Efter 15 års doven, forkludret og kortsigtet sammenblanding af offentligt og privat kommer nu de filosofiske tømmermænd, skriver dagens kronikør, der er chefredaktør for det politiske magasin Ræson. Hvad er lighedenmellem Arriva, TV 2, Mærsks operahus, metroen, Farum, kulturstøtten, Lomborginstituttet, spindoktorer, råd og nævn? Fra justitsministerens sponsorbetalte festtøj til Nordsøolien er temaet: grænsedragningen mellem den offentlige og den private sektor. Hvad skal staten være - og hvem skal staten være? Al politik handler jo om at besvare det spørgsmål. Alligevel hænger disse års begivenheder sammen, fordi de er børn af 80'erne; nedfaldet fra de sidste to årtiers mentalitetshistorie. Derfor kaster rækken af små og store skandaler et skarpt lys over de politiske principper - eller: manglen på dem - som vil præge dansk politik de næste år. De privatiseringer og udliciteringer, der har fundet sted fra midt-80'erne, er sket med bred tilslutning: Selv venstrefløjen har i dag opgivet sin principielle modstand og koncentrerer sig om at botanisere i skandalerne, når toget løber af sporet - eller rettere slet ikke løber! I en artikel i anledning af 25-året for 'Oprør fra midten' skriver Niels I. Meyer, at »det er lykkedes med ukritisk støtte fra de fleste medier at cementere en myte om, at afviklingen af staten og overgivelsen af udviklingen til det kommercielle marked er det eneste effektive og fornuftige princip« (Berlingske Tidende 7.2.). Meyer efterlyser en demokratisk debat om behovet for yderligere privatiseringer og kritiserer særligt sponsorpengenes korrumperende »forurening« af politik, med USA som skrækeksempel. Meyer har ret i, at der er et voldsomt problemfelt under udvikling, men som (resten af) den ydre venstrefløj stiller han sig næsten stolt uden for (hævet over?) den politiske mainstream. For i dén hersker der en enighed om udviklingen, som måske kan være svær at skelne i den aktuelle debat, hvor linjerne af gode grunde altid drages skarpt. De store forandringer i den offentlige sektor er sket ikke mindst under socialdemokratiske regeringer siden 1993. Man kan nu - når togene alligevel holder stille - tage sig tid til at spørge, hvorfor den udvikling har syntes så nødvendig. I Socialdemokratietog midterpartierne, hos de konservative og SF har man haft fornemmelsen af, at 'udviklingen' gik i retning af privatiseringer (dét, Meyer mener, er en medieskabt illusion). Kunne man i tide 'omdanne' staten ved at opsuge en række begreber fra det private (valgfrihed, fleksibilitet, service), ville staten være lettere at forsvare: Man kunne derfor beholde mere af den, end hvis man havde ladet den køre videre på sporet fra 70'erne. Der er næppe mange - ej heller konservative - politikere, der har ønsket noget så dramatisk som Thatchers revolution i England. Til den type omvæltninger er de danske konservative for - konservative. Men strategien har efterladt et syndigt rod på skillelinjen mellem privat og offentligt. Et ærkeeksempel er TV 2. Det, der på overfladen lignede en ultraliberalisering, kunne lige så vel siges at være en statslig ekspropriering: Med TV 2 har politikerne med hver licenskrone 'købt' sig indflydelse over to reklamekroner. Man skabte en virksomhed med en politisk udpeget ledelse, der statsliggjorde en del af det private annoncemarked. Sådan så det bare ikke ud - fordi annoncerne kommedTV 2 og ikke (hvad der havde været mere logisk) med lokalradio og -tv i de tidlige 80'ere eller med de store kommercielle stationer i 90'erne. Derfor virkede det ikke, som om politikerne tog noget fra nogen. Selv en privatisering vil ikke gøre en ende på markedsforvridningen, hvis stationen bevarer en stærk public service-forpligtelse - måske bliver dens særstatus kun mere tydelig (hvortil kommer problemet med at fastslå indholdet af den forpligtelse). Det er den type rod, der hos de borgerlige politikere udløser trangen til at få afklaring, skilt skidt fra kanel. På venstrefløjen hersker der ikke den samme trang til rene linjer. Men fløjene kan enes om at gøre debatten til et spørgsmål om konkrete resultater først og principper dernæst - for venstrefløjen har foretaget en lang ideologisk rejse siden 1980 (mål blot afstanden fra Meyer til Nyrup). Det store spørgsmål er: Lader tingene sig skille ad? I den oprydning, der forestår efter 15 års halsløs sammenblanding af offentligt og privat, er der grund til at tvivle. Man har udskudt og undervurderet tre opgaver, som kan vise sig umulige at løse: For det førsteproblemet med at skille skidt og kanel: Sammenblanding af offentligt og privat har altid været reglen snarere end undtagelsen - også i Danmark. Som Leif Davidsen for nylig påpegede, er det ikke usædvanligt at have en tv-station, der blander licens- og reklamemidler. Det usædvanlige er at have en rent licensfinansieret station. Så længe staten åd sig federe og federe, var det tydeligt, hvem der vandt i indflydelse over dette grænseland: politikerne. Men når privatiseringsprocessen trækker i alle statens løse trevler, hvor ender magten så? Fordet andetden umulige opgave at lave beregninger uden at kende fakta: Det er sjældent, man har et præcist sammenligningsgrundlag, når man giver udtryk for, at en given offentlig institution burde kunne levere et bedre produkt til en lavere pris. Man må referere til andre produkter eller andre lande - og valget af sammenligningsgrundlag indbefatter selvsagt implicitte valg og fravalg. De største nationale projekter er af gode grunde unika, der kræver helt originale mellemregninger: Man kan ikke bygge en storebæltsbro i laboratoriet, fordi man ikke har den nødvendige information. Øresundsbroen afhænger af noget så valent som graden af regional integration. TV 2's programudbud afhænger af ledelsens forståelse af en public service-definition, som typisk konkretiseres ved referencen til, hvad der er på deandrekanaler lige nu. Med andre ord: Selv kvalitative mål er reelt relative. De principper, som dyrekøbte konsulentfirmaer eller (billigerekøbte) politikere formulerer i situationen, er sjældent særlig meningsfulde. De virker som markeringer i et relativt billede, men når debatten flytter sig, bliver formuleringerne støvsuget for indhold og står tilbage som golde sloganer. Her har politikerne været for parate til at tro, at tallene kan svare, når ordene ikke slår til. Såvel højre- som venstrefløjen har været overraskende tilbøjelig til at reducere diskussionen til spørgsmålet om kroner og øre. For det tredjehar man glemt, at det, der ligner praktisk problemløsning, indeholder filosofiske mellemregninger: Hvordan skal man ellers lægge lokalplaner for paradis? Sagen er jo, at selv den mest kedelige effektivitetsvurdering afhænger altid af, hvad man mener, der er opnåeligt. Magien ved politik er, at samfundet ikke er statisk: Det store filosofiske skel mellem højre og venstre handler mindre om,hvemfolk er, end om, hvordan de erblevetsådan. Hvad enten man taler om sundhed eller tv, handler uenigheden altid mere om effekter end om institutioner: Hvor er potentialet? Hvor stort er det? Hvad risikerer samfundet at opmuntre eller afdæmpe - dovenskab eller initiativ, egoisme eller næstekærlighed? Her må statistikerne pinedød tage den politiske filosofi til hjælp! Alligevel viser debatten om spindoktorer tegn på, at politisk-filosofisk indhold længe er blevet ignoreret til fordel for pragmatisk-praktisk problemknusning. Men hvorfor var det nu, Aristoteles røg ud til fordel for pyramidediagrammerne? Fordi man havdefået utopier nok. I midten af 80'erne grundstødte det socialdemokratiske projekt, som indtil da havde været det eneste (realistiske?) alternativ til det fri marked. Bemærk - ikke ude ivirkeligheden; dér har Danmark som bekendt verdens næststørste offentlige sektor, men som et meningsfyldt og levedygtigt filosofiskideal. Man opgav simpelthen formodningen om, at det politiske arbejde ledte frem mod et samfund, der ikke bare var bedre, men også anderledes. På forbløffende kort tid skilte venstrefløjen sig af med 70'ernes monumentale tro på økonomisk demokrati og storladen planlægning; man ofrede endog hele flyttekassen med idéer om defensivt forsvar, bevidstgørelse, nærdemokrati og borgerløn. Der overlevede kun ekko af økologi og ligestillingskamp. Det er klart, at 70'ernes krise simultant skabe et presserende behov for andre idéer end den Keynesianske autopilot - og at den samtidig invaliderede venstrefløjens forsøg på at levere dem (herunder 'Oprøret fra midten'). Men kan man datere det utopiske grundstød mere præcist? Måske var deten langsomt afledt følgevirkning af Østblokkens stagnation. Gorbatjovs alt andet end spektakulære magtovertagelse i 1985 var netop ikke et tegn på ny vitalitet i Sovjet, men derimod et symptom på styrets senilitet. Han indvarslede enden for den ægte, kødædende, autentiske vildtlevende socialisme. Vestens flirt med glasnost fra 1985-91 skyldtes mere det kontinental-europæiske behov for alternativer til Thatcher-Reagan end Gorbatjovs evner som politisk filosof. Måske var det med Olof Palme, at også den vage nordiske vision om en 'tredje vej' forsvandt. Jo mindre radikal og revolutionær den venstreorienterede retorik er blevet, jo vigtigere er det blevet at få sat et sympatisk 'ansigt' på. Labour, f.eks., skylder sandsynligvis Blairs ordløse ungdommelighed langt flere procent af sine nye sejrsmarginer, end nogen rationel politolog bryder sig om at indrømme. Måske var det dét dødskys, som Francois Mitterrand gav kommunistpartiet. Dem neutraliserede han efter sin megasejr i maj 1981 ved at optage dem i sin regering - samtidig med at han beroligede Reaganadministrationen, og få år før han kastede enhver socialistisk drøm fra sig og lod de arkitektoniske bygningsværker erstatte de politiske. Det var Mitterrand, langt snarere end Blair, Clinton og Giddens, som var gudfar til Nyrups Danmark: fra Øresundsbro (Kanaltunnelen) til Ørestad (La Defense). Metroen kan måske ikke løbe fra TGV, men lysindtagene ligner i det mindste Louvre lidt. Også Socialdemokraternes 2-leds strategi på Europa er kalkeret af efter Mitterrand: 1) EU skal hindre USA og Tyskland i at regere verden. Fordi 1 er umuligt, aktiveres 2): Kulturen klarer arbejdet! Det gamle, spraglede Europa er smukkere end nogensinde - så længe man kun spejler sig selv i prestigebyggeriernes sorte glasfacader, mens man lytter til kakofonien af tungemål i Bruxelles og Strasbourg, Venedig, Cannes og Berlin. Æstetikken erstatter politikken. Det er den voldsomme forandring, venstrefløjen har gennemgået - fra Baader-Meinhof til Blair og fra Mao til metro. Man har spaltet utopien i to - økonomien (hvor man er enig med de borgerlige) og kulturen (hvor man er - nå ja, enig med de borgerlige, plus lidt multikulturalisme for smagens skyld). Og ud med badevandet har man skyllet Marx' egentlige geni - denpolitiskeøkonomi, forståelsen af, at samfundet erdialektiskogsammenhængendeog ikke lader sig opdele i og inddele af vandtætte skotter. Man kan dog i forlængelse af Henning Fonsmark sige, at den utopiske nedsmeltning har været mindst lige så dramatisk på højrefløjen. At Foghs tegnedrenge og regnedrenge præsiderer over et i alt væsentligt socialdemokratisk statsapparat - de kosmetiske og demonstrative besparelser på råd, nævn, kultur og ulandsbistand til trods. Men de politiske banehalvdele er ikke ens: Neoliberalisterne udgiver sig ikke for at være intellektuelle. Det smukkeste ved det frie marked er netop, at det er så dumt som snot: Markedet kræver ingen principper og intet indhold. Det eneste absolutte er den frihed, der lader priserne sætte sig selv - og priserne er den eneste sandhed, fordi de afspejler os alle i ét enkelt tal. Derfor er liberalisternes appetit på utopisk tænkning hurtigt stillet: Verden skal ikke ordnes i det nyttige og det unyttige, kun i det efterspurgte og det forkastede. For venstrefløjen (og for såvel konservative som nationalister) er behovet for detaljerede visioner anderledes stort. Spørger man såvel højre som venstre, hvordan rækken af offentligt-private grænsestridigheder skal afgøres, lyder svaret: Med målebåndet. Man mødes på den golde utilitarismes grund; i enighed om at kagen skal vokse først og skæres bagefter. Men problemet er, at man har sat en lang række institutioner, grupper og enkeltpersoner - på begge sider af det offentligt-private skel - i situationer, hvor de ikke kender deres ansvar, deres privilegier, deres opgaver, og ikke har andre principper end 'fleksibilitet' og 'effektivitet' at lade sig styre af. Derfor står etland, der ofte kaldes en af verdens mest velorganiserede og samvittighedsfulde nationer, pludselig til halsen i problemstillinger, der til forveksling ligner korruption og inkompetence. Derfor er både borgerens og embedsmandens, forbrugerens og udbyderens roller blevet så svære at få til at passe. Derfor har jagten på fleksibilitet efterladt samfundet måske endda mere forvredet og uigennemskueligt end før, rationaliseringerne begyndte. Derfor er den landspolitiske debat tilsyneladende blevet erstattet af legalistisk heksejagt på den ene side og den mest trivielle detailstyring af de mest banale servicefunktioner på den anden. Det sidste er det mest fatale, fordi det trods alt stadig er gennem den politiske debat, at borgerne fastsætter deres forventninger til sig selv og hinanden.