Kollektivt hysteri eller berettiget angst for menneskeslægtens deroute? Vores optagethed af kroppens forfald er ikke ny. Hans Bonde tiltræder i dag som professor i idrætshistorie og forelæser i den anledning om fanatisme og sund fornuft. Stærkere og stærkerelyder råbene om, at menneskeslægtens sundhed går tilbage, at den opvoksende slægt til stadighed viser sig at stå tilbage for forfædrene, at børnene ikke mere kan tåle de samme legemlige eller åndelige anstrengelser som den tidligere slægt, at nervøsiteten breder sig og formelig giver århundredet sit præg, så at der tales om 'nervøsitetens århundrede', at stedse flere mænd kasseres ved sessionerne og således i det uendelige. Dette skrækscenario er ikke fremkommet i disse år, men for over 100 år siden, da kommunelægen Michael Larsen i 1889 ville advare mod menneskeslægtens deroute. Angsten for degeneration var et tidens tegn i slutningen af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig, ikke mindst på grund af de velhavende klassers grovæderi og nervesygdomme og underklassens fattigdom og sammenklumpning i byernes lejekaserner uden adgang til lys, luft og sanitære faciliteter. Lægens advarsel kunne imidlertid lige så godt være fremkommet i dag, hvor forsvarschefen efter sidste session kunne konstatere, at 42 procent af de unge danske mænd måtte kasseres, f.eks. fordi de er for dumme, for fede og har fysiske skader, såsom svage ben, dårlig ryg eller musearme, en stigning, der udgør en fordobling på bare 16 år. I USA er mere end hver fjerde person i dag svært overvægtig, hvilket også gælder omkring 17 procent af EU-borgerne, og i Danmark er der sket en fordobling siden midten af 1980'erne. 20-30 procent af befolkningen er nu så fysisk passiv, at folkesundheden er truet. Spørgsmålet er, om ikke den fedmeepidemi, vi har set i USA, nu for alvor er ved at brede sig til Danmark. Og som en parallel til de degenerative 'nervesygdomme' omkring år 1900, står vi nu over for omfattende problemer med stress i en tid, der stiller stadig støre krav til omstillingsevne og effektivitet. Det tyvende århundredesvesteuropæiske samfund har fremvist store resultater inden for ernæringsvidenskab, hygiejne og sygdomsbekæmpelse. Maskinerne syntes endegyldigt at befri menneskenes kroppe fra årtusinders hårde og deformerende arbejde. På kontorerne er man nu blevet fri for at skulle gå ud på gangen med risiko for at møde sine kolleger, for hvert kontor er blevet udstyret med egen printer og egen kaffemaskine. Man er nu sluppet for selv at skubbe døre op, og for med egen kraft at gå op ad trapper. De små poder bliver ikke længere udsat for at møde børnelokkere, for legegaderne er for længst blevet erobret af bilerne, og beskyttede legerum under behørigt opsyn er blevet indrettet i børnehaverne. Børnene bliver nu kørt sikkert til skole hver dag, så de ikke risikerer at blive kørt over af de andre børns forældre, der også vil bringe deres børn sikkert til skole. Rulleskøjten er blevet fortrængt af rulletrappen. Samtidig med at de handikappedes liv normaliseres, handikappes de raske. Vi troede, at vi skabte verdens bedste samfund, hvor vores forfader i form af den skævvredne, stive, krumme og sultne bonde blev afløst af nutidens sunde, afslappede og dynamiske velfærdsborger. Men i kølvandet på velfærden udbredtes passivitetens tyranni. Vi drømmer fortsat om at blive opvartet, mens vi ligger som Jeppe i baronens seng. Mentalt er vi stadig bønder. Men vore kroppe lever i det 21. århundrede, kroppe, hvis genetiske udrustning er formet til et aktivt liv gennem de tusinder af år, hvor vi levede som jægere og samlere med stærke daglige krav til fysisk aktivitet. Det er et fremskridtets paradoks, at det enorme samfundsmæssige overskud i Vesten bliver misforvaltet. Overfloden fører til fast- og junkfood, afskaffelsen af de nedslidende arbejdsbevægelser fører til motorisk stilstand, og sportselitens stadig mere ekvilibristiske bevægelser følges af massernes passive sportskonsum. Hvor både børn og voksne i tidligere samfund ofte legede med kroppen som indsats, er det store problem i dag, at man kan lege uden at røre sig. Mens ens egen virtuelle krop hvirvler rundt på skærmen, sidder den fysiske krop stille og kigger på. Det legende menneske - homo ludens - er blevet til det stillesiddende menneske, homo immovens. Hvor den fede krop tidligere var et symbol på velnærethed, pondus og rigdom, har nutidens overklasse for længst læst skriften på væggen og viser karakterstyrke og social distance gennem at dyrke motion og spise sundt. Med Christopher Laschs præcise diagnose forsøger overklassen gennem kropstræning og -indgreb i videst muligt omfang at opnå vægtløshed