Det er først i fremtidens historiebøger, vi vil kunne se, hvem der tog fejl under Irakkrisen. Men det er jo ikke for tidligt at gætte. Birthe Hansen er lektor i international politik. Godt, at man ikke er politiker. Så skulle man tage stilling til, hvor dyb krisen mellem USA og Europa er efter krigen mod Irak. Spørgsmålet er, om Gerhard Schröder og Jacques Chirac viser sig at være fremtidens mænd, der turde sige USA imod og satse på udviklingen af en europæisk supermagt? Eller om de var alt for tidligt ude og i stedet bidrog til en splittelse, der vil forhindre et stærkere Europa? Nu taler vi ikke om, hvorvidt USA med krigen mod Irak gjorde det rigtige i forhold til irakerne og Mellemøsten, eller om USA som regel gør noget godt. Men om det grundlæggende dilemma i en verdensorden med kun én supermagt: Hvor megen magt skal denne supermagt have? For politikere i alle andre lande må dette spørgsmål lure i baghovedet hver eneste dag, når myriader af trivielle beslutninger skal tages. Blandt de større aktører som EU, Rusland og Kina er spørgsmålet særligt aktuelt. Disse aktører er ikke stærke nok til at udfordre USA som supermagt. De er imidlertid så store og stærke, at de gerne vil høres i verdenspolitikken. Som enesupermagt er det vigtigt for USA, at de store aktører er partnere og selv hænger sammen. Konflikt i EU ville for eksempel kunne give USA omfattende problemer. At være på kant med Irak eller at håndtere konflikten mellem Israel og palæstinenserne er udfordringer, der er store nok. Men tænk på, hvis 'kanten' kom med EU eller Rusland, eller hvis større europæiske lande kom i indbyrdes konflikt. Derfor har USA siden Anden Verdenskrigs afslutning og i perioden som enesupermagt efter 1989 bidraget til stabilitet og integration i Europa. Formegenintegration ville imidlertid være problematisk for USA. Det ville være som at nære en gøgeunge i reden at fodre en supermagtskandidat, der kunne udfordre USA's egen position. Set fra et EU-perspektiv har situationen også rummet et dilemma. At USA garanterede de indbyrdes forhold og værnede mod ydre trusler, har stillet betingelserne for europæisk integration til rådighed. USA har været suverænen, som alle var mere bange for at lægge sig ud med end med deres nabo. Under optakten til krigen mod Irak blev suverænen imidlertid for meget for Tyskland og Frankrig. De mente, at USA førte EU et forkert sted hen. Missilskjoldet, det ballistiske missilforsvarssystem, har også splittet europæerne. På den ene side gør USA måske noget godt: Hvem ønsker at få et vildfarent missil i hovedet, eller at soldater under humanitære aktioner skal udsættes for en missiltrussel? På den anden side gør USA noget, der udfordrer det internationale systems mellemmagter: Befæster sin stilling som enesupermagt ved at tilstræbe nuklear urørlighed. Mange EU-lande har haft store betænkeligheder ved missilskjoldet. To lande har haft mindre, Storbritannien og Danmark. De indgår begge i de amerikanske planer for opstilling af systemets komponenter (opgradering af radarfaciliteter i Thule og Yorkshire). De har imidlertid også stærkere bånd til USA end mange andre EU-lande på grund af deres EU-skepsis. Uanset de amerikanske motiver kan effekten blive, at USA's danske og britiske bånd styrkes, hvis missilskjoldet falder på plads. Til gengæld svækkes båndene internt i EU ved, at to af medlemmerne giver et vigtigt politisk pant i forhold til USA's rolle. Tilsyneladende mindre beslutninger i EU afspejler samme dilemma. Skal EU satse på sit eget globale, satellitbaserede sporingssystem, GPS, eller skal man fortsat være afhængig af information fra det amerikanske GPS? Det frygtes, at USA vil begrænse adgangen til informationer ud fra egne interesser. Lige før krigen mod Irak startede, blev der afholdt en Galileo Industry Day, hvor der var overvældende interesse for udviklingen af EU's Galileo-system. Spørgsmålet er imidlertid, om EU skal satse på et konkurrerende system og udvise mistillid, eller om man skal deponere adgangen til fremtidens informationsteknologi hos USA. Den teknologiske kløft mellem EU og USA er uhyggelig stor. I forbindelsemed vinterens pres på Irak udviklede der sig et spil mellem USA på den ene side og Tyskland og Frankrig på den anden. Spillet vil formentlig få eftervirkninger, selv om skadebegrænsningsprocessen