativer, som regeringen skulle tage for at styrke og udvikle det danske sprog. Alle partier var så enige, at Naser Khader bemærkede, at »det er sjældent, at vi debatterer emner, der har med kulturen at gøre, hvor der er så stor enighed«. Alle partier var bekymrede for 'domænetab'; at der ikke længere bruges dansk i internationale virksomheder og i videnskabelige publikationer. Selvom vi har det indtryk, at dansk bruges meget i det videnskabelige domæne, må man dog anerkende, at dansk ikke bliver læst uden for Danmark. Læserskaren af danske fagfæller i visse internationale fagområder som astronomi, etnografi og almen sprogvidenskab er simpelthen ikke stort nok til publikationer på dansk. Og selv om der i internationale virksomheder inden for Danmark tales dansk, også af udenlandske ansatte, må man erkende, at man ikke kan handle med udlandet på dansk. Sådan var det allerede i Hansatiden. Og i guldalderen talte danskerne portugisisk, nederlandsk, engelsk og afrikanske sprog i deres slaveforter i Ghana. Dansk spillede heller ingen rolle i handelskontakterne med Jomfruøerne, Trankebar og Kina. Det var dengang dog ikke noget nyt fænomen. Dansk havde tabt den 'internationale handel' som domæne allerede i slutningen af vikingetiden (da det var en trussel mod engelsk). I det sidste århundrede har det danske sprog til gengæld oplevet en rigtig imponerende domænegevinst. For 100 år siden blev dansk ikke brugt i telefonen, i radio og i fjernsyn, og for 30 år siden brugtes der ikke dansk på computere, for 20 år siden ikke på internetsider og for 10 år siden aldrig i SMS'er. I dag bruges dansk til stadighed af millioner af mennesker over hele verden i disse medier. Det er der ikke mange sprog, der kan prale af. Politikerne i Folketinget var også bekymrede over engelske låneord. Men netop for at forebygge, at dansk bliver truet, burde man byde låneord velkommen. For næsten 200 år siden skrev Danmarks største lingvist, Rasmus Rask, at et sprog, som er udsat for at blive blandet med andre sprog, er let at lære og at bruge, »så vi æj behøvær at frygte nogæn fare får vort tungemål når vi lade dæt følge sin egen naturlige gang«. Dansk har flere låneord end arveord. Der er 3.500 danske rødder, som stammer fra indoeuropæisk, fællesgermansk eller nordisk. Danske ordbøger omfatter titusindvis af ord og sammensætninger, hvoraf de fleste faktisk er låneord. Hvis man vælger ti vilkårlige sider af en dansk sproghistorisk ordbog, så viser det sig, at 70 procent af ordene er låneord fra højtysk eller nedertysk. Dansktalende genkender dem ikke længere som låneord (krus, pisk, sjov, etc.), og det bliver også tilfældet med de nutidige låneord fra engelsk. Holdninger til låneord er ofte præget af fordomme. Om et sprog som romani (sigøjnersprog) sagde man, at det var et fattigt sprog, fordi det har så mange låneord. Engelsk derimod anses for at være et rigt sprog, fordi dets største ordbog omfatter ikke mindre end 500.000 ord. Men de er alle låneord, bortset fra måske 2.000 rødder. I hvert fald har engelsk endnu færre arveord end dansk. Hvis oldengelsk imidlertid ikke havde modtaget låneord fra de franske herskere i middelalderen, ville det sandsynligvis være uddødt for længst. Sammenligner vi vores indvandrerdanske med det, som vore danske kolleger taler, så observerer vi to forskelle: Danskerne bruger mange engelske udtryk og ord, det gør vi ikke. Til gengæld har vi en mere eller mindre stærk accent. Når man rejser til storbyer i andre lande, bemærker man, at mange, som arbejder på både dyre og billige hoteller, i restauranter og butikker, har udenlandsk accent. Åbenbart har ingen noget imod accenter i den slags virksomheder i udlandet. Så længe man taler forståeligt og høfligt, er alle tilfredse. I Danmark er det helt anderledes. Tag som eksempel Petra S. fra Holland. Hun bestod første trin på sprogskolen med højeste karakter. Kort efter fik hun brev om, at hun ikke kunne fortsætte på skolen: Hun var for god. Samme uge søgte hun job i en butik, hvor ejeren rent ud sagde, at hun ikke ønskede at ansætte en sælger med accent. På samme måde er mange andre indvandrere blevet afvist, fordi de talte med accent eller havde et udenlandsk navn. Måske kan læserne huske sagen om tandlægerne med iranske og pakistanske navne, som havde færdiggjort deres uddannelser i Danmark. I modsætning til deres danske studiekammerater kunne de ikke få arbejde i Danmark. Så flyttede de til London, hvor de oprettede en populær tandlægeklinik - og der taler de stadigvæk dansk med hinanden, med eller uden accent. Den danske mangel på tolerance over for accenter har historisk været med til at ødelægge de danske dialekter. Vi har det indtryk, at danskere ikke diskriminerer så meget på grund af hudfarve, bare man har et navn som Søren Hansen og ikke taler med accent. Sommetider reagerer folk på vores accent, som om vi ikke er rigtig kloge. Vi læser i aviserne, at en røver talte 'lydefrit dansk', som om det er mere normalt, hvis en røver taler med accent. Til trods for vores accent har vi dog aldrig givet os af med røveri. Folk, som har accent i deres dansk, taler sådan, fordi de også taler et eller flere andre sprog eller dialekter. Holdningen i Danmark til