0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat om debatten

Hvad er der galt med indvandrerdebatten herhjemme? Ikke så lidt.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad er der galt med indvandrerdebatten herhjemme? Ikke så lidt, mener kommunikationsforsker ved Københavns Universitet Mie Femø Nielsen.

Der er something rotten i den danske indvandrerdebat. Vi har alle et medansvar: medier, politikere, talsmænd, debattører og alle, der deltager i debatten uden for medierne. Dette indlæg er ikke et indlægiindvandrerdebatten, men om indvandrerdebatten. Ærindet er at invitere til en metadebat om debatten. Og ja, jeg generaliserer for at tydeliggøre følgende seks pointer:

1)
Debatsagen ertil forhandling undervejs. Der er ikke enighed om, hvilken type debatsag indvandrerdebatten er. Man skelner mellem tosidede debatsager (for/imod X) og ensidede debatsager (hvordan løse/prioritere X). Nogle deltagere i indvandrerdebatten taler for/imod 'indvandrere', mens andre vil drøfte hvordan-spørgsmål. En tredje position indtages af dem, der slet ikke ønsker debatten.

I en periode var debatten nærmest nul-sidet, ikke på mediedagsordenen.

Fortalere for debattens eksistens hævder, at den tosidede debat er en reaktion på fortielsen; modstandere af debattens eksistens hævder, at dén sammenhæng ikke er bevist. Vidnesbyrd fra avisredaktører tyder dog på, at skift i censurstrategi er foregået. Hvorom alting er: Selve debatten og dens art er til forhandling.

Efterhånden er debatsagen mest en ensidet debat, hvad forskellige underdebatter vidner om: familiesammenføring, modersmålsundervisning, friskoler, integration, sharia og omskærelse. De forskellige underdebatter er dog meget problemorienterede, hvilket giver ammunition til dem, der ikke ønsker debatsagen givet spalteplads, og giver belæg til dem, der ønsker en tosidet debat. Mere spalteplads betyder gerne ihærdigere boring i flere problemer, ikke udforskning af ressourcer og potentialer.

Fordi debatsagens art er til forhandling, står det ikke klart, hvilken debat man deltager i, når man ytrer sig. Et problematiserende indlæg i en ensidet debatsag kan derfor blive udlagt som et imod-indlæg i en tosidet debatsag. Man risikerer at blive klandret for at være 'imod', hvorfor mange helt holder sig ude af debatten, herunder eksperter og erfarne sagsbehandlere, som ellers ville kunne have kvalificeret den.

2)
Debattørerne matcherikke hinanden. Det kan være de forkerte, der diskuterer med hinanden. Et eksempel: Det er relevant for Sherin Khankan at diskutere sharialovgivning med imamer og med repræsentanter for lande med sharialovgivning, ikke med danske intellektuelle eller Det Radikale Venstre. Når hun gør det sidste, fremstår hun som en fortaler for sharialovgivning og formidler af fænomenet over for udenforstående; men hun ville have fordel af at tage den første diskussion. Imidlertid kan hun ikke selv vælge, fordi der internt i de radikale er et ønske om at diskutere det med hende og få hende til at melde ud om sit standpunkt.

Ønsker hun at blive i partiet, må hun diskutere det, når de beder hende om det. Derved placeres hun i en debat, der i sin struktur er problematisk for hende.

'Indvandrere' gøres til et objekt for debatten, snarere end til et subjekt at drøfte sagen med. Det skyldes bl.a., at journalisternes kildekartoteker trænger til en opdatering. Det skyldes også, at indvandrerorganisationer har været for længe om at professionalisere sig.

De bør tage ved lære af f.eks. Landbrugsrådet, som formår at tale på vegne af et sammensat bagland, der jævnligt har modstridende interesser indbyrdes, og som jævnligt er under beskydning offentligt. Når man besøger dem, er det dog tydeligt, at 'money makes the world go around'.

Man kan kun gisne om, hvordan indvandrerdebatten ville se ud, hvis indvandrerorganisationerne havde lige så mange ansatte som DI og LR.

Visse 'imamer og andre talsmænd for versioner af islam eller muslimske grupperinger' er meget lidt tilbøjelige til at forsvare deres standpunkter. De behandler journalisters opfølgningsspørgsmål som mediernes forsøg på at forvrænge deres standpunkter og tegne et negativt billede af dem. Dette problem forstærkes af, atimami Danmark ikke er en beskyttet titel. Der har derfor været rejst forslag om en imamskole, så standen kunne professionaliseres. Et relevant element i en sådan uddannelse ville være public relations.

Når debatten mest er tosidet, er for-siden defensiv. Der mangler slagkraftige debatsagførere, som ikke bare affærdiger imod-folkenes påstande, men som selv har (positive) for-påstande at føre frem. Det gav derfor genlyd, da nogle erhvervsledere i sommer trådte frem og gav udtryk for, at erhvervslivet har behov for indvandrere. Igen: Flere må på banen i debatten for at gøre den mere kvalificeret.

3)
Debattørerne givesikke lige vilkår. I en debat er der tre grundpositioner: at fremsætte et synspunkt, at angribe modpartens synspunkt og at forsvare et synspunkt. Der er en tendens til, at imod-indvandrere-folk stilles (eller stiller sig) i fremsættelsesposition, at for-indvandrere-folk stilles (eller stiller sig) i oppositionsposition, og at 'indvandrere, der ikke taler for integration', stilles i forsvarsposition. Dermed fremstår imod-folkene som dem, der har initiativet, mens for-folkene er imod, hvad de andre kommer med og ofte også imod,atde kommer med det. 'Indvandrerne' selv fremstår som nogle, der hele tiden skal forsvare sig.

'Fortalere for islam' slipper ofte af sted med ringe argumentation.

Mangen debattør er ved at sige 'islam' eller 'koranen' sluppet for at blive stillet flere spørgsmål.
'Fortalere for islam' slipper indimellem af sted med absurd argumentation. På et tidspunkt forlød det, at hvide pigebander begik voldelige overfald. Det er svært at forestille sig en biskop i den forbindelse sige: 'Sådan står der ikke i Biblen'; 'sådan er kristendommen ikke'. Det er irrelevant, hvad der står i en gammel tekst, der tilsyneladende alligevel ikke danner grundlag for de pågældendes adfærd.

Når det drejer sig om islam og koranen, betragtes det imidlertid som et legitimt argument, fordi:

Folk med 'nærorientalsk' baggrund konstrueres som muslimer før noget andet. Man ville studse over nyhedshistorier som: 'Protestant begår dobbeltmord' eller 'Ateistiske bankrøvere', men tilsvarende historier skrives om muslimer. Dermed gøres religion til årsag, og det bliver relevant at forklare sig i forhold til troen.

Man kan inddrage en uendelighed af kontekster, når man beskriver folk.

Nævnes religiøs baggrund, gøres den relevant. Andre kontekster kunne have været (mere) relevante at inddrage, f.eks. kunne mange historier om 'tredjegenerationsindvandrere' lige så vel være historier om arbejdsløse.

Folk med imod-indvandrer-synspunkter bliver ofte af for-siden irettesat eller bedømt i stedet for at blive argumenteret med. Dermed samarbejder for-siden om den konstruktion, som imod-siden forsøger at lave: at imod-siden italesætter folket (er det tavse flertals undertrykte stemme), mens for-siden repræsenterer Overdanmark (der undertrykker folkets stemme).

Forsiden har store frihedsgrader. Særligt Pia Kjærsgaard er blevet dæmoniseret. Uden at det har skabt furore, er hun f.eks. blevet tegnet som rotte, heks og ekskrement i et toilet.

4)
Grundlaget er ikonflikt og ekspliciteres ikke. Grundlæggende antagelser er i konflikt og tages ikke op til principiel diskussion. F.eks. støder grundantagelsen 'skik følge eller land fly' sammen med grundantagelsen om den enkeltes ytringsfrihed. Men:

Visse grundlæggende antagelser gøres illegitime. F.eks. har mange på ferie i udlandet kunnet læse i deres guidebog, at de bør udvise respekt for den lokale kultur ved ikke at gå med bare skuldre/knæ i kirker/moskeer. I den hjemlige debat må normen imidlertid ikke forfægtes, uden at der peges på respekten for de tilrejsendes ytringsfrihed, fordi:

Der er stor forskel på at være turist i et land og at være indbygger/medborger. Vil man kræve efterfølgelse af 'skik følge eller land fly'-antagelsen, er man fortaler for assimilation. Dette konkurrerer med standpunkter som integration og segregation, men betragtes ikke som legitimt og ligeværdigt i debatten.

Det specificeres ofte ikke, hvadintegrationer. Nogle anvender begrebet synonymt med hel eller delvis assimilation, andre synonymt med en fredelig sameksistens under gensidig tilnærmelse. Men hvis tilflyttere skal tilnærme sig, hvad så til?

De grundlæggende antagelser bør af og til tages op til selvstændig debat.

»Hvad ér så danskhed?«, hed en konference for nylig på Københavns Universitet, men der er brug for flere af den slags initiativer.

I stedet for at diskutere integration kunne man tage en grundlæggende debat om, hvornår man er en god samfundsborger, uanset baggrund. Men:

Majoriteten og dens normer ekspliciteres generelt ikke og står ikke til debat. Dette gøres ikke bedre af, at:

Mange danskere har en forestilling om at være bedre end andre. Denne forestilling er blevet fremholdt for befolkningen fra højeste sted, jævnfør Nyrups hævdelse af Danmark som foregangslandet, der skal foregå det øvrige EU med et godt eksempel.

Befolkningen bliver bedt om at ignorere velkendte lovmæssigheder. Det hævdes f.eks., at antallet er irrelevant. Antallet spiller ofte en rolle.

Inden for organisationsteori opereres f.eks. med at kunne fastholde en organisationskultur ved at ansætte en person ad gangen, mens man kan påvirke kulturen kraftigt ved at ansætte mange på en gang.

5)
Ord og kategorierer problematiske. Mange termer er belastede eller kritisable. Man må ikke sigeindvandrer,fordi der gennem årtier kun er kommet flygtninge og familiesammenførte hertil.Nydanskerduer ikke, for hvad skal der til for at få slettet præfikset ny? Hvornår er man dansk nok? Hvad skal der til for at blive ærke- eller pære-?Araberer kun en underkategori.Muslimgår på religion og er ikke en fællesnævner.Mørkhåretogmørklødetsætter folk i bås ud fra udseende.Asylansøgerdækker en undergruppe. For at være helgarderet skal man tale omtredjegenerations etniske tyrkere uden arbejdeellerførstegenerations etniske somaliere med videregående uddannelse. Det er langt og klodset, og det bliver helt umuligt, hvis man vil tale om flere grupper eller ikke kender den konkrete etnicitet. Eksempelvis journalister savner en mundret term, der er præcis uden at være nedsættende. Men:

En kategori vil altid blive udfyldt med betydning. Nissen flytter med.

Selv om man opfinder en ny term for en gammel, problematisk kategori, så flytter betydningen med. Det gør det heller ikke lettere, at:

Visse befolkningsgrupper ikke må gøres til en kategori, mens andre godt må. Man kan godt tale om højrøstede amerikanere eller seksuelt frisindede skandinaver uden at blive beskyldt for at sætte alle i én bås. Men det er vanskeligt at tale om folk fra området cirka fra Marokko i vest til Pakistan i øst og fra Tyrkiet i nord til Somalia i syd. Der findes ikke et legitimt ord for denne gruppe mennesker, fordi de ikkemågøres til en selvstændig kategori. Det kaldes 'orientalisme' at placere disse millioner af mennesker inden for samme term. Argumenterne er mange: Nogle er analfabeter, andre er intellektuelle; nogle er fundamentalistiske muslimer, andre er ateister; der er mange slags muslimer, og de skal ikke drages til ansvar for hinanden. Fordi:

Visse befolkningsgrupper er mere sårbare over for at blive kategoriseret.

Majoriteten står anderledes end et mindretal. Selve det at tilhøre kategorien stempler den enkelte, uanset dennes adfærd i øvrigt.

Kategoriseringen og benævnelsen af kategorien arbejder i sig selv for en stigmatisering af dem, der er omfattet af kategorien. Det har ikke så meget med selve befolkningsgruppen at gøre som med det forhold, den har til majoriteten. Der er stor forskel på at blive kategoriseret som amerikaner i USA og i Irak.

Fordi der er så meget på spil med kategorier og deres modsætninger, så er disse løbende til forhandling. Der gøres et stort arbejde for ikke at blive placeret på den negative side af en os/dem-dikotomi, da det er bedst at være en del af 'os'. Derfor er det problematisk, at det mest er 'os', der italesætter 'indvandrerne'. Så er 'de' ikke med til at forhandle om, hvad der tæller som 'os', og hvad kriterierne er for at blive regnet med.

6)
Emnevalg og stiler uhensigtsmæssig. Debattørerne taler ofte om hver sit delaspekt af sagen. A vil helst tale om hårdtarbejdende grønthandlere og arbejdsløse ingeniører, B om kontanthjælpsmodtagere. Når B derfor vil problematisere X, hævder A, at Y ikke er et problem og skælder B ud for altid at være på nakken af Y.

Visse grupper med imod-indvandrer-synspunkter har anvendt metaforik og billedsymbolik, der minder om nazismens i 1930'erne og vækker derved stærke følelser, fordi de kobler deres retorik op på en antisemitisk og racistisk position.

Visse folk med imod-indvandrer-synspunkter har udtalt sig på en måde i debatten, der tyder på, at de ikke regner indvandrere for rigtige mennesker. Det gælder f.eks. udtalelser om, hvordan de bare skulle flyves hjem og smides ud med faldskærm. Derved gør de debatten til en tosidet debat, men ikke bare en debat for/imod indvandrere, men for/imod indvandrerdebat. Dermed er ringen sluttet.

Løsningen på disseprincipielle problemer må være, at: a) journalister stiller flere opfølgningsspørgsmål, opdaterer kildekartotekerne og fordeler rollerne mindre stereotypt i nyhedshistorierne; b) redaktører reflekterer mere over, hvem der skal debattere hvad og hvordan; c) debattører og journalister bruger kategorier, der tager udgangspunkt i handlinger/adfærd i stedet for i eventuel etnisk/religiøs baggrund; d) indvandrertalsmænd professionaliserer sig; e) læsere/seere og debattører bliver mere bevidste om debatsagers udviklingsforløb; samt f) vi får en metadebat om debatten og dens grundantagelser. Måtte dette indlæg bidrage til det sidste.