0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pli på nettet

Hvordan sikrer vi os, at dialogen på nettet bliver konstruktiv? Man kunne for eksempel lade brugerne sladre om hinanden. Eller anvende et deltagerregister.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan sikrer vi os, at dialogen på nettet bliver konstruktiv? Man kunne for eksempel lade brugerne sladre om hinanden. Eller anvende et deltagerregister. Jonas Heide Smith er cand.mag. i medievidenskab.

Internettets diskussionsfora er under angreb. Forleden kom Politiken i klemme, da avisens hjemmeside havde givet plads til stærkt antisemitiske brugerindlæg i længere tid. En eller flere brugere - måske er ordet mis brugere mere dækkende - havde udnyttet friheden i hjemmesidens diskussionsforum til at fremsætte generelle racistiske angreb samt dødstrusler mod navngivne personer.

Mange diskussionsfora på nettet fungerer som Politikens. Og problemerne er velkendte. På Ekstra Bladets hjemmeside har man eksempelvis oplevet tilsvarende misbrug, men valgte at tage kampen op ved at opspore og anmelde misbrugeren. Andre har opgivet. Såvel TV 2/Lorry som svenske Aftonbladet og tyske www.taz.de har lukket deres fora som følge af misbrug.

Denne reaktion følges øjensynligt af en vis forurettelse - her tilbyder man brugerne en gratis og nem platform for dialog, og hvad er takken?

Forurettelsen er måske forståelig. Men nedlukning af netfora er også beklageligt. En potentielt konstruktiv og vigtig ytringsmulighed amputeres herved. Og måske mere interessant; Nedlukningen er unødvendig. Der findes en serie teknikker til at få debattører til at opføre sig med et minimum af pli. Men for at vælge de rigtige kræves en lidt dybere forståelse for netbrugernes adfærd. Denne opnås bedst ved at lære af andres erfaringer. Lad os forsøge det.

Den moderne computer - og ikke mindst internettet - blev ved fødslen udsat for et miskmask af påvirkninger. Militæret havde én dagsorden, erhvervslivet en anden og datidens antiautoritære amerikanske modkultur en tredje.

Det var sidstnævnte, der anså computeren for en gave til demokratiet, en mulighed for en langt mere retfærdig fordeling af magten i samfundet. Bevægelsens fortalere talte personer som Ted Nielson, Timothy Leary og Stewart Brand. Men også den visionære californiske programmør John James så store muligheder i de nye netværk og oprettede i 1978 et af de første onlinediskussionsfora. Systemet kaldte han CommuniTree, et navn, der henviste både til den bagvedliggende ideologi med fokus på fællesskab og økologi og til diskussionernes organisering i 'grene' eller 'tråde'.

I flere år var CommuniTree en stor succes. Men i 1982 gik det gruelig galt. Egentlig var det computerfirmaet Apples skyld. I håb om at få fodfæste i den lukrative amerikanske undervisningssektor leverede firmaet hardware og netopkoblinger til en række high schools. Og hvad gjorde high school-eleverne med deres nye udstyr? De stormede eksisterende fora og vandaliserede disse med pubertære og, set med de oprindelige brugeres øjne, helt irrelevante indlæg. De gamle CommuniTree-brugere anmodede systemets administratorer om at smide misbrugerne ud. Men systemets erklærede ideologi lagde vægt på ytringsfrihed, frihed og lighed. Censur var antitetisk til CommuniTrees grundlag. Så systemet blev værdiløst og hurtigt forladt.

CommuniTrees fald var selvsagt en våd klud i ansigtet på mange, og visse efterfølgende systemer bar da også præg af let øget kynisme. Men langtfra alle. Faktisk blev en påfaldende stor mængde flerbrugersystemer efterfølgende designet på baggrund af meget optimistiske forventninger til brugernes konstruktive adfærd. De såkaldte MUD's - netbaserede rollespil, hvor mange brugere interagerer i fiktive verdener - har lige fra begyndelsen været plaget af sociale spændinger, og flere er blevet rystet af ubehagelig misbrug. Mest berømt er en hændelse i en MUD ved navn LambdaMOO, hvor en bruger gennemførte en fuldbyrdet (om end virtuel og ganske tekstlig) voldtægt på en række andre brugere, der mest var interesseret i samtale og eksperimenter med mediet.

LambdaMOO var måske et fiktivt sted, men vreden og forargelsen var ganske virkelig. De forulempede brugere havde investeret megen tid og umage i den fiktive verden og krævede nu forbryderen straffet. Men det var ikke ligetil. Systemet havde ingen regler for eksklusion, ingen eksplicitte regler for acceptabel adfærd.

For hvad skulle man dog med dem? Systemet var jo til for brugerne, der selv måtte tage ansvaret for deres handlinger.

Og her er vi vel ved problemets kerne. Mens de fleste brugere gerne opfører sig konstruktivt, kan disse brugere jo ikke tage ansvaret for det mindretal, der insisterer på at misbruge systemets frihed. Som eksempel på dette kan vi forestille os en turnering i brætspillet ludo.

Arrangøren har opfordret spillerne til at spille hæderligt og uden snyd, men vil ikke indføre nogen form for kontrol eller straf. Otte ud af ti spillere lever op til denne opfordring, mens de sidste to snyder.

Hvad sker der? Antagelig vil turneringen blive forladt. Der er dog også den mulighed, at de ærlige spillere begynder at snyde for at gøre turneringen fair. Denne sidste mulighed blev faktisk valgt af spillere i onlinecomputerspillet 'Diablo'. Da man spurgte spillerne, svarede 35 procent, at de havde snydt. Men det interessante var, at 89 procent af disse snydere erklærede, at de ville have foretrukket ikke at have kunnet snyde.

Min pointe er, at ønsket om frihed fra regler, konsekvens og straf faktisk hverken eksisterer hos konstruktive eller destruktive brugere.

Det eksisterer først og fremmest i hovedet på folk, der har for urealistiske forventninger til internettets revolutionerende karakter.

Hermed ikke sagt, at internettets demokratiserende og konstruktive potentiale nødvendigvis er overdrevet. Men jeg mener, at idéen om, at online-diskussionsfora er væsensforskellige fra deres pendanter i den fysiske verden, er forfejlet. Og det samme gælder idéen om, at der bør gælde helt særlige og næsten ubegrænsede udfoldelsesmuligheder på nettets diskussionsfora. Ubegrænset ytringsmulighed uden personlige konsekvenser har det desværre med at stå i modsætning til konstruktiv debat.

Men hvad gør man så, hvis man vil sikre sig mod misbrug af et netforum?

Under normale omstændigheder har man to overordnede muligheder.

Net-aviser er i denne sammenhæng specielle, men det vil jeg vende tilbage til.

Den første mulighed er central overvågning. En eller flere redaktører ansættes til at følge med og tage affære i forbindelse med misbrug.

Dette kan ske ved, at indlæg ikke placeres i forummet, før redaktøren har godkendt dem, eller ved, at redaktøren fjerner destruktive indlæg, så snart vedkommende bliver opmærksom på dem. Der er ikke noget principielt galt med denne løsning - den svarer nøjagtigt til arbejdet på avisernes almindelige debatredaktioner. Men den er dyr og usmidig.

De fleste netaviser bidrager i forvejen - naturligvis afhængigt af opgørelsesmetoden - negativt til modermediets bundlinje. At allokere flere midler til driften er næppe populært ret mange steder.

Den anden mulighed er at lade brugerne overvåge hinanden. Det lyder måske ikke videre sympatisk, men det svarer faktisk til situationen, når folk mødes i den fysiske verden. En af grundene til, at ikke ret mange opfører sig komplet tåbeligt i forsamlinger, er jo, at de andre tilstedeværende vil straffe denne adfærd. Det kan være, at sabotøren ikke får mikrofonen igen, bliver udsat for ubehagelige tilråb, bliver ignoreret eller i sidste instans helt udelukket fra forsamlingen.

Truslen om sådanne sanktioner eksisterer ofte ikke i netfora. Ja, det er endda, som om visse netudviklere opfatter det som en særlig dyd, at folk kan komme anonymt til orde. Hvis anonymitet er en dyd, står den i hvert fald i modsætning til dyden ansvar , som er en forudsætning for, at de seriøse overhovedet gider bruge deres tid i et forum.

I praksis indebærer effektiv brugerovervågning, at den bruger, der får et dårligt rygte, mister sine muligheder for at drage nytte af systemet. Den store e-handels-side www.ebay.com har mange erfaringer med at lade brugerne overvåge hinanden. Her lader man brugerne knytte kommentarer til hinandens profiler, så man, når man står over for at skulle interagere med en fremmed, kan se, hvad andre mener om vedkommende. Lyder det som sladder? Det er naturligvis lige, hvad det er. Og sladder af denne type er uhyre effektivt. Det motiverer folk til at være venlige ved andre.

For at få glæde af denne effekt bør brugere i netfora altså udstyres med muligheder for at udtrykke deres holdninger til andre brugere eller til disses indlæg. Og denne holdning bør offentliggøres - eventuelt blot blandt vennerne til den person, der har vurderet.

Her vil nogle netudviklere nok protestere og indvende, at systemet hurtigt bliver for indviklet for brugerne. Det er jeg ikke enig i.

Brugervenlighed, som disciplinen normalt dyrkes, er orienteret mod systemer, der kun har én bruger. Her er simplicitet, overskuelighed og prioritering af funktionalitet kardinaldyder. Men i flerbrugersystemer som f.eks. chatsystemer, diskussionsfora eller markedssider, hvor folk handler med hinanden, gælder andre behov. Her gælder det faktisk ikke om at eliminere den 'støj på linjen', der på mange måder er at sammenligne med kropssprog og stemmeføring. Det er netop den slags, der gør os i stand til at vurdere andres kommunikation og generelle troværdighed. Når vi kommunikerer, har vi brug for en masse information om de andre deltagere i samtalen.

Hertil kommer det særlige forhold, at der faktisk kan være en fordel i at gøre noget svært. Jo nemmere det er at indsætte et indlæg, jo mindre tid og kræfter behøver man at investere for at gøre det. Og jo lavere bliver bundgrænsen for, hvad brugere gider indsætte.

Retfærdigvis skal det nævnes, at der faktisk findes netfora, som fungerer konstruktivt, uden at selve systemet giver mulighed for brugerovervågning. Visse af de såkaldte nyhedsgrupper er eksempler herpå. Kigger man med i f.eks. dk.edb.hardware, hvor brugere stiller spørgsmål om problemer med computere, printere og så videre, vil man opleve en meget høj grad af disciplin blandt brugerne. Og man kan så undre sig over, hvorfor folk opfører sig så pænt. Men man behøver blot at indsætte et indlæg, der ikke relaterer sig til gruppens formål eller ikke lever op til gruppens kommunikative standard, før man får svaret.

Man vil meget hurtigt få en eller flere utvetydige beskeder på at opføre sig ordentligt (tro mig - lad være med at prøve). En ganske stor gruppe brugere har gjort det til deres opgave at holde orden i systemet og bruger altså tid og kræfter på så at sige at patruljere området. Det er ikke nødvendigvis behageligt for den, det 'går ud over', men det er ikke desto mindre nødvendigt, hvis ikke nyhedsgruppen skal hensynke i ubrugeligt kaos. Et meget stort antal andre nyhedsgrupper viser, hvordan alternativet ser ud - de er simpelthen blevet forladt.

Denne spontant opståede disciplin i nyhedsgrupper er dog et særtilfælde, som man kun kan regne med, hvis brugerne føler en helt speciel loyalitet eller ejerskab over for systemet. I almindelige netfora skal man være yderst kreativ og nok også tænke meget langsigtet for at opnå en sådan effekt.

Når man designer sit netforum, bør man altså være opmærksom på, at mange brugere gerne ser regler indført og håndhævet, at dette kræver en vis overvågning, som kan udføres centralt eller decentralt, og at de almindelige regler for brugervenlighed ikke alle gælder i flerbrugersystemer. Hvis man er en avis, der gerne vil stille et diskussionsforum til rådighed for sine læsere, er situationen dog en smule mere kringlet.

Som Politiken beskrev 16.1., er der ikke juridisk enighed på området, men netaviser som sådan er omfattet af medieansvarlighedsloven, og det er disse netavisers diskussionsfora antagelig også. Dette betyder, at den ansvarshavende chefredaktør i sidste ende (hvis afsender ikke kan identificeres) er ansvarlig for indholdet og kan komme i uføre, hvis dette indhold krænker tredjemands rettigheder, racismeparagraffen eller lignende. For netaviserne er det altså ikke nok, at misbrugere forhindres i at forstyrre systemets andre brugere. Misbrugerne må simpelthen ikke være der. Uanset hvor radikalt andre brugere har mulighed for at nedprioritere og stemple destruktive indlæg, vil det ikke være nok. I det mindste ikke hvis de destruktive indlæg er frit tilgængelige på nettet.

Skulle denne fortolkning af loven blive opretholdt, står netaviserne med noget af en kattepine. Racistiske indlæg vil antagelig ikke engang være det største problem - de er trods alt nogenlunde genkendelige. Men hvordan sikrer man sig mod brud på ophavsretten? Uanset hvor mange redaktører man måtte finde på at ansætte, er det næppe muligt at afgøre, om et givent indlæg er en afskrift fra en tekst skrevet af en anden person.

Hvis denne tolkning stadfæstes, tvivler jeg på, om selv de mere idealistiske chefredaktører i længden vil holde deres netfora åbne.

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden har udtalt, at valget står mellem at lukke foraene eller redigere dem efter modellen fra den trykte avis.

Jeg vil foreslå en tredje model. Lad alle læse med. Men lad kun de brugere, hvis identitet med rimelig sikkerhed kan verificeres, deltage aktivt i debatten. Stil krav om, at alle, der ønsker at deltage, registrerer deres e-mail-adresse i en database som f.eks. www.krak.dk.

Når en ny bruger med adressen jensjensen.dk så ønsker at deltage, foretages et automatisk opslag i denne base for at registrere brugerens navn, og en e-mail med adgangsinformation sendes til adressen. En løsning efter denne model vil antagelig kunne fungere, indtil statens arbejde med digitale signaturer er afsluttet. Det er altid farligt at sige, men herefter burde problemet løse sig selv.

Der er selvsagt tale om en indskrænkning af nettets besungne frihed. Men erfaringen - som vi egentlig ikke behøvede nettet for at gøre os - viser, at frihed fungerer bedst, hvis den går hånd i hånd med ansvar.