Fortryder man på Cambridge University Press, at Bjørn Lomborgs bog om 'Verdens sande tilstand' blev udgivet? Læs, hvad redaktør Chris Harrison, der har ansvar for forlagets samfundsvidenskabelige udgivelser, mener. Hyldet som »en triumf« af The Economist og hilst som »en velkommen kætter« af New Scientist, men stemplet som »en fiasko« af Scientific America. Få bøger har i de seneste år fremprovokeret så vidt forskellige reaktioner som Bjørn Lomborgs 'The Skeptical Environmentalist' (TSE). Nogle kritikere har endda antydet, at Cambridge University Press - som udgav bogen - burde trække den tilbage, eftersom de ikke er overbevist om, at bogen før udgivelsen var gennem den sædvanlige videnskabelige kontrolproces, hvor uafhængige forskere giver deres vurdering af bogens indhold, og fordi disse kritikere frygtede, at den ville blive misbrugt af politikere. Cambridge University Press har reageret på disse argumenter ved at anerkende det kontroversielle i TSE's argumentation og samtidig understrege, at eftersom den i lighed med forlagets andre bøger er blevet vurderet af andre forskere, ville det være helt forkert at opgive en forfatter, som lever op til de krav, som vort system med videnskabelig kontrol stiller. Da vi havde imødekommet kritikken vedrørende den manglende kontrol eftertrykkeligt, blev vi forbløffede over at se de samme beskyldninger blive fremsat igen både i Scientific American og i Time Magazine. Begge blev citeret i Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredeligheds (UVVU) kendelse. Som alle andre universitetsforlag lægger vi stor vægt på, atalleværker kontrollæses af andre forskere inden udgivelse. Det er blevet en del af den anti-lomborgske myte, at lige netop denne bog undgik Cambridges sædvanlige videnskabelige kontrol. Det er en beskyldning, som er blevet gentaget i mange af de offentlige og private angreb på vort forlag, og den er helt og aldeles grundløs. 'The Skeptical Environmentalist' ville netop aldrig være blevet udgivet af Cambridge, havde det ikke været for den videnskabelige kontrol. Af de fire eksperter, som læste manuskriptet for Cambridge, blev tre valgt fra den liste af eksperter, som mine kolleger gør brug af i deres udgivelsesprogram for miljøforskning. Den ene var klimaforsker, den anden var specialist i biodiversitet og bæredygtig udvikling, mens den tredje var økonom med speciale i klimaforandringers økonomiske omkostninger. Alle tre er fra anerkendte institutter for miljøforskning i USA og Storbritannien, og alle har politiske interesser ud over deres videnskabelige virke. Jeg forventede, at eksperternes udtalelser ville være blandede, og jeg var indstillet på, at det mest sandsynlige ville være, at vi besluttede os for ikke at udgive bogen. Men til min overraskelse anbefaledeallefire en udgivelse. De havde selvfølgelig alle sammen forslag til forbedringer. Vi insisterede således på at ændre den originale danske titel, 'Verdens sande tilstand', til 'The Skeptical Environmentalist'. I den henseende var der intet, der adskilte sig fra en hvilken som helst anden udgivelsesprocedure for en bog fra Cambridge. Eftersom de fire positive forskervurderinger er skrevet af forskere, som både vores naturvidenskabelige og vores samfundsvidenskabelige redaktioner nærer stor tillid til, må det interessante spørgsmål med hensyn til TSE være, på hvilket grundlag kritikerne mener, at bogen burde være blevet afvist? Men det stodfra begyndelsen klart, at bogen var anderledes i andre henseender, og at den havde potentiale til at sælge mere og udløse større postyr i medierne end så mange andre og mere specialiserede bøger i vores katalog. Alle som én havde redaktørerne på Danmarks tre førende dagblade forsynet Lomborg med omtale i en sådan grad, at den danske udgave af bogen har forbedret kvaliteten af den danske miljødebat i nævneværdig grad. Det imponerede mig, da jeg vil mene, at Danmark med sit høje uddannelsesniveau og sine borgere, somnormaltudviser tolerance og åbenhed, muligvis er det tætteste, den moderne verden kommer på det klassiske ideal om det civile samfund. Vi var selvfølgelig klar over, at bogen var kontroversiel og sandsynligvis ville rejse debat. Under redigeringen af bogen diskuterede Bjørn og jeg den en hel del. Som redaktør var det, jeg allerbedst kunne lide ved den, at den aftvang en reaktion fra læseren. BBC's miljøredaktør formulerede det ganske fint i slutningen af sin anmeldelse, da han skrev: »Læs bogen. På hver side finder man noget, man er enig med, og noget, der får én til at fare i flint. Man får virkelig noget for sine penge«. Af markedsføringsårsager har vi klassificeret bogen som en 'fagbog', det vil sige en bog med et mere generelt markedspotentiale end størstedelen af de akademiske udgivelser i vores katalog. Vi mente, at bogen indeholdt et meget positivt og progressivt budskab om at bekæmpe fattigdommen samt et ønske om et mere retfærdigt globalt handelssystem og en stigning i udviklingsbistanden. Derfor rettede vores markedsføring sig mod den liberale presse i mindst lige så høj grad som mod den konservative presse. Vi var naturligvis begejstrede over den massive omtale, vi fik i dagbladene; fra The Guardian og New York Times til The Economist, da det syntes at bekræfte os i vores redaktionelle afgørelse; at bogen gik på tværs af de gængse ideologiske skel og derfor udgjorde et interessant - måske provokerende - indlæg i en debat, der havde stor indflydelse på regeringspolitikken, både i den udviklede og den underudviklede del af verden. Den korte gennemgang af den redaktionelle beslutningsproces og markedsføringsstrategi bag udgivelsen viser, at TSE ikke blev behandlet anderledes end en hvilken som helst anden bog fra Cambridge. Når nu TSEbestod den videnskabelige kontrol, kunne der så tænkes at være andre overvejelser, der kunne give en redaktør stof til eftertanke og føre til, at en udgivelse ikke er tilrådelig? Det er der sandelig mange af Lomborgs modstandere, der åbenbart mener, og et af de hyppigst fremsatte argumenter mod bogen lyder, at den spiller efter en bestemt politisk dagsorden, og at den kan blive misbrugt af kapitaltunge selskaber og politiske interesser. Den danske institution UVVU fandt det endda relevant at nævne bogens popularitet i USA. Jeg har forståelse for dette argument, eftersom det formentlig er sandt. Der findes virkelig mennesker, som vil misbruge den og fordreje dens argumenter, så de passer til deres politiske hensigter. Det er en del af livet. Sidste år blev en artikel om genmodificerede afgrøder i tidsskriftet Nature brugt på samme facon og misbrugt af politiske interessegrupper. Jeg vil hævde, at det ville være temmelig utilstedeligt, hvis redaktører på forlag som Cambridge forsøgte at forudsige, hvad deres udgivelser ville blive brugt til. Det ville svare til at udøve en slags censur, som ville forvandle et pluralistisk, uafhængigt forlag til en politisk gruppes forlængede forlæggerarm. Jeg tror næppe, at der er mange akademikere, der ville blive særlig begejstrede for omdannelsen af for eksempel Oxford University Press og Cambridge University Press til politiske organer med bestemt ideologi. På omtrentsamme tid, som UVVU var dybt engageret i sine drøftelser af TSE, verserede en hidsig debat om videnskabelig redelighed i USA. I september 2000 udgav historikeren Michael Bellesiles fra Emory-universitetet 'Arming America'. Bogens nye tese om at antallet af skydevåben var meget lavere i det prærevolutionære Amerika end hidtil antaget blev mødt med stor begejstring hos anmelderne. Bogen vandt flere priser og fik strålende anmeldelser i både videnskabelige og populære tidsskrifter. Med sit selvsikre angreb på den nuværende 'våbenkultur' i USA er det ikke overraskende, at den magtfulde National Rifle Association (NRA) var fjendtlig indstillet over for bogens budskab. Det var dog ikke NRA, der var mest ophidset over bogen. Andre historikere var bekymret over de metoder, Bellesiles havde anvendt under indsamlingen af data om antallet af våben og var meget overraskede over, at Bellesiles kunne citere tal fra arkivoptegnelser fra San Francisco - papirer, de fleste troede, var blevet ødelagt under jordskælvet i byen i 1906. Emory University undersøgte baggrunden for anklager om uredelighed og akademisk bedrageri og konkluderede, at Bellesiles var skyldig i begge dele. Sidst i år 2002 fratrådte Bellesiles sin stilling på Emory. I lyset af, at nogen har fundet det nødvendigt at anklage Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed, er det værd at stoppe op og reflektere over forskellen på fremgangsmåden hos Emorys bestyrelse og Bellesiles' kritikere og Lomborgs kritikere. Man kan ikke undgå at lægge mærke til forskellen mellem den velovervejede, beherskede og forsigtige måde, man behandlede den mest åbenlyse form for akademisk uredelighed på i Bellesiles-sagen og den meget flygtige og dømmende facon, Lomborgs kritikere antog, over for det der i værste fald er en subjektiv fremstilling af andre forskeres resultater og i bedste fald et provokerende, men imponerende vidtrækkende og omhyggeligt dokumenteret overblik over miljødebattens nuværende tilstand. En stor del af den omhyggelige granskning af Bellesiles' data blev udført af juraprofessor ved Northwestern University, James Lindgren. Universitetet er kendt i offentligheden for at gå ind for øget våbenkontrol og kunne måske derfor forventes at støtte Bellesiles' synspunkter. Lindgren mener, at der er påfaldende forskelle mellem Bellesiles' og Lomborgs sager:»Hvis Michael Bellesiles kun havde gjort de ting, som Bjørn Lomborg beskyldes for, ville man aldrig have undersøgt hans bog, for de forskelle falder inden for den normale margin i en videnskabelig debat. Man skal huske på, at selvom der var masser af beviser, der pegede på, at Bellesiles' kilder var opdigtede, er der ikke en eneste af hans kritikere, der er kommet med etiske beskyldninger mod ham. Selvom de havde gjort det, ville Bellesiles aldrig være blevet kendt skyldig i videnskabelig uredelighed, hvis han havde svaret på kritikken på den åbenhjertige og detaljerede måde, som Bjørn Lomborg svarede på«. Over hele verdenbryster forlagsbranchen sig af sin uafhængighed og sin villighed til at viderebringe en bred vifte af synspunkter. Mange mennesker mener, at eksistensen af en sådan mangfoldighed af perspektiver er en betingelse for et aktivt demokrati. En af USA's førende progressive politiske og juridiske tænkere, Cass Sunstein fra University of Chicago, har advaret om, hvor farligt det er for et samfund, når folk vælger kun at lytte til de stemmer, de er enige med. Han påviser, hvordan det fører til en 'ekkorum-effekt', der indebærer, at personer i en gruppe, som henvender sig til andre ligesindede personer for at indsamle informationer, ender med at indtage holdninger, der er mere ekstreme end de holdninger, de havde til at begynde med. Noget af den hårdeste kritik af 'The Skeptical Enviromentalist' lader til at være meget typiske eksempler på 'ekkorum-effekten'. Sunstein anfører desuden, at 'formidlere af viden af offentlig interesse' har et ansvar for, at publikum får adgang til en lang række forskellige synspunkter og politiske alternativer, også dem, de ikke selv ville have udvalgt på forhånd. Det er svært at forestille sig et andet område i det 21. århundrede, hvor der er et større behov for en åben debat end på miljøområdet. På universiteterne har miljøet en fremtrædende plads i læseplanerne på både de humanistiske og naturvidenskabelige fag, og det er ét af de mest dominerende emner i moderne politik. Interesseniveauet taget i betragtning er det måske særlig nødvendigt, at universiteter og forlag fører an i så omfattende og åben en debat som muligt. Det forbløffende antal invitationer til debat af hans synspunkter, som Lomborg har modtaget efter udgivelsen af bogen, bekræfter mig i, at det akademiske miljø generelt deler den opfattelse, at bogen er et fuldt ud gyldigt bidrag til en vigtig offentlig debat. Bogen blev udsendt ved en offentlig debat, som The Royal Institution var vært for. Lomborg skulle have debatteret bogens indhold med redaktøren på et førende miljøtidsskrift, men modstanderen trak sig i sidste øjeblik. Ikke desto mindre deltog flere hundrede forskere, aktivister og lægmænd i en livlig diskussion. Kort efter sponsorerede Storbritanniens største fond for miljøforskning, Natural Environment Research Council, en netdebat om miljøet og inviterede Lomborg til at fremføre sine indvendinger mod Kyoto-aftalen, selvom fonden ikke deler hans synspunkter. Siden da harLomborg modtaget invitationer fra blandt andre: The Brookings Institute Center for Regulatory Studies and the American Enterprise Institute (to gange), the Lamont Doherty Earth Observatory Columbia University; Yale University Global Institute for Sustainable Forestry og dette instituts Globalization Center, Oxford University, Environmental Change Institute; London School of Economics; St. Andrews University, Stockholms Universitet, Rockefeller Foundation, UCLA, Hoover Institution, Stanford University, McGill University, University of Virginia, National Intelligence Council, University of Minnesota, University of Chicago, Universitetet i Bonn, Calouste Gulbenkian-fonden i Portugal og Claremont McKenna College. Han er blevet inviteret til at tale ved en særlig rundbordssamtale af miljøeksperter fra OECD og har deltaget i en offentlig debat med ledere af ngo-miljøorganisationer om Handel og Miljø, afholdt i WTO-regi (Verdenshandelsorganisationen) i Genève. I sommeren 2002 var han stipendiat ved MIT (Massachusetts Institute of Technology). Både New York Times og British Medical Journal har rekvireret artikler fra ham. Bogen bruges også i undervisning. Den anvendes for eksempel som et vigtigt case study ved et kursus om 'Politik, videnskab og miljø' ved University of Colorado, Boulder, en af verdens ledende centre for miljøforskning. Her opfordres de studerende til at foretage en kritisk bedømmelse og sammenligning af TSE og en række andre tekster og redegøre for bøgernes forskellige data og for, hvordan disse forskelle kan føre til så forskellige konklusioner. Den ansvarlige for dette kursus har fortalt mig, at de studerende opdager, at forskellene i de fleste tilfælde kan forklares ud fra de tal, der ligger til grund for undersøgelserne, snarere end uoverensstemmende videnskabelige metoder. Der er kortsagt en overvældende interesse for bogen, både blandt et bredere publikum og i det akademiske samfund. Cambridges hjemmeside for bogen, der har links til UVVU's kendelse og andre interessante artikler, opfordrer til fortsat debat. Bjørn Lomborgs egen hjemmeside, med detaljeret svar på kritikken, blev af New Scientists anmeldelse af videnskabelige hjemmesider bedømt med ordene »uden tvivl ( ... ) en af internettets ti vigtigste miljøhjemmesider«. Når det kommer til stykket, er den vigtigste bedømmelse af et offentliggjort værk den debat, det afføder i offentligheden. Dette synspunkt er for nylig blevet forsvaret i en række uafhængige sager af udgiverne af Nature og Science, verdens to mest respekterede videnskabelige tidsskrifter. Lad os vende tilbage til det spørgsmål, Lomborgs kritikere rejser, nemlig om det ville være relevant, at Cambridge trak bogen ud af sit katalog. Jeg er ikke i tvivl om, at et sådant initiativ ville være første skridt ud på en glidebane, der kun kan føre til mere politiserede videnskabelige udgivelser på miljøområdet. Dette ville være et alvorligt anslag, ikke alene mod den almindelige udveksling af synspunkter, men mod selve ytringsfriheden, som vi i det lange løb alle nyder godt af. Denne artikel bygger på et indlæg under et symposium om 'Videnskabens politisering' ved en konference afholdt af'American Association for Advancement of Science, 16. februar. Oversættelse: Dorte Langberg og Nina Skyum-Nielsen