Jeg tror, det er de færreste journalister, der går på arbejde med en egentlig politisk dagsorden. Alligevel er der ingen tvivl om, at det sluttede kredsløb mellem journalister – i hvert fald i København – udgør et holdningsfællesskab, hvor enigheder forveksles med sandheder, og hvor fælles meninger for længst er blevet til journalistiske principper, som på de fleste redaktionsmøder udmønter sig i en ideologisk ensretning og jargon, der, såfremt den slap ud, ville afsløre netop det politiske sindelag, som hovedparten af danske medier så tydeligt emmer af.
Et sjældent indblik heri fik vi, da jeg under sidste uges kongerunde blev interviewet foran Amalienborg. En relativt højtidelig seance, vil jeg mene. Og dog alligevel ikke mere højtidelig, end at Danmarks Radios repræsentant ved dette pressemøde åbent og tydeligvis uden videre refleksion omtalte den kongelige undersøger som »Trolex«. Et kaldenavn, der sikkert bruges så flittigt i journalistiske kredse, at det er blevet en fast del af jargonen. Naturligvis ikke ment til offentliggørelse. Men når noget ligger så let på tungen, kan det være svært at huske, hvornår man skal sige hvad. Hvornår skal man lade, som om man er neutral? Og hvornår skal man tale sine kolleger efter munden? Ikke helt nemt. Og selv om det utvivlsomt var utilsigtet, skal reporteren have tak for at lukke os andre ind i den oftest skjulte jargon og tankegang, der er blandt DR’s journalister – og vel nok også de fleste andre redaktioner.
