Venstrefløjen har ikke indset, at deres mærkesager er overtaget af markedet. Og at det er her, den politiske kamp bør udspille sig. Forfatteren og journalisten Ole Grünbaum efterlyser en positiv vision for det globaliserede menneske. Der har i de senere år været megen snak om 68-generationens fejltagelser og især dens påståede sympati eller i al fald blinde øje for totalitære venstreorienterede regimer som Maos Kina, Pol Pots Cambodja, Bresjnevs Sovjet, Fidel Castros og Chés Cuba og Ortega-brødrenes Nicaragua. Debatten har desværre for det meste været ført på en forkert præmis, nemlig bagklogskabens. I denne såkaldte klogskabs såkaldte lys kan hvad som helst komme til syne. Og det er da fascinerende at få nyt syn på gamle sager. Men det bliver meget begrænset, når virkeligheden fra dengang ligefrem helt forsvinder. Så lad os genopfriske. Kloden var i årene1950-1990 opdelt i to zoner: en kapitalistisk og en kommunistisk - og det grå område, hvor de to poler kæmpede om ekstra indflydelse, hed derfor 'den tredje verden'. Verdens første moderne demokrati og Vestens dominerende kapitalistiske magt, USA, var i det meste af sin historie antiimperialistisk, men blev i kampen mod verdenskommunismen kapitalismens forsvarer og dermed også den gamle europæiske imperialismes forlængede arm i den tredje verden. Og USA støttede i årtierne efter 1950 ethvert fascistisk diktatur, når blot det var antikommunistisk. Mens på den anden side demokratiske socialistiske bevægelser blev anset for at være fjender, hvilket førte til nogle af USA's allerstørste udenrigspolitiske fejltrin - som CIA-kuppene mod Mosadeq-regeringen i Iran i 1953 og Allende-regeringen i Chile i 1973. I Iran og Chile forsvarede USA måske nationale forretningsinteresser, men Vietnamkrigen var en ulykkelig udløber af USA's forsvar for den europæiske imperialisme i den tredje verden. I antikommunismens navn. På den anden side var verdens første kommunistiske stat, Sovjet, med Stalins nationalfascistiske udgave af arbejderrevolutionen, i virkeligheden en imperialistisk magt, som ikke så meget var interesseret i socialisme og revolution eller andre staters nationale frihed som i egen indflydelse og nye markeder. 68-generationen, som jeg selv tilhører, voksede op med den kolde krig mellem de to stormagter, men mange af os var såmænd mere påvirket af og orienteret efter kolonifrigørelsen i den tredje verden. Netop i de år, hvor vi begyndte at høre og læse om den store verden, opstod nye stater i territorier, som lige indtil da var mere eller mindre ejet af europæiske lande og deres firmaer: Congo, Kenya, Tanzania osv. Det er svært at forestille sig i dag, at et stort land som Congo helt op til begyndelsen af 1960'erne - altså for bare 40 år siden - faktisk var den belgiske konges personlige ejendom. Men sådan var det. Den europæiske industrialisering i 1800-tallet var blevet finansieret ved konsekvent og brutal undertrykkelse af kolonier og røveri af disse landes ressourcer. Man havde tilladt arbejderne i Europa at få bedre kår, men havde gjort folkene i den tredje verden til det nye proletariat. National uafhængighed for tredjeverdenslandene var derfor i 60'erne det afgørende nye element i verdenspolitikken. Og de fleste venstreorienterede havde deres sympati hos de 'alliancefri' stater som Indien, Tanzania, Indonesien og Kina - og hverken hos Vesten eller Sovjet. Men da USA konsekvent bekæmpede selv demokratiske socialister, blev Washington og Pentagon i mange 68'eres bevidsthed den store fjende. Vietnamkrigen blevskelsættende. Af flere grunde. Den blev rammen om et verdensomspændende opgør med den gamle kapitalisme og dens imperialisme. 60'er-ungdomsoprøret var dog meget mere end antikrigsdemonstrationer. Det var også et opgør med den politiske kamp, som hørte industrisamfundet til med dets opdeling af befolkningen i fag og klasser og dets stive institutioner. På den måde kom 60'er-oprøret til at starte en reform af de vestlige samfund, en reform, som muliggjorde springet fra industri- til service- eller videnssamfund - et spring, som netop sovjetkommunismen ikke kom med i, hvilket blev den virkelige årsag til kommunismens fald og Sovjets opløsning. Det var ikke atomraketterne, men manglen på ungdomsoprør, demokrati, kopimaskiner og computere, der opløste Sovjetimperiet. Men Vietnamkrigen blev også skelsættende, fordi det amerikanske nederlag betød, at USA herefter opgav at forsvare den gamle europæiske imperialisme. Post-vietnam-USA er i sin udenrigspolitik ikke bare forsvarer af nationale interesser, som enhver stat