Daniel Libeskind er det rigtige valg som arkitekt for et nyt World Trade Center. Men kan han også inspirere fremtiden? Merete Ahnfeldt-Mollerup er arkitekt og ph.d. For nogle uger siden cirkulerede en kæde-mail blandt arkitekter. Man blev indstændigt opfordret til at underskrive en støtteerklæring for Daniel Libeskinds forslag til WTC-grunden i New York og dermed modarbejde det konkurrerende forslag, 'Think'. Umiddelbart virkede det hysterisk. - Kære venner, vi går her og er bekymrede for en krig, der kan have konsekvenser for hele vores fremtid, og I bruger tid på en arkitektur-intrige.Get real, som de siger derovre. Men et nærmere studie af de to projekter viste, at de engagerede fortalere for Libeskind-projektet havde fat i noget væsentligt. Der findes mennesker, der ikke mener, at begivenhederne 11. september 2001 var særligt betydningsfulde. Der er dem, der fortæller os, hvordan tusindvis af mennesker dør hver dag i små krige eller som konsekvens af korrumperede og umenneskelige styrer. Og der er dem, der taler for det mere relevante synspunkt, at det, der skete 11. september, blot var den udløsende faktor for en lang række tendenser, der allerede lå og lurede i verdenssamfundet. Uanset hvad, tror jeg, de fleste borgere i Vesten oplever det som en skelsættende begivenhed. Jeg ved, præcis hvor jeg stod, da jeg på fjernsyn så det andet fly flyve ind i bygningen, hvad jeg tænkte, og hvad jeg så gjorde. Det har jeg oplevet én gang før, men i en mere lykkelig forstand. For 9. november 1989 sad jeg og hang foran fjernsynet. Egentlig skulle jeg have været til fest med venner og kolleger i Berlin, men almindelig ladhed havde forhindret den relativt korte rejse. Da optagelserne af unge, der dansede på Muren, tonede frem på skærmen, blev alt forandret i et eventyrligt øjeblik. Her blev vore personlige historier i et kort sekund forenet med verdens historie. Fra det øjeblik kunne intet længere være som før, hverken for den enkelte eller for alle. Det er enmærkelig kendsgerning, at historiske begivenheder har det med at hobe sig op. Selvfølgelig var der en konkret, politisk sammenhæng mellem demonstrationerne på Tianmin-pladsen og dem i Østeuropa - adskilte, men betydningsfulde begivenheder i 1989. Men hvad så med det interne notat, som Tim Berners-Lee sendte ud på CERN, det europæiske atomforskningscenter i Schweiz, i maj 1989? Det kan da umuligt have haft noget med de politiske omvæltninger at gøre, at Berners-Lee i denne tekst formulerede grundlaget for World Wide Web, den struktur, der skulle gøre internettet så funktionelt og åbent, at det kunne danne grundlag for en ny økonomi og nye visioner om samfundet. Berners-Lee kunne ikke i sin vildeste fantasi selv forestille sig disse konsekvenser, han ville bare have bedre styr på centerets komplicerede forskningsresultater. I 1989 begyndte en ny epoke, politisk, økonomisk og kulturelt. Den kolde krig havde været forbi i nogle år, men den åbne - og krigshærgede - verden, vi har i dag, begyndte først ved Murens fald. Den nye teknologi var på trapperne, i løbet af firserne blev den personlige computer og den grafiske brugerflade udviklet, redskaber, som i løbet af få år kom til at revolutionere alle aspekter af arbejdslivet og nogle sider af privatlivet. En anden af de oversete historiske begivenheder i 1989 var Apples første bærbare, den blev sikkert overset, fordi den ikke var voldsomt bærbar, men det varede ikke mere end to år, før der faktisk lå en rigtig powerbook på de smartes borde. Den 'nye økonomi', der brast som en boble, hører halvfemserne til - og fremtiden! Og en hel generation af unge fejrede friheden i ti år i træk, med rejser, raves og nye rusmidler. Til alt dette hørte en ny kunst, en ny musik og en ny litteratur. I 1989 vandtDaniel Libeskind konkurrencen om det jødiske museum i Berlin. For mange unge arkitekter over hele verden var også det en skelsættende begivenhed, på linje med de politiske og teknologiske. Libeskind var blevet kendt gennem 1980'erne som en radikalt teoretisk arkitekt, hvis arbejder overskred enhver konventionel forestilling om bygningskunsten. Det var ikke rigtig arkitektur, sagde kritikerne, og dem var der langt, langt flest af. Han udstillede mærkelige modeller, der mere lignede maskiner end huse, og udgav bøger med tegninger, der lignede resterne efter en hysterisk krig på sakse og papir. Når han endelig tegnede huse, var de helt urealistiske, som den væltede skyskraber, han foreslog til Berlin i 1987. Hans tekster og foredrag virkede for de fleste arkitekter som mystiske besværgelser, med henvisninger til ukendte navne som Bergson, Husserl, Ramon Lull, Raymond Roussel, Kabbala, Duchamp, Schwitters, James Joyce og 'Alice i Eventyrland'. Libeskind var del af 1980'ernes uhomogene arkitektur-avantgarde, med centre i London, New York, Graz og Wien. Her blev arkitekturen som kunstart dyrket, i en tid hvor mammon var Gud. Avantgardisterne foragtede 'de store tegnestuer', der sprøjtede spekulativt byggeri ud i metermål, uden åndelige eller æstetiske overvejelser. Og de foragtede i lige så høj grad det etablerede, 'pæne' arkitekturmiljø, som de mente havde forrådt idealerne fra tyverne til fordel for en professionalisme uden idé. I stedet foreslog Libeskind, sammen med blandt andre Rem Koolhaas, Bernhard Tschumi og Zaha Hadid, at man skulle genfinde meningen med arkitekturen. De havde lyttet til forgængere som Robert Venturi i USA, der skrev om 'Complexity and Contradiction' i 1967, og Aldo Rossi i Italien, der skrev om byen og erindringen i sin særprægede 'L'Architettura della Città' samme år. Men 1980'ernes avantgarde hentede deres forbilleder i tyvernes Sovjetunion, Weimarrepublikken og hos de italienske futurister. De ville som dengang være moderne og ikke som 1970'ernes progressive se tilbage. Dengang var der ingen, der tænkte over, at nittentyver-retro er lige så meget retro som attentyver-retro, visionerne fra den russiske revolution og fra Bauhaus var jo, i firseravantgardens øjne, aldrig blevet realiseret. Derfor var de stadig nye. Og det var måske rigtigt i den forstand, at den arkitektstand, de gjorde op med, var byfjendsk, kunstfjendsk og i høj grad menneskefjendsk i sin golde (og postulerede) rationalitet. Og i firserarkitekternes øjne var halvfjerdsernes kritik: 'postmodernismen' lige så gold, den blev jo bare omsat i dekorative facader på kontorhuse, der var endnu mere trøstesløse end de senmodernistiske forgængere. Den postmoderne arkitekturs hovedværker, som f.eks. Michael Graves' Portland Building fra 1980, rummede lavloftede, underbelyste og vinduesløse kontorer, udført i usle materialer, der hurtigt forfaldt. Her blev folk syge af at være, om der så nok så meget var en skulptur på facaden. I denne triste virkelighed fremstod Libeskind som en oprørshelt, når han sagde højt, at de store tegnestuer ødelagde arkitekturen, og når han forbandt sine mærkelige og futuristiske tegninger med 2.000 års historie. Han læste højt af Biblen, fra Ezekiels Bog, hvor Ezekiel møder en engel, der giver ham en bog at spise, og siden viser ham, hvordan templet skal bygges. Han citerede Vitruvius, en teoretiker fra kejser Augustus' tid, og mindede om, at arkitekten både skulle kende til lægekunst og urværker. Sammen med de studerende på Cranbrook konstruerede han et kæmpe læsehjul, med ulæselige bøger, der skulle minde om middelalderens bygmestre, der både beherskede deres bibelord og de svimlende konstruktioner. Og med det samme hold skabte han to andre, mærkværdige maskiner, der tog udgangspunkt i 1500-tallets alkymi og i avantgardebevægelserne omkring Første Verdenskrig. Med andre ord: Han mindede os alle om, at det er arkitektens arbejde at skabe fantastiske og betydningsfulde bygninger, rum og ting. At arkitektur er kunst. Det er for fattigt at dekorere en kaserne og kalde det arkitektur. Murens fald var en begivenhed, der gav Libeskind, og de andre avantgardearkitekter, ret. I løbet af meget kort tid avancerede de fra obskur avantgarde til verdensstjerner påbusinessclass, mens de selvsikre postmoderne arkitekter og de kommercielle 'store tegnestuer' måtte revidere deres strategier eller gå fallit. I den nye situation var der med ét en kolossal efterspørgsel efter overskridende, spektakulær og betydningsfuld arkitektur. Det var ikke længere så afgørende med, 'hvad der kan betale sig', eller 'hvad der passer ind', eller 'hvad markedet kræver'. Med et, da der ikke længere var de gamle koldkrigsrammer, blev der et voldsomt behov for arkitektur med identitet. Samfund såvel som virksomheder havde behov for synlige tegn på deres betydning. Vi har da også noget af slagsen her i Danmark - Det Kongelige Bibliotek er i samme skæve stil som Libeskinds eller Zaha Hadids projekter, om end noget udvandet. Rigsarkivet var tættere på den ægte vare, men blev altså opgivet, og det nye musikhus i Aalborg skal tegnes af firseravantgardens grand old men, COOP Himmelblau. Egentlig er et nyt World Trade Center den bedste illustration af de forhold, der har løftet Libeskind fra baggården og op i arkitektstjernehimlen. For at sige det kort: Hvordan kunne man bygge et plat, kommercielt kontorkompleks her, hvor tusinder ligger begravet? Det ville være topmålet af uanstændighed. Og så ville det i øvrigt heller ikke være særlig attraktivt for de potentielle lejere. Grundejerne og byen er nødt til at finde en løsning, der både viser en passende respekt for de døde, demonstrerer at USA ikke kan kues og svarer til de høje grundpriser i området. Her er brug for fortællinger, historiebevidsthed, symboler og fantastiske overskridelser. Her er brug for den sammensmeltning af det sindrige intellektuelle og det umiddelbart sanselige, der er karakteristisk for Libeskinds tilgang. På de tegninger, der vises på internettet, er det stærkeste element i Libeskinds projekt hele det forløb af offentlige rum, inde og ude, han har skabt. Det er ikke ét sted, hvor man mindes, men en erindringshave, eller et hukommelsesteater, for nu at pege på to af de historiske forbilleder, han ofte er vendt tilbage til. Libeskind kan levere arkitektonisk magi, en oplevelse af, at der, som i en god bog, hele tiden er nye vigtige lag af betydning, der kan fortolkes og forstås, under overfladen. Libeskind kan bedre end nogen andre repræsentere med sin arkitektur. Ingen kunne bedre end Libeskind bygge monumentet over den kultur, der gik under med WTC. Derimod er det usikkert, om han kan være et forbillede, når vi en dag kan begynde at bygge et nyt verdenssamfund, på ruinerne af det gamle. Firseravantgardener på mange måder som jugendgenerationen, den lige før Første Verdenskrig. Også jugendarkitekterne skabte et nyt sprog og en fantastisk arkitektur, deres rum er gennemlyste som gotiske katedraler og forsirede med organiske ornamenter, man kan blive svimmel i dem, fordi alt bliver vendt op og ned, man går på glas og bæres af lofter. Wien, Paris og Bruxelles, hvor hovedværkerne findes, forekom at stå på brinken til en ny æra, hvor byerne ville stråle som kulturelle og økonomiske stormagter. Ingen anede dengang, hvordan det ville ende. Det gør vi nu. Hele det Europa, der blomstrede så prægtigt i 1910, lå i ruiner i 1918. En af de få, der tidligt så undergangen, var arkitekten og samfundskritikeren Adolf Loos, der ironisk hævdede, at de eneste 'rigtige' arkitekturværker var templer og mausolæer. Han brugte ordet arkitekt som et skældsord. For i hans øjne var de vidunderlige jugendpaladser som gravmæler for de stakkels beboere, der blev kvalt i kunst. Og måske har han ret, for nok er det en stor oplevelse at besøge et af de huse, hvor alt er iscenesat og gennemtænkt, fra hoveddøren til teskeen, men samtidig er det svært at forestille sig, at man kunne bo der. Noget tilsvarende gælder for firseravantgardens byggerier. De egner sig glimrende til det, de er: monumenter; men de kan aldrig blive forbilleder for nye livsformer, nye måder at organisere arbejdet på, nye måder at forvalte demokratiet på eller nye måder at mødes på. Alt det får vi uden tvivl brug for nu. Og mens Libeskind forhåbentlig bygger sine 1.776 fod hængende haver i det amerikanske Babylon, er det alle mulige andre steder, ikke mindst i 'det gamle Europa', at folk tænker over, hvad der nu skal ske. En stor, sammensat gruppe af dem havde også indsendt et forslag til WTC, under det fælles navn United Architects. Det er et flot forslag, men det er klart, når man ser det, at de ikke kunne vinde. Det er helt urealistisk, megalomant, respektløst over for de døde, teknologisk nyskabende, umuligt at bygge, med andre ord - fuldstændig som Libeskinds tidlige projekter. Men der er også forskelle. Hvor Libeskind bruger sin unikke personlige fortælling og interesser som udgangspunkt for monumenter med almen gyldighed, er de unge et kollektiv, og de argumenterer for deres projekt med begreber som fællesskab, multikultur, globalt og samfund. De unge arkitekter er vendt mod fremtiden, hvor hele Libeskinds oeuvre retter sig mod historien. Han er som den historiens engel, Walter Benjamin skrev om. Mens de unge har tegnet en bevæget figur, der favner stedet, som en lysets engel. De kunne ikke vinde konkurrencen om World Trade Center på den måde, men de har livet foran sig.