Dårlige tilbud lanceret af en smiskende telefonsælger. Hvorfor skal vi finde os i det? Tusmørke og skumring er to gamle ord, som ligger godt i munden. At holde mørkning er et andet gammelt udtryk for at ære den såkaldt blå time. Timen fra solnedgang til aftenen falder på. For det moderne menneske er det vel - snarere end hang til stille poesi - udmattelse efter en stresset arbejdsdag, som efter fyraften får vedkommende til at falde ned i en stol og puste lidt ud ved at hengive sig til den dybblå atmosfære. En hengivelse, der nærmest har karakter af rekreation, og som derfor kun varer ved, indtil man får sin anden luft og kan klare en smule aktivitet igen. Fornemmelsen af hjemmet som en hellig plet er stærk i en sådan blå time, hvor man i den grad føler at have udstået dagens dont ude i virkeligheden og nu bare vil være i fred: Far, verden, far vel, jeg kedes ved længer at være din træl! Derfor er det i det hele taget uvelkomment, hvis den vederkvægende stilhed brydes af telefonens ringen, og hvis det så yderligere viser sig, at det er tidens svøbe nr. 1: en telefonsælger, som trænger sig på, så forvandles i hvert fald jeg lynhurtigt fra fredsommelig til frådende: Hvad i hede, hule Habermas bilder du dig ind? - at krænke min intimsfære! Offentlighedsmodellen udtrykker den borgerlige selvforståelse, lærte vi tilbage i 1970'erne, og med selvforståelse mentes stort set illusion. For godt nok består verden ubestrideligt af et statsapparat over for et samfund, hvor man yderligere kan udskille intimsfære, socialsfære, kulturel offentlighed og politisk offentlighed. Men det illusoriske kommer ind i beskrivelsen af interaktionen mellem delområderne: at man i de to offentligheder - på basis af meldinger fra de to sfærer - skulle kunne nå frem til enighed om, hvad der tjente Almenvellet bedst, hvilket man herefter meddelte statsapparaturet, som efterfølgende dekreterede love til beskyttelse af dette almene vel. Altid Almenvellet, aldrig særinteresser. Men uanset om teorien om den borgerlige offentlighed blev præsenteret for os i en kritisk form, nærmere bestemt gennem Frankfurterskolens optik, så er der ikke desto mindre elementer i den, som fortfarende har en vis indflydelse på ens bevidsthed. Dogmet om at sætte sit virke ind til fordel for Almenvellet ligger således dybt i enhver humanist - indimellem som lidt af et åg, idet det nærmest kan få klang af Almenvældet, altså en negativ faktor, der hindrer én i at forfølge egne mål. Ideen om intimsfæren som en autonom ø, hvor man kan lægge borgerkappen af sig og være helt sig selv - dyrke sine relationer til andre mennesker og sin egen identitet som menneske - er heroverfor en rar illusion, som man nødigt ser gennemhullet. »My home is my castle«, siger englænderne, og dette trækker lidt på samme hammel som ideen om intimsfæren som en slags oase, hvor samfundet ikke kan nå én. Forholder det sig nu sådan, at jeg selv aktivt har været ude i socialsfæren for at bestille en bog, så takker jeg naturligvis glad for den opringning fra boghandlen, som annoncerer, at bogen ligger klar til afhentning. Også selv om opringningen når mig - tilbage i henslængt intimsfæreposition - i den blå time. Men forholder det sig derimod således, at jeg i samme tidsrum - uden selv at have givet udtryk for interesse - bliver ringet op af en telefonsælger, ja, så oplever jeg det i den grad som en krænkelse af min integritet som privatmenneske, at furien kommer op i mig. »Jeg er ikke interesseret«, snapper jeg telefonterroristen af, efterfulgt af et lydeligt KLONK, når røret lægges på. Da jeg åbenbart ikke er alene om denne modvillige reaktion, undgår en del af terroristerne sælgersmart at præcisere deres ærinde i løbet af første sætning. De åbner f.eks. ved at anslå intimsfæresignaler: »Hej Gitte, det er Peter« »Øhhh Peter hvem?«. Hvorefter sælgeren har fået foden så meget indenfor, at han tør specificere: »Peter Larsen fra Bogklubben 12 Bøger«. Almindeligvis vil dette så udløse et KLONK fra min side, men da jeg i tilfældet 12 Bøger blev ringet op i en ferieperiode, havde jeg overskud til civiliseret at hvisle: »Jeg køber ikke bogklubbøger«. Dette var ikke tilstrækkelig afvisning for det håbefulde unge menneske, dog indstillede han momentant sin egen ordstrøm for at høre min begrundelse, der gik på, at hvis man har litteratur som metier, så giver det sig selv, hvilke bøger man skal købe, og man har ikke brug for at lade sine indkøb styre af, hvad mere eller mindre tvivlsomme forlag finder det for godt at kalde 'månedens bog'. Sædvanligvis er det studerende, der har fritidsjob som telefonsælgere, så man må formode, at de i deres daglige virke er i besiddelse af en vis dømmekraft. Men deres potentialer i så henseende deponerer de åbenbart i garderoben, inden de sætter sig til telefonen. I hvert fald gik nævnte Peter Larsen ufortrødent videre med verdens mest banale salgstrick - dét, man på sydlandske markeder hører formuleret som: »Special prize for you, madam!« - Peter Larsen påstod helt seriøst, at det udelukkende var folk i Århus-området, som fik det gyldne tilbud: »tre bøger for kun ni kroner«. Nu er ophidselse og velformulerethed omvendt proportionale størrelser hos mig, så jeg fik kun skingret et eller andet i retning af, at det, han dér sagde, sådan omtrent var det dummeste, jeg nogensinde havde hørt i hele mit liv. KLONK. Bagefter ved man som bekendt, præcis hvad man skulle have sagt. - Man kunne f.eks. have gjort den gode student opmærksom på, at tricket med at lade en person tro, at lige netop vedkommende er den naturens muntre søn, der får appelsinen i turbanen, blev slidt op allerede under tidsskriftet Det Bedste's heftige brug af direct mails for mange årtier siden. Man kunne også have ymtet et eller andet om, at kvantitet ikke er en parameter ved anskaffelse af litteratur, så ideen om 'hele tre (uspecificerede!) bøger for ni kroner' frem for at være et salgsargument er en vittighed, der udstiller manglen på seriøsitet hos det foretagende, man er blevet kontaktet af. Måske skulle man helt enkelt have sat Peter Larsen skakmat ved at bede ham om vejledning ved udvælgelsen af de tre bøger - ud af 40 mulige titler. Det gennemgående karakteristikum ved telefonsælgere er jo nemlig, at de hverken har indsigt eller engagement i det firma, som de aktuelt repræsenterer, hvoraf følger, at produktkendskab er en by i Rusland for dem. Samtale med en telefonsælger kan derfor ikke bibringe én andet end irritation over at være blevet afbrudt i en aktivitet, der pr. definition må være mere meningsfuld. Og eftersmagen af lede efter en sådan afbrydelse er i hvert fald ikke befordrende for ens holdning til sagen - in casu 12 Bøger. Dansk markedsføring holder ellers et ganske pænt niveau, synes jeg. Der er altovervejende tale om en kommunikation mellem folk, der kan skrive, og folk, der kan læse. Naturligvis vil markedsføring altid indeholde elementer af både information og manipulation, men manipulationens overherredømme begrænses, så længe marketingfunktionen ligger i det firma, som har produceret varen, og som vel føler sig bare en kende forpligtet af sin viden om varens reelle værdi. Det går derimod galt, når den del af marketingfunktionen, der drejer sig om udgående kundekontakt, løsrives fra virksomhedens øvrige drift og lægges ud til ekstern telemarketing. Men dette er helt klart tidens trend. I hvert fald har telemarketingbranchen inden for de seneste ti år oplevet en eksplosiv vækst - a la den, der i sin tid blev fænomenet hjemmeservice til del. I lighed med hjemmeservicefirmaerne henter telemarketingbureauerne deres mandskab i de ufaglærtes rækker, hvilket har som konsekvens, at dette mandskab ikke føler sig forpligtet af nogen faglig ære, men udelukkende er styret af driften mod at tjene hurtige penge. Der lokkes således med en provisionsløn på op til 300 kroner i timen. En moderne udvikling - ekstern telemarketing - får derfor paradoksalt nok den konsekvens, at vi bombes tilbage til gimmicks, som hørte hjemme i reklamens barndom. Kræmmeragtige forsøg på at få den potentielle kunde til at føle sig som en heldig udvalgt følges op af diverse lokkemidler i form af smagløse tillægsgevinster ved et eventuelt køb. Nu da phoneren jo absolut intet kender til varen, og derfor ikke kan bruge dennes iboende kvaliteter som salgsargument. Begrebet ekstern telemarketing er startet som en genial nichevirksomhed, men det kan udvikle sig til at være en ondartet gevækst i forhold til de virksomheder, som leverer de varer/serviceydelser, der skal markedsføres, for en dårlig markedsføring giver bagslag. En del af telemarketingbureauernes sælgere er 16-19-årige skoleelever fra de gymnasiale ungdomsuddannelser - herlige unger med masser af potentiale, men ufærdige, det er de. Og sætter man sådanne størrelser til at agere ude i virkeligheden alene på basis af et turbokursus i kræmmerteknik, så skal det da gå galt - de har jo ikke nogen færdigudviklet pli eller etik til at afbalancere kræmmerteknikken med. Styret af guleroden: '300 kroner i timen' udvikler de derfor en pågåenhed, som gør dem til en pestilens. De fleste af os andre ligger vel under for en pænhed, der tilsiger, at man ikke smækker telefonrøret på - uanset hvad. Men at undlade at smække på i forhold til en telefonsælger er at række fanden en lillefinger. En anden plage i tiden er analyseinstitutter, men over for dem tøver selv jeg med at smække røret på, for af hensyn til Almenvellet bør man vel være sig sin demokratiske forpligtelse bevidst og formulere en holdning? I sandhedens interesse forsøger man så at nuancere sine svar, men dette er slet ikke meningen, for spørgeskemaet er kun gearet til sort-hvide holdninger, der skal munde ud i en tilkendegivelse, som passer det firma, der har bestilt rundspørgen. Mine forsøg på nuancering gør mig derfor kun til en besværlig respondent, og gensidig irritation er resultatet af telefoninterviewet. Jeg havde derfor tjent vore respektive interesser bedre ved straks at sige fra. Aktuelt er der vældigt fokus på fænomenet spam i medierne. Spam er det udtryk, man bruger om e-mail-reklamer, der uanmodet udsendes til et stort antal modtagere. I Danmark har det siden 1. juli 2000 været strafbart for erhvervsdrivende at udsende spam. Forbrugerombudsmanden er den myndighed, som fører tilsyn med, at de erhvervsdrivende ikke overtræder forbuddet, og det er ham, som ved en førstegangsindberetning af en given virksomhed giver denne en advarsel. Er der tale om gentagelsestilfælde, vil sagen blive henvist til politiet, der idømmer virksomheden en bøde. Det er dog lidt af et sisyfosarbejde, forbrugerombudsmanden dér er kommet på, for udenlandske virksomheder er ikke forpligtet af dansk lovgivning, så de spammer lystigt videre, og danske firmaer kan på samme måde afsende spam fra filialer i udlandet, hvorefter også dette er uden for forbrugerombudsmandens jurisdiktion. Så måske får hans anstrengelser i virkeligheden lige så begrænset effekt som det lille mærkat 'Ingen reklamer, tak', man kan rekvirere hos Post Danmark i sin bestræbelse på at undgå spam inden for kategorien snail mail. Der er imidlertid hjælp at hente på nettet mod den form for net abuse, som spam udgør. Dels findes funktionen 'blokering' i mailprogrammet, dels findes der antispamprogrammer på nettet, og endelig kan diverse udbydere installere spamfiltre. Hvorfor har vi ikke en tilsvarende politik over for phone abuse , hvor man også i den grad sidder i en uanmodet position som modtager? I modsætning til diverse mailreklamer, der hurtigt deletes, mens man alligevel sidder ved pc'en, så er det da et større anslag mod ens integritet, hvis man skal afbryde sin aktivitet for at gå hen og tage telefonen, hvorefter der går yderligere sekunder med at lytte, afvise og smække røret på. Og hvorfor har denne side af problemet slet ingen omtale fået? Dette var fra start min indgang til at skrive nærværende Kronik. Undervejs konsulterede jeg markedsføringsloven, og den nye paragraf 6a, der fra år 2000 har givet forbrugerombudsmanden sanktionsmuligheder over for net abuse , beskriver faktisk også en mulig beskyttelse mod phone abuse. Uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere har hele tiden været forbudt, undtagen ved salg af aviser, bøger, forsikringer og redningstjenester. Men fra og med år 2000 har man effektivt kunnet give erhvervsdrivende forbud mod at rette henvendelse til én - også i forhold til salg af aviser og bøger m.m. Dette gør man ved at meddele CPR-registret i sin bopælskommune, at man ikke ønsker henvendelser i reklameøjemed. Hvert kvartal udarbejder CPR en ajourført liste over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring. Denne liste kaldes Robinsonlisten, idet den spiller på ideen om borgere, der - i lighed med Robinson Crusoe - ønsker at gøre deres bopæl til en ø. Og det er da egentlig ret sjovt, at offentlighedsteoriens illusion om intimsfæren som en ø dukker op igen i en sådan kontekst. Erhvervsdrivende, herunder telemarketingbureauer, har pligt til løbende at rekvirere og konsultere Robinsonlisten, og hvis de ikke får vasket deres adressedatabaser op mod Robinsonlisten, inden projekt telefonterror atter iværksættes, så kan man som forurettet part indklage dem for Forbrugerombudsmanden. Men da Robinsonlisten kun udarbejdes fire gange om året, vil man som nytilmeldt være jaget vildt endnu et stykke tid, inden listens beskyttende virkning forhåbentlig sætter igennem. Jeg vil derfor afsluttende opfordre til at gøre fælles front med mig i den imaginære forening KLONK, hvis formålsparagraf er at gøre telemarketing til en ikkerentabel virksomhed. Telefonsælgere melder sig typisk i den blå time, hvor de kan påregne to ting: at folk er hjemme, og at de er for trætte til at stritte imod. Det er altså på dette tidspunkt, at vi skal have paraderne oppe. Og hvis tilstrækkeligt mange lægger al misforstået pænhed på hylden og lærer at smække røret på, så vil diverse virksomheders cost-benefit -analyser ad åre afspejle det faktum, at brug af ekstern telemarketing ikke fungerer i Danmark. De såkaldt dumme Dänen er alligevel ikke dumme nok til at hoppe på den limpind.