folk, som taler flere sprog, er lidt vanskelig at forstå. Medierne bruger ofte ordet 'tosprogede', når de egentlig mener mennesker med indvandrerbaggrund. Nogle af dem taler måske kun ét sprog, andre måske fire. Dette ord er en pinlig eufemisme, som afslører mange danskeres holdning til folk, som er født uden for Europa. Vi frygter, at den dag kommer, hvor en avis skriver 'Ældre dame overfaldet af tosproget'. Faktisk taler mange danskere også to eller flere sprog. Der er danskere, som har lært fransk og spansk som andetsprog, og rigtig mange, som kan tale engelsk på et acceptabelt eller højt niveau (dog næsten aldrig uden accent). De få danskere, vi har mødt, derikketaler et fremmedsprog, arbejder underligt nok på kontorer, der har med indvandrere at gøre, eller er chauffører på internationale buslinjer. Hvor mange talere har verdens sprog i gennemsnit? Der tales rundt regnet 7.000 sprog, og der er omkring seks milliarder mennesker, så hvert sprog tales gennemsnitligt af ca. én million mennesker. Man kunne sige, at ethvert sprog, som har flere end en million talere, er et stort sprog. Dansk er fem gange større end et gennemsnitligt sprog. Der er 250 sprog med flere end en million talere. Men dette er selvfølgelig ikke en holdbar måde at udregne sprogenes gennemsnitlige størrelse på, fordi der er nogle få meget store sprog og rigtig mange mindre og små sprog. Der er ti sprog med i alt over tre milliarder talere. Halvdelen af verdens sprog har færre end 3.000 talere. Hvis man tager det som gennemsnit, kan alle sprog, som har mere end 3.000, defineres som store sprog. På verdensplan er dansk altså et af de allerstørste sprog. Af Jordens sprog er der kun 66 (eller seks procent), som har flere talere end dansk. Halvdelen af verdens sprog, 3.500, tales af mindre end 0,2 procent af verdensbefolkningen. Disse 3.500 mindste sprog tales sammenlagt af i alt 10 millioner mennesker - kun dobbelt så mange, som der er talere af dansk. Hvornår er et sprog truet? Islandsk har kun 350.000 talere, men det er ikke truet, og mange sprog i Amazonbassinets regnskov har altid haft få talere. Et sprog kan dog være truet, selv om der er mange, som taler det. Det, der er virkelig alvorligt, er, hvis et sprog ikke videregives til den næste generation. Og det kan ske til trods for offentlig anerkendelse. Gælisk er et af Irlands nationale sprog, som bliver understøttet af regeringen på alle mulige måder. Selv om det er et af landets vigtigste nationale symboler, tales sproget kun af to procent af befolkningen. I princippet kunne det samme ske med dansk. Hvordan kan det være? Gælisk forsvinder på grund af den vestlige kunstige etsprogsideologi, som bygger på ideen om, at man i ét land kun bør tale ét sprog. Desværre er det almindeligt, at folk og politikere i Vesten er imod flersprogethed. Men næsten alle lande er flersprogede, og i nogle findes der et imponerende antal forskellige sprog: Ny Guinea har 850 sprog, Indonesien 670, Nigeria 400, Indien 380 og Brasilien 200. Og omkring 75 procent af Jordens befolkning er flersprogede. Men realiteten bag disse tal er, at mange af disse sprog forsvinder hurtigt. Det er delvis forårsaget af uvidenhed og myter, som f.eks. at flere sprog er en belastning for hjernen eller en fare for freden. Menneskeheden har dog altid været flersproget. Hvis man ikke er bange for flersprogethed, men derimod respekterer andre sprog og accepterer, at man kan leve med flere sprog, vil folk ikke føle sig tvunget til at vælge ét og måske en dag fravælge dansk. Det sidste gælder især, hvis sure gamle mænd klager over, at de unge bruger for mange engelske ord i deres dansk. I USA findes det ultimative skrækeksempel, hvor unge i visse indianske sprogsamfund har valgt at opgive deres sprog til fordel for engelsk for at undgå klager over, at deres modersmål er forurenet af låneord. For nogle århundreder siden trængte fremmedsprogene i Danmark sig langt mere på end i dag. Man skrev latin i videnskaben, man talte nedertysk i handlen, fransk med diplomaterne og dansk med tjenestefolk. Til trods for det har dansk overlevet og er tilmed blevet beriget ved at overtage ord fra alle disse sprog. Netop hvis man vil sikre et sprogs overlevelse, skal man byde låneord velkommen. Og gennem det sidste århundrede har dansk i stedet for domænetab oplevet en stor udbredelse af dets domæner. Der er ingen fare for, at dansk ikke overlever det engelske sprogs påvirkning. Hvis der findes en trussel mod dansk, kommer den fra dem, der advarer mod engelske låneord, og fra frygten for flersprogethed og afvigende accenter. Dansk er med andre ord et stort og levedygtigt sprog. Selv om dansk ikke er et officielt sprog i noget land, er det Danmarks nationale sprog. Dansk videregives til de unge, og det tales i hjemmene og skolerne. Der er en litterær tradition på dansk, og dansk bruges i fjernsyn, radio og hundredvis af aviser og tidsskrifter. Det tales i Folketinget, kirken, på værtshuset, arbejdsstedet, overalt. Der bliver undervist i det, danskerne taler det altid med hinanden, indvandrere lærer det, og mange af deres børn taler det også med hinanden. Der er ikke nogen grund til at frygte, at dansk skulle forsvinde i dette årtusinde.