Om at genoplive Anna Castberg

»Jeg ville beskytte dig Anna, hæve dig op over bladsmøreriet«, skriver dramatikeren Erling Jepsen i denne bekendelse. Om et skuespil, en kvinde og en god historie.

Kroniken
FOR ABONNENTER

»Jeg ville beskytte dig Anna, hæve dig op over bladsmøreriet«, skriver dramatikeren Erling Jepsen i denne bekendelse. Om et skuespil, en kvinde og en god historie. 'Anna og tyngdeloven' har premiere på Odense Teater i aften.

Jeg kan ikke mere. Jeg er virkelig begyndt at sove dårligt om natten.

Vågner brat klokken fire, blot for at konstatere at jeg burde sove fire timer mere, men ikke kan. Min læge siger, jeg ikke skal tænke på det.

Det er helt normalt. Der er masser af mennesker med søvnproblemer. De har simpelthen så meget lort liggende på lager, at de er begyndt at blive bange for sig selv. Det er på tide, jeg muger ud. Det er på tide, I får sandheden at vide om mig og Anna Castberg. Spekulationerne er stadig i live. Anstødsstenen er artiklen 'Du må gerne lyve' af cand.mag. Pernille Bøg i det næste nummer af teatertidsskriftet Teater 1. Hun hævder, »at Erling Jepsen med os har spillet en komedie«. Hun hentyder til min omgang med sandheden. Og det er da muligvis sandt, at det er løgn.

Det var egentlig ikke noget, jeg havde planlagt. Det blev bare sådan. Og pludselig var der røre i andedammen. Den gang var meningen med det hele sløret og uklar, jeg kunne bare mærke, at det føltes som det rigtige at gøre. Der kom en journalist ind ad døren på Café Mikkel, han ville gerne interviewe mig om mit nye stykke 'Anna og tyngdeloven', som jeg havde skrevet som husdramatiker til Aarhus Teater. Vi bestilte et par fadøl, og han begyndte med sine sædvanlige spørgsmål. Det var ikke første gang, han prøvede det her, kunne jeg høre, der var en automatik i den måde, spørgsmålene faldt på. Trættende - også for ham - men nødvendigt.

Så med ét blev jeg lysvågen: »Har du talt med Anna Castberg personligt?«, spurgte journalisten nysgerrigt. Og så var den der, fristelsen. Serveret på et sølvfad. Jeg kender den gråzone, den følelse af, at det næste svar kan føre til ukendt, ubetrådt land. Eller det hele kan fortsætte som hidtil. For en dramatiker er fristelsen næsten for stor.

Jeg tøvede længe. Tænk, hvad det svar kunne føre med sig.
»Lige et øjeblik«, sagde jeg og forsvandt ud på lokummet. Skulle jeg fortælle ham det? Det her måtte jeg lige tænke over. Jeg kunne komme til at gøre en masse mennesker kede af det. Og det prøver jeg så vidt muligt at undgå. Jeg får det selv dårligt, når jeg kommer til at såre nogen, bryder mig simpelthen ikke om det.

På den anden side, jeg kunne også få den automatiserede journalist til at vågne op, komme tilbage til redaktionen med dagens nyhed. De ville klappe ham på skulderen og kalde ham for en helt i skysovs, og de ville sende ham indforståede blikke, og han ville komme hjem til konen, og hun ville elske ham endnu højere, deres sexliv ville blive bedre, for slet ikke at tale om børnene, der nu endelig så deres far træde i karakter.

Det var sgu alligevel synd for ham. Og nu sad han derude og ventede forventningsfuldt. Havde sikkert bestilt en øl mere. Oprigtig talt kunne jeg ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg ville. På en måde var det så oplagt, og på en måde var det jo heller ikke mig, der havde fået den idé. Jeg pustede bare lidt til den ild, han selv havde antændt.

Jeg gik tilbage til bordet. Han sad lidt uroligt på stolen. Ventetiden havde helt tydeligt pint ham. Han havde virkelig brug for en historie. Det var vist længe siden, han havde fået en.

»Ja!«, udbrød jeg og holdt bevidst inde. Det her var ikke min historie.

Han lyste op: »Hvordan etablerede I kontakt med hinanden, jeg mener, hun er jo eftersøgt af Interpol?«. Et kort øjeblik vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med det spørgsmål. Blev faktisk lidt vred på ham. Prøvede han at spille smart, at undergrave min autoritet? Som om jeg kunne finde på at binde ham noget på ærmet! Jeg måtte hellere fortælle ham det, som det var.

