Massekulturen tilbyder for få fortællinger om kvindelige professorer og præsidenter. Vi er nærmest gået tilbage i den kønspolitiske udvikling, skriver to forskere fra Center for Ligestillingsforskning her på Kvindernes Internationale Kampdag. 'Estonian Brand -Kaja Wunder' lyder overskriften på hovedhistorien i det informationsmagasin, alle turister får stukket i hånden, når de lander i Tallinn Lufthavn dette vinterhalvår. Estiske Kaja Wunder er skøn at skue, faktisk så skøn at hun lever af det. Med stolthed beretter artiklen, at Kaja har prydet forsiden på herremagasiner som Loaded og Maxim og som den første estiske fotomodel vundet anerkendelse i Vesten. Artiklens mange foto viser, hvad Kaja dur til, blandt andet agerer hun afklædt og stikmoden prom-queen i dalmatinerprikket push-up-bh. Et udfordrende smil inviterer læseren til 'samtale', mens hun åndsfraværende klapper en stor køter, der passende matcher bh'ens mønster. Kaja Wunder er ikke bare »et godt varemærke« bedyrer artiklen, hun er »en perfekt repræsentant for Estland«. Det lyder som en succeshistorie. Og guderne skal vide, at det har været magasinets lysvågne intention, men ved siden af uligeløn og mangel på samfundsmæssig magt og indflydelse, er der ikke desto mindre tale om en af nutidens største ligestillingsmæssige udfordringer. En udfordring, ikke kun for det estiske samfund, men for langt størstedelen af den vestlige verden. Den objektgjorte, seksualiserede 'babe' har ikke bare fået en massekulturel revival af dimensioner. 'Babe-figuren' gestaltes ydermere som ideal for kvindeligheden, hvilket flytter den ud af karlekammerfimsen og så eftertrykkeligt ind i legitimitetens rækker, at den kan cirkuleres til turister som eksempel på 'det bedste et land har at byde på'. - Det er ikke bare cool at være forsidebabe, det er den lige vej til succes, magt og frigørelse - og så er det hamrende kvindeligt. Eller er det? Der er naturligvisbåde fortilfælde og historiske forklaringer på babefænomenet. Pinuppen er forgængeren og skæv magtfordeling mellem kønnene én af de forklaringer historien kan byde på. To relativt nye tendenser synes imidlertid at være katalysator for babefigurens genkomst. I første omgang er den båret frem af pornografiens nye placering i vores kultur - en placering der mest rammende kan betegnes som massekulturel 'mainstreaming' og som i England og USA går under betegnelsen 'porn chic'. Begrebet kendetegner den kulturelle proces, hvor pornografi glider ind i vores hverdagsliv, som et alment accepteret, ofte idealiseret kulturelt element. Tre samvirkende tendenser sætter processen i skred: Den første handler omvolumeog dækker dels det forhold, at udbuddet af den regulære pornografi er blevet større og dels det forhold, at den er blevet lettere tilgængelig. Den anden tendens kan vi kaldeclean-up. Den indebærer, at pornografi er i færd med at blive gjort stueren. Det sker gennem massemediernes stigende interesse for feltet, og udmønter sig i så forskellige genrer som dokumentarprogrammer på tv, mainstream magasiners henvisninger til pornografiske links på nettet, anmeldelser af 'pornoblade', samt artikler, der dækker hele spektret fra pornografi og pornografibrug til livet som stripper eller prostitutionskunde. Det sidste skud på stammen inden for clean-up-tendensen er Katja Kxxx' selvbiografiske beretning om hendes fantastiske og ikke mindst frisættende liv som pornomodel. Det sidste porn-chic-element medfører, atfragmenteraf pornografien glider ud i massekulturen. På reklameposters, i musikvideoer, i modereportager og særlig i ungdomsblade benyttes i stigende omfang tegn, stiltræk eller verbale udsagn, der ikke i sig selv er pornografi, men som flittigt citerer fra den. Det kan være fotomodellernes positurer, deres beklædning, de scenarier de er sat ind i, eller de replikker de lægges i munden. På et af opslagene i Sisleys modekatalog for efteråret 2001 parafraseres 'cum-shottet', det vil sige, pornofilmens klimaks, hvor den mandlige pornomodel ejakulerer i munden eller i ansigtet på den kvindelige pornomodel. På billedet sprøjter en ung kvinde mælk fra et yver ind i munden. Mælken løber ned over hendes hage, mens hun ser henført og drillende på beskueren i fuldstændig overensstemmelse med det blik pornomodellen sender den imaginære beskuer. Med porn-chic-tendensener pornografiens kønsstereotyper gledet ud i massekulturen. Dødssyge og forsimplede fortolkninger af køn eksponeres for den almene mediebruger. Og sagen er, at reklameproducenter, mode- og musikbranchen samt redaktører over en bred kam ikke bare roder i de historiske gemmer og genanvender traditionelle kønsfremstillinger. Der er tale om, at en mere begrænset og endimensional kønsfremstilling spreder sig og vinder indpas som den eneste gyldige beskrivelse af, hvad især kvindelighed betyder. Til sammenligning var massekulturen i 1990'erne i højere grad gennemsyret af postmoderne tanker om kvindelighedens varierede betydning. Ved siden af 'moderskab' og 'pornokat' kom det til udtryk i billeder af kvinder som magtfulde, intellektuelle, uafhængige gemytter. Den samme flertydighed ramte de beskrivelser af maskulinitet, som massekulturen diskede op med. 1990'erne var årtiet, hvor det blev muligt at trække mandlighedens betydning fri afbreadwinnerrollenog magten og fremstille mænd som både omsorgsfulde fædre, sexede objekter og afhængige personager. I dag er denne kønsrepræsentationernes mangfoldighed på ny fortrængt til massekulturens marginaler, mens vi hastigt bevæger os mod kvindelighedens ultimative seksualisering eller sagt lidt mindre langhåret: mod en reduktion af kvindelighedens betydning til 'sexy'. At 'sex' er tegnetfor kvindelighed og ikke mandlighed blev understreget for nylig af virakken omkring Yves Saint Laurents lancering af den nye herreduft 'M7'. Reklamen for den nye duft eksponerer en full-frontal nøgen mand med synlig eksponering af (en slap) penis. En række herremagasiner, blandt andre GQ fandt det så overskridende og anstødeligt, at de nægtede at publicere reklamen, hvis ikke billedet bliver beskåret, så man kun så modellens torso. Men porn-chic-tendensen er ikke alene om miseren. Som nævnt medvirker en anden tidskarakteristisk tendens til at stereotypisere kvindeligheden og sætte babefiguren øverst på den massekulturelle dagsorden. I England, hvor især medieforskningen har haft tendensen under analytisk behandling, kaldes den 'new ladism'. I Danmark har vi endnu kun begrebet på plads, en mere udfoldet analyse lader vente på sig, så indtil videre kalder vi den simpelthen bare drengerøvskulturen. 'new ladism' slår igennem i tv-satireprogrammer, og alle music-award- uddelinger eller musikvideoer med respekt for sig selv har en rem af huden, men dér hvor tendensen for alvor manifesterer sig, ja vel sagtens dens medie par exellence, er i de nye herremagasiner kaldet 'lads mag'. I England og USA dækker det blandt andet månedsmagasiner som det ovenfor nævnte Loaded, men også FHM, Arena og GQ. I Danmark er M! den primære eksponent, men også det LO-finansierede ungdomsmagasin Tjeck, der henvender sig til begge køn, og de nye månedsmagasiner Bazar og Sirene, hvis målgruppe er unge kvinder, giver prøver på tendensen, som også er bredt florerende i tidens ungdomskultur. 'New ladism' erførst og fremmest kendetegnet ved sin lovprisning af traditionel, arketypisk maskulinitet. Herremagasinernes artikler handler om biler, jagt, våben, øl, fodbold, teknologi, sex og ikke mindst sexede kvinder - alt det voksne drenge, »ikke længere gider skamme sig over, at de synes er fedt«, for nu at citere Brown og Southwell, idémagerne bag månedsmagasinet Loaded. »Hvis Loaded overhovedet har ført et korstog, har formålet været at hærde nationens mænd i forståelsen af, at de ikke længere behøver at skamme sig over at være fyre«, udtalte Southwell i 1998. Med udtalelsen lagde han eksplicit afstand til de nye manderoller mere mode- og designorienterede livsstilsmagasiner, som for eksempel det danske Euroman, eksperimenterer med. Af 'new ladisms' geninstallation af en traditionalistisk maskulinitetsforståelse følger stærke, heteroseksuelle markeringer. Rigtige mænd er til kvinder, hvorfor 'lads mag' absolut ikke er for bøsser. I tråd med dette fremturer magasinerne med bøsse- og kvindefjendske indstillinger samt latterliggørelse af alt, der lugter af feminisme og ligestillingsidealer. Det hele sker i en ironisk tone, der på subtil vis tillader udsagn, som vi ikke har set eller hørt mage til i de sidste 20-30 år. Den engelske forsker Bethan Benwell siger om ironien i 'new ladism', at den som strategi betragtet på én og samme gang bekræfter og benægter de værdier 'new ladism' står for. Og fordi der i ironien ligger en benægtelse, tillader det journalisten, studieværten, musikeren - you name it! - helt eksplicit at formulere kvindefjendske holdninger og samtidig fralægge sig ansvaret for dem. 'Banjos Likørstue' er et udpræget dansk eksempel på 'new ladism', og det DR-producerede program har da også været i kritikkens søgelys. Men tag en tur på DR's website for unge, som er et af de steder, hvor 'new ladisms' værdisæt indimellem viser ansigt forklædt som ironi. På Banjodrengenes website som er del af ungesitet finder man pornobilleder af barmsvære kvinder, kaldet 'Månedens frækkert'. Websitets besøgende kan afkrydse ét af tre udsagn svarende til, hvad de mener om frækkerten. I februar var frækkerten Monique, solidt spændt op i bondage, og med kraftig pubesbehåring og om hvem sitebrugerne kunne mene: »Okay - man kunne sikkert koge en god gang suppe på den busk«, eller »Styggovitch - det løghul får mine øjne til at løbe i vand!«. Det fremgår af udsagnene, at kvinders (løghul) vagina er ulækkert, hvis ikke (busken) pubeshårene er trimmet. En pointering og problematisering af denne betydning har imidlertid svære vilkår, fordi den kan afvises (og vil blive det) som et spørgsmål om humoristisk sans. Men selvom udsagnene kan læses som udtryk for grovkornet humor, så fjerner det ikke det kvindenedgørende aspekt som tillige understreges af, at tilsvarende udsagn ikke fremsættes om mænd. Det ville imidlertid være urimeligt at påstå, at new ladism er et gennemgående træk ved DR-unge-sitet, men det forhold at udsagnene fremsættes på en statsfinansieret public service-kanal øger udsagnenes kulturelle legitimitet, og medvirker angiveligt til at grænserne for, hvad der kan siges om kvinder i offentligheden flyttes. I 'new ladism'-tankegangen er en rigtig kvinde de storbarmede bikiniposerende babes, der nyder at blive kigget på - nothing more! 'new ladisms' bidrag til den massekulturelle kvindelighedsstereotypisering går dels gennem en massiv dyrkelse af denne figur, men i særdeleshed også gennem en udgrænsning af andre typer af kvindelighed eller kvindelighedstegn. Og alt tyder på, at drengerøvsmagasinernes kvindelighedspræferencer har bred appeal. Sidste år vendte det største herremagasin FHM et faldende oplagstal ved at skærpe sin babeprofil. Parallelt medbabefigurens massekulturelle udbredelse følger luderikonets ditto. Allerede i 1998 bemærkede John Thorup i en artikel i RetorikMagasinet, at luderlooket var ved at blive en integreret del af reklamernes ikonografi. Når tendensen siden da er blevet forstærket, hænger det efter al sandsynlighed sammen med pornografiens massekulturelle mainstreaming. Ordet 'pornografi' betyder som bekendt 'billeder af skøger', derfor er den kvindelige, servicemindede luder også en fast gestalt i pornografiens fortælling. Med porn-chic-tendensen rykker luderfiguren ud i massekulturen og bliver en effektiv reklameingrediens, da den grundet sin pornografiske oprindelse virker provokerende og grænseoverskridende. Samtidig er det præcis denne virkning, der også giver den ikon- og idealstatus. At bruge luderfiguren i reklamesammenhænge, eller at tage figurens tegn på sig som kvinde, betragtes i dag som modigt, ja næsten frigørende, fordi det signalerer opgør med det 'politisk korrekte', for eksempel ideen om, at prostitution er kvindeundertrykkende. I logisk forlængelse heraf arbejder massekulturen ihærdigt på at tilskrive luderfiguren 'magt'. »Show'em who's in charge«, lyder teksten i en modereklame, hvor den unge kvinde skræver for beskueren og i øvrigt ligner én, der har fået tæsk. Som aktuelle tendenseri kulturen stiller 'porn-chic' og 'new ladism' os over for en væsentlig ligestillingsmæssig udfordring. For når teenagepiger går på jagt i massekulturen efter materiale til deres kønsidentitetsdannelse mødes de af et stadig mere reduceret udbud af rollemodeller. Til gengæld tæppebombes de med babefiguren, som langsomt er ved at indtage pladsen som kvindelig rollemodel par excellence. Drengene tilbydes i deres kønsidentitetsdannelse 'new ladisms' traditionelle maskulinitet, som eksplicit lægger afstand til en mere nuanceret maskulinitetsopfattelse, der var på fremmarch i 1990'erne. Men i modsætning til porn-chic-tendensens tilbud til de unge piger er 'new ladism' ikke en enstrenget identifikation, der binder drengene til ét udtryk, én interesse. Hvor baben er karakteriseret ved sit gode udseende og sin sexappeal, er 'drengerøven' karakteriseret ved et hav af interesser. Selvom disse interesser ligger inden for et ret traditionelt maskulint felt, har drengene alligevel flere identifikationsmodeller at vælge imellem - dog med den klare afgrænsning, at de ikke må kunne forveksles med noget feminint. Som følge af babefigurens kulturelle udbredelse og idealisering får pigerne brug for stor kreativitet og disciplin i deres kønsidentitetsdannelsesproces. En undersøgelse af 6.-9. klasses elever foretaget af Görlich og Kierkegaard i 2000 viste, at pigerne dagligt går balancegang mellem at klæde sig voksent og kvindeligt (= sexet) uden samtidig at virke billige. De véd, at de skal tage de seksuelle tegn på sig for at signalere kvindelighed, men de ved også, at tegnene ikke må overgøres. Luderikonets kulturelle gennemslag gør sandsynligvis ikke balancegangen nemmere. Helt samme energi behøver drengene ikke at investere i en forhandling med 'new ladisms' kønsidentifikationstilbud. Den traditionelle maskulinitet er nemlig ikke på samme måde bærer af stigmatiserings-faldgruber, og den tilbyder sågar drengene at konfirmere deres kønsidentitet gennem nedgørende udsagn om pigerne. I Danmark har turistrådet endnu ikke som i Estland udskiftet den lille havfrue med Katja Kxxx, når de i én figur skal brande Danmark. Man kan håbe på, at vores stolthed over de skandinaviske ligestillingsidealer afholder os fra en total kapitulation over for globale tendenser som 'porn-chic' og 'new ladism'. Men hvis vi mener ligestillingsidealerne alvorligt og virkelig vil skabe lige muligheder for mænd og kvindermåder skabes alternative, massekulturelle fortællinger om køn til den opvoksende generation. For hvis ikke der findes fortællinger om såvel kvindelige koncernchefer, professorer og præsidenter, som mandlige sexobjekter og omsorgsfulde fædre, hvordan skal den opvoksende generation så komme på dén tanke, at mulighederne findes? Og hvordan skal de få en reel oplevelse af, at kønnet ikke begrænser?