allerede er i gang. USA kørte en klar linje over for Irak og signalerede, at man ville forfølge sin politik - også selv om det blev uden allierede. Dette virkede som en rød klud på Tyskland og Frankrig, som en demonstration af amerikansk magtpolitik. Det ironiske er, at selv om Tyskland og Frankrig argumenterede med, at man helst ville undgå en krig, så bidrog deres stillingtagen formentlig (om end marginalt) til, at krigen faktisk kom. USA kunne ikke så godt signalere til Saddam Hussein-styret, at man kun ville gribe til magtanvendelse for at sikre overholdelse af FN's resolutioner, hvis alle bakkede op om det. Det ville have været en formindskelse af presset og en opfordring til det irakiske styre om at satse på en splittelsesstrategi. Presset med trussel om magtanvendelse ville have stået stærkere, hvis Tyskland og Frankrig havde bakket det op. Måske havde det bidraget til, at styret væltede - uden en militær magtanvendelse. Både Frankrig og Tyskland har givet udtryk for, at man ikke ønskede krig, men godt kunne undvære Saddam Hussein-styret. Begge landes regeringer undlod imidlertid at maksimere det pres, der kunne have ført til styrets fald uden en krig. Dette tyder på, at de ønskede at begrænse USA's magtposition. Omvendt tyder det amerikanske diplomati inden krigen på, at man dels satsede på effektivitet frem for tilslutning, dels begyndte at føre en mere forudseende politik end hidtil. Ene supermagter kan typisk vælge mellem en reaktiv og en proaktiv politik. Den reaktive er ret passiv, og man reagerer kun på meget påtrængende eller mindre problemer. Den proaktive er mere omfattende, enesupermagten vil søge at løse problemer på forhånd og gå til deres rod, og den vil forsøge at sprede sin egen politiske model. Under de to Clinton-regeringer kunne USA's politik betegnes som satsende på tilslutning frem for effektivitet, og som reaktiv frem for proaktiv udenrigspolitisk set. Under Bush-regeringen har det stort set været omvendt, ikke mindst siden terrorangrebene 11. september 2001. Dette sætter naturligvis EU-landene i en ny situation. USA's proaktive politik kræver stillingtagen på en helt anden måde, og prioriteringen af effektivitet over tilslutning virker udfordrende. Dermed fremprovokeres beslutninger, og uenigheder kommer ud af skabet. For eksempel har Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg netop besluttet selv at fremme udviklingen af et europæisk forsvar - eventuelt uden om resten af EU. Vi kan endnu ikke vurdere, om den nye amerikanske strategi vil fortsætte. Det afhænger formentlig af, om 'Irak-eksperimentet' bliver en succes. Vi ved heller ikke, hvad der bliver udfaldet af den nye amerikanske linje. Logikken siger, at enreaktivpolitik har to fordele for en enesupermagt: At den er relativt billig og ikke skaber så mange uvenner. Omvendt løser den ikke så mange problemer og lader nogle vokse. Enproaktivpolitik er omkostningsfuld, skaber uvenner og kan udmatte enesupermagten. Omvendt løser den problemer. I det internationale system er der en bestandig kamp om at inddrage enesupermagten i løsning af problemer. Krigen mod Irak viser dette. Mange irakere er glade for befrielsen fra Saddam Hussein-styret, andre - især shiitiske grupper - er vrede over amerikansk indblanding i efterkrigsordningen. Shiiterne udgør 60 procent af den irakiske befolkning, og de kunne måske have fået mere magt i det nye Irak, hvis USA bare var rejst hjem med det samme i stedet for at blive og kræve et repræsentativt styre. Vi skal nok også vænne os til, at forandringer kommer hurtigt, og at forholdet mellem stater er labilt i en verdensorden som den aktuelle. Under skænderiet med Tyskland og Frankrig op til Irak-krigen sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, at der nu er både det 'gamle' og det 'nye' Europa. Han hentydede til, at de traditionelt set stærke vesteuropæiske magter var blevet udfordret af stærke partnere fra det østlige Europa som Polen. Og med EU's udvidelse er USA's alliancemuligheder i Europa da også blevet udvidet, ligesom den gamle enighed internt i EU er blevet udfordret. Flere lande, flere interesser. Logikken fra før siger endvidere, at større magter i et system med kun én supermagt vil have en tendens til at flokkes om enesupermagten, hvis de har store sikkerhedsproblemer. Det gjorde de i 1990-91, da Irak havde invaderet Kuwait. I turbulensen efter koldkrigsophøret var det vigtigt at bakke op om, at stater som Irak ikke skulle kunne invadere naboer for økonomisk eller politisk gevinst. Til gengæld vil der være en tendens til at køre på frihjul, hvis der ikke er umiddelbare trusler på banen. I 2002-03 opfattede de fleste stater nok Iraks adfærd som uønsket, men mange anså den ikke for at være så truende, at de selv ville indblandes. Mange satsede formentlig også på, at USA under alle omstændigheder ville gøre noget ved problemet, og hvorfor så plette eget rygte? I stedet kom regnestykket til at dreje sig om USA's magtposition. Konkret i form af international ret, granskning af ordlyden i FN's resolutioner, forhandlinger om eventuelle goder i tilfælde af tilslutning til koalitionen samt overvejelser om tab af goder i tilfælde af modstand mod krigen. Dette var en sandhedens time, hvor der opstod splittelser i både FN, EU og NATO. Nu, hvor den egentlige krig er overstået, melder behovet sig for en afklaring. Hvor dybe var splittelserne? Og hvem gjorde det rigtige? Det ernok for tidligt at sige,hvordybe splittelserne er. Man kan dog i hvert fald sige, at de var dybe, for de gik lodret ned igennem alle de store institutioner, og de brød med den efterkoldkrigsordning, vi ellers har set. Nu afhænger det af den politiske healingsproces, om de er så dybe, at de er kommet for at blive. Eller om de kun vil være en påmindelse til USA om, at man skal gøre mere ud af at satse på tilslutning, og til EU om, at problemløsning ikke er gratis. Hvem, der gjorde det rigtige, er også svært at sige. På den ene side var det nok for tidligt at udfordre den amerikanske position. EU var ikke stærk eller samlet nok til at gøre det endnu, og manglen på enighed blev oven i købet tydeliggjort. På den anden side ville det fra EU-landenes synspunkt også have været et tab, hvis man blot havde bøjet sig for noget, man ikke var enig i. Desuden skal de første skridt til en større europæisk selvbevidsthed - sådan en, der tilmed bringer handling med sig - også tages på et eller andet tidspunkt. Historikerne må vurdere, om Schröder og Chirac var foregangsmænd eller tog fejl. Aktuelt set virker det, som om de tog fejl. De havde, på grund af EU's svage udenrigs- og forsvarspolitiske stilling, ikke noget alternativ til handling. At tale mere med Saddam ville ikke have hjulpet. Det ville formentlig heller ikke være hensigtsmæssigt fortsat at lade problemerne i Mellemøsten hobe sig op eller at håbe på, at EU's udmærkede, men meget langsigtede indsats ville afhjælpe dem. Splittelsen kom endvidere på et tidspunkt, hvor EU ikke var klar til det. EU var ikke en supermagtin spe, der selv kunne løse problemet eller tilbyde et alternativ. Chancen for at blive det er tilmed blevet mindre. USA er blevet mere skeptisk over for EU (og mindre villig til at yde det, som EU har brug for under en opbygning), og EU selv gennemgår en splittelse. Man kan naturligvis også se problematikken som en nødvendig del af den balanceringsproces, der nødvendigvis må foregå over for en stærk enesupermagt, og hvor de europæiske befolkninger og civilsamfund har fået et stærkt ord at skulle have sagt. Det er godt, at man ikke er politiker og har skullet vælge. Eller er det i de kommende par år, hvor også alle de små beslutninger vil være vigtige i en politiseret ramme med splittelse som overskrift. Landsmøder og årsmøder i de danske politiske partier vil formentlig - og bør - derfor være præget af diskussionen om EU's fremtid i lyset af splittelserne. Hvis målet på længere sigt er et styrket EU, skulle Gerhard Schröder og Jacques Chirac formentlig fodslæbende have bakket op om det amerikanske pres på Irak (det pres, der måske på grund af splittelserne endte med at blive en krig). De europæiske lande skulle have styrket sig selv indefra - uden at give USAcarte blanche. En satsning på teknologisk udvikling, at få østudvidelsen i god gænge og at lære alle europæiske børn engelsk fra første klasse. Sådanne initiativer havde formentlig været bedre end at søge splittelse på et tidspunkt, hvor EU ikke er klar til det. Om man så vil bruge udviklingen af et stærkere EU til at søge supermagtsstatus, er et andet politisk spørgsmål. I første omgang drejer det sig om ikke at afskære sig selv fra en sådan valgmulighed.