Jeg havde været i London for at se teater. Var tjekket ind på et hotel i nærheden af Piccadilly Circus. Londons hjerte. Masser af liv. Masser af teater. Meget langt fra Sønderjylland. Han så skeptisk ud. »Du må hellere begynde at tage notater nu«, sagde jeg for mig selv. Jeg skulle ind at se et af mine stykker blive sat op: 'Med Dame på og hele Lortet!' Det var ikke noget stort teater. Men et af de steder, hvor pub og teater er under samme tag. Skide hyggeligt, det burde vi gøre lidt mere herhjemme. De havde virkelig gjort sig umage. Gjort noget ud af det. Den danske ambassadør var der, der var små dannebrogsflag på teaterprogrammet, de serverede røde pølser i baren.

Jeg så egentlig ikke så meget af stykket, hvis jeg skal være helt ærlig. Sad mest og drømte og tænkte. Den gang for mange år siden da jeg skrev stykket, var jeg meget optaget af menneskers manipulation. Bevidst, jo da, men mest den ubevidste. Den, der kun sjældent sættes ord på. Det er den, der er farlig. Uden at ville være det. Det kujonbevidste.

Hvad får en mand til at banke sin elskede sønder og sammen? Er det kvinden selv, der får manden til det, fordi hun gerne vil slås?

Manipulerer hun ham til at slå, så hun kan spille offerrollen og få medlidenhed - som i mit stykke fra dengang? Publikum ser en kvinde blive slået af sin mand; nåååhh, det lille skind. Hun manipulerer ud over rampen, ud i virkeligheden, hun spiller en rolle - og det var det, der satte min kreativitet i gang igen. I det øjeblik trængte Anna Castberg sig gennem bevidstheden. For det var jo det samme, hun gjorde, om end i en større målestok og med et større format, hun fordrejede hovedet på os alle. Det var ikke mig, der tog styringen her, det var en større kraft, der insisterede på at trænge igennem.

Hun vandrede simpelthen nede fra og op gennem mine bevidsthedslag. En oplagt kvinderolle! Hun var virkelig i min fantasi. Jeg talte med rollen Anna Castberg. Jeg mødte hende personligt.

Jeg fortalte den nu mere og mere opvakte journalist løst og fast om, at alle mennesker spiller en rolle. Prøvede at imponere ham, virke intelligent og filosofisk.
I virkeligheden var jeg hamrende nervøs. Han virkede ikke tilfreds. Så en smule utålmodigt op på mig. Det var ikke det, han havde håbet på.

Jeg kom i tanke om, at jeg inde på pubben havde set en kvinde, stangberuset, der lignede Meryl Streep. Det var sikkert billedet af hende, der havde fået mig til at tænke på Anna Castberg; de ligner hinanden. Måske kunne han bruge det til noget. »Der var en kvinde, hun sad et par rækker foran mig i teatret. Hun lignede Meryl Streep, men det var alligevel ikke Meryl Streep, pludselig ser hun billedet af mig i teaterprogrammet. Vender sig om og ser mig. Smiler, og hendes øjne siger: skriv et stykke om mig, please«. Det kunne han bruge. Han skrev og skrev. Jeg blev dirrende i stemmen, var hensat til min fantasi.

Kunne mærke adrenalinet pumpe. Nu skrev han ikke længere. Han havde fået sin historie. Jeg vendte tilbage til snakken om hverdagens rollespil, men han lyttede slet ikke mere. Han havde fået, hvad han kom for. Jeg fortsatte nu alligevel, havde virkelig noget på hjerte. Vi iscenesætter os selv konstant. Nogle bevidst manipulativt. Men det er vel ikke så farligt. Anna Castberg er jo bare en rolle, der afgik ved virkeligheden. Da virkelighedens konkrete plan indhentede hende, måtte hun gå under jorden. Jeg besluttede mig for at genoplive rollen Anna Castberg. Selvom hun var blevet aflivet af virkeligheden, kunne hun vise sig brugbar inden for teatret. Der har dramatiske roller det nu engang bedst. Journalisten drak ud.

Jeg tog til Aarhus Teater. Der var pressemøde. Og så kan det ellers nok være, at pressen kom farende. Som en flok sultne løver. Navnet Anna Castberg gjaldede i kulisserne. De, der ellers aldrig viser sig ved pressemøderne før premieren - der er åbenbart meget langt fra København til Århus, også selv om togene kører en gang i timen - stod i kø for at stille spørgsmål. Danmarks Radio var der, de ville gerne have et interview til Kulturnyt. Og TV-avisen var der.

Det var aldrig sket før, at de havde været så langt hjemmefra for et stykke nyskrevet dansk dramatik. Det var virkelig flot. De interesserede sig dog ikke det mindste for stykket. Det eneste, de ville vide noget om, var Anna Castberg. Og jeg fortalte dem, at jeg havde talt med hende, at jeg ikke kunne have skrevet stykket uden hende. Det hele stemte. Vi talte bare ikke om den samme Anna. Og det gik ikke op for dem. Stort set ingen stillede sig kritisk an. Det var skræmmende, så lidt der skulle til.
Kilden selv var eneste sandhedsvidne. Det var en god historie, og de hoppede på den, fordi de gerne ville tro, at det hang sådan sammen.

TV 2 kontaktede mig, de ville gerne lave et Erling Jepsen-Anna Castberg-interview til Dags Dato, om jeg ikke lige kunne ringe til hende? Det var allerede programsat, før de kontaktede mig. Hvad forestillede de sig egentlig? En kvinde, der ikke har vist sig offentligt i 6 år. »Selvfølgelig, jeg skal gøre, hvad jeg kan«, svarede jeg og lagde røret på. Jeg tog røret igen, men holdt afbryderen nede, så klartonen ophørte: »Er der nogen?«, sagde jeg ned i telefonrøret.

Der var ingen, der svarede. »Er det dig Anna?«. Stadig tavshed. Så fjernede jeg fingeren og drejede nummeret til TV 2: »Hun vil ikke medvirke. Desværre«.

Flere gange havde jeg lyst til at gå til bekendelse, skrige det ud: »Det er jo ikke den Anna Castberg, jeg taler om I skvadderhoveder!«. Men jo længere fiktionen fik liv af pressen, jo mere lyst fik jeg til at se, hvordan dramaet udviklede sig. Og jo klarere anede jeg et perspektiv:

Hvis pressen holder liv i en historie, der dybest set er skabt af dem selv - er ren fiktion - hvor meget af det, der bringes i TV-avisen, TV 2-Nyhederne, aviser og dagblade er så det rene hjernespind? Der var pludselig mening med galskaben. Teatret begyndte at udspille sig i virkeligheden. Det var for sent at trække sig ud.

Jeg blev ringet op af flere journalister, der truede mig med aldrig mere at omtale mig i pressen, hvis det viste sig at være løgn. Så ville de ekskludere mig fra det gode selskab. Jeg havde ikke noget egentligt valg; enhver forfatter må vælge fiktionen frem for virkeligheden.

Enhver dramatiker vil forsvare sin rolle til sidste blodsdråbe. Det her fik større og større konsekvenser. Castbergs familiemedlemmer begyndte at kontakte mig. Det kulminerede med, at Anna Castberg selv sendte et brev til Jyllands-Posten. Uden afsender. Hun havde aldrig talt med en dramatiker ved navn Erling Jepsen. Det anede jeg jo nok.

Undskyld Anna Castberg. Jeg fik lyst til at genoplive den rolle, du selv havde skabt, og som jeg har dyb respekt for. Og jeg ønskede, at andre skulle forstå og dele min respekt.

Man kan ikke skabe større teater end det, der udspiller sig i virkeligheden. Siger man. Men man kan jo forsøge. Hvem er du i virkeligheden? Måske er vi ikke så forskellige, du og jeg. Måske er min ensomhed, din ensomhed. Måske er det derfor, at du dukkede op i mine drømme den dag på teatret i London, hvor man siger, du befinder dig.

Fordi du er blevet en arketype i mit galleri af ubevidste karakterer.

Hvem ved, om du i virkeligheden skulle have været dramatiker, digter, forfatter? Hvis du læser det her, håber jeg, du tilgiver mig - og at den 'rigtige' Anna måske ringer til mig? Jeg tror, du vil forstå mig.

Vi lever begge i et drømmeunivers. Og der er langt smukkere end i virkeligheden. Eller er der? Synes du også, det kan føles som i et fængsel?

Hvorfor jeg gjorde det? For at få ram på virkeligheden. Den manipulerede virkelighed. Den medieskabte virkelighed. Det var den, jeg ville til livs. Jeg har desværre aldrig mødt Anna Castberg. Kun i Dramatikerens fantasi. Jeg går til bekendelse. Jeg blev vist forelsket og lod mig rive med. Jeg ville beskytte dig Anna, hæve dig op over bladsmøreriet.

Tage dig i mine arme og bære dig derind, hvor du kommer fra. Du skulle tilbage til scenen, tilbage til teaterkunsten. Du skulle hjem, ikke leve under jorden. Og hvad gør man ikke, for den man elsker? Sandheden kan ikke afdække løgnen. Kun kærligheden kan afdække løgnen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce