15.01.03 Kære ... Tak for dit brev - tak for tilliden. Inspirationen, spør' du, den lurer på én overalt, klar til angreb som en bacille, der kan føre til noget, som næsten er som et sygdomsudbrud, men kan man ikke personligt identificere sig, er man uden for fare. Det er mere enkelt og sværere, end man kan forestille sig, også selvom man har prøvet det nogle gange. Man skal kende og vedkende sig i det mindste en flig af en fortællings personer i sig selv. Man skal kunne føle alle følelserne, også de mest nedrige - le, græde, elske, fornedres og opløftes, som var det en selv, det hele overgik. Kan man ikke det, er inspiration bare en isenkræmmerforretning eller et månedsmagasin. Den gråsorte, regnfulde novemberdag, da dit brev blev lagt på bordet, jeg sad ved i boghandlen i Hjørring, var jeg stadig så forslået efter den seneste roman og uheldige begivenheder i skriveprocessen, at jeg følte: Aldrig mere. Jeg vender tilbage til journalistikken. Da jeg skrev romanen 'Dværgenes dans' var mine ben i min egen bevidsthed så korte, at jeg tvivlede på, at jeg kunne rejse med fly, fordi trappens trin var for høje; under romanen 'Prinsesserne' kunne jeg i en periode ikke rejse med offentlige transportmidler, fordi jeg lugtede som dem. Slut nu, det er for hårdt, kan jeg slippe, så vil jeg slippe. Men der er sket ting og sager siden. På rekonvalescens- og researchrejse til Seychellerne i Det Indiske Ocean i ugerne efter kom jeg, komplet uventet, til at tage inspirationen i dit brev alvorligt. Det, der tænder mig, ud over den personlige identifikation, er den næsten mytologiske betegnelse, din morfar levede og virkede under kombineret med 'datter' plus geografien, som indbyder til den sataniske humor, vendelboer anvender, når de vil tæt på det sværeste. I ly for tropenattens regn sad jeg om aftenen og læste Lars Saabye Christensens 'Halvbroderen', som Lise Rønnebæk, der laver mine omslagsillustrationer, havde givet mig til turen. Jeg tog den med for at min rejsekammerat, Lena Christensen fra Toulouse, kunne få chancen for at læse den, da hun i sin tid var med, til at lancere forfatteren her i landet på Forlaget Klim; selv skulle jeg læse faglitteratur om Seychellerne, for nu ville jeg væk, langt væk i meget lang tid. Men ... så småt i gang kunne jeg ikke stoppe; Lena tog fat på faglitteraturen for mig og sagde, at hendes fornøjelse over lyden af min vedholdende stille, til tider klukkende og larmende latter dér ude i det afrikanske nattemørke, blandet med lyden af cikadernes sang og hundes gøen for altid ville komme til at stå for hende som en del af rejsens store glæde, og hun mente, det var godt, jeg kunne glemme, vi var ude i et arbejdsmæssigt ærinde defineret af mig. Undervejs i læsningen indtil tirsdag 17. december, for den aften var det, jeg fandt dit brev i tasken, udbrød jeg mange gange i skiftende varianter med lykke i stemmen: »Lena, for fanden, tænk at kunne skrive det sørgelige så morsomt, så belevent, så klogt, tænk at kunne«. Og: »Det føles, som om jeg aldrig har skrevet et ord af betydning. Hvor er det stort at føle sig så blank og dog være i stand til at modtage optimalt ... eller måske er det betingelsen?«.Med 'Halvbroderen'skete der det for mig, som sker for enhver, når man læser, man føler sig som skaber selv, mens man udmærket ved, man ikke er det, og når Lena sagde: »Du ka' osse«, sagde jeg: »Hva' i al verden sku' det være?«. I den vidunderlige selvforglemmende tilstand blev min tavle vasket ren, og ind på den sneg sig et brev, hvis fine og velgennemtænkte formuleringer nok havde gjort indtryk, men som i virkeligheden slet ikke var gået ind, dit brev om din morfar. Det lå bag ved valutamappen, passet, flybilletterne og alt det andet sammen med togbillet og pladsbilletter Slagelse-Hjørring t/r. Jeg fandt det og læste det for første gang rigtigt ... jeg læste om en mor, min egen, som livslangt forherligede og lovpriste en far, hvis svigt af kvinder og syv børn i to ægteskaber var så eklatant, at hans magt og despoti lever videre i slægtens led og forgreninger, så hårdt sad han på dem alle, at han sidder der endnu. Det er ikke til at få gjort op med, som du skriver, man kan ikke se, hvor det begynder, og hvor det ender, men vi kan se og mærke, at det alt sammen er i os. Vi kan mærke, vi kæmper med det, kvindens troskab trods alt, barnets grænseløse loyalitet over for forældrene, ofte omvendt proportional med hvad de måleligt og vejeligt 'har gjort sig fortjent til'. Resultatet af min mors forherligelse af en far, som ikke opførte sig videre rosværdigt, og en mor, som lå syg under det meste af hendes opvækst, gigt, sagde de, nej, hun var sort i sjælen af sorg til døden, resultatet var, at hun havde et kæmpe ego og et meget lille jeg. Hun skrev konsekvent Far med stort og gud med lille, sådan var det hele vejen igennem, sådan tror jeg stadig, det i overført betydning er for mange kvinder. Deter dog en gåde, den største af alle. Et af de væsentlige spørgsmål, jeg fik fra en ven under researchen til 'Prinsesserne', var: »Hvem fik den store kærlighed i deres liv?«. Jeg var ikke i tvivl om, at svaret var »far«. Næsten alle mine bøger handler om børn og forældre - uanset der står noget andet i bladene, det fornemmer jeg du kan se. Det er et af de emner, jeg ved mest om ... og det mest gådefulde, jeg kender. Erkendt eller uerkendt tror jeg rådvildheden i forholdet mellem børn og forældre er den sande drivkraft for mange skrivende, at der skabes i troskab mod det barn, som var i en, som knivskarpt sansede og reagerede for og mod, hvad man siden knap nok har begrebet, det barn, som er i de fleste mennesker, og som uafvendelig er underlagt inertien i slægtshistoriens gang, som i det lange løb må se de vundne kampe reduceret til halve sejre. De ofre, børn bringer på forældrenes altre, er større end noget offer til nogen gud, i hvilken religion vi end ser på. Jeg og mine søskende var som de fleste flinke børn og viste dem respekt og hengivenhed, og dog kuldsejlede deres skib på den mest dramatiske måde med min far, der valgte livet fra, da jeg var 38 år; chok og lettelse på én gang, undergangsstemningen i sindet havde han haft siden krigen, siden før jeg blev født. I ydre genkendelig form har jeg ikke som romanforfatter skrevet tæt på min egen familie og slægt, ikke offentligt vedkendt mig arvesynden, undskyld,- sølvet, og håber heller ikke jeg kommer til det. Det tætteste jeg har været miljømæssigt, er den naturvidenskabelige og kunstneriske orientering og det moderate åndshovmod i 'Dværgenes dans'. Jeg har kunnet undgå det ved altid at sørge for psykologisk at være tæt på, ved at omsmelte sølvet lidt efter lidt for at slippe for en dag at stå trængt op i en krog, blændet uden at kunne se vej eller sti, tvunget til at gå ind i det mørke vi alle kommer af, før der bliver lys. Suzanne Brøggers 'Jadekatten', utrolig fin bog, for mig nøglen til et mystisk forfatterskab, tror jeg blev til på den måde. Senest er litterære sværvægtere som Vagn Lundbye, 'Trefoldighedsbarnet', Henrik Nordbrandt, 'Døden fra Lübeck' og Erling Jepsen, 'Kunsten at græde i kor', gået samme vej. Der er brændt broer for og bag, det er liv i lys lue; jeg tror ikke, de havde skrevet så tæt på deres barndom i genkendelig form, hvis de på nogen mulig måde havde kunnet blive fri. Signalet fra dig er opfanget af de antenner, jeg hele tiden har ude mod noget, som ligner, men ikke er, fordi jeg ikke tror, man bliver klogere på sine egne forhold ved at vende det skønlitterære arbejdes raffinerede kniv indad. Derimod er det uundgåeligt, at det skrevne ords autoritet går ind og gør løgne til sandheder og omvendt, man cementerer de (vrang)forestillinger, som den enkelte i en slægt og familie lever og overlever på, som deres egen sandhed, forhindrer det overleverede på godt og ondt i at leve sit eget uregerlige liv. Og det er jeg for nuværende parat til at nedlægge arbejdet for at undgå. Jeg har af og til tænkt på, at skrivende folk med fordel kunne bytte rammefortælling fra deres familie og slægt, som man bytter glansbilleder eller monsterklistermærker. Nede i de essentielle lag er ligheden ens. Som du forstår, vil jeg gerne høre mere om din morfar og hans kølvand, allerhelst modtage endnu et brev fra dig først, så jeg kan mærke efter, om historien kan rumme mig, og om jeg kan fylde dén. Under en eventuel research vil der fra min barndom, muligvis også fra min journalisttid i Vendsyssel, dukke erindringer op om ham, som altså var din morfar. I givet fald har jeg ikke tidligere prøvet at arbejde med fiktion så tæt på kilden i virkelighedens forlæg, jeg ved ikke, om det lader sig gøre. Som sagt tænder jeg på dit brev, fordi jeg også havde en morfar i fokus, som fyldte, forgyldte og forpestede generationer, og derfra har en række billeder, hvis nerve og essens kan iklædes et givent miljø, en hvilken som helst geografi og til dels tid. Jeg vil altså smelte om. F.eks. følgende miniature: Han var maler, malede både konger og baroner, Chr. X og daværende kronprins Frederik, som, indtil morfars død i 1955, viste ham den ære og troskab at sende hilsen til jul og fødselsdag, ofte med fotografier af børnene i pinsekjoler, grønlandskostumer og hvad ved jeg ... min mor og de af hendes søskende, som var interesserede, havde delt brevene imellem sig. Ham, der takkede nej til Ridderkorset, var selvfølgelig heller ikke interesseret i brevene, der er mange måder at gøre sig bemærket på! Hun hægede om brevene og havde dem stukket ind i en lille lomme bag i 'Kongebogen', som vist udkom sidst i fyrrerne, og som den nu kongeslåede, tidligere kronprins sendte ham. Hvorfor bogen med dedikation tilfaldt netop hende, ved jeg ikke, men jeg ved, at ingen af os, hendes børn, ville have hverken bog eller breve, da vi tømte hendes hus, vi solgte dem for 'ingenting' sammen med andet, hvis affektionsværdi ikke bare var nedskrevet til nul, men længe havde trukket negativ rente på efterslægten. Jeg sagde altid til min mor - hårdt - så det gibbede i hende: »Jeg er modstander af materiel arv, jeg har nok at slås med i den åndelige!«. Eller man kunne sige som Henrik Stangerup om arv fra moderen, at han tog den som krigsskadeerstatning.Hvor langt duer nået i dine indre overvejelser, før du skrev til mig, kan jeg ikke vide, men jeg tror, du er nået langt - alligevel blinker advarselslamperne hos mig. Jeg har på fornemmelsen, at vi er i mineret område med mange nulevende efterkommere af din morfar. Mange før ham har haft den 'titel', han i folkemunde havde. I det tyvende århundredes første halvdel forekommer betegnelsen direkte og delvis i tre romantitler, så den må nærmest kaldes et sprogligt dansk fælleseje. Men det vil ikke forhindre folkesnakken i at slå til, og den kan digte meget mere, end digteren kan, fordi den er uden hæmninger og til hver en tid vil foretrække det, der smager bedst på tungen, mens forfatteren, i alt hvad hun rører ved, er underlagt kravet om at nå en større almen sandhed. Det er deri, jeg har fundet legitimitet til at bruge levende (omend afdøde) modeller som bærende i to romaner. Men det har sin pris. Med 'Prinsesserne' var det endda ikke så svært, fordi der ingen nære efterkommere var, alligevel er historien bag fiktionen blevet genstand for en opmærksomhed, jeg ikke bryder mig om; som f.eks. når læserne går til slægtsforskning i de virkelige personer bag romanen. I en boghandel i Vejle lige før jeg rejste i december skubbede en læser et papir med fotokopi af virkelighedens modeller som børn ind foran mig med ordene: »Kender du dem?«. Beskæmmet beholdt jeg mit hoved i den bøjede stilling, jeg sad i, jeg kunne ikke sige ja, ej heller nej. Min erfaring er, at jeg, ved at være tro mod virkelighedens ofte genstridige forlæg, ved at acceptere begrænsningen, får en digterisk frihed forærende fra min egen samvittighed. Det er den, jeg skal forvalte, det er i den, stoffet kan løfte sig og få en mening, der rækker ud over fortællingen. Men lad os nu se, under alle omstændigheder ville det kræve alt af det, jeg har i mig, og mere end jeg fatter nu - begreb man omfanget af arbejdet, før man begyndte, ville man aldrig gå i gang. Men det ville også kræve en fuldstændig forståelse hos dig for arbejdets vilkår, herunder at vores veje må skilles på et tidligt tidspunkt i researchen.Det kan seud, som om jeg vil pleje mimoser, når det drejer sig om min egen slægtshistorie, mens jeg er villig til at stille din i gabestokken. Sådan er det ikke. Dit brev minder mig om, at jeg af og til gennem årene har tænkt, at hvis der dukkede et skrivende menneske op, som havde de rette øjne at se med og hænder at skabe med, stillede jeg hellere end gerne min slægts historie til rådighed som ramme for en kunstnerisk fortolkning i det håb at blive klogere på den, end det er mig muligt at blive, fordi det er min. Altså ... Du har set rigtigt ved at skrive til mig, og det er godt set af dig. Det er med litteraturen som redskab muligt at afdække nogle af de mekanismer, vi qua slægten er underlagt og må leve med og også at beskrive, hvad kamp koster, og hvor nødvendigt det er at kæmpe den for at skabe den platform, man kan være til på som sig selv. Den kamp har du kæmpet, det har jeg også, og dog mærker vi ulvene fra fortiden snappe os i haserne og forsøge at gnave sig ind på vores platform. Jeg fornemmer, at realiteterne i din verden såvel som i min aldrig har levnet fristed til den barnlige dagdrøm, at man er barn af nogle andre end sine forældre. I alt dette ville det måske vise sig, at det trods alt er godt nok at 'komme af nogen', modsat dem, som ingen fortid har, fordi den rent faktisk er ukendt, eller fordi den har været så fattig og gudsjammerlig, at der intet har været at overlevere andet end det, naturen har sørget for i form af stærke gener til kamp for brød. Hvad der end videre måtte ske, skal du have tak. I min metier er ingen slags ulejlighed spildt ulejlighed.