Prøv at vende ansigtet væk fra de dobbelte spejle, tv holder op for os. Sluk for eksempel for tv-serien »Nikolaj og Julie«. Forfatteren Dorthe Nors har fået flimmer. Søndag aften: Vihar sat os i sofaen for at se »Nikolaj og Julie« i fjernsynet. Med jævne mellemrum peger vi ind i skærmen og tilkendegiver, at vi har set noget, vi genkendte et sted derinde. I alt fra smådiskussioner hos rækkehusparret Frank og Karina over Julies ambivalens til Nikolajs mundlammelser er der spejlingsmuligheder. Omtrent 1,5 millioner pegefingre peger på skift: Det spejler. Det er genkendeligt. Og så er der alle mellemobservationerne om, hvor lækker den nye Nissan er, hvor fede bukser Julie går i, og hvor-meget-mon-sådan-en-sofa-egentlig-koster-i-virkeligheden? Det er flot fjernsyn. Det spejler i hvert fald. I løbet af ugen fortsætter snakken mellem venner og kollegaer: Kunne I også se jer selv i det dér fra sidste afsnit? Det kan de andre som regel. De har også en Nikolaj, Julie, Frank eller Karina derhjemme, og hvis ikke dér, så et sted ude i periferien. De ved præcist, hvor stresset der er på arbejdsmarkedet. Hvor hårdt det er at balancere mellem ude og hjemme. For slet ikke at nævne, at det er svært at bevare sin mentale sundhed, når ekskæresten knalder rundt med en modepræst. Det er et dybt undervurderet problem. Modepræster, altså. Snakken går, og den går ikke bare til og fra arbejde. Nej, den opfølges på P3, i B.T., til familiefesten, hos bilforhandleren, ved brunchbordene, i ægtesengen. Og har man ikke fået nok, kan man på seriens hjemmeside teste sig selv og sammenligne sine svar med alle andres svar for at sikre sig, at man ikke er faldet bagud af dansen. Det lyder stort set enstemmigt: »Nikolaj og Julie« er en god serie,fordivi kan se og genkende os selv i den.Men hvorfor erdet godt at blive spejlet i lige netop »Nikolaj og Julie«? Jovist er skuespillerne flotte og dygtige. Ja, de går i smart tøj og har dyre biler. Deres arbejdsliv er trendy, og så bor de i København, oh, du Nordens Paris! Alt i alt er de - i modsætning til de fleste af os andre - rigtig hippe med de hippe. Men hvis vi tager tøjet, bilerne, bungalowerne fra dem, er Nikolaj og Julie med følge en lille porøs venneflok fanget i en fællesneurotisk jagt på det rigtige liv. Narcissismen er udpræget, og det er intimitetsforskrækkelsen også. Fornemmelsen for tidslig enhed er, sammen med så meget andet, gået fløjten. Det går som blind mand i et skydetelt fra øjeblik til øjeblik. Venstre ben ved ikke, hvor højre ben er på vej hen, og de fleste valg fører til en ny række fejlvalg. Jeg indrømmer det: Jeg vil meget nødigt spejles af »Nikolaj og Julie«, og det er ikke, fordi der nu skulle være noget galt i at se sig selv i tv-serier. Det er mere, fordi det ikke er ufarligt at spejle sig i hvem og hvad som helst. Enhver, der harværet en tur i et tivoli-spejlkabinet, ved, hvor meget spejling betyder for selvopfattelsen. Nogle spejle tør vi slet ikke kigge ind i, andre får os til at grine, nogle fylder os med skam og ubehag. Og så er der de spejle, som får os til at se bedre ud, end vi gør i virkeligheden. Det er her, der nogle gange opstår kødannelse. Medmindre man godt ved, at billedet er et gøglebillede. Så gider man ikke stå der ret længe og i hvert fald ikke for at nyde synet. »There´s more to the picture than meets the eye«, lyder et engelsk ordsprog. Man kunne også sige, at der er »mere i billedet, end sansningen bevidstgør«. For i alle billeder, ikke bare dem inde i spejlet, ser vi noget ud over det, som ligger lige for at se og tale om. Ifølge filosoffen og fænomenologen Merleau-Ponty ser vi i perceptionen også det usynlige. Vi ser fejl og mangler, potentialer, intentioner og meget andet, der taler umiddelbart til os i sansningen. Det er, som om der, ud over dét vi direkte kan sætte ord på, er et andet billede, som vi opfatter og lagrer, inden hjernen og sproget når at blande sig. Det lægger sig ned i arkivet over andre lagrede usynligheder, hvorfra det er med til at bestemme vores måde at opfatte os selv og verden på. Når vi ser ind i spejlet »Nikolaj og Julie«, så er det ikke bare genkendelsen af vores privatlivs små og store konflikter, vi får med os. Vi bliver også foræret en bestemt måde at se dem på. Dennemådeligger i seriens andet billede, og i tilfældet »Nikolaj og Julie« er den som en gift, der ryger ned sammen med den medicin, vi blev indbildt, der var ordineret. For det startede naturligvis med en gigantordinering i medierne. Vi fik at vide, at nu kom der en ny serie fra DR TV Drama, der ville skildre hverdagsmennesket og dets problemer på en ægte, men skam også underholdende måde. Det ville gå tæt på. Det ville portrættere intimsfærens konflikter. Der blev talt meget om dramatik, man kunnese sig selv i. Faktisk blev der talt mistænkeligt meget om netop dét. Tim Christensen, trailere og teasere blev spyttet ud over sendefladen. Og i TV-avisen (af alle steder) bedyrede Mygind og Gråbøl, at stoffet også spejledederesprivatliv. Det lovede godt. Substantieltdansktv-drama midt i en overfladisk tid? Vi sitrede af forventning. Men man var ikke mange minutter inde i historien, før noget forstyrrede følelsen af, at dette var oprigtigt ment. Noget gled ind med kameraøjets måde at bevæge sig over menneske og rum på. Vi blev holdt i en nydende og æstetisk distance til alt. Ansigter, kroppe, interiører sås gennem en glittet mur af blødt lys. Ingen skæve vinkler eller rytmebrud. Ting og mennesker tog sig overmåde godt ud. Selv problemerne var delikate. Der var noget, som lugtede af forudgående reklamebureau og intensiv målgruppeanalyse. Alting var skåret, så det lignede og lød som et salgsfremstød for det fede liv. Opel, Nissan og Kildemoescykler blev benævnt og bekørt så ofte, at Radio- og Tv-Nævnets formand måtte råbe vagt i gevær. Det virkede, som om man et sted i Nikolaj og Julies bagland kun havde ét i hovedet: at udvide seerskaren med en sulten gruppethirty somethings, der gerne ville shoppe og pirke lidt i tilværelsens overflade samtidig. Budskabet syntes at være: Det er ikke,atdu har problemer, det ermåden, du har dem på. Det handlede om noget så usubstantielt, som at vi for guds skyld ikke måtte skifte kanal. For at undgå det skulle »Nikolaj og Julie« ramme den dobbelttænkning, som målgruppen er fanget i: på den ene side drømmen om det nære og sammenhængende liv - og på den anden side jagten på den økonomiske og materielle succes. Man kunne have valgt at beskrive, hvor selvophævende denne tænkning er, ved at tørre vaselinen af linsen. Man kunne have indstillet kameraet til at søge indhold frem for form. Men i forhippelsen på at holde alle til patten lod man Bo Bedre-illusionen dampe ud af selve måden, konflikterne skulle skildres på. Det døde oprigtigheden, dybden, ægtheden af. Men folk blev siddende. Ved at spekulere i den - i virkeligheden smertefulde - dobbeltsøgen, bliver spejlingen i »Nikolaj og Julie« en tvetydig affære. Man sidder med en underlig fornemmelse af, at det succesnarkotiske og tingsliggørende livikkeer noget rigtig skidt. Det er noget statusbehæftet og trendy skidt. Hvis det da overhovedet er noget skidt? Og det er også, som om jo mere vi kigger ind i Nikolaj og Julie gennem spindet af formhengivelse for at finde nogen, der ligner mennesket i os selv, jo længere fra det menneske kommer vi. Vi lokkes til at gå ind i selve det spind, der er med til at fastholde os i dobbelttænkningen. Og det er da ikke, fordi det ikke er et flot spind. Det bliver faktisk flottere og flottere. Det er det også nødt til, for som den ene livstidsfange sagde til den anden: »Vi gør sgu en dyd ud af nødvendigheden og kalder vores fængsel Versailles«. Når »Nikolaj og Julie«-designerne ikke problematiserer splittelsen mellem indholdslængsel og formfiksering oppe i lyset, så er det, fordi de godt ved, at hvis der er noget, der kan gøre folk forskrækkede, så er det at få pillet ved den orden, der - neurotisk eller ej - bestemmer vores private såvel som vores fælles verden. Hvem ville ikke blive en smule forskrækket ved at se livsstrategierne miste mening? Især hvis der ikke gives alternativer. Og der gives ikke alternativer i »Nikolaj og Julie«. Kun udbyggelse og vedligeholdelse. Der er noget i »Nikolaj og Julie«, som ufrivilligt minder om Sidney Pollacks film »Jamen, man skyder da heste« (baseret på Horace McCoys roman). Den handler om en 64-dages maratondans i depressionstidens Amerika. De fattige danser dag og nat, uge efter uge, i håbet om at vinde den store gevinst. De dansende er tidens tabere, og de er nemme at udnytte af underholdningsindustrien, fordi deres behov for penge - og mad - er enormt. Mod filmens slutning, da sulten og udmattelsen har gjort det af med det ene par efter det andet, beder hovedpersonen Gloria sin dansepartner om at skyde hende i en slags protest mod dansens meningsløshed: »Jamen, man skyder da heste«, er hendes argument. Filmen viser maratonarrangørens kyniske spekulation i andres lidelse og blotlægger, hvordan udbytningen reducerer mennesket til trækdyr for en idé, et design, en sygdom i tiden. »Nikolaj og Julie«-generationen danser ikke for at få brød på bordet, og dens lidelse hverken lugter eller ser grim ud. Tværtimod. Men den maratondanser, og ikke bare maratondanser den; den dobbeltdanser også. Højre ben tager valsen for det formfuldendte liv. Venstre ben springer for længslen efter det såkaldte ægte liv. Det er ikke nogen særlig yndefuld dans, for det ene ben forsøger hele tiden at spænde ben for det andet. Men vi har ikke lært andre danse, og tilsyneladende danser alle andre også sådan. Hvis der er nogen, der har lyst til at gå fra gulvet, så tøver de. Ingen vil være de første, der går. Ingen vil falde bagud, stå udenfor eller risikere at gå glip af noget. Det er en meningsløs konkurrence. Vi ved udmærket, at den rust- og dirkefrie tilværelse hverken findes i den ene eller den anden version. Men det gør ikke dansen nemmere at udholde. Tværtimod er det visheden om, at gevinsten ikke findes, der gør den så udmarvende. Og når den eksistentielle tomhed med mellemrum slår ind over os, er der ingen hjælp at hente de gængse steder. Der er ingen i kirken, for præsten danser i øjeblikket rundt med en fyr i reklamebranchen. Vennerne danser, og børnene er også godt i gang nede i hjørnet. Og der er da slet ingen hjælp at hente på Danmarks Radio, for TV Drama, Søren Sveistrup og en hob af medforfattere går foxtrot ind og ud af mængden. Public service eller ej; når alle andre danser, så vil DR også. Men hvor skal vi så vende os hen for at blive udfriet af dobbeltsøgningens udmarvende danse macabre? Ja, vi skal ikke løbe til de psykiatriske afdelinger, som var de hyggelige refugier. (Jeg sværger, at jeg hørte Else Kant skrige neeeeej! fra DR´s båndarkiver, da Julie bad om at blive indlagt). Vi skal heller ikke pile hjem til kødgryderne eller ud til den nye Citroën Combustible for at køre ind i solnedgangen. Det ville da i sandhed være at give efter for fællesneurosen og dem, der spekulerer i den. Vi skal først og fremmest vende ansigtet og livet væk fra de dårlige spejle og prøve at stå stille, når underholdningsindustrien hitter på nye måder at få os til at tage endnu en svingom for den store udeblivende gevinst på. Vi har ikke brug for tv-serier, der siger et og gør noget andet. Vi har ikke brug for spejle, der leger med problemerne, mens de udbygger dem i det skjulte. Vi fortjener bedre end at blive typecastede til en søndag aftens livsstilsfikserede spejlinger. Og den store gevinst sidder vi allerede selv inde med. Ifølge de forhåbentlig stadig grundlæggende værdier i vores samfund er vi i kraft af vores menneskelighed fænomenale vidundere hver og én. Vi er ikke krikker. Vi burde ikke have nødig at sætte en pistol til tindingen og bede om udfrielse af tidens tanke. Vi kan zappe, kan vi! Og så ville det ikke skade vores mentale sundhed - hvis vi endnu en søndag alligevel får trang til at pege ind i »Nikolaj og Julie« - i stedet for at bruge pegefingeren at anvende håndens midterste finger. Sådan en lille strunk protest mod stereotypificeringer og forestillingen om, at for at folk gider se fjernsyn, så skal det være epoxybehandlet. Sådan en lille strakt langemand ind i maratonmesterens måde at tænke menneske på. Prøv det. Det giver en dejlig, sprød og god fornemmelse af endnu ikke at være ... hest.