0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grænser for ytringsfrihed

Forskere bør ikke underkastes et skarpere juridisk ansvar for offentlige ytringer end andre.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forskere bør ikke underkastes et skarpere juridisk ansvar for offentlige ytringer end andre, mener kronikøren, der er professor, dr.jur. Hans responsum ligger bag miljødirektør Bjørn Lomborgs klage til Folketingets Ombudsmand over UVVU, og her forklarer han, hvordan udvalgene selv har overskredet deres beføjelser.

Er Lomborg en svindler, eller fortæller han bare sandheden som drengen i 'Kejserens nye klæder'? - Er Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) en selvbestaltet inkvisitionsdomstol eller en nødvendig kontrol med forskere? - Et er sikkert: Meningerne er skarpt delte efter UVVU's afgørelse i Lomborgsagen - og det gælder både inden og uden for forskningsverdenen i udland som i indland. Fra sin begyndelse og med forløbet rejser sagen flere meget principielle spørgsmål.

Det startede med, at Lomborg satte spørgsmålstegn ved, om miljøproblemerne er overvurderede, og om vi håndterer dem hensigtsmæssigt. Men med UVVU's afgørelse kom nye spørgsmål til. Konkret drejer det sig om: Hvad forstås ved videnskabelig uredelighed, hvem skal afgøre dette, og hvilke retlige grænser gælder for UVVU? - Mere abstrakt handler det om: Hvad er videnskab, hvilken rolle kan eller skal forskere spille i samfundsdebatten - og dermed også om forskeres ytringsfrihed.

For at undgå, debatten løber af sporet, tror jeg, det er klogt at holde problemerne adskilt. Man kan udmærket være uenig med Lomborg og samtidig finde UVVU's afgørelse uacceptabel. Der er heller intet i vejen for, at man både er enig med Lomborg og principielt tilhænger af UVVU, men blot finder den konkrete afgørelse forkert. Og er man som undertegnede jurist, kan man helt springe de øvrige spørgsmål over og blot fokusere på, om UVVU har holdt sig inden for lovgivningens retlige grænser.

Bag de positionerede opfattelser gemmer sig fire forskellige spørgsmål, der godt nok hænger sammen, men som må besvares hver for sig: (1) Man er enig/uenig med Lomborg; (2) man er enig/uenig i UVVU's vurdering af Lomborg; (3) man er enig/uenig i, at UVVU har holdt sig inden for lovens rammer; (4) man er enig/uenig i, om der bør være et organ som UVVU.

I debatten synes Lomborgs modstandere primært at have koncentreret sig om de to første spørgsmål, mens kritikerne af UVVU generelt har udtrykt sig med stor forsigtighed og i stedet har koncentreret sig om de to sidste spørgsmål. Dette modsvares omvendt i opinionsdannelsen ved, at flertallet tror på Lomborg, men ikke på UVVU.

Som en af kritikerne af UVVU vil jeg give en kort begrundelse for, hvorfor jeg finder, at der kun er begrænset anledning til at hæfte sig ved de to første spørgsmål. De miljøproblemer, Lomborg har udtalt sig om, er kendetegnet ved at være behæftet med meget stor usikkerhed i de naturvidenskabelige forudsigelser. Den højeste sagkundskab giver forskellige bud, og der kommer bestandigt nye forskningsresultater, som kræver korrektion af hidtidige antagelser. Det forekommer derfor relativt indlysende, at der ikke er sande svar - men dette rammer naturligvis ikke kun Lomborg, men tillige hans kritikere.

Det væsentlige er, at Lomborg har formået at udfordre og sætte spørgsmålstegn ved herskende opfattelser, og dette kan efter min opfattelse kun bringe både videnskaben og diskussionen fremad. Modargumentet herimod er, at Lomborg og hans bog kan føre til, at miljøproblemerne undervurderes, og at der skæres på forskning og tiltag til at løse miljøproblemerne. Men herved skifter Lomborgs kritikere til en bane, der ikke handler om Lomborg, men om hvilke rammer der skal være for samfundets beslutninger.

Grundlæggende handler det om forholdet mellem demokrati og videnskab. Mere udfoldet handler det om, hvordan forskningen håndteres i den demokratiske proces.

Erfaringerne har vist, at menneskets frembringelser kan have uoprettelige eller omfattende skadevirkninger, som ofte først opdages meget senere. Dette har bevirket et ønske om at få belyst mulige og langsigtede konsekvenser, inden nye produkter eller nye produktionsmetoder tages i anvendelse, og et ønske om at kunne gribe ind, hvis der opstår mistanke om, at noget er farligt.

Men her støder ønsket både sammen med videnskabens muligheder og begrænsninger. Forfinelsen og forbedringen af den moderne videnskab gør det på én gang muligt både at lave bedre forudsigelser og samtidig at angive den betydelige usikkerhed, disse forudsigelser er behæftet med.

Spørgsmål udløser ikke blot svar, men også nye spørgsmål. Dette er videnskabens verden og væsen, hvor kun bevillingerne sætter grænser for nye opgaver.

Det er efter min opfattelse i dette lys, man må besvare, hvordan demokratiet skal håndtere nye videnskabeligt funderede forudsigelser. Mit svar er, at det bedste er at slippe ånden ud af boksen, men i øvrigt lade demokratiet uantastet. Dette giver ikke nogen sikker løsning, men da videnskaben alligevel ikke kan levere en nul-risiko, er den sikre løsning uden for rækkevidde. Denne antagelse danner grundlag for min vurdering af de to øvrige spørgsmål.

Indholdet af UVVU's afgørelse må forventes mere eller mindre kendt af de fleste læsere, hvorfor jeg skal indskrænke mig til kort at resumere sagens baggrund. I forbindelse med den nytiltrådte regerings overvejelser om at oprette et Institut for Miljøvurdering opstod rygter i pressen om, at Lomborg var tiltænkt rollen som direktør.

Kort efter indløb tre klager til UVVU, hvoraf de to drejede sig om Lomborgs bog, 'The Skeptical Environmentalist'. I bogen redegør Lomborg for dét, han hævder, er verdens sande tilstand, og argumenterer på dette grundlag for, at miljøproblemerne er overvurderede, og at de valgte politiske løsninger er uhensigtsmæssige.

Når der er grund til at underkaste UVVU's afgørelse en retlig vurdering, er det, fordi UVVU's afgørelser ikke blot er private vurderinger, men afgørelser fra en myndighed, der hører til den offentlige forvaltning. Og den offentlige forvaltning er undergivet kravet om legalitet eller hjemmel. Hermed menes, at det er den demokratisk valgte lovgiver, der inden for grundlovens rammer afgør, hvilke spørgsmål de forskellige forvaltninger kan behandle, hvad der skal lægges vægt på, hvilke afgørelser de kan træffe, og hvordan det skal ske. Det er derfor i sidste ende Folketinget, der afgør rammerne for forvaltningen - ikke forvaltningen selv.

Hvor en forvaltningsmyndigheds afgørelser kan være særligt byrdefulde for borgerne, har man fornuftigt nok i domstols- og ombudsmandspraksis lagt særlig vægt på legalitetskravet, mens det udlægges mindre strengt, hvis dette ikke er tilfældet. Måles UVVU med denne målestok, er der almindelig enighed om, at UVVU's afgørelser kan have alvorlige virkninger for den enkelte forsker. Eksempelvis udtalte Den Almindelige Danske Lægeforening ved høring om udkast til bekendtgørelse om UVVU, »at fældende afgørelser fra UVVU vil kunne være altødelæggende for en forskers videre karrieremuligheder«.

På linje hermed udtalte Etisk Råd ved samme høring, det bør overvejes nærmere, om det er i overensstemmelse med dansk lovgivningspraksis at fastsætte regler i bekendtgørelsesform via administrativ regelfastsættelse, som kan have så alvorlige konsekvenser«.

Set i dette lys forekommer det indlysende, at der må stilles skærpede legalitetskrav til UVVU. Dette vil almindeligvis kræve, at UVVU var oprettet ved lov, hvilket ikke er tilfældet, som Etisk Råd påpegede. Vælger man alligevel at slække på legalitetskravet, må det i det mindste kræves, at UVVU holder sig inden for de grænser, som bekendtgørelsen om UVVU angiver. Heller ikke dette synes tilfældet. Tværtimod udtaler UVVU sig i Lomborg-sagen (og i øvrigt i flere andre sager) om forhold, der ikke er hjemmel til i bekendtgørelsen.

Efter bekendtgørelsen kan UVVU nemlig alene afgøre, om en indklaget forsker har handlet videnskabeligt uredeligt, hvilket er defineret i bekendtgørelsens paragraf 3. Som det næsten er overset i den efterfølgende offentlige debat, konkluderede UVVU, at dette ikke var tilfældet for Lomborg.

Ifølge bekendtgørelsen kunne udvalget derfor alene konkludere, at der ikke kunne gives klager medhold. Når offentligheden næsten har fået det modsatte indtryk, må det tilskrives udtalelsens udformning, der slutter således:

»Afgørelse: Objektivt findes udgivelsen af den omhandlede publikation at falde ind under begrebet videnskabelig uredelighed. Under hensyn til de subjektive krav, der stilles om forsæt eller grov forsømmelighed, kan Bjørn Lomborgs udgivelse imidlertid ikke falde ind under denne karakteristik. Derimod findes udgivelsen at være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik«.

UVVU tager dermed stilling til spørgsmål, som ikke fremgår af bekendtgørelsen, nemlig at Lomborgs bog er objektivt videnskabeligt uredelig, og at Lomborg har handlet i klar strid med normerne for god videnskabelig skik. Graver man i forhistorien, vil man opdage, at der fra UVVU's side blev gjort forsøg på at få mulighed for at tage stilling til disse spørgsmål, før bekendtgørelsen blev vedtaget.

Det lykkedes UVVU's formand at få medtaget regler, der i hvert fald delvist kunne give mulighed herfor, i det udkast til bekendtgørelse, som blev sendt i høring.

Forslaget mødte imidlertid stærk modstand. Hovedstadens Sygehusfællesskab påpegede, at udkastet gjorde »det (...) vanskeligt at skelne mellem, hvorvidt der er tale om egentlig uredelighed eller uvidenhed/kluntethed«. Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd udtalte på linje hermed, at udkastet ikke »klart skelner mellem videnskabelig uredelighed og dårlig forskning«.

Formentlig som konsekvens af bl.a. disse indvendinger blev udkastet ændret. Efter den vedtagne bekendtgørelse kan der alene tages stilling til, om forskeren bevidst har vildledt, mens der intet nævnes om dårlig forskning. Set i dette lys er det tankevækkende, at UVVU i Lomborgsagen - men også i tidligere sager - ikke tager hensyn til, at UVVU's ønsker ikke blev imødekommet i bekendtgørelsen.

Legalitetskrav handler imidlertid også om sagsbehandling. I Lomborgsagen rejser dette mindst fire problemer. For det første er det efter bekendtgørelsen ikke muligt for UVVU at træffe afgørelser i de tre udvalg i fællesskab, som tilsammen udgør UVVU - men der er fremsat lovforslag om, at dette fremover skal være muligt. I formel legal forstand er der derfor tale om en afgørelse fra et ikkeeksisterende organ.

For det andet kræver UVVUs forretningsorden, at underudvalgs udtalelser forelægges den indklagede forsker, inden der træffes en afgørelse. Dette skete ikke i Lomborgs tilfælde.

For det tredje kræver bekendtgørelsen, at UVVU overholder forvaltningsloven, hvilket bl.a. kræver begrundelse af afgørelser, der går den indklagede imod. Men i Lomborgsagen er det hverken muligt at se, hvad der er klaget over, hvilket faktum UVVU har lagt til grund, eller hvorfor man i enighed besluttede at antage sagen til realitetsbehandling, efter at flere udvalgsmedlemmer havde udtrykt betænkelighed.

For det fjerde angiver bekendtgørelsen, at UVVU's afgørelser tilgår offentligheden i 'ikke person henførbar form'. Det er noget svært at hævde denne regel overholdt, når afgørelsen offentliggøres på pressemøde og lægges ud på UVVUs hjemmeside på internettet.

Til disse retlige indsigelser kan indvendes, at UVVU befatter sig med videnskab, og at det ikke er muligt at anvende et retligt paradigme på videnskabelige aktiviteter. Det principielle synspunkt er jeg et stykke ad vejen enig med, men finder omvendt, at UVVU netop ikke drager konsekvensen heraf, når udvalget tager stilling til, hvad der er god videnskabelig praksis. Så vidt jeg forstår afgørelsen, er denne stillingtagen båret af to hensyn.

Det ene er at undgå, at videnskaben vildleder offentligheden, det andet er at undgå, at forskere vildleder andre forskere.

I dansk lovgivning er der ikke særlige begrænsninger for forskeres deltagelse i samfundsdebatten. Som andre borgere kan forskerne ansvarsfrit ytre sig, medmindre de herved krænker andre enkeltpersoner (bedrageri, bagvaskelse, injurier, tavshedspligt m.m.) eller krænker en gruppe personer (racismeparagraffen). Hidtil har det været accepteret, at den demokratiske proces med få undtagelser bygger på, at borgerne ansvarsfrit ytrer sig. Der er hverken forbud mod vildledning eller uredelighed, og det volder ikke større vanskeligheder at finde eksempler herpå - både vellykkede og mislykkede. Denne ordning er der imidlertid sat spørgsmålstegn ved i UVVU's afgørelse, hvor der herom udtales:

»Det er ikke i overensstemmelse med god videnskabelig praksis, hvis en forsker publicerer uden om faglige fora, dvs. meddeler nyhedsmedier et resultat, der endnu ikke har været underkastet faglige bedømmelse på sædvanlig måde. (...) Det er i alle parters interesse, at disse enkle retningslinjer følges for at modvirke, at uklare, usikre eller måske vildledende oplysninger bliver formidlet til offentligheden, således at det sikres, at den offentlige debat og eventuelle politiske konsekvenser hviler på et grundlag, der er så sikkert og lødigt som muligt. Hertil kommer, at når forskere udtaler sig til pressen om forskningsresultater, tillægges deres meninger ofte større vægt end ikkeforskeres, uanset om udtalelserne drejer sig om emner, der ligger fjernt fra deres ekspertområde, og hvor de derfor ikke har en kvalificeret mening, der matcher deres formelle position og eventuelle akademiske grad. Det stiller krav til forskerne om ikke at misbruge titel og position i kommunikation med offentligheden«.

Med udsagnet synes forudsat, at hensynet til at undgå vildledning af offentligheden begrunder, at der gælder særlige grænser for forskere, der løber den risiko at blive dømt af UVVU for at tilsidesætte god videnskabelig skik. Da en sådan 'dom' kan have vidtgående følger for den enkelte forsker, lægger UVVU med udsagnet op til, at forskere ikke på samme måde som andre borgere frit kan ytre sig i samfundsdebatten. Dette giver kun mening, hvis man accepterer, at der gælder særlige grænser for forskernes materielle ytringsfrihed.

Selv om man vælger at se bort fra, at en sådan ændring af de demokratiske spilleregler skal fastsættes ved lov, er UVVU's begrundelse ikke overbevisende. Som nævnt er den offentlige debat ikke renset for vildledning, og domstolene udøver ikke censur heraf. Når dette system forsvares, er det ud fra den grundlæggende antagelse, at alle mangler til trods er denne pluralisme at foretrække.

Anvendes de gældende rammer og begrundelser for undtagelser fra materiel ytringsfrihed i den politiske pro