Hvis ikke FN formår at løse Cypernkonflikten, har EU en enestående chance for her at demonstrere sin udenrigspolitiske duelighed, skriver landsformanden for Europabevægelsen. »Hvor er de 1619 forsvundne fra Tyrkiets invasion i 1974?«. »Vore grænser går ikke her, men ved Kyrenias kyst«. Budskabet på plakaterne er ikke til at tage fejl af, da jeg går fra den græske til den tyrkiske del af Cypern ved Ledra Palace, øens svar på den kolde krigs Check Point Charlie. Efter sammenbruddet i forhandlingerne om FN's fredsplan 10. marts kan denne grænse - 'den grønne linje' - i maj 2004 blive EU's ydre grænse. Her vil der i så fald ikke være behov for at styrke den ydre grænsekontrol! Siden de danske FN-tropper forlod øen i 1993, er det som om, vi har tabt interessen for Cypern. Men Cypern er det mest oprustede område i verden i forhold til landets lidenhed. Og Nicosia er verdens sidste delte by, efter at der er fundet forskellige ordninger for Berlin, Jerusalem og Beirut. Grænsen mellem de to bydele har gennem årtier i et slags ingenmandsland været markeret af pigtrådsruller, sandsække, olietønder, bilvrag, der er støvet til - fra de bilister, der ikke slap bort i 1974 - og sønderskudte huse, hvor kun rotter og slanger huserer. Umiddelbart ser det ud til, at Unionen nu igen får et delt land som medlem. Således at det alene bliver den internationalt anerkendte Republikken Cypern i syd, der bliver optaget som medlem til maj 2004. Mens den tyrkisk-cypriotiske del af øen i nord, der kun er anerkendt af Tyrkiet, må forblive udenfor. Gennem 30 år har 'den grønne linje' adskilt familier og venner og afskåret den cypriotiske befolkning fra dens elementære ret til at besøge dens eget land - og hele dens eget land. 'Linjen' udgør i dag et åbent sår i cyprioternes bevidsthed. Det kunne lade sig gøre at vælte Berlinmuren, men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre at genforene Cypern. Og dog ... uanset at situationen i dag kan forekomme håbløs, er der alligevel sprækker i Cyperns Berlinmur, vil jeg påstå efter et nyligt besøg på øen. Lad os først se på, hvorfor FN-fredsplanen blev skudt i sænk. Her er det naturligt i første omgang at pege på Rauf Denktash, som i en lang årrække har været den største enkelte forhindring for en forhandlingsløsning. Han afviser FN's fredsplan med henvisning til, at han ikke ønsker den tyrkiske militære tilstedeværelse på øen nedskåret, fordi han mener, den sikrer det tyrkiske mindretals eksistens på øen. Denktash' afvisning af FN-planen hænger også sammen med to af de andre kerneproblemer i det langtrukne og komplicerede forhandlingsforløb, nemlig ejendom og territorium. Tyrkerne (18 procent af befolkningen) sidder i øjeblikket på 36 procent af territoriet. Ifølge FN-planen skal det reduceres til 28,2 procent, hvilket ifølge Denktash vil betyde, at alt for mange tyrkisk-cyprioter vil miste deres hjem. Græsk-cyprioterne har et stærkt ønske om at vende tilbage, mens Denktash siger, sket er sket og henviser til, at en genforening ikke må føre til, at der blot skabes nye flygtninge. FN's tidligere generalsekretær Perez de Cuellar, der i 1970'erne var FN's faste repræsentant på øen, har i bogen 'Pilgrimage for Peace' betegnet Denktash således: »overdrevent talende« om end »altid logisk, når hans ønske var at blokere eller forsinke et rimeligt kompromis«. Denktash drømmer om »Den tyrkiske republik i Nordcypern« og opfatter sig mere som tyrk end som cypriot. Når Denktash kan tillade sig at optræde, som han gør, skyldes det, at han nyder støtte hos militæret og i dele af parlamentet i Tyrkiet. Der er i dag placeret 40.000 tyrkiske soldater på den nordlige del af øen. Militæret ønsker ikke umiddelbart at opgive det cypriotiske kort af patriotiske og strategiske årsager. Beslutningsmiljøet i Ankara har i de seneste uger været fokuseret på Irakkrigen. Dette, sammenholdt med at den politiske situation i Tyrkiet generelt er flydende, betyder, at der ikke har været et modspil til Denktash; han har fået et råderum, som han udnyttede optimalt. I den forstand er Cypern Irakkrigens første offer. Der har også været rygter om, at USA har lovet tyrkisk militær flere indrømmelser i en fremtidig løsning for den omstridte ø, hvis det samarbejder under krigen mod nabolandet Irak. En krig, der dels vil styrke Tyrkiets status som regional stormagt, dels styrke militærets i forvejen stærke stilling i Tyrkiet - og dermed vanskeliggøre en forhandlingsløsning. Det hører med i billedet, at Republikken Cypern nu også regeres af høge, når det gælder fredsforhandlingerne. Her vandt Tassos Papodopoulos præsidentvalget 16. februar over den hidtidige præsident, Clerides. Papodopoulos har en fortid som partisanleder i den græsk-cypriotiske undergrundsbevægelse EOKA og var oprindelig slet og ret modstander af en fredsaftale. I dag har han dog accepteret grundlaget for forhandlingerne. Formelt har EU på topmødet i København i december sagt ja til Cyperns medlemskab - Nordcyperns er blot suspenderet, idet Unionen ikke har accepteret den tyrkiske invasion af øen. Nordcypern kan ved en genforening med Republikken Cypern blive medlem af EU ved en de facto-accept af Unionens regler helt frem til den faktiske optagelse af de nye medlemmer til maj næste år. Når jeg påtrods af den dystre baggrund tillader mig at være behersket optimist, skyldes det flere forhold, der hænger sammen med den tiltrækningskraft, medlemskab af EU repræsenterer for Cypern - uanset om man bor nord eller syd for 'den grønne linje' - og for Tyrkiet. For det første kan det konstateres, at Denktash er under pres. Skuffelsen i Nordcypern er enorm: at det ikke lykkes at finde en løsning, uanset at FN's generalsekretær engagerede sig - bl.a. ved sine besøg på øen - og satsede personlig prestige i sagen. Allerede 14. januar i år trodsede befolkningen overmagten og demonstrerede på Inonn Square i den tyrkisk-cypriotiske del af Nicosia. Henved 50.000 mennesker af en befolkning på 200.000 deltog, flere end til en Santana-koncert, som en af deltagerne sagde til mig: »Det var som at blive badet i et ocean af blåt - med EU-flag med de gule stjerner på den blå baggrund overalt og endda enkelte græsk-cypriotiske«. Budskabet fra demo'en var klart: Vi vil have Denktash' afgang; Vi ønsker ikke at leve i et åbent fængsel; Vi ønsker fred. Demonstranternes frygt er, at hvis ikke der findes en forhandlingsløsning, så Cypern genforenes i en overskuelig fremtid, forskertses Nordcyperns muligheder for at komme med i EU. Det gør indtryk i nord, at levestandarden hos græsk-cyprioterne i syd er tre gange så høj som i nord. Og de er sig bevidst, at denne forskel i levestandard vil blive yderligere forøget, såfremt kun den ene del af øen kommer med i Unionen. Det er sandsynligt, at frustrationen vil resultere i et regeringsskifte i Nordcypern ved valget til december, således at den pro-europæiske oppositionspolitiker Mehmet Ali Talat bliver ny regeringschef. I givet fald vil Talat gøre sit til, at der nås en forhandlingsløsning. I Republikken Cypern er der også skuffelse over, at forhandlingerne kollapsede. Regeringen kan ganske vist være tilfreds med, at den vandt medieslaget om, hvem der sidder med ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne. Og Republikken kan antageligt være sikker på at blive medlem af Unionen til næste år. Men også i Republikken trækker flere faktorer i retning af en forhandlingsløsning. Papodopoulos' politiske bagland er først og fremmest det stærke kommunistparti (over en tredjedel af stemmerne), som lægger stor vægt på, at der findes en forhandlingsløsning. Også blandt græsk-cyprioterne ønsker langt den overvejende del af befolkningen genforening. Kun på den måde kan der skabes sikkerhed og dermed økonomisk fremgang. I dag vil en enkelt terrorbombe i f.eks. feriebyen Limasol smadre turismen - der direkte og indirekte tegner sig for 20 procent af landets indtægter. Konflikten har også en vigtig menneskelig dimension. Både nord og syd for 'den grønne linje' lever cypriotere, og linjen har gennem knap tre årtier adskilt familie og venner. Mange af de mennesker, jeg talte med på begge sider af linjen, erklærede, at man inden øens deling i det daglige havde levet i fredelig sameksistens. Hvis genforeningen udskydes til en fjernere fremtid, vil der ikke være mange tyrkisk-cypriotere at blive genforenet med. De udgør allerede i dag en mindre del af befolkningen i nord, 80.000 ud af en samlet befolkning på 200.000. Dels fordi de selv udvandrer, og dels fordi Denktash - også som led i det politiske spil - har importeret bosættere fra Anatolien. Der er tale om indvandrere, som i hvert fald umiddelbart ikke føler sig som cypriotere, selv om det er bemærkelsesværdigt, at en del af dem også deltog i 14. januar-demonstrationen. Samtidig hardelingen også en politisk pris. I forbindelse med optagelsen i EU har Cypern måttet acceptere et forbehold på forsvarsområdet, hvad der naturligvis svækker landets deltagelse i den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Baggrunden er, at EU-landene i denne sag har taget hensyn til Tyrkiets sikkerhedsinteresser. En genforening vil i det hele taget styrke Cyperns selvbestemmelse. Tag f.eks. spørgsmålet om de britiske baser. De er folkeretligt ikke en del af Cypern, men er kontroversielle af politiske årsager, bl.a. fordi de beslaglægger store og attraktive arealer på den græsk-cypriotiske del af øen. For et genforenet Cypern ville det være nemmere at få genforhandlet baseaftalerne. Storbritannien har for nylig tilbudt at overgive halvdelen af baserne til Cypern som led i en fredsløsning. Det gør formentlig også indtryk på Papadopoulos, at Cyperns optagelse i EU ikke er hjemme endnu. Mange af Unionens nuværende medlemslande har haft stærke reservationer, når det gælder et delt Cyperns medlemskab. De lod sig først og fremmest overtale, fordi Grækenland ellers ville have nedlagt veto mod hele udvidelsen. Det kan ikke udelukkes, at et eller flere af Unionens medlemslande på ny vil rejse spørgsmålet om Cyperns medlemskab med udsigten til at optage et land, der er delt midt over af pigtråd, militære vagtposter og en dyb intern konflikt. Også Tyrkiet vil formentlig snart begynde at presse på for en løsning, nu hvor Recep Tayyip Erdogan er blevet valgt til det tyrkiske parlament og derfor har fået mulighed for at tage over som statsminister. Det er bemærkelsesværdigt, at den folkelige manifestation i Nordcypern aldrig ville kunne have fundet sted, hvis ikke dele af det politiske establishment i Tyrkiet havde valgt stiltiende at acceptere den. Mens tidligere tyrkiske regeringer har bakket Nordcypern op, er Erdogan mere optaget af, hvorledes det går med Tyrkiets egne ambitioner om at komme med i EU. Erdogan har opfordret Denktash til at lytte til demonstranterne og har slået til lyd for, at der nås en løsning på konflikten inden 16. april, hvor underskriftceremonien for de nye medlemslande finder sted i Athen. Erdogan er klar over, at når EU i december 2004 skal vurdere, om Tyrkiet lever op til de politiske kriterier for medlemskab, således at der kan indledes egentlige forhandlinger, vil Tyrkiets engagement i en løsning af Cypern-konflikten indgå med betydelig vægt. I regeringskredse i såvel Athen som Nicosia er man fuldt bevidst om denne dynamik og støtter stærkt EU's åbning i forhold til Tyrkiet. I forbindelse med at EU i København i december gav grønt lys til den græske del af Cypern for medlemskab, undgik Grækenland enhver form for triumferen og ydmygelse af Tyrkiet. Med den stærkt pro-europæiske duo - statsminister Costas Simitis og udenrigsminister George Papandreou - ved roret i Athen, er Grækenland blevet en af de varmeste fortalere for Tyrkiets medlemskab af Unionen. Til sin tid vil EU-medlemskab for hele Cypern i sig selv medvirke til at løse mange uløste problemer på øen. En række sager behøver man ikke selv at bokse med, idet de vil blive håndteret på EU-niveau. Spørgsmålet om, hvilken valuta man skal have, giver sig selv - det bliver Euro'en fra 2006. Og de mindretalsgarantier EU-medlemskab indebærer burde også berolige den tyrkiske minoritet. Genforeningen vil blive lettet af, at den tyrkisk-cypriotiske del vil få adgang til betydelige midler fra EU's strukturfonde (mens den græsk-cypriotiske del i løbet af en kortere årrække bliver nettobidragyder). Endvidere vil den vundne sikkerhed i sig selv sætte skub i økonomien, og de meget betydelige forsvarsudgifter vil kunne reduceres. For mange ibeslutningsmiljøet i den græsk-cypriotiske del af øen er forsoningen mellem Frankrig og Tyskland efter Anden Verdenskrig et eksempel til efterfølgelse. Også her var EU (EF) motoren frem mod denne proces. Det er sandt nok, at EU's udenrigspolitik ikke har megen tyngde. Men som eksemplet Cypern viser, er muligheden for at optage interesserede lande som medlemmer - eller ikke at optage dem! - et særdeles stærkt kort at have på hånden. Og hvis det lykkes at få Unionen til at fungere som katalysator for en løsning af Cypern-konflikten, har EU endnu en gang demonstreret sin værdi som den moderne histories mest vellykkede fredsprojekt. Såfremt FN ikke magter at skabe en løsning og endegyldigt må kaste håndklædet i ringen, bør EU efter min opfattelse gå ind og direkte overtage fredsforhandlingerne. Efter den stærkt eksponerede udenrigspolitiske uenighed omkring en Irakkrig vil Unionen i så fald få en enestående chance for at demonstrere sin udenrigspolitiske duelighed. Konsekvenserne af en forhandlingsløsning vil være vidtrækkende for Europa. Akkurat som EU spillede en afgørende rolle for forankringen af levedygtige demokratier efter diktaturerne i Spanien, Portugal og Grækenland, er Unionen i dag en katalysator for en fredsproces, der rækker langt videre end selve Cypern. En fredelig genforening af Cypern vil være et afgørende skridt mod varig afspænding mellem Grækenland og Tyrkiet, og den vil være et vigtigt signal om, at EU ikke er et 'kristent' projekt. Visionen for Europa er et samarbejdende fællesskab af lande, der i sig rummer vidt forskellige kulturelle og religiøse traditioner og opfattelser, men som holder sammen om et sæt af demokratiske værdier, og som repræsenterer et realistisk perspektiv om sociale og økonomiske fremskridt for Unionens medlemmer og for dens samarbejdspartnere. Cypern er endnu en lakmusprøve, der overbevisende kan demonstrere EU som fredsprojekt.