Danmark er blevet til en arbejdslejr. Produktiviteten vokser, disciplinen skærpes, og ingen kan efterhånden trække vejret. Kronikøren, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, tager pulsen på korpsånden. Corpus spiritus Politiken 28 marts 2003, Kultur side 7 -------------------------------------------------------------------------------- Enhver virksomhed og forvaltning er afhængig af den måde, hvorpå dens organisation kan få de ansatte i arbejde. I 1973 havde jeg et studenterjob på Stålvalseværket, en interessant arbejdsplads med glødende stål, støv og hede i en tid, hvor sociale bevægelser buldrede frem, og arbejdskraftmanglen var katastrofal. En af sommerferieafløserne blev tre gange i træk fundet sovende på en madras i kælderen under fabrikshallen. Blev han afskediget? Nej, han blev flyttet over til en anden afdeling - og han tog madrassen med. Min påstand er, at arbejdsdisciplinen er ændret radikalt, ikke blot fra 1973 til i dag, men også i takt med meget vidtrækkende udviklinger i samfundet. Jeg vil også hævde, at vi om få år kommer til at se nogle næsten kaotiske forandringer i forholdet mellem organisation og ansatte. Skal vi imidlertid se langt frem, bliver det nødvendigt at trække nogle tråde meget langt tilbage, langt bag om de modebølger, der i moderne forvaltning og management synes at afløse hinanden hvert femte år. Det første, det mest kendte og uden sammenligning mest effektiveteamer som bekendt de 12 disciple. I Leonardo da Vincis billede, 'Den hellige nadver', ser vi teamet forenet omkring Jesus, mens fire grupper former sig i heftig diskussion om, at Jesus lige har sagt, at en discipel vil forråde ham. Kun Judas er uden for diskussionen. Denne første hellige menighed er blevet gjort til model for næsten enhver organisatorisk korpsånd siden hen: Den drejer sig om inklusion og eksklusion, om ledelse og individ, gruppedannelse og intrigedannelse. Ikke underligt at den grundlagde såvel middelalderens som den moderne verdens management: Alle er med, men nogen er det alligevel ikke: Jesus som lederen og Judas som den, der ekskluderes, men som også er med til at ekskludere lederen. Spillet om inklusion og eksklusion har præget de efterfølgende to tusind års intriger: Kan gruppers korpsånd forstærkes så meget, at man skulle tro, det handlede om bodybuilding frem for teambuilding? Og hvad er omkostningerne? Kan en leder skabe et team og uddelegere magten uden at tabe den og dermed ekskludere sig selv? Disciplene drog ud og spredte det glade budskab i den ganske verden, altså i Romerriget.Den hellige menigheddukkede dernæst op i middelalderen som organisationsformen for kloster- og kirkevæsen. Dens korpsånd ellercorpus spiritusvar for munkeordenerne, hvad internettet er for vore dages management, og kunne få aktiviteter udført i nærværets ånd samtidig på tværs af rum og store afstande. Med reformationenblev katolikker, calvinister og lutheranere imidlertid så uenige om, hvorvidt Kristus faktisk eller kun symbolsk var nærværende ved nadverens gruppemøder, at det førte til omfattende borgerkrige. I vore øjne virker det umiddelbart helt absurd, men datidens symbolske konflikt om 'Jesu legeme og blod' drejede sig om den fremvoksende stats centraliseringsgrad. Katolikkerne fastholdt korpsåndens rådsmøder som den centrale beslutningsarena: Symboler fik substans i de fælles beslutningers nærvær. Calvinisterne var decentralister og så sig som individualister på et marked: Uden en fælles substans af symboler fik hver deltager sin opgave, sin Bibel, sin instruks. Fulgte individet encalvinistisk arbejdsetik, kunne det høre til de udvalgte og altså være lige så udvalgt som de højadelige. Konfliktens problemer går igen i nutidens newspeak omcorporate culture,teambuildingogvision-ellervalue-management. I 1560 sluttede de franske stændermøder med en konflikt om samfundets symbolske management. Calvinister og katolikker stod stejlt på hver sit, mens kompromispolitikere - under inspiration fra Luther - forsøgte at hævde, at ledelse bestod i mødereglernes form (sakramenterne, Loven), men ikke i deres substans: Kongen blev overhoved for bureaukratiernes korpsånd, og bureaukratiernes centrum var chefen, hvis ord fik en gudsgivet legitimitet som Lov. Med Kristus som forbillede blev kongen gjort til suveræn enhed i en kompleks gruppe- og ressortopdelt stat. Kongen og senere statsministeren kom til at lede et statsråd, et ministerium af mere eller mindre selvrådige ministre, ligesom Jesus havde ledet sine disciple. Rådet var et korp(u)s af (med)lemmer, en organisme, senere omdøbt til enorganisation. Ligesom kroppen har enkonstitution,kunne man give statsorganisationen en konstitution. I Danmark førte den lutherske reformation til, at kongemagten styrkedes enormt: Kongen overtog kirkens godser, og Loven fik en legitimitet, som var den udstedt af Guds repræsentant her på Jorden. Med svenskekrigene blev enevælden indført i sidste halvdel af 1600-tallet. København blev magtcentrum. Siden hen harkorpsånden og bureaukratiet kæmpet en heftig strid. Længe havde man gruppeopbyggede kollegialforvaltninger, men efter den franske revolution blev sagsbehandling og ressorter opdelt og individualiseret. Den danske stat var den mest enevældige i Europa: Hverken stænderforsamlinger eller frie domstole eksisterede. Der var ganske enkelt ingen magtdeling. Siden har administrationen udgjort en 'universel stand', en neutral etat. Ved regeringsovertagelse følger embedsmændene med, som var etaterne blot et neutralt instrument. Ministrene får ikke engang egne kabinetter til rådighed. I dag kalder man korpsånden for organisationskultur, menigheden for team, og det hellige kald for overarbejde eller flekstid. Offeret bringes ved stress. Det drejer sig om at vise, at man tror på sagen, på gruppen, på lederen og visionen, ellers er det ud. I en periode kunne man vise dette ved at producere materielt, nu skal man vise det gennem symbolsk produktion - som før. Kan man vise det, får man velsignelsen og kan tilhøre det gode selskab af dem, der er inkluderet. Tidligere havde man Guds overvågning. I dag har man alskens evalueringskrav, der har udsat samfundet for en sand evalueringsfeber. Følgelig elsker dansk organisationskultur og politisk kultur, at der er kommet alle disse fremmede ukristelige, som ikke inkluderes i det gode selskab. Ved at markere, at de skal integreres, siges, at de netop ikke er det, og at integrationskravet netop fremføres fra en allerede integreret position. Dette begær efter egen selv-inklusion og markering af andres endnu ikketilstrækkelighed anføres påfaldende stærkt i Danmark, ofte blot med små gestus, panderynk og øjenbrynsløft, men også med politisk og organisatorisk newspeak om 'værdier'. Måske skyldes inklusionsbegæret, at kristendommen i Danmark har haft en så altomfattende betydning for staten og dens organisation af samfundet, at kristendommen ikke længere har brug for, at danskerne tror på den. De har svært ved at se dens symboler og har ikke nogen garanti for, om de dybest set er accepteret som enkeltmennesker eller ikke er det. Gennem treårtiers arbejdsløshed har danskerne - ligesom alle andre borgere - måttet disciplinere sig både formelt og uformelt, hvis de ville hænge fast på arbejdsmarkedets inderside. I Nordvesteuropa har det ikke været tilstrækkeligt at følge i forældrenes fodspor eller at få sig en ordentlig uddannelse. Den enkelte har skullet følge en særegen specialisering uden at blive sær. Der har været en indbyrdes konkurrence om forøgelse af arbejdstempo såvel i lineær tid - at samme ydelse gennemføres hurtigere - som i synkront nærvær, så flere ydelser foregår samtidig og tilpasset hinanden. Den menneskelige produktivitet vokser i en himmelflugt, og arbejdsetikken har aldrig været mere skarp: Vi er alle blevet ny-calvinske og synes i et tvangsfællesskab at dyrke mottoet 'Arbeit macht frei'. Efter Island er Danmark det land i verden, hvor der arbejdes mest - og så er det endda bare målt i timer og ikke i synkroniseringsydelse! Samtidig er korpsåndens værdifællesskab også udtryk for en nykatolsk tankegang. På trods af at den lutherske statskirke er grundlovssikret, er Danmark blevet til en arbejdslejr. Dette nykatolsk-calvinske billede ændres radikalt om få år. De store årgange fra midten af 1940'erne begynder at blive pensioneret. Samtidig vil de små årgange fra midten af 1980'erne komme ud på arbejdsmarkedet. De fleste arbejds- og velfærdsanalytikere er klar over, at det betyder, at der kommer lavvande i arbejdsudbuddet, men at forsørgerbyrden ikke bliver meget større. En mere radikalt kulturforandrende effekt bliver, at arbejdstempoet vil falde drastisk. - Og der er ikke noget at gøre ved det! Arbejdsmarkedet bliver arbejdstagernes marked. Symbiosen mellem bureaukratisk disciplinering ovenfra og organisationskulturel disciplinering fra korpsåndens inderside vil holde op. Fleksibilitet, decentralisering og hyperspecialiseringerblevet indført, og der bliver ingen vej tilbage på arbejdstagernes marked. Den individuelle lyst vil blive styrende i en grad, så enevældekongens motto for styring, nemlig Ludvig XIV's 'For dette er hvad jeg har lyst til' og 'Staten det er mig', overtages af den enkelte. Det royale autokrati erstattes af individets. Dette vil ske på en selvforstærkende måde: Ligesom arbejdstempoet siden 1970'erne er blevet sat op på grund af en gensidig konkurrence om ikke at sakke bagud, vil den omvendte effekt komme, når arbejdstempoet kan sættes ned, uden at den enkelte afskediges. Hvad bliverkonsekvenserne? Der bliver for det første ikke tale om en liberalistisk individualisering efter ny-calvinistisk mønster, fordi arbejdsetikkens disciplinering går i opløsning. Desuden bliver der heller ikke tale om en demokratisering af organisationers styring indefra, simpelthen fordi der ikke er noget 'demos', noget folk eller nogen grupper, men blot enkeltindivider. I bedste fald udvikler individualisering sig på civilisationshistoriens præmisser: Det vil sige, at det ikke bliver den enkeltes infantile lyst og præferencer, der kommer til at styre, men det forhold, at individet har lært at opføre sig som en person i et civiliseret samfund. Netop via institutionsopdragelsen kan den enkelte have lært at blive sig selv i spejlbilledet af sine medmennesker, så det kan opføre sig civiliseret, og det vil med sociologen Richard Sennetts ord sige »at nyde andre menneskers selskab, samtidig med at man er beskyttet mod dem«. For det andet oplever vi i Danmark en stadig mere påtrængende og overrumplende opløsning i den danske stats verdensorden. Også med EU er det først nu, den påfaldende stærke danske enevælde bliver brudt op. Der gik en lige linje fra 1700-tallets centraladministrative absolutisme til 1960'ernes forvaltningsstrukturer. Efter 300 års enevældig tankegang kom over 90 procent af befolkningen til at opføre sig lige så mønsterdisciplineret som 1700-tallets standardbureaukrat og embedsmand. Siden har den københavnske forvaltningsmagt rakt sine fangarme, sin korpsånd, helt ud til de fjerne provinsbyer. Netop da alle borgere var blevet til københavnske embedsmænd, kunne man fra 1970 begynde at decentrere beslutningsmagten med kommunalreformer og postbureaukratisk organisation. Den decentrale kulturstyring brød igennem i 1980'erne, da 1970'ernes ungdomsoprørere skulle ansættes rundt omkring. På trods heraf førte korpsåndens arbejdslejrtankegang til en skjult disciplinering, der ikke blot gjorde hippierne til gammeldags bureaukrater - hvad de frygtede - men til hypersynkroniserede superproducenter, hvad de var tvungne til at acceptere. Så enevælden fortsatte med at fastholde sine ansatte i korpsåndens jernbur. Skal manbegræde eller tiljuble fremtiden? Politisk får vi et gevaldigt stress på sundhedsudgifter til ældre og en hidtil uhørt personalemangel i pleje- og sundhedssektorerne. Dertil en stadig større orientering mod 'de lande vi sammenligner os med', som allerede nu synes at udgøre den afgørende styringsfaktor. De største forandringer, vil jeg hævde, bliver kulturelle: Vi har svært ved at forestille os, hvor radikalt vi har været disciplineret, og hvor store skred der vil komme, når først disciplineringsopgøret begynder at blive selvforstærkende og gå i selvsving. Umiddelbart synes lågen til jernburet at skulle åbne sig: Hverken den nycalvinske liberalismes markedstvang eller det nykatolske værdifællesskabs lejrtvang synes at blive nødvendige orienteringspunkter. Personansvar og skyld vil sikkert blive forsøgt påduttet det enkelte individ i bedste lutherske mening: Solidaritet med samfund, med de ældre, med børn, med virksomheder og institutioner vil blive gjort forbilledlig. Men de gamle socialetikker, der alle opererer med en skjult religiøs dagsorden, er alle teknikker, der er for tvangsbaserede. De vil blive mødt med et 'hva' så?' eller et 'det gider jeg ikke'. To andre muligheder står åbne: Den ene kendes allerede fra nye opdragelsesmønstre og udtrykker sig med ord som 'jeg har lyst til', 'jeg gider (ikke)', 'jeg synes' og kan let blive til en galopperende egoisme, som for tiden dels forstærkes fra politisk liberalistisk hold, samtidig med at den fra samme hold inddæmmes med forældede nycalvinske midler. Den anden mulighed ligger i en ny eksistentialisme, som i det mindste kulturelt kan blive meget produktiv. Dens mulighed ligger i udtryk som 'jeg vil', 'jeg har planer om', 'jeg går i gang med'. Med den kaster individet sig tillidsfuldt ud i fremtiden og i det fremmede. De opvoksende generationer vil frivolt bevæge sig rundt i det uddelegerede samfund, som bl.a. internettet muliggør, samtidig med at andre grupper vil påtale risici, angst og frygt. Korpsånden decentraliseres imidlertid og individualiseres i en ny selvudfoldelse, hvor det ikke er Helligånden, men tidsånden og internettet, den enkelte vil bære rundt på. Den enkelte vil få en sikkerhed for at blive anerkendt og vil få plads både i solen og på markederne, kulturelt, økonomisk og karrieremæssigt. Lad os håbe på en civiliseret eksistentialisme.