»Det sidste år har været hårdt for Nationalmuseet, og de kommende bliver ikke lettere«, skriver museets direktør på en dag, hvor der atter skal fyres ansatte. Jeg er gennem det sidste års tid ofte blevet spurgt, hvad regeringens besparelser har fået af betydning for Nationalmuseet. Det kan der først redegøres for nu, hvor vi i dag må afskedige endnu en gruppe medarbejdere som sidste led i spareplanen. Sparekravene til museet løber i perioden 2002-2005, hvor budgettet skal nedskæres fra 173 til 151 mio. kr. Meddelelsen om besparelserne kom på et tidspunkt, hvor en del andre problemer var erkendt og besluttet løst ved en langsigtet omprioritering af museets økonomi. For det første har museet gennem en årrække været vært for to forskningscentre, for marinarkæologi og grønlandsforskning, som begge med stor succes er opbygget for eksterne midler fra henholdsvis Danmarks Grundforskningsfond og Videnskabsministeriet. Begge centres virkeperiode udløber i 2003, og derfor skal der findes midler til, at dele af den opbyggede forskningsekspertise kan fortsætte sit arbejde. I forbