0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Latter er en alvorlig sag

Forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen advarer mod grinets aggressive grimasse i anledning af 'Latterens dag' på søndag.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen advarer mod grinets aggressive grimasse i anledning af 'Latterens dag' på søndag.

Latteren kunne blot afvises som latterlig, hvis den ikke var en så alvorlig sag.

Den glæde, som latteren synes at give udtryk for, er altid forbundet med foragt og had som det, latteren i egentligste forstand udtrykker. Det forstod renæssancens humanister. En af dem, den italienske diplomat Baldassare Castiglione skriver i sin bog 'Il Cortegiano' ('Hofmanden') fra 1528:

»Hver gang vi ler, foragter vi og gør nar af andre. Vi søger altid at gøre os lystige og grine af andres fejl«.

Han suppleres af den franske læge Laurent Joubert, der i 1579 publicerede en 'Afhandling om latter', hvori han siger:

»Hvad er substansen i latteren? ... Latterens genstand, anledning eller substans har at gøre med to sanser, hørelsen og synet, for alt det, der er latterligt, findes i det, der sker eller bliver sagt, og består i noget grimt og ubehageligt, som alligevel ikke er værdig til medlidenhed og medfølelse. Vor latter er altid præget af hån og foragt«.

Denne vurdering af latteren finder man også hos mange senere filosoffer. Englænderen Robert Burton skrev i 1621 i forordet til sin 'The Anatomy of Melancholy':

»Når vi ler, fordømmer vi galskabens verden«.

Og Thomas Hobbes skrev o. 1640 i sin bog 'The Elements of Law':

»Lysten til at grine er ikke andet end udtryk for et pludseligt hovmod, og i dette hovmod drejer det sig om at forherlige sig selv på bekostning af en anden, så når man griner, gør man nar af, triumferer og foragter en anden«.

Dette syn på latteren er afledt af Aristoteles' synspunkt i hans 'Poetik', hvor han siger, at med latteren misbilliger man en fejl ved at give udtryk for og fremme foragten for dem, der opfører sig latterligt.

Og som det siges: Den ler bedst, der ler sidst.

Hvis man så spørger et menneske, hvorfor det griner, får man ofte det svar, at det er, fordi der er noget, der er latterligt. Med det svar har den pågældende imidlertid fornægtet det egentligt menneskelige i sig og gjort sig selv til en død genstand, der er dirigeret af ydre årsager, som når en vase vælter, fordi der er en, der har skubbet til den.

Det menneskelige i det levende menneske består i, at mennesket handler for at og ikke fordi. Mennesket handler med en hensigt og ikke af en årsag. Derfor skal menneskelige handlingerforståssom udtryk for hensigter og ikke forklares som resultater af årsager.

Hvis man vil forklare latteren som resultatet af en årsag, gør man den til en begivenhed i lighed med at vælte en vase, og ser latteren som en følge af en ydre påvirkning af bevidstheden af kausal karakter. Bevidstheden bliver da passiv og frataget ethvert initiativ, og mennesket bliver gjort til et offer uden eget ansvar for latteren, som det blot må finde sig i at være underkastet. Mennesket bliver da forstået som en kastebold, en slave af ydre omstændigheder og ikke som den frihed til at vælge mellem de foreliggende muligheder, som er det egentlige kendetegn ved det menneskelige.

Menneskets bevidsthed er ikke en ting. Det er ikke en kasse med et indhold, der påvirkes af den ydre verden, men en aktivitet, der på én gang består i intentionalitet og i en skiftende væren i sit eget nærvær. Den er en rettethed mod både fremtiden og den ydre verden, hvori der skal handles med bestemte hensigter, og mod sig selv som spørgende til sig selv, dvs. som refleksion.

Set i den sammenhæng bliver latteren en bevidsthedshandling, idet den udtrykker en intention. Latteren er både intentionel og spontan. Det betyder, at ud over den intention, der bestemmer latteren, finder man ingen årsag til latteren, men højst en motivation. Den ydre begivenhed, der motiverer latteren, er ikke skabt af bevidstheden, men bevidstheden giver begivenheden dens betydning for én, og det er det afgørende.

Latteren er ikke en ren refleks, men heller ikke en frivillig beslutning. Der går ingen overvejelser forud for latteren, men den er altid ledsaget af et formål - en intention, en hensigt - der giver latteren dens mening, uden hvilken den ville miste enhver menneskelig karakter.

Latteren henvender sig primært til én selv og sekundært mod en anden for at ramme ham/hende. Man ler for at tilkendegive noget. Man ler for at nyde sig selv og føle sig overlegen i en given situation ved at gøre en anden person latterlig og vise ham sin foragt. Den, der griner, er et menneske, der er usikker på sig selv. Selv når man taler om 'en befriende latter', er der tale om en latter, hvor befrielsen består i at føle sig ovenpå og moralisere uden at give den anden den mindste chance for at rehabilitere sig.

Disse formål med latteren indrømmer man ikke, når man på spørgsmålet om, hvorfor man griner, svarer, at det er, fordi der er noget, der er grinagtigt. Børn er imidlertid ofte mere ærlige end voksne. Det er f.eks. tilfældet, når en 14-årig pige siger: »Det føles dejligt at grine sammen med andre, så føler jeg, at jeg hører til«, eller når en anden 14-årig pige kan sige: »Jeg kan godt glemme lidt, hvor skidt det går derhjemme, når jeg kommer til at grine. Så føles det, som om det nok skal gå. Jeg ved jo godt, det ikke kommer til at gå alligevel« (de to eksempler er hentet fra en undersøgelse af børns humoristiske sans ved Martin Führ, Danmarks Pædagogiske Universitet, omtalt i Politiken 15.3.).

I disse eksempler svares der med et for at, selv om de to ord ikke er direkte udtalt. Pigerne griner for at føle sig godt tilpas. Det er blot sørgeligt, at dette velbefindende ikke kan indfinde sig uden at lade det gå ud over andre. Noget kunne tyde på, at vi endnu ikke er blevet helt civiliserede. Norbert Elias har beskrevet den historiske civilisationsproces i sit store værk 'Über den Prozess der Zivilisation', 1959, hvori han viser, at civiliseringen af mennesket for en stor del består i, at det lærer at kontrollere nogle drifter, der har været anset for naturlige og ufrivillige.

I middelalderen - siger Norbert Elias - spiste man af samme fad, og gafler fandtes ikke. Man tog med fingrene. I det 19. århundrede havde hvert familiemedlem sin tallerken og flere forskellige spiseredskaber, og der fandtes regler for brugen af dem. I middelalderen spiste man med høje lyde. Man smaskede, slubrede, ræbede og fjertede. I det 19. århundrede spiste man lydløst. I middelalderen tømte man sin tarm på stedet, mens man i det 19. århundrede gik på 'hemmelige' steder for at forrette sin nødtørft. I middelalderen snød man næsen i fingrene. I det 19. århundrede brugte man lommetørklæder og servietter.

Nu må turen så være kommet til at afskaffe eller i det mindste tilbageholde den grovkornede og selvglade latter, og det er der allerede flere, der har tilkendegivet. Engang i 1740'erne skrev den engelske politiker og forfatter Philip Chesterfield et brev til sin søn, hvori det hedder:

»Der er intet så vulgært og uopdragent som den hørlige latter, så latteren er noget, som den velopdragne skal hæve sig over«.

Grunden hertil er, at latteren på en skamløs måde røber, at man ikke har kontrol over sin krop. Chesterfield understreger det, når han siger, at latteren er »foragtelig og uklædelig på grund af den ubehagelige støj, den frembringer, og den forargelige misdannelse af ansigtet, som den medfører, når vi bukker under for den«. Derfor må latteren afskaffes, siger Chesterfield, så meget mere som den ikke er ufrivillig. »Latteren kan let holdes i tømme med en smule omtanke og velanstændighed«.

Nogle vil måske sige, at civiliseringsprocessen blot har gjort livet kedeligere, i og med at man hverken må ræbe, slubre, smaske eller fjerte, og hvis man så heller ikke må grine, bliver det hele såre trist. Dertil er at sige, at alt det forbudte og uciviliserede er eksempler på større eller mindre grader af aggressivitet over for andre, og hvis den aggressive mentalitet ikke bliver neddæmpet i fremtiden, kan det være svært at se, hvordan mennesker skal forliges i resten af dette århundrede, hvor kulturer og religioner i stigende grad støder sammen. Foreløbig grines og kriges der bravt i det meste af verden.

Som den franske økonom og filosof Jacques Attali har udtrykt det, styrer jordkloden som en anden 'Titanic' mod flere undersøiske isbjerge: finansielle sammenbrud, kernevåbenkrig, kemisk og bakteriologisk krigsførelse og økologisk-klimatiske katastrofer, forurening og voksende fattigdom i en verden, der forventes at skulle ernære tre milliarder flere mennesker i 2050 end i begyndelsen af dette århundrede, og som i stigende grad bliver en enhed. Nationernes grænser er kun ar efter det historiske begivenhedsforløb.

»'Titanic', det er os« - siger Attali - »vort triumferende, overmodige, blinde, hysteriske samfund, der er ubønhørligt over for de fattige, og hvor alt er forudset undtagen forlis. Det er efter min mening hemmeligheden bag (filmen) 'Titanic's umådelige succes: Alle forestiller sig, at isbjerget er der, at det venter på os, lukket inde et eller andet sted i fremtidens tåge, at vi styrer direkte imod det, og at vi vil blive knust imod det, mens musikken spiller«. (Le Monde, 3.7.1998).

Fremtiden befinder sig i de muligheder, der ligger i nutiden. Hvis man vil undgå de nævnte katastrofer, må man gå ud fra, at de vil indtræffe hvis man ikke bevidst arbejder på at forhindre det. Gør man det ikke, så katastroferne bliver en realitet, må det antages, at tilstanden på jorden vil blive særdeles ubehagelig ved det næste århundredskifte om ikke før. Derfor må man fortsætte civiliseringsprocessen ved at ændre den aggressive mentalitet, der præger os, så latteren og krigen afskaffes, inden katastroferne bliver til virkelighed - og det så meget mere som det kun kan føre til et bedre samfund, hvis man iværksætter de midler, der skal til for at undgå katastroferne.

Hvis vi ikke bevidst afskaffer de to aggressive udtryksformer, latteren og krigen og dens altid foreliggende anledning, grådigheden, vil katastroferne let blive en realitet, og da vil der ikke være noget at grine af. Til gengæld vil det i sig selv medføre, at latteren forsvinder, men da med store forudgående omkostninger i form af menneskeliv og ødelæggelser.

Latteren har imidlertid en civiliseret afløser i smilet, og krigen har naturligvis sin i freden. Hvor man griner af nogen, smiler man til nogen. Hvor latteren og krigen er to sider af samme sag: aggressiviteten, er smilet og freden ligeledes to sider af den samme sag: et lykkeligere liv.
»Smil, og verden smiler til dig«.

Men det sker ikke af sig selv, og på 'Latterens dag' er der mentalt ingen forskel på dem, der står og griner på Rådhuspladsen i København, og dem, der bombede markedspladser i Bagdad. I begge tilfælde er det aggressivitet for fuld udblæsning - om end af forskellig art.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage