Efter invasionen af Irak er det nu, ifølge den amerikanske regering, Syrien, der truer freden i Mellemøsten. Det kommer ikke bag på nogen i Syrien. Lone Kühlmann besøgte landet en måned før og under invasionen. Tjeneren på Hotel Zenobia har den let slæbende gang, som er typisk efter mange år i branchen. Han smiler undseeligt til os, mens han serverer morgenmaden, og siger blidt på usikkert engelsk: »Der er gode nyheder. Fire amerikanske soldater er blevet dræbt«. Vi er de eneste gæster på det fine gamle hotel helt ude i ruinerne i Palmyra. Faktisk er vi de eneste gæster i hele byen, og vi døjer med bevidstheden om, at vores beskedne forbrug i øjeblikket udgør den eneste indtægtskilde for flere tusinde mennesker, som plejer at leve af turisterne i denne Syriens største seværdighed. Hver dag trækker smådrengene deres kameler op foran Zenobias indgang og prøver at overtale os til at ride en tur. »Hvorfor kan du ikke lide kameler?«, spørger den mest udholdende indigneret. Jeg forsikrer, at jeg skam holder meget af kameler. Det bliver for omstændeligt at forklare, at det virker nærmest anstødeligt at bestige en turistkamel og lade sig transportere rundt i resterne af den højtudviklede flere tusinde år gamle lokale kultur, når krigen udfolder sig lige ovre på den anden side af grænsen. Det er på det, medierne kalder dag syv af den amerikanske invasion. Via hotellets parabol har vi set fransk morgen-tv, hvis hovednummer var en klart utilregnelig ekspert i kropssprog, som analyserede forskellige nyere tv-klip med Saddam Hussein og insisterede på, at der flere gange var tale om en stand-in. Vi var langt ovre i det surreelle, og fornemmelsen forstærkes af tjenerens venlige opfordring til at dele begejstringen over døde amerikanske soldater. Sandheden er jo, at vi selv kommer fra en krigsførende nation. Syrerne ved godt, at vi er med i alliancen, og undrer sig såre over det. Det gør vi også selv. Ikke at hverken vi eller de har noget tilovers for Saddam Hussein. »Han har bygget sine paladser med folkets blod«, forklarer de alvorligt i dagene op til krigen, hvor ingen af os rigtig kan tro på, at amerikanerne virkelig vil gøre alvor af at invadere. Selv om tegnene er der. Både briterne og amerikanerne opfordrer deres statsborgere til at forlade Syrien. Den amerikanske skole ligger øde hen, og kulturinstitutterne lukker. Den svenske ambassade udsender allerede den 18., at svenskere, som ikke har uopsættelige opgaver, bør rejse hjem, og dagen efter meddeler den danske ambassade det samme. Det har de fået besked på af Udenrigsministeriet derhjemme. Her på stedet virker beskeden nærmest fjollet. Livet går sin vante gang, hvorfor skulle man dog tage hjem. Fra invasionens første dag er alting anderledes. En ting er de store 'spontane' demonstrationer med Baath-partiets støvfrakkeklædte funktionærer i spidsen. De ser en anelse utilpasse ud ved sådan at være på gaden. De plejer ikke til hverdag at blande sig med mængden, men her har den klart stået på alle mand af hus. En anden og meget mere markant er den fælles arabiske følelse af at være blevet ydmyget og af raseri, som gennemsiver hele samfundet, og som bl.a. kommer til udtryk ved, at fjernsynets nyheder kører overalt hele tiden. Selv det mindste hul i væggen af en krydderihandler i souqen har et minifjernsyn kørende. Det står på al-Jazeera, Abu Dhabi TV eller selv syrisk tv, hvis nyhedsformidling ingen til daglig tror over en dørtærskel. Nu er det billetmærke Alvor, og der rykkes sammen mod den ydre fjende. Selv folk, som kan, slår kun over på CNN, når de skal have bekræftet for sig selv, at de amerikanske medier er fulde af løgn. Normalt velafbalancerede mennesker er på grådens rand. Den veluddannede og begavede unge mand, der bestyrer den internetcafe, jeg frekventerer, er ved at få en blodstyrtning, da han på en amerikansk hjemmeside får øje på sætningen 'Operation Free Iraq'. »Tror de, vi er idioter«, sprutter han. »Hvem tror de, de narrer? De må betragte os som umælende dyr. De tror, de kan slippe af sted med hvad som helst. De tror, de er herrefolk, og at vi er undermålere«. Det er også ham, der nægter at oversætte for mig, da jeg ser Donald Rumsfeld på skærmen med arabisk oversættelse hen over originallyden. »Jeg kan ikke fortælle dig, hvad han siger. Manden er så arrogant, at jeg ikke kan holde ud at høre på ham. Han har storhedsvanvid. Han foragter os. Jeg kan ikke tåle at høre på ham«. Syrerne kan ikke forstå, at Europa ikke kan gøre noget for at stoppe amerikanerne. »Hvorfor står Europa ikke sammen? De har da lidt forstand på verden. Amerikanerne fatter jo ingenting. Tror de virkelig, at folk bliver glade for at blive invaderet og bombet?«. Et par dageinde i krigen er der opløb omkring det enorme fjernsyn i min yndlingsrestaurant. Der er begejstring og opildnende tilråb. Det viser sig at være direkte billeder fra Bagdad. En folkemængde med soldater i spidsen løber rundt langs Tigris' bredder og skyder ind i sivene for siden at sætte ild til dem. Personalet forklarer mig glædesstrålende, at amerikanske soldater er skudt ned over Bagdad og nu gemmer sig i sivene, men er ved at blive røget ud. Ingen kan give sig tid til at svare på mine forbløffede spørgsmål om, hvorfor i alverden amerikanske fly skulle befinde sig på skudhold over Bagdad i fuldt dagslys, når hele ideen i moderne krigsførelse er at slå folk ihjel uden at komme i nærheden af dem. »Er I sikre?«, siger jeg, og ja, ja, de er helt sikre. Flere af dem har faktisk selv set soldaterne, så den er god nok. Ønsketænkning har kronede dage i tider, hvor intet går, som man ønsker sig. Det er lærerigt, hvordan folk, som aldrig har været vant til at regne med deres egne medier, nu klynger sig til dem, fordi der er brug for noget at være fælles om. Alligevel begynder mine evige »hvad siger han, hvad siger han«, når jeg ser endnu en talsmand på skærmen, at blive mødt med et skuldertræk. »Ja, han siger det og det, men man ved jo aldrig«. Nej. Man ved aldrig. Syrerne vender modstræbende tilbage til hverdagens mistro til autoriterne og deres medier. Samtidig stiger rygtestrømmen. Man hører de mest forrykte historier, som afleveres med overbevisning. De fleste har at gøre med ufattelige grusomheder begået af invasionsstyrkerne, som selvfølgelig aldrig vil blive rapporteret af de vestlige medier. Andre kolporterer konspirationsteorier, næsten alle sammen med Rumsfeld og Sharon i hovedrollerne, der er så indviklede og hårrejsende, at man er lige ved at tro på, at de er sande. Donald Rumsfelds trusler mod Syrien ses, ikke overraskende, som endnu et led i den israelsk/amerikanske sammensværgelse. De mødes med en ejendommelig blanding af raseri og fatalisme. »Nå, ja, så har de altså besluttet, at vi skal være de næste. Så skal de nok finde på et påskud. Så er det vel os, der skjuler Saddam og hans hemmelige våbenlagre. Bare vent, Rumsfeld skal nok finde på noget ...«. Rumsfeld er i det hele taget hovedskurken. Bush betragtes nærmest som en birolleskuespiller, en slags latterlig uvidende og ukultiveret nar, der ikke kan tale rent, ikke ved noget om nogen ting, som med garanti ikke ville være i stand til at udpege Irak på et verdenskort, og hvis familie boede i jordhuler, dengang verden talte arabisk. Med hensyn til grusomheder bliver de i detaljer dokumenteret på de arabiske kanaler. Døde og sårede civile fylder skærmen. Mine syriske venner har ret. Jeg ser langt mindre dækning af civile lidelser på vestlige kanaler, i det omfang jeg har mulighed for at se dem. Det beroliger mig dog absurd, hver gang jeg kan registrere, at heller ikke CNN eller BBC World lader, som om civilbefolkningen helt går ram forbi. Jeg siger det til mine syriske venner, og de trækker på skuldrene af min rørende naivitet. Det er klart, at jeg må finde på undskyldninger. Mit land er jo med i krigen på amerikansk side. Den afskyover for invasionshæren, der findes hos den veluddannede storbybefolkning, er intet imod de stærke følelser, vi møder hos landbefolkningen i en lille landsby i det nordlige Syrien. Flere af de unge mænd fra landsbyen er taget til Irak for at slås mod amerikanerne, fortæller deres familier. Saddam har seks millioner håndvåben, som bliver delt ud til alle, der kommer for at kæmpe. Alene fra Syrien er 100.000 unge mænd taget af sted for at besejre fjenden, siger de. Man kan undre sig over, hvor de ved det fra. Det er bestemt ikke en af den slags oplysninger, de syriske medier ville formidle. Det er strengt forbudt for syrere at tage over grænsen for at kæmpe, og da jeg spørger, hvordan de er kommet til Bagdad, er der et mumlende svar om, at de har taget bussen. Det er helt sikkert, at de er kommet frem, for en af dem har ringet hjem til nogle mennesker, hvis naboer selv har hørt det og fortalt det videre. Her i landsbyen hører vi for første gang Saddam Hussein omtalt i positive vendinger. Han er meget tæt på Profeten, siger vores vært alvorligt. Hans nevø fra Damaskus, som har taget os med på besøg, vender det hvide ud af øjnene og ryster diskret på hovedet. »De mennesker er uvidende«, hvisker han til mig. »Jamen tror du virkelig, at så mange unge syrere er taget til Irak?«, spørger jeg ham. »Det aner de da ikke noget om. De hører bare et eller andet, og så tror de på det«. Det 'et eller andet', de hører, kan også være fra religiøst hold. I landsbyen skiftes konstant kanal mellem krigsreportager og fredagsbønnen i en moske i Aleppo 80 km væk. Imamen er en elegant mand i slutningen af 30'erne. Han er fra Afghanistan, får vi at vide, og han opfordrer alle muslimer til at kæmpe mod den amerikanske invasion. Han taler dagligt på den lokale tv-kanal, og hele landsbyen følger med i hans prædikener. Det bliver ikke sagt direkte, men det ligger i luften, at han har været en kraftig inspiration for de unge mænd fra landsbyen, der har taget bussen til krigen. Der er skolepligt og gratis skolegang for både drenge og piger til det 15. år i Syrien. Man er godt på vej med hensyn til at udrydde analfabetisme, men der er stadig afgrundsdyb forskel på vilkårene på landet med flerkoneri og flere generationer samlet i samme hus under patriarkens lov, og i storbyer som Damaskus og Aleppo, hvor nybyggeriet er beregnet til kernefamilier og ikke til flere generationer. På landet arbejder børnene i familiens bedrift og gør, hvad de får besked på. I byen går de unge på cafe og ryger vandpibe, mens de SMS'er fra bord til bord. Men fælles for dem alle sammen er, at deres skoleundervisning helt op på universitetsniveau er baseret på udenadslære og kæft, trit og retning. Det er ikke ualmindeligt at blive bortvist, hvis man siger læreren imod, eller bare beder om en uddybende forklaring. Selvstændig tankevirksomhed har ikke hidtil været i høj kurs. Den unge præsident Bashar al-Assad har kraftigt nedtonet den personkult, der prægede landet under hans afdøde far Hafez al-Assad. Han gør meget for at bringe Syrien ind i det 21. århundrede. Der er paraboler og internetcafeer og mobiltelefoner overalt, men det er måske også symptomatisk, at alle jeg traf, havde mindst tre internetadresser og hele tiden får nye i et forsøg på at omgå overvågningssamfundet. Syrien er en sekulær stat, og bl.a. ligestilling mellem kønnene er stadfæstet i grundloven. Det sidste er der temmelig mange, der aldrig har hørt om, ligesom religionen er allestedsnærværende. På overfladen i hvert fald lever religionerne fredeligt side om side. Til daglig præges lydbilledet af muezzinernes kald til bøn fem gange om dagen, om søndagen dominerer kirkeklokkerne fra de mange forskellige kristne samfund. Som andre steder erklærer de intellektuelle sig uinteresserede i religion, men det er tydeligt, at religionen for mange i en usikker tid bliver den struktur, livet væves over. Her er der en identitet at hente. Den ydre fjende får indre fjender til at rykke sammen. De henter selvfølelse i landets flere tusindårige historie og i drømmen om et panarabisk fællesskab. At historien netop er - historie, og at det arabiske fællesskab netop er - en drøm, gør, at syrerne i endnu højere grad end os andre gemmer deres mindreværdsfølelse over nutiden i stolthed over fortiden. Det er også i fortiden, de henter dokumentation for, at den amerikanske regering står for rendyrket kolonialisme: Da Napoleon invaderede Egypten i 1798, gjorde han det netop med henvisning til, at han kæmpede for at befri egypterne fra de undertrykkende mamlukker. Ikke fordi der var nogen, der troede på det, men det var altså hans undskyldning. Og da han efter nederlaget til englænderne måtte se sig om efter nye besiddelser, lod franskmændene sig overbevise af rapporter om, at arabere og berbere i Algeriet afskyede ottomanregimet så meget, at de ville byde franskmændene hjerteligt velkommen. Så invasionen i 1830 handlede igen om frihed og fremskridt og om at befri folket fra deres undertrykkende ledere. Med i billedet er naturligvis også de invaderendes forestilling om, at det, de kommer med, i enhver forstand er bedre end det, der er. Heller ikke det er noget nyt.