Et flertal af borgere i ind- og udland er imod, at USA går i krig med Irak. Men befolkninger har næsten altid været imod krig. Også da fjenden hed Hitler, og det var de amerikanske vælgere, der blev spurgt. Kronikøren er lektor ved Handelshøjskolen. USA'S TRUSSEL OM at gå i krig med Irak fik forleden millioner af mennesker til at gå på gaden for at protestere mod USA's regering og især mod præsident Bush. Også herhjemme mødte mange tusinde op foran Christiansborg for at give udtryk for deres modstand mod udsigten til krig. Ifølge meningsmålinger er et klart flertal på 75-80 procent af befolkningen i de fleste vestlige demokratier (bortset fra USA) lodret imod en krig mod Irak. Selv i England er et markant flertal imod den krig, som Tony Blair mener, landets militær om nødvendigt bør deltage i. Der kan næppe herske tvivl om, at de europæiske regeringschefer for tiden følger vælgeropinionen i deres respektive lande med en blanding af nervøs interesse og dyb bekymring. Især de politiske ledere, der offentligt har udtrykt forståelse for USA's position, må antages at være dybt bekymrede overbefolkningens manglende opbakning i denne kritiske sag. Når de ledende politikere i disse uger nervøst skeler til meningsmålinger, er årsagen ganske enkelt den, at de i et spørgsmål om krig og fred meget nødigt vil træffe beslutninger, som et flertal i befolkningen er imod. Principielt set bør demokratisk valgte ledere i et folkestyre slet ikke gå i krig uden et klart folkeligt mandat. En sag om krig og fred er, mener mange, alt for vigtig til at blive overladt til politikerne (endsige til generalerne). Kun hvis et flertal i befolkningen billiger en krig her og nu, bør den kunne finde sted. Umiddelbart virker et sådant synspunkt overordentlig sympatisk og vidner tillige om en myndig befolkning og om et bæredygtigt demokrati. Der er bare ét men, til gengæld et ganske alvorligt men: Hvis argumentet, at en regering kun bør kunne føre krig, hvis den har befolkningen bag sig, var blevet fulgt, ja så ville verden af i dag, inklusive den del vi lever i, formentlig have set ganske anderledes ud. Og nok ikke på en måde, som vi ville bryde os om! Lad os skrue tiden tilbage til foråret 1940. PÅ DET TIDSPUNKT havde Hitler udrettet følgende (vi koncentrerer os om det væsentligste): - Suspenderet Weimarrepublikkens forfatning (afskaffet det repræsentative demokrati) og erstattet det med et benhårdt ensrettet diktatur - Oprettet koncentrationslejre - Iværksat 'Rigskrystalnatten' (starten på jødeudryddelserne) - Ensidigt meldt Tyskland ud af Folkeforbundet (datidens FN) - Besat Rhinlandet (fransk protektorat efter Første Verdenskrig) - Tvangsindlemmet Østrig - Besat Tjekkoslovakiet - Angrebet og besat Polen - Besat Danmark - Foretaget et uprovokeret angreb på Norge - Truet Frankrig, Holland og Belgien (der alle blev angrebet kort tid senere) De ovenfor anførte ugerninger var på ingen måde foregået i stilhed. De havde præget overskrifterne i de vestlige landes aviser gang på gang. Nazisternes regime var genstand for udbredt foragt i de demokratiske landes offentlighed, og der var iværksat en omfattende handelsmæssig boykot af Tyskland. Hitler havde i perioden 1936-40 talrige gange levet op til sit ry som en djævelsk farlig psykopat. Han er formentlig den mest utroværdige statsleder, som diplomatiets historie nogensinde har oplevet. Hans erklæringer og udtalelser var en blanding af åbenlyse trusler, højhellige løfter, lumske forsikringer og perfide løgne. For fuldstændighedens skyld kan tilføjes, at Hitler havde underskre vet ikkeangrebspagter med mange af de lande, som han siden hen overfaldt uden varsel (herunder Polen og Danmark). Alt dette er der så at sige ikke noget nyt i. Og hvad har det med den aktuelle Irakkrise og Saddam Hussein at gøre? En hel del, når man ser på den historiske parallel: I FORÅRET 1940 havde Hitler i den vestlige opinion, ikke mindst i den offentlige mening, et ry og rygte, der til sammenligning får dagens Saddam til at ligne en artig søndagsskoleelev. Efter overfaldet på Polen erklærede England og Frankrig som bekendt Tyskland krig. Der er ingen tvivl om, at flertallet af amerikanerne følte afsky for Hitler og alt, hvad han stod for. Vælgerne havde gennemskuet ham: En Gallupundersøgelse fra oktober 1938 (et år før krigens start) spurgte, om man stolede på Hitler, når denne sagde, at han ikke havde til hensigt at angribe nye lande. 92 procent svarede nej. Da krigen var begyndt, i starten af 1940, spurgte Gallup, hvem amerikanerne håbede, ville vinde krigen. 85 procent svarede England og Frankrig, medens kun 1 procent så frem til en nazistisk sejr. Skulle man på denne baggrund ikke forvente, at en bred amerikansk offentlighed ville billige en amerikansk indtræden i krigen til støtte for England og Frankrig? I perioden op til og under krigen spurgte Gallupinstituttet løbende de amerikanske vælgere om deres holdning til krigen og til en eventuel amerikansk krigsdeltagelse. Et af de spørgsmål, der blev stillet, lød: 'Burde vi erklære krig og sende vores hær og flåde til udlandet for at kæmpe mod Tyskland?' ('Should we declare war and send our Army and Navy abroad to fight against Germany?'). Første gang spørgsmålet blev stillet, var i dagene omkring Anden Verdenskrigs udbrud (september 1939). Her svarede 16 procent ja, medens et anseligt flertal på 84 procent svarede nej. Da det så på enslydende vis blev gentaget i april 1940 (altså i dagene op til/efter Danmarks besættelse), var antallet af jasigere, altså vælgere, der gik ind for krigsdeltagelse, skrumpet til bare 4 procent (96 procent svarede nej). Stik modsat af hvad man kunne forvente, var et overvældende flertal af amerikanerne lodret imod, at landet indtrådte i krigen. Forskellene på antallet af krigstilhængere og -modstandere er så markante, at de ligger milevidt fra den statistiske usikkerhed. Medens de amerikanske vælgere på den ene side klart sympatiserede med England og Frankrigs sag, var kun godt en ud af tyve indstillet på at sende amerikanske soldater af sted i krig. For at undersøge, om holdningen hos de amerikanske vælgere kunne flyttes, stillede Gallup et uddybende spørgsmål: 'Såfremt det bliver klart, at Tyskland vil besejre England og Frankrig, bør USA så erklære Tyskland krig og sende vores hær til Europa for at kæmpe?' ('If it appears that Germany is defeating England and France, should the United States declare war on Germany and send our Army to Europe to fight?'). I september 1939 svarede 44 procent ja (56 procent nej), medens fordelingen i februar 1940 var 23 procent ja og 77 procent nej. - Med andre ord: Selv i tilfælde af, at England og Frankrig stod foran at blive rendt over ende af Tyskland, var flertallet af amerikanerne imod, at landet gik ind i krigen. Man kan faktisk sige, at jo mere krigsliderligt Hitlertyskland blev, desto mere pacifistisk indstillet blev den amerikanske vælgerbefolkning! Ifølge nogle amerikanske historikere ville majoriteten af de amerikanske vælgere i 1940 have modsat sig, at USA deltog i krigen, selv i tilfælde af, at Hitler erklærede USA krig! Det, som vendte den amerikanske opinion, var det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 (altså et angreb på amerikansk territorium). Få dage efter erklærede Hitler og Mussolini amerikanerne krig, og præsident Roosevelts problemer med de amerikanske vælgeres modvilje mod krig var løst. Resten er historie. Men hvad ville være sket, såfremt: 1) Japanerne ikke havde angrebet Pearl Harbor, og 2) Den amerikanske præsident havde ladet sine beslutninger styre af vælgerflertallets holdning? Ifølge den viden, som vi ligger inde med i form af samtidige meningsmålinger, tyder alt på, at USA ikke ville være indtrådt i krigen. Hvad ville i så fald være sket? Det kan vi kun gisne om, idet det hører til inden for de såkaldte kontrahistorikeres område (historikere, der beskæftiger sig med, hvad der mon ville være sket, hvis og såfremt skæbnesvangre hændelser i historien var forløbet anderledes). ET BUD PÅ en mulig udvikling gives i Richard Harris' filmatiserede roman 'Fatherland', hvori Hitler får fat i atombomben før vestmagterne, som derefter tvinges til at indgå en ydmygende fred med Nazityskland. Et andet og måske mere sandsynligt gæt kunne være, at amerikanernes deltagelse i krigen enten helt var udeblevet eller var kommet så sent, at hele Kontinentaleuropa (inklusive Danmark) var blevet 'befriet' af Stalins Røde Hær. Et andet eksempel til belysning af de geopolitiske konsekvenser af vælgernes holdning til krig nødvendiggør, at vi springer et lille halvt århundrede frem i tid: I august 1990 besatte irakiske styrker som bekendt Kuwait. På foranledning af USA begyndte man straks efter i FN at diskutere, om og hvordan Kuwait skulle befries. Samtidig begyndte den danske offentlighed at interessere sig for en eventuel dansk deltagelse, i første omgang i form af flådestyrker (udgangen blev, som det erindres, at korvetten 'Olfert Fischer' blev sendt af sted). I de opinionsmålinger, der dengang blev foretaget herhjemme, spurgtes ikke direkte, om en dansk krigsdeltagelse kun burde ske med FN's billigelse, eller om den også burde kunne foregå uden FN's accept. Denne spørgemåde er først kommet på mode siden hen (spørgsmålene dengang gik mere på, om der burde indføres en blokade af Irak, om faren for at Israel blev inddraget, om den danske indsats var passende osv.). Der blev dog stillet ét spørgsmål, der med lidt god vilje kan tolkes som holdningen til 'FN-sporet'. Få dage efter Iraks besættelse af Kuwait (august 1990) stillede Gallup nemlig følgende spørgsmål til de danske vælgere: 'Under hvilke omstændigheder bør Danmark sende flådefartøjer af sted til Mellemøsten?'. Her satte 10 procent kryds ud for svarmuligheden 'På eget initiativ', 63 procent svarede 'På opfordring fra FN', og 11 procent svarede 'Under ingen omstændigheder' (16 procent svarede 'Ved ikke'). Kun et fåtal støttede altså en dansk deltagelse i krigen mod Saddam uden om FN, hvorimod det overvejende vælgerflertal vurderede, at dansk deltagelse forudsatte FN's accept, altså at krigsaktionerne blev støttet af FN's Sikkerhedsråd. I 1990 forløb sagen helt efter bogen. FN vedtog en resolution (678), som satte en dato (15. januar) for Iraks rømning af Kuwait. Og 'Olfert Fischer' patruljerede under krigen i Golfen. MEN LAD OS et øjeblik gøre følgende tankeeksperiment, der bygger på tre præmisser: 1. Kina, der afholdt sig fra at stemme i 1990, havde stemt imod og gjort brug af sin vetoret. Det var noget, som man i ugerne forud for afstemningen bestemt ikke kunne udelukke. 2. Den amerikanske præsident ville lade sin beslutning om at gå i krig afhænge af holdningen blandt flertallet af befolkningen (som udtrykt gennem en meningsmåling jævnfør foroven). 3. Den befolkning, som præsidenten skulle rette sig efter, var den danske befolkning. Der ville i så fald (jævnfør punkt 1) ikke foreligge et gyldigt FN-mandat. Da befolkningsflertallet (jævnfør punkt 3) er imod en krig uden et sådant mandat, og da præsidenten ikke kan gå i krig uden at have et befolkningsflertal i ryggen (jævnfør punkt 2) - da følger, at der ikke ville være blevet indledt krigshandlinger mod Irak. Konsekvens: Irak ville 'ustraffet' kunne have holdt Kuwait besat og indlemmet den som sin 17. provins. FN ville givetvis have vedtaget alskens verbale fordømmelser af Irak og indledt en omfattende økonomisk boykot af landet (det har man jo i øvrigt gjort siden hen alligevel, da Irak ikke har levet op til FN's forskellige resolutioner i tiden efter Golfkrigen). Om effektiviteten af en sådan FN-boykot kan man jo så have sine tvivl. Der ville nok ikke have eksisteret en 'no fly'-zone, og våbeninspektørerne ville næppe nogensinde have fået lov til at sætte deres fod i Irak, måske bortset fra som led i Saddams propagandakampagner. MED UDGANGSPUNKT i de ovenfor anførte betragtninger mener jeg, at de mennesker, der for tiden raser imod den amerikansk-engelske militære oprustning, har et påtrængende forklaringsproblem, affødt af et verdensbillede, der er såvel historieløst som forenklet. I bekymrende omfang!