er, men også forsvarer for det globale netværkssamfund med menneskerettigheder og demokrati. Den reformerede moderne kapitalisme fungerer som et grænseoverskridende, globalt netværk af indflydelser og processer. Hvis kapitalismen skal fungere og ekspandere, så skal man ikke erobre andre lande og lave handelsmonopoler og den slags. Nej, man skal åbne andre lande op, med demokrati og menneskerettigheder, og inkludere dem i den dominerende økonomiske virkelighed. Selv hvis den amerikanske regering skulle finde på at skabe handelsmonopoler i Irak, så vil de ikke holde i længden. Netværket overskrider alle grænser. Derfor står også EU's ulandsfjendtlige landbrugsstøtte foran en afvikling. Dette er den afgørende forskel på Vietnam og Irak. I Vietnamtidsalderen lå håbet for tredjeverdenslandene i at opnå national uafhængighed. I dag består håbet i at blive inkluderet i det globale kapitalistiske netværk. Og hvisde venstreorienterede nu tror - og sådan ser det jo nærmest ud - at de gode gamle anti-Vietnamkrigsdage atter er her med væmmelige USA som hovedfjenden, vi skal demonstrere imod, så er der denne gang virkelig grund til at diskutere de venstreorienteredes fejllæsninger af verden. Og vi bør ikke vente 40 år med den diskussion. For 30-40 år siden var det såmænd helt rimeligt at støtte alverdens nationale befrielsesfronter, og 60'ernes og 70'ernes antiimperialisme var - sammen med teknologi og ungdomsoprør - med til at ændre verden. Men se dog, hvad der er sket med de fleste af de stater, der skabtes ved kolonifrigørelsen. Det store flertal af dem er i dag fascistiske. Befolkningerne er politisk og økonomisk undertrykt. Lederne er næsten alle sammen korrupte og brutale. Og det er nok ikke så mærkeligt, at det forholder sig sådan. De (forholdsvis) nye stater som for eksempel Irak, men også Syrien, Egypten, Pakistan, Saudi-Arabien, Algeriet, Indonesien, Malaysia, Zimbabwe - you name them - har statsapparater med politi, domstole og hær, men de mangler i katastrofal grad den borgerlige sfære af foreninger, fri presse, fagforeninger og private firmaer, der i vore lande danner modvægten mod statsmagten. Det er historiens ironi, at de 'nye' stater, der for 40, 50 og 60 år siden var folkenes instrumenter i frigørelsen fra de europæiske udbyttere, nu næsten alle sammen er brutale undertrykkelsesapparater vendt mod deres egne befolkninger. Men sådan er det. Og måske på grund af Vietnamfortiden er det særlig svært for venstreorienterede at indse dette, selv om statistikkerne over brud på menneskerettigheder taler deres klare sprog. Mange venstreorienterede lever stadig i den gamle verden, hvor national uafhængighed var nøglen til frihed og velstand. Derfor kan de ikke rigtig væmmes over islamo-fascismen, som ikke bare terroriserer alle os andre, men især deres egne befolkninger. Og derfor har de også mere end nogen været med til at forhindre, at Europa (EU) kan agere magtfuldt i den nye globale netværksverden. At disse venstreorienterede - og intellektuelle som Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg og Ib Michael - kan finde på i den grad at protestere imod afsættelsen af verdens mest uhyggelige fascistiske regime i Irak, der ikke alene har over en million menneskers død på samvittigheden, men også har truet sin omverden med gas, biokemi og atomvåben - er jo næsten over al forstand. I al fald min. Når selv temmelig borgerlige venstreorienterede som Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen nærmest på automatpilot vælger at spille Saddams 'nyttige idioter', netop som han skal afsættes - så må der være gået godt og grundigt kuk et eller andet sted. Jeg tror, der er kuk i fjendebillederne. Tredjeverdensstaterne er stadig 'nationale befrielser', og USA er stadig den store stygge ulv. Men deneksisterende verdensorden er under afvikling, i al fald udvikling. Under den kolde krig kunne ethvert fascistregime søge beskyttelse hos en af de to store. Nu er de ude i det åbne, forsvarsløse mod det internationale samfund. Og det udnytter USA. »Window of opportunity«, siger de derovre. »Nej, kaos og uorden«, siger vi europæere. »Lad dog alt blive ved det kendte, i al fald så længe vi lever«. Men hvad med at skabe en europæisk global politik? kunne man passende spørge de USA-kritiske politikere. Og hvad med at tænke lidt på de milliarder af mennesker i tredjeverdenslande, som lever under brutale diktaturer? Disse menneskers bedste chance for en rum tid er at blive inkluderet i den globale kapitalisme med menneskerettigheder, pressefrihed, demokrati og velstand. Alt sammen noget, som de nuværende fascistiske diktaturer ikke kan eller vil skaffe dem. Man kritiserer USA for at ville skabe et nyt verdensimperium og gøre Irak til en ny delstat. Efter min mening kunne man snarere kritisere USA forikkeat ville gøre Irak til en stat i USA! Her er en nyhed til alle venstreorienterede, som desværre har glemt at læse op på gamle Marx: USA er ikke på vej til at skabe et nyt verdensimperium. Imperiet er her allerede, og har været her et stykke tid. Det er ikke et imperialistisk imperium med en enkelt stat i spidsen, som England under 1800-tallets industrialisme, men et globalt netværksbaseret system af penge, informationer, varer, processer, foreninger og ideer. Dette system overskrider alle landegrænser (som kapitalismen jo altid har gjort), men det nye er, at netværksbevægelserne også går på tværs af gamle grænser af køn, racer, kulturer og ideer. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er det den nye globale dagsorden. Og hvad enten man bor i Sorø (undskyld soranere!) eller Irak, så er der ingen mulighed for at undslippe netværket og leve i sit eget lille paradis. Ens 'eget lille' Sorø eller Irak er dømt til at blive et helvede med økonomisk tilbagegang og forfald. Se blot på de sørgelige revolutionsmuseer Cuba og Nordkorea! Men hvisdette er rigtigt, hvad er der så tilbage af det venstreorienterede projekt? Det er et spørgsmål, som alt for få stiller. Og for at besvare det, må man ikke alene forstå, hvad der sker i verden, men også gå helt tilbage til kernen og finde ud af, hvad projektet egentlig gik ud på i sin essens frem for i sin form. Kan man finde ud af det, kan man også identificere 'fjenden'. Man kunne genlæse den unge Marx' skrifter og læse om fremmedgørelse. Om kampen for ikke i sit liv at være defineret som lønarbejder. Kampen for at have frihed til at producere sit eget liv, som marxisterne ville have sagt. Men man behøver såmænd ikke læse gamle unge Marx. Man kan bare se sig omkring. Og kontakte sin egen livsfølelse. Og erkende konflikten mellem livsfølelse og samfund. Og kampen for, at ens samfund ikke bare er en organisering af 'arbejdskraften'. Det venstreorienterede projekt bør i dag gå ud på at skabe alternativer eller modstand der, hvor samfund og marked trænger helt ind i den enkeltes liv, ikke bare i kultur og omsorg, men også i den enkeltes sind og krop gennem ny informations- og bioteknologi. Det er fremtidens politiske kamp, som kun kan føres på det globale plan. Magten i verden er i dag flyttet ud af staterne og befinder sig i et globalt ikkegeografisk terræn: det kapitalistisk-demokratiske netværk kan vi kalde det. De venstreorienterede har ikke rigtig indset, at marked og magt har antaget nye former. Derfor kløjes de i forældede fjendebilleder som EU og USA og forældede vennebilleder som deres elskede nationalstat, mens finanskapitalen (delvis ejet af lønmodtagerne gennem pensionsforeningerne, ak ja!) har det helt fint i det globale rum, som er delvis befriet for politik. De venstreorienterede har i øvrigt heller ikke rigtig indset, at netværksimperiet er et helt nyt område, hvor kønnenes ligestilling, multikulturalisme, racelighed og personlig frihed faktisk ønskes af markedets kræfter - fordi det giver størst mulig flow. Og hvad skal man dog som venstreorienteret stille op, når ens endda allernyeste mærkesager for længst er overtaget af markedet? Sjovt noker det antiglobalisterne, og miljø- og menneskerettighedsbevægelserne, der som de eneste alternative opererer i det globale område, hvor ikke bare de multinationale selskaber, men også nationalstaterne ofte bliver fjenderne, og det globale netværksflow bliver rammen om kampen. Det er tankevækkende. At antiglobalisterne nu - meget imod deres vilje - er med til at konstituere det globale imperium er logisk nok. Igennem århundrederne har folkelige modstandsbevægelser i høj grad skabt de nye former for magt. Fagforeningsmagt har for eksempel altid tvunget kapitalismen til at reformere sig, simpelthen for at overleve med profitten i behold. Og som nævnt var 1960'ernes og 1970'ernes antiimperialisme med til at få den globale kapitalisme til at ændre sig, fra nationalhierarkisk imperialisme til inkluderende globalt netværk. Måske det nye slogan skulle være: 'Vi tænker globalt - og handler globalt'? Retten til forskellighed og kampen for det lokale skal markedet såmænd nok hjælpe med. Vore dages erhvervsliv elsker minoriteter og lokalkolorit. Det hedder målgrupper. Men hvem giver den store målgruppe, det nye globaliserede menneske, en positiv vision?