gennem at frigøre sig fra kroppens afhængighed af tidens og rummets tyngde. Underklassens mennesker, der tidligere arbejdede sig en pukkel til, har i mellemtiden flyttet puklen fra ryggen til maveregionen. Og mens vi i Vesten i stadig højere grad dør af passivitetsrelaterede sygdomme som hjerte-kar-lidelser, dør indbyggerne i ulandene fortsat af sult. Vi svulmer op, mens de skrumper ind. I sandhed en global uligevægt. Men kan vi ikke bare lære at spise lidt mindre og lidt bedre? Nej, for som den internationalt kendte muskelfysiolog Bengt Saltin rammende har udtrykt det, er det bedre at have en velpolstret og veltrænet krop end en slank og utrænet. Herved har han rammet en pæl gennem den udbredte myte, at man kan blive sund alene ved at spise sundt. Det bedste kostråd er motion! Vi ved nu, at en lang række sygdomme kan mildnes eller direkte helbredes ved at dyrke motion. Hvor den naturvidenskabelige forskning i dag kan påvise de medicinske effekter af inaktivitet, kan den humanistiske sundhedsforskning fremdrage eksempler på, hvordan kampen mod degeneration i tidligere perioder har ført til et religiøst og politisk hysteri om menneskeslægtens nærtstående undergang, der kan give advarsler til nutidige sundhedsstrategier. Den humanistiske analyse ser 'degenerationen' som et kulturelt symbolsystem, et skræmmebillede om menneskehedens forfald om end begrundet i reelle sundhedsmæssige trusler. Også i nutiden dukker der af og til stærke skræmmebilleder op. F.eks. da den amerikanske professor James O. Hill på en nylig fedmekonference i København sagde, at »fortsætter udviklingen som hidtil i USA, vil ni ud af ti amerikanere i løbet af de næste 10-20 år være overvægtige«. Problemet er, at hvis forskerne virkelig forsøger at råbe politikerne op, risikerer de samtidig at bære ved til sundhedshysteriets bål. Der er væsentligeforskelle mellem forestillingerne om degeneration omkring år 1900 og i dag f.eks. i forskydningen i interessen fra den psykiske til den fysiske degeneration. Men ligesom man dengang ledte efter fysiske 'stigmata' på samfundets såkaldte undermåleres degeneration, er det også i dag stærkt stigmatiserende at tilhøre gruppen af fede 'overmålere', der lever med risiko for social udstødning, mobning og dårligere salgbarhed på arbejdsmarkedet. Og dengang som nu bliver de negative tegn på kroppen tolket som udtryk for moralsk anløbenhed. Den fede krop ses som udtryk for manglende selvkontrol over for bordets glæder. Ikke kun i middelalderen, men også i nutiden har Djævelen bosat sig i kødet. Det er fortsat angsten for at dø og blive syg, der spreder frygt, men syndens tegn kan findes i alle aldersgrupper. Det hvide fedt er blevet tegn på den truende uorden. For mange mennesker er det ikke det gode, der kæmper mod det onde, men det sunde mod det usunde, eller rettere: Det onde er blevet alt det, der truer drømmen om det sunde liv og den lydefri krop. I dette enkle verdensbillede dæmoniseres fedtet som indikator på, om man har handlet ret eller vrang som menneske. På tv gennemtræner idrætseksperter grupper af arme, tykke, syndsplagede nyligt omvendte mennesker med kameraets altid vågne øje hvilende på sig, så seerne kan forstå, at fortabelsen kan afværges, hvis man er villig til at tage turen gennem skærsilden, hvor man kan lutre sig gennem afbrænding af det syndige fedt. Meget tyder på, at slankekurene ofte slår menneskers appetitregulering i stykker og stik mod hensigten på længere sigt medfører vægtforøgelse. Fedtangst skaber fedtfascination, som anoreksi kan afføde bulimiens grovæderi. Men fedt i mådelige mængder kan virke appetitregulerende, fordi fedt har en fantastisk evne til at mætte, og umættede fedtsyrer har sygdomsforebyggende virkninger. Fedt er én af kroppens byggesten og ikke blot degenereret væv. Fedtet omkring indvolde støtter organerne, og også andre vitale kropsdele som f.eks. øjehulerne betjener sig af fedtets stabiliserende funktion. Af og tilfår kampen for den sunde krop halvreligiøse undertoner. Ernæringsguruen og fedtfordriveren Anne Larsen peger i lighed med en forgænger som kaptajn Jespersen på sin personlige omvendelseshistorie for at trække sine tilhængere væk fra fortabelsen i fedtet og ind i en tilstand af kærlighed og kosmisk fryd. Og den holistiske livsstilslæge Søren Ventegodt opfordrer til, at vi skal lytte til vores indre stemme og leve i overensstemmelse med vores autentiske livsprojekter for at undgå sygdomme som kræft, som den moderne lægevidenskab fortsat langtfra har fået bugt med. Sundhedskampagnernes manglende effekt hænger sammen med, at det har været anset for godt forældreskab ikke at knægte børnenes lyster og krav. Samtidig er de sidste årtiers ændring i de socialpsykologiske krav fra genital til oral kontrol på ingen måde fuldbyrdet blandt den tungere del af befolkningen. Det er ikke længere kønsorganerne, der er tabuzonen, men bugen, der ikke bør vises frem i de offentlige rum. Og når det sker, er det, fordi den er forsvundet gennem maveøvelser og nedsat fødeoptag. Småpigernes og de yngre kvinders eksponering af bugregionen modsiger ikke denne tendens, for det handler jo netop om fokusering på det, som ikke er. Med et udblik til USA er der dog også et andet scenario, der melder sig; muligheden for at fedmeepidemien breder sig så langt ind i middelklassen, at den fede krop bliver norm, kort sagt at der opstår et folkekrav om, at fede ikke diskrimineres, men at tværtimod de offentlige rum, tøjstørrelser, møblement i biografer, flystole og elevatorer indrettes på de store kroppe, samtidig med at de fedmerelaterede sygdomme gives høj prioritet. Herved vil forestillingen om normallegemet ændre sig og BMI (Body Mass Index) blive flyttet opad. Når fedmeepidemien tillades at gå grassat i USA, skyldes det, at den militære overlegenhed i dag ikke længere i samme grad er bundet til det veltrænede legeme med højt konditionstal, men til teknologier, der substituerer mandekroppens kampkraft. Måske en forhastet opfattelse. Hvis sundhedsstrategierne skal undgå tendenser til formynderi og sundhedsfanatisme, er det vigtigt at udvikle alternative strategier især ved at betone lysten frem for selvtvangen. Vi kan ikke vende tilbage til den gamle indrestyrede karakter, men må i stedet bruge sanseglæden i oplysningen. Vi må politisere lysten! Allerede den efterår 1900 internationalt kendte danske idrætspædagog I.P. Müller havde forstået nødvendigheden af at bruge lysten i fornuftens tjeneste, når han i sin lidt specielle stil skrev: »For sundhedens skyld kan man ikke få alle de liderlige og dovne mandfolk til at øve gymnastik og friluftsidræt med dagligt bad. Men det hjælper måske, når man fortæller dem, at det er den eneste måde, hvorpå kraft og udholdenhed kan erhverves og bevares i de kønslige såvel som i alle andre fysiske funktioner«. Hvorfor er der aldrig som led i aids-bekæmpelsen blevet produceret en lækker pornofilm, hvor brugen af kondom bliver til symbol på alt det frække og forbudte? Hvorfor lærer vi ikke vores børn forskellen på virkelig kvalitetsslik og det junkslik, de spiser? Jo mere forbudt og syndigt slik bliver, jo mere spændende bliver det. I daglig ubevidst tale er der jo ikke nogen tvivl om fedtets fascinationskraft jævnfør udtryk som 'det er fedt' eller omvendt 'det er for tyndt'. Fedt i de rigtige mænger og på de rigtige steder af kroppen er erotisk, og hvilken mand ville ikke gerne spise chokolade med den franske skuespillerinde Juliette Binoche i den franske film 'Chocolat'? Vi kan ikke undvære fedtet, men skal finde måder at omgås det på uden lipofobi: angst for fedtet. Heldigvis har vi også fra naturens hånd en bevægelyst og udsigt til belønning for fysisk aktivitet i form af velvære ikke mindst gennem de såkaldte endorfiner, naturlige morfinlignende stoffer, som dannes i centralnervesystemet, et ufarligt trip! Men hvorfor tilbyder vi kødets spægelse i glædesløse maskinhaller, når en indretning af vores naturområder kunne byde på både bevægelse og sanseglæde? Hvorfor tvinge sig selv til at dyrke spinning i et lukket og indeklemt rum, når man kan tage på cykeltur i det fri? I stedet for at appellere til folks dårlige samvittighed, bør muligheden for at bevæge sig - med et udtryk fra ligestillingsområdet - mainstreames, kort sagt indbygges overalt i vores dagligdag. Motion skal ikke være noget, man 'får', men noget man gør. At bevæge sig skal være en del af vores ubevidste, vanemæssige tilgang til verden. Det kan f.eks. ske ved målretning af bevægelsesteknologi eksklusivt til de handikappede og ikke til brug for alle andre, motionspolitik på virksomhederne, kunstige vintersportsfaciliteter, badeanlæg i vores havneindløb, cykelstier til skole, (gen)oprettelse af legefaciliteter i relation til natur og arkitektur, mere idræt i skole, fritidsordning og på ungdomsuddannelser. Problemet ved de traditionelle sundhedskampagner er, at der bliver mere mørkt uden for sundhedsoplysningens spotlys. Lysstrålen skaber en blindhed over alle menneskets latente, dunkle og forbudte lyster uden for fornuftens selvindlysende domæne. Det er ikke mindst her, at den humanistiske sundhedsforskning kan supplere den naturvidenskabelige i forsøget på at skabe en enhed af det apollinske og det dionysiske, det rationelle og det lystbetonede, et blik for både det, der er inden for og uden for lyskeglen. Dagblik og natteøjne.