0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sammenskudsgilde - ikke gratisbuffet

Kronikøren er digter og vil gerne citeres gratis af andre, bare de gør gengæld ved også selv at lægge citatfrit materiale ud på internettet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kronikøren er digter og vil gerne citeres gratis af andre, bare de gør gengæld ved også selv at lægge citatfrit materiale ud på internettet: Copyright må suppleres med et copyleft-begreb.

Copyleft faldtjeg over som begreb, da jeg researchede lidt på copyright-begrebet i forbindelse med en ressourceside, jeg lavede.

Citeret fra norsk: »... en egenskap ved en fri software-lisens som gjør at hvis folk vil forandre på softwaren som er lisensert, må også disse forandringene være under en fri software-lisens, og så videre«.

Det vil sige, at man frit må implementere andres copyleftede kode i sit eget projekt, såfremt man giver sin egen nyskrevne kode fri til copyleft.

Dette betyder, at man godt må tjene penge på sin software indeholdende copyleftet kode - f.eks. ved at yde support på sin software, sågar sælge den, hvis man kan.

Koden baseret på eller indeholdende en andens copyleftede kode skal blot værefrittilgængelig for andre.

Da jeg i samme periode oplevede en mavesur e-forlægger true digte.dk med retssag, fordi brugerne dér havde citeret et af e-forlagets digte i den daglige debat - en helt almindelig praksis, der var til stor oplysning og glæde for de 5.000 brugere på digte.dk - kom jeg til at tænke på, hvordan man mon kunne angive, at et givet digt eller værk gerne må citeres, uden at ophavet samtidig afgiver sine intellektuelle rettigheder. Og copyleft lå ligefor som idé.

I forbindelsemed udgivelsen af min digtsamling 'elskede elskede', Lindhardt og Ringhof, fik jeg forlagets tilladelse til at lade følgende trykke forrest:

»Copyleft som begreb stammer fra open source-programmering, hvor dén som implementerer en andens kode forpligter sig til at give sin egen frembringelse fri som open source, det vil sige, gøre den nye kode tilgængelig for andre (på nettet). Er nærværende bog blevet din på lovlig vis, må du frit citere af bogens tekster elektronisk, distribuere på internettet og udprinte til eget brug, blot citaterne ikke bruges i forretningsmæssigt øjemed. Hvis du udprinter til andre end dig selv, træder CopyDans regler for massekopiering af tekst i brug. Hvis du citerer fra bogen, og du selv skaber ... forpligter du dig til selv at give egne værker fri til citat, efter princippet om copyleft. Hvis du citerer fra nærværende bog, skal følgende føjes til det elektroniske dokument: »Citeret efter princippet om copyleft. Værk:

Kenneth Krabat, 'elskede elskede'. Udgiver: Lindhardt og Ringhof.

Udgivelsesår: 2003. Må ikke bruges i forretningsmæssig øjemed, og kun udprintes til papir efter CopyDans regler om honorering af ophav ved massekopiering. Citeret af (citeringspersonens navn)««. Gør folk brugaf denne tilladelse, opnår jeg tre ting:

- Lovliggørelse af den citering, som alligevel foregår. Herved bliver det muligt at undgå situationer som f.eks. ovennævnte e-forlag, der egenhændigt fik bremset citering af 'etablerede digte' på digte.dk og kriminaliseret en mangeårig almindelig praksis, hvorefter forlag gerne ser gennem fingre med, at citering sker.

- Reklame, spredning af mine tekster, måske til mennesker, som ikke køber digtsamlinger - og dermed digte som på sin vis er 'anbefalede', fordi folk har brugt tid og energi på at omsætte teksten til elektroniske data.

- At folk bliver opmærksomme på den moralske forpligtelse til at give egne værker fri til copyleftet distribution, hvis de benytter sig af muligheden for at citere.

Jeg håber, at retten til frit at citere et andet menneskes værk og påkravet om at skulle betale med egne værker vil afstedkomme, at folk selv tænker i helheder - i værk. Min drøm er en generel højnelse af den kvalitet af frembringelser, der gives tilbage til verden via nettet.

For ikke sålænge siden var det en helt almindelig holdning, at internettet var noget, man skulle bidrage til - og de store universiteter gikpublicmed deres databaser, og alle hånde organisationer gjorde sig synlige med informationer om alt mellem himmel og jord. Men kommercialiseringen satte også ind hér - og omdannelsen af det voksende globale bibliotek til farvestrålende tv- og junk-markedsplads fortrængte tanken om at give tilbage, fordi det begyndte at se ud, som om man kunne få noget hvor som helst uden at give noget igen - jo, man skulle bare bruge lidt kræfter på at ignorere reklamerne.

Men trangen til at give tilbage - til at bidrage med noget - var der stadig. Den flyttede blot lidt væk fra hovedstrømmen, ud på bivejene med Peer to Peer-software og client/server-software - software, der lader to computere kommunikere direkte med hinanden, uden grænser.

Gennem de sidste 10 år har vi set, hvordan folk med FTP-, client/server- og P2P-software udbyder TeraBytes af lyd- og billedfiler, de ikke ejer distributionsretten til. Nogle åbner deres døre og lader alle komme frit til den soft- og artware, de gerne vil dele - andre lægger restriktioner på og forsøger måske at tjenea buck- men i det store hele er resultatet, at bøger, musik og film spredes til folk til en pris, der er lig tiden, det tager at downloade tingene. Altså stort set gratis.

Der er ikke nogen tvivl om, at det både er tyveri fra kunstnere, programmører, bogforlag, pladeselskaber, distributører og softwarehuse.

Om årsagen til tyverierne er for høj avance på soft- og artwaren, eller at det giver den enkelte server-administrator et kick at distribuere 'det fede' og brugeren at finde 'det fede', er vel egentlig ligegyldigt; de teknologiske muligheder er her, og den moralske nedtur lader sig næppe stoppe af skræmmekampagner og elektroniske piratsikringer på software og artware-medier. Måske snarere tværtimod er det direkte opfordringer til ethvert antiautoritært sindelag: Luk et hul dér, og vi vil omgående finde en vej ind hér - og så følger alle efter, indtil hullet bliver lukket.

Så hvorfor ikke vende det hele på hovedet? Kunstneren og programmøren har muligheden for selv at bestemme, hvad der skal ske med deres værker - og hvis enkeltmands- eller smågruppefrembringelser helt eller delvis behæftes med copyleft-rettigheder, skabes en moralsk forpligtelse over for enhver, der distribuerer copyleft-'ware'. Frem for at sige: »Det her, du gør, er forbudt!«, så sige: »O.k., at din begejstring er så stor, at du er nødt til at dele den med andre - men så er du også forpligtet til at bidrage med noget selv«. Moralsk forpligtet til at lade sig kunstnerisk inspirere, snarere end kriminaliseret gennem ulovlig distribution.

Hvis procentvisflere teenagere end voksne distribuerer stjålet soft- og artware, må det næsten følge, at det derfor overvejende ville være teenagere, der ville reagere på det moralske krav - med endnu flere teen-produktioner som resultat. Hér kunne man spørge sig, om ikke der er junk nok på nettet i forvejen, lavet af mennesker uden talent, som tror, tre bumser og en ulykkelig forelskelse er grund nok til at lave en hjemmeside?

Muligvis. Men enhver aldersklasse og interessegruppe har pr. definition ting til fælles og dermed ting at lære hinanden og os andre. Og alle bliver ældre og stiller større krav til sig selv, til de andre og til livet. Så er det ikke bedre, at de bliver ældre med oplevelsen af, at det er bedst at give noget tilbage af sig selv, end at de føler, at de skal skjule sig alle steder, fordi halvdelen af deres liv er centreret omkring kriminaliserede aktiviteter?

Men hvorfor skulle etablerede kunstnere ikke også give ting tilbage - det ville nok være et postulat at sige, at professionelle ikke henter ting på nettet, de ikke har betalt for? Copyleft er jo blot et ønske, der udtrykkes fra menneske til menneske - fra skabende kunstner og programmør til bruger: Tænk over hvad du har hentet, tænk over hvad du har givet videre - og find ud af at give noget af dit eget på samme måde. Dét har jo i sig selv intet med kvalitet at gøre.

Hvordan copylefte? Som dén, der copylefter et værk, kan man selv bestemme rammerne for distribution og modkrav. Tanken om, at hver enkelt kunstner definerer sit eget krav, er besnærende, men vil nok gøre det svært at respektere copyleft. Det bedste ville nok derfor være, hvis der f.eks.
var tre niveauer:

1. Du kan frit videredistribuere værket elektronisk, uden forretningsmæssig øjemed.

2. Du må kun videredistribuere værket uden forretningsmæssig øjemed, og hvis du indvilger i at copylefte egne værker og distribuere dem elektronisk.

3. Du må kun videredistribuere værket uden forretningsmæssig øjemed, og hvis du selv er kommet lovligt til en original af værket, og så under påkrav om copylefting af egne værker.

1 er f.eks. en demo af et værk. 2 er et gratisværk, og man forpligtes til selv at copylefte og distribuere et eget værk, der kan modsvare dét, man videredistribuerer. 3 er et salgsværk, som man skal være lovformelig ejer af for at kunne citere elektronisk, og man er så moralsk forpligtet til at lade et tilsvarende fysisk udgivet værk fra egen hånd copylefte (som salgsværk). En copyleft 4 kunne eventuelt angive, at man kun må downloade et copyleft 4-værk, hvis man selv ejer det.

På dén led ændres den almindelige copyright ikke - dén, som respekterer copyleften, bidrager med forhåbentlig gyldigt materiale til verden og er på det rene både moralsk og juridisk. Dén, der ikke respekterer det moralske aspekt, bryder copyrighten - og er lige så kriminel, som han var før, da han kun ikke måtte stjæle, men nu bryder han tillige en ret givet af kunstneren og er derfor dobbelt amoralsk.

Som jeg har gjort det, kan der lægges ekstra krav på - f.eks. forbud om udprintning. Havde det været musik, kunne det være en tilladelse eller et forbud vedrørende sampling. Men jo enklere det holdes, desto bedre.

F.eks.»Copyleft 3 (værknavn) (forfatter/forlag) (udgivelsesår) (udprint til ejer)«.

Copyleft erhverken en opfordring til tyveri eller til distribution. Et copyleftet værk er derfor hverken mere eller mindre gratis end et værk, der ikke er copyleftet.

Copyleft 3 er som angivet baseret på et salgsværk. For at overholde både copyright og copyleft skal et værk derfor købes, før ejeren kan distribuere det. Og da ingen må tjene på videredistribution af copyleftede værker, vil distribution kun kunne foregå fra servere, som folk selv betaler. Hvilket er dét, der sker allerede - bortset fra at en masse mennesker tjener på, at andre ulovligt distribuerer copyrightet materiale.

Herved kriminaliseres altså folk, som på nogen som helst måde tjener på at bidrage til videredistribution af copyrightet materiale. Det kunne afstedkomme, at mere copyleftet server-software blev skrevet til formålet og på dén måde tvang de store selskaber ud af legen.

Forholder man sig til situationen, som den ser ud i dag - og hvis man som jeg er overbevist om, at det er komplet umuligt at udrydde pirateri - vil en overgang til copyleft givet ikke betyde den store økonomiske forskel.

Så, selv om man forestillede sig, at en gruppe mennesker slog sig sammen om at købe ét eksemplar af 1.000 forskellige copyleftede værker, som så hele gruppen fik mulighed for hente, er denne mulighed ikke anderledes, end det ser ud i dag med P2P-software - bortset fra at ingen i så fald ville tjene på at distribuere det.

Forholdet til kunsten, til programmeringen, vil givet ændre sig. Der vil givet også opstå nye ideer - ny brugsværdi, nye tiltag, nye indtægtsmuligheder - ud af copyleft, som jeg overhovedet ikke har forestillet mig. Måske vil nogen opfatte det som en provokation, at de kan få lov til at 'blive lovlige' mod selv at give noget og derfor måske sigte på eller undgå copyleftet art- og software - men ét er sikkert: Det er kunstneren, der bestemmer hér. Kunstnere, der bestemmer, hvilken moralsk forpligtelse der er forbundet med en tekst, en bog, en film, et stykke musik, et helt værk - og ikke salgsprisen, ikke lovgivningen (ikke i første færd), ikke producenten og distributøren. Men kunstneren og brugeren imellem. Kunstneren, der siger til brugeren: Du må gerne citere mig på nettet, hvis du gør det på min måde - men så skal du også levere noget selv.

Ingen kanforhindre nogen i at stjæle, hvis de virkelig vil. Og at copyleft-tegnet skulle dække over kvalitet er lige så lidt sikkert, som at copyright-tegnet gør det. Men imellem disse to yderpoler - imellem tyveriet og makværket - findes et moralsk rum, som ikke findes erkendt i verden i dag: At det er muligt at betragte sig som del af dén verden, man kvalitativt bidrager til. En verden, hvor opmærksomheden ligger på vurderingen af iboende kvalitet, snarere end på udbredelse.

Sådan en verden vil jeg gerne leve i. Som jeg ser det, bør den skabende Jord være en verden for alle og ikke for nogle få, repræsenteret ved et par multinationale selskaber, der profiterer på kunstnerisk skabelse og omsætter denne profit til konsolidering af egne røve. Der må gives noget tilbage. Og dét kan copyleft hjælpe med til - hvis skaberen af et værk vil det selv. Det er dér, det begynder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden