Det er for slapt, for sløvt og for usagligt. Studiemiljøet på landets universiteter. I hvert fald set med denne kronikørs øjne. Susanne Kemp er - lidt endnu - studerende ved Syddansk Universitet. Da jeg i 1999 i en kronik i denne avis var ude med riven efter min egen generations mentalitet, var det med den påstand, at vi, der er født omkring 1980, har taget form af selvbevidste, ressourcestærke og også meget forkælede individer. Nu kan jeg så læse i Politikens uddannelsestillæg om frafaldet og det dårlige studiemiljø på universiteterne og samtidig observere, at debatten om folkeskoleelevernes skulkeri og indstilling til skolen er rødglødende. Siden jeg selv som magelig og tilfreds gymnasieelev i 1999 gik i 3.g, har jeg prøvet lidt mere af livet og befinder mig nu på et humanistisk studium på Syddansk Universitet i Odense. Hvor skal jeg næsten begynde? Jeg må konstatere, at vi stadig har en forholdsvis selvcentreret indstilling til fællesskabet ... og det beviser jo, at vi vil noget med os selv. Men når man må se sit studium - som man jo startede på med et engagement i faget - på en stadig halsbrækkende rutsjetur, ja så spørger man med lånte ord sig selv: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? For at sætte tingene lidt i perspektiv vil jeg ridse konturerne på mit eget studium op. I 2001 startede vi cirka 65 nye studerende, hvoraf mellem en tredjedel og halvdelen er faldet fra. Jeg har måttet konstatere en skuffende indstilling til den nye rolle som studerende, hvor netop det at engagere sig i og omkring faget i flere sammenhænge har været anset for ret nørdet. Den generelle indsats har i visse tilfælde været præget af en stolthed over at bestå eksamen ved at lave mindst muligt. Det sociale samvær har været frustrerende. Kæresten, sporten, 'de gamle venner' har for mange været nummer ét på hitlisten, mens der har manglet engagement og interesse for universitetet, simpelthen fordi dét at definere sig selv som studerende er yt. Det, at de studerende ikke vil bruge mere tid på universitetet end lektionsplanen byder, er en meget ond cirkel for et studium. Hvis man ankommer til campus, hvor der dagligt befinder sig ca. 5000 mennesker, men man selv kun møder få man kender, bliver man lynhurtigt fremmedgjort. Det moderne unge menneske har simpelthen ikke tid til at gøre benarbejde for et nyt netværk, for man skal pleje det gamle, så man i det mindste har ét. At de sociale studiemiljøer på de store universiteter i Odense, Århus og ikke mindst København er i forfald, er en følge af den mentalitet, at man helst skal have en overbooket kalender (selvfølgelig ikke af 'lektier' som mange studerende faktisk stadig kalder det), og det kræver, at man bruger sin energi andre steder. Desuden er denne livsstil virkelig dyr, så erhvervsarbejde er ikke en mulighed - det er noget, vi har. De, der ikke decideret falder fra, vil nok i mange tilfælde alligevel sige, at de har det godt som studerende. Der er få timer på skemaet, god tid til 'at have et liv' (forstået som den tid, man helt selv disponerer over), og vi er deltagere i en åbensindet, engageret ungdomskultur, hvor ting rør sig og sker. Studiet hører også med til dette, men det er mere reglen end undtagelsen, at det ikke er den mest centrale komponent i en hektisk hverdag, hvor dét at læse er noget, man lige skal have plads til mellem cafebesøget og '24 timer' på TV 2. Det er nemt at være universitetsstuderende uden et decideret ansvar overfor fællesskabet, for underviserne ved ikke, hvad man hedder, og opdager ikke, hvis man ikke kommer til timerne. Men mange må også give op. Jeg vil ikke tøve et sekund med at kalde denne kultur for overfladisk. Nu er detjo ikke nogen hemmelighed, at humaniora for tiden ikke er omgærdet med overvældende prestige. Erhvervslivet efterspørger samfundsvidenskabsfolk, ligesom Danmark i mange henseender er et naturvidenskabsland. Én ting er, at humaniora regnes for et nemt fakultet at læse på, en anden er, at der de senere år er kommet et par nye stjerner i klassen, som alle synes er vældig interessante: Ønsket om at 'være med hvor det virkelig sker' har gjort søgningen på medie- og journalistuddannelserne enorm, og den fokus på nuet og det moderne menneske kan de klassiske humanistiske fag slet ikke konkurrere med. Der er imidlertid også sket noget andet med humaniora, og dette er naturligvis bare en del af resultatet af de offentlige sparerunder. Vi må som studerende være vidner til en stadig beskæring i alle de elementer, der rundt om selve instituttet får det hele til at hænge sammen. Rationalisering i bemandingen på studiet har medført, at de ældre studerende, der er ansat til at hjælpe med den skriftlige dimension på første årgang, i år er skåret væk. Samfundsvidenskab og naturvidenskab har instruktorer i flere fag pr hold. En vigtig ting som rusintroduktionen er der stort set ingen penge til, og alting gøres på frivillig basis. Andre fakulteter aflønner deres tutorer. Ja, sågar fandt jeg og en medstuderende ud af, at vi til en af vores skriftlige eksamener faktisk ikke havde en censor - for det koster jo igen. Antallet af lektioner pr semester er nu nede på 13. Et hurtigt regnestykke afgør, at det giver undervisning rundt regnet halvdelen af året! Det faglige og sociale engagement er som før omtalt generelt set sparsomt, og de dårlige forhold medfører samtidig, at det er svært at få studerende til at gøre en indsats på frivillig basis. Som eksempel har vi for tiden på mit studium ikke noget fagråd, (fagrådet er de studerendes forum, hvor vi kunne diskutere disse ting), og der var søgning med lys og lygte efter folk, der 'havde tid' til at hjælpe med rusintroduktionen. Vores blad, som skrives af de studerende selv, redigeres af ældre ildsjæle, der for længst har afsluttet grunduddannelsen, og festudvalgets kasse er tom, da de studerende i meget begrænset omfang kommer til de få fester, der er. Flere af disse ting er allerede kendsgerninger på mindre studier, men jeg påpeger det, fordi netop min uddannelse for få år siden havde ry for at være et populært studie med et spirende socialt liv, der naturligvis også påvirkede positivt i den faglige retning. Sådan er det bestemt ikke længere. Et kulturhistoriefagsom mit har faglige muligheder for at inspirere de studerende med f.eks. foredrag af moderne forfattere. Det er ikke altid at 1800-tallets historie kan tvinge interessen fra mobilos, men heller ikke anerkendte kulturpersonligheder, der personligt stiller op, kan vække lysten til at udvide horisonten ... Selvom der slides for at få relevante foredrag til Odense, ja så er fremmødet til disse betænkeligt lavt. Når alting føles som stagnerende i vadestedet, kan det ikke undgås at smitte af på undervisningen. Den faglige respekt, som vi som unge mennesker har for underviserne, besvares ofte af noget, der kan tolkes som en let arrogance overfor de studerende. Der er desværre langt mellem nye studerende og de lærde mænd og kvinder, der til sammen har skrevet flere meter bøger. Jeg ville ikke være fair, hvis ikke jeg også bemærkede, at selvfølgelig er der undervisere, der er gode til at arrangere foredrag og lignende for at afhjælpe denne stemning. Men disse har måttet erkende, at der er et fåtal, der faktisk påskønner denne service. Jeg vil ikke synge med i koret om, at det kun er underviserne, der er årsag til, at undervisningen ofte ikke praktiserer topkommunikation, men man kan hos flere mærke opgivelsen på forhånd. De ved, at de ikke trænger igennem, og de har ikke ressourcerne til at lave en 90 graders vending. Resultatet bliver ligegyldighed, resignation og altså at begge parter er synligt frustrerede. Denne personligenegative opfattelse af mit studium er selvfølgelig ikke blevet til over en nat. Det har været med stadig større skuffelse og ikke mindst forundring, at jeg og flere af mine medstuderende har måttet iagttage, hvordan tingene faktisk forholder sig. Først overraskelsen over at så mange ikke havde lyst til at involvere sig socialt, dernæst over den manglende faglige interesse og endelig mere og mere over den stemning, der er på vores institut og den indfaldsvinkel vores undervisere har til os som nye studerende. Jeg har ligeledes erfaret, at det ikke er et særsyn i forbindelse med videregående uddannelser. Universitetet er ikke det eneste sted, hvor man kæmper med manglende socialt engagement hos de studerende. Alle disse problemer har været lidt oppe at vende. Undervisernes og ledernes opfattelse er, at det er helt rigtigt, at noget er meget galt. De gentager igen og igen: »Men hvad kan vi dog gøre for at vende skuden?« Svaret er, at det ikke er ét sted, der skal sættes ind men mange. Og der er langt, til idyllen opnås igen. Problemet er, som jeg har prøvet at skitsere, en blanding af os som studerende, af undervisernes resignation og deraf mangel på virkelig engagement i os, og af at humanistiske fag i 2003 ikke regnes for essentielle og derfor er lavt prioriteret, når pengesækken åbnes. I et større perspektiv nytter det selvfølgelig ikke noget at klynke over at litteratur-, historie- og sprogfagene er i forfald. Men generelt er det et problem for vores uddannelsessystem. Nu er der så ikke synderlig prestige i humanistiske fag, og jeg kunne fylde mange spalter med, hvor forkert jeg synes, dét er. Men det er faktisk ikke det, der er problemet. Problemet er, at vi har en mængde uddannelser, der er vigtige i den almene dannelse og således også for samfundet. Hvis tingene udvikler sig, og der generelt skæres i budgetterne, så de højere læreanstalter får endnu færre ressourcer, kan den dårlige tendens brede sig som ringe i vandet. Og mon ikke der bliver ramaskrig den dag, ingen vil være læge, fordi medicinstudiet ikke har ressourcer til en fredagsbar? For at vendetilbage til problematikken omkring folkeskoleelevernes legalisering af det at tage sig en fridag i ny og næ, så er jeg bange for, at den mentalitet også vil følge dem som gymnasieelever og som studerende. En kombination af unge mennesker, der har så travlt, at deres fuldtidsstudium er et indslag i hverdagen på linje med jobbet, veninden og motionen, og en universitetsverden, hvor den største frafaldsårsag er det dårlige studiemiljø, er ikke god. Diskussionen omkring det store frafald på de videregående uddannelser tager ofte sit udgangspunkt i, at underviserne er nogle gamle nisser, der er stolte af deres manglende pædagogik. Og det er rigtigt, at dette forhold mellem lærer og studerende ikke bør glemmes i debatten. Men de studerendes indstilling er efter min mening en lige så vigtig årsag til det dårlige miljø og det store frafald. Og denne indstilling har rod i vores opdragelse og vores 'dejlige ophold' i de gymnasiale uddannelser. Problemet med 90'er-generationen er dens opfattelse af det pædagogiske begreb 'ansvar for egen læring'. Unge mennesker mener nemlig, at det eneste ansvar, de har, er, at de består eksamen, og at de derved gør sig selv, men også læreren en tjeneste. Ansvaret for kammeraterne og dermed forståelsen af et kollektiv halter meget mere. I gymnasiet kommer man igennem, hvis man er tilstedeværende 90 procent af tiden og derudover består eksamen. Når vi ankommer til de videregående uddannelser, er vi faktisk - tro det eller ej - klar over, at kravene er skærpede. Men det giver sig desværre udslag i et solo-show, hvor ansvaret for fællesskabet går fløjten. Man kan spørge sig selv, regeringen og hinanden: Hvad er det for et samfund, vi ønsker? Skal Danmark fortsat konkurrere som vidensland? Jeg synes, at den seneste tids debat samt mine egne erfaringer har vist, at der er lidt ridser i lakken! Når vi nu har en debat, der spænder fra folkeskole, over gymnasiet og til de højere læreanstalter, så mener jeg, det er et ret godt tidspunkt at påpege, at mentaliteten trods den store aldersforskel hos elever og studerende er nogenlunde ens. Men mit generelle indtryk er, at der er mange studerende, der dybest set ikke har det godt med universitetet som værested. Det handler trods alt om fem år af ens liv. Så når man som jeg læser et sted, der ikke har en krone til overs i budgettet, og som virkelig er lavt prioriteret, så må man konstatere, at det får konsekvenser. For mig personligt bl.a. på den måde, at jeg har valgt at skifte studium næste år!