Det kan ikke være rigtigt, at børn anbragt uden for eget hjem flyttes rundt i landet, blot fordi deres forældre flytter. Vi trænger til en skærpelse af lovgivningen, mener cand.psych. Inger Thormann. Hun arbejder med omsorgssvigtede børn og er medlem af Børnerådet. At starte på en frisk var det, Margit ønskede, da hun besluttede sig for at bryde op fra én af Københavns indre bydele og flytte til en anden kommune. Margit er en alkoholiseret kvinde i begyndelsen af fyrrerne. Hun har drukket hele sit voksne liv og været igennem et utal af behandlinger af forskellig art på diverse institutioner, somatiske hospitalsafdelinger og psykiatriske afdelinger. Margit er således en alvorligt belastet kvinde. At starte på en frisk betyder for Margit at komme væk fra storbyen, fra miljøet, men også fra behandlerne, fra socialforvaltningen, sagsbehandleren og alle dem, der kender hende og hendes historie så godt. Endelig vil Margit gerne bo tættere på sin familie. Margit er mor til en fireårig dreng, Jacob. Jacob fik kort efter fødslen stillet diagnosen ftalt alkoholsyndrom, der indebærer, at han er hjerneskadet. Han var således alvorligt medtaget af Margits indtagelse af alkohol under graviditeten. Efter fødslen udviklede han behandlingskrævende abstinenser og blev sat i behandling med Fenemal. Det var tydeligt, at Jacob havde behov for en særlig pleje og omsorg. Det var også tydeligt, at hans mor ikke var i stand til at give ham denne omsorg. Seks uger gammel blev han anbragt på det observations- og behandlingshjem, hvor han stadigvæk bor. Anbringelsen skete på et frivilligt grundlag. Allerede under mor og barns indlæggelse i efterfødselsforløbet startede samarbejdet mellem Margit, socialforvaltningen og medarbejdere fra observationshjemmet. Samarbejdet vurderedes af alle involverede som godt med høj grad af seriøsitet og faglighed. Som en væsentlig del af behandlingsopgaven indgik ønsket om, at mor og barn kunne være en del af hinandens liv trods Jacobs 'anbringelse uden for hjemmet'. Således kom Margit på hyppige besøg hos Jacob, og udeblev hun, blev der holdt fast i hende. En anden væsentlig del af opgaven bestod i at observere Jacob, således at der uafbrudt kunne være en faglig dialog om de symptomer, der kunne forklares på baggrund af hans hjerneskade. Personalet på et observationshjem har en basal viden om, hvordan et barn med medfødt alkoholskade skal have omsorg i bred forstand. Men alle børn, også til trods for fælles diagnose, er forskellige - og meget tidligt blev både personlige/specielle ressourcer og problemer observeret hos Jacob. Jacob er i overbevisende trivsel på trods af sit medfødte handikap, sin alkoholskade. De voksne, der varetager omsorgen for ham, har kendt ham, siden han seks uger gammel blev anbragt. Han har fortsat hyppigt besøg af sin mor, og han har lært sin far at kende. Samarbejdet med moderen som det naturlige udgangspunkt har ikke været let. Med fastlagte hyppige aftaler om besøg blev personalet dem, der først opdagede uregelmæssigheder, der kunne betyde, at Margit drak. Men tilbagevendende, og i samarbejde med sagsbehandleren, er samarbejdet altid kommet på sporet igen. Jacob var tre år, da hans mor flyttede fra København til en anden kommune. Med vores nuværende lovgivning betyder det, at 'Jacob flyttede med', forstået på den måde at den kommune, moderen tilflytter, nu bestemmer over Jacobs liv. Den nye kommune er 'handlekommune', mens den oprindelige kommune er 'betalingskommune'. Fra den ene dag til den anden får både mor og barn en ny sagsbehandler. Allerede ved første møde med den nye sagsbehandler ridsede hun planen for Jacobs fremtid op. Man havde besluttet, efter forældrenes ønske, at Jacob skulle flytte, således at der ikke var den store geografiske afstand mellem ham og forældrene. Planen er at finde en plejefamilie, hvor Jacob kan bo. Herudover skal der findes en specialinstitu- tion, der kan sikre ham den stimulation og beskyttelse, der imødekommer hans særlige behov. Samarbejdet med den nye sagsbehandler blev svært. Konferencer har været afholdt med deltagelse af læge, psykolog, socialrådgiver og pædagoger. Den samlede viden om Jacob og hans liv er formidlet til sagsbehandleren. Det har været tydeligt, at den nye sagsbehandler ikke har den faglige baggrund, der er nødvendig for forståelsen af den behandling, der er i gang, og som opleves optimal i forhold til et barn som Jacob. Herudover opleves det, at selve historien ikke tillægges nogen større betydning. Otte dage før juleaften fortæller Margit personalet på observationshjemmet, at sagsbehandleren har lovet, at Jacob skal hjem til jul. Samme dag kontaktes sagsbehandleren. Det viser sig at være sådan, som Margit havde fortalt. Personalet har svært ved at forstå beslutningen som havende afsæt i Jacobs behov. Men beslutningen var taget. To dage senere, seks dage før juleaften, kom brevet med beslutningen, underskrevet af to socialrådgivere, hvoraf den ene var sagsbehandleren. Det var intet andet end en ordre. De kommende dage gik ud på at forberede Jacob til det, han skulle opleve, og samtidig hjælpe ham med at forstå det, han ikke måtte opleve. Begge dele var svært at forstå for Jacob. I eksemplet om Jacob beskrives en alvorlig problematik. Jacob har en medfødt hjerneskade, der betyder, at han er retarderet. Herudover er han ekstremt, sårbar, når 'tingene ikke er, som de plejer at være'. Jacob er et behandlingstrængende barn, der har brug for speciel omsorg. Jacobs omsorgsgivere, personalet på observationshjemmet, fandt, at beslutningen af flere grunde ikke var rigtig. Den største bekymring gjaldt Jacobs oplevelse af det at være væk fra sit hjem i julen og være et andet sted med mor og far. En anden bekymring havde rod i det faktum, at Jacobs familie bærer på en dybt problematisk historie, og de har et svært liv. Derfor så man muligheden for 'en god oplevelse' som meget lille. At indleve sig i den voksne kvindes liv og ønsker er meget nærliggende for os socialarbejdere. Vi er nemlig hyppigst kvinder. Mange af os er selv mødre, og vi kender følelsen af dårlig samvittighed og håbet om, at det hele kan blive bedre. Nøjes vi med at handle på det, vi ser, den appellerende mor, bliver vi ofre for vores egne følelser, og vi glemmer det, der skal være det allervigtigste for alle inden for vores arbejdsområde, nemlig 'barnets bedste'. At indleve sig i et lille barns ønsker og behov er langt sværere for sagsbehandlere end at indleve sig i f.eks. en mors ønsker og behov. Det er kendt viden. Derfor er sagsbehandlere afhængige af at lytte til de mennesker, der er tæt på barnet, de mennesker, der kender barnet bedst, for kun derved kan udgangspunktet blive det, det skal være: barnets bedste. I arbejdet med sårbare små børn er det vigtigt at have mulighed for at kombinere det, vi ser og det, vi ved . Det, vi ser , ser vi, fordi barnet viser, hvordan det har det. Gennem dets reaktioner fås indblik i og en orientering om, hvornår og hvordan barnet bedst imødekommes. Det, vi ved , ved vi ud fra vores samlede erfaringer, teoretiske såvel som praktiske, og gennem individuel træning i at observere og præcisere observationer. Styrken i det professionelle miljø er, at barnet observeres og behandles ud fra faglighed og erfaring. Derved gives barnet den bedst tænkelige mulighed for, at der kan iværksættes eventuelle hjælpeforanstaltninger, som har den sammensætning, som netop dette barn har brug for. Men barnet og familiens historie og forståelsen af denne er også meget vigtigt for at kunne træffe den rigtige beslutning. Jacob har fået 'offentlig omsorg', fra han blev født, fordi det offentlige system i samarbejde med moderen vurderede, at hun ikke selv kunne magte omsorgen. Det offentlige påtager sig omsorgsopgaven, og Jacob får et hjem, der ikke er hjemme hos mor og far, for sådan er hans liv ikke, men på et børnehjem. I Jacobs bevidsthed er børnehjemmet hans hjem. Han bor der og lever der, og han har venner der og er omgivet af voksne, som han er tryg ved, fordi de ved, hvilken omsorg der er bedst for ham. Jacob har hyppig kontakt med mor og far, der besøger ham, og mormor og andre familiemedlemmer besøger ham også. I hans hjem, i hans trygge omgivelser. Julen er pludselig lige foran os. Det er en travl tid for sagsbehandlere til børn anbragt uden for hjemmet. Børn skal nemlig hjem til jul. Sådan kommer man let til at tænke, hvis følelserne har overtaget, og julen vækker håbet og optimismen hos sagsbehandleren. Det går nok! Det er gået før! - bliver der sagt. 'Børn vil ikke hjem til jul', lød nogle avisoverskrifter i december. Hvor gammel skal et barn være for at kunne fortælle sin sagsbehandler, at han eller hun ikke vil hjem til jul? Man skal med sikkerhed være ældre end Jacob. Jacob er afhængig af, at nogen taler for ham. Jacobs oplevelse af hjem er børnehjemmet. At skulle 'hjem til jul' i sagsbehandlerens forstand bliver for ham at skulle væk fra sit hjem med den tryghed og intimitet, der nu engang findes det sted, man altid har boet, og rejse til et andet sted. At skulle 'hjem til jul' indebærer at blive frarøvet det, som hele december har lagt op til, nemlig julen på børnehjemmet, bl.a. med besøg juleaften af mor og far, dansen om det juletræ, Jacob har hentet sammen med voksne og børn, oplevelse af den glæde og tryghed, der er forbundet med, at det hele er, som det plejer. Desværre er det ikke ualmindeligt at have en udygtig sagsbehandler som samarbejdspartner. Tilbagevendende opleves private holdninger og personligt skøn som spillende en væsentlig rolle for de beslutninger, der tages. Vel findes der også mange dygtige sagsbehandlere, der lader fagligheden få sin plads, og hvor det er i kombinationen af sagsbehandlerens praktiske og teoretiske erfaringer, afsættet for den gode beslutning tages. Men niveauet er uhyggeligt svingende. Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at beslutninger i anbringelsessager ofte sker på sagsbehandlerens skøn, og at børn flyttes rundt i landet, fordi forældrene flytter. Vores lovgrundlag er for så vidt i orden, men der er brug for en skærpelse af formuleringen, der gør det endnu tydeligere, at beslutninger skal sikre kontinuiteten i barnets liv såvel som beskyttelsen af barnet. I 2001 trådte en række ændringer af serviceloven i kraft, som har særlig betydning for støtten til børn og unge. Formålet med de nye regler er, at de i højere grad end de hidtidige regler vil kunne sikre: at støtten ydes til barnets bedste at den tidlige indsats over for barnet styrkes at kontinuiteten i anbringelserne forbedres. Ved at introducere terminologien til barnets bedste i serviceloven, er der en samstemmighed med FN's børnekonvention, artikel 3, stk. 1, hvor det er skrevet, at »barnets tarv skal komme i første række«. Men jeg mener, at det må formuleres tydeligere, målrettet for de børn, der er anbragt uden for hjemmet, og hvis forældre flytter. Spredt og tilsyneladende tilfældig kompetence hos den enkelte sagsbehandler i den enkelte børn og unge-afdeling, i den enkelte kommune, gør det svært at komme med gode ideer i øvrigt til en løsning af problemerne generelt. At den oprindelige kommune beholder handlekompetencen, er ikke nødvendigvis løsningen, idet dette igen kommer an på, hvor kompetent den oprindelige sagsbehandler er i forhold til den konkrete sag. Sagsbehandlere skal være meget bredt orienteret, og måske stiller vi urimelige krav? I sin Kronik i Politiken 18.9.02 foreslår psykolog Niels Peter Rygaard, at sagsbehandlingen af stærkt omsorgssvigtede børn flyttes fra kommunerne til en central specialinstans, der udelukkende behandler disse sager. Også Niels Peter Rygaard har den opfattelse, at mange kommuner ikke har kapacitet og viden til at skabe et seriøst behandlingsarbejde fra fødsel til voksenliv. I den tænkte specialinstans kunne man sikre en øget faglighed inden for området, en faglighed, der med sikkerhed ville tage udgangspunkt i 'barnets bedste'. Jeg tror ikke, at en sagsbehandler i en sådan tænkt specialinstans havde besluttet, at Jacob skal flytte bosted og flytte specielt dagtilbud, ej heller at Jacob skulle hjem til jul. Men da decentraliseringen nu engang er gennemført og nærhedsprincippet fundet hensigtsmæssigt, må det bedste ud fra en faglig betragtning være, at det enkelte barns sag bliver i barnets og forældrenes oprindelige kommune. Men det er ikke nok. Det må samtidig sikres, at den fornødne tværfaglige kompetence er til stede i alle kommuner, således at beslutninger bliver taget på et forsvarligt grundlag og til barnets bedste. Strukturen i den enkelte kommunes børn og unge-afdeling for behandling af de svære børnesager bør derfor nøje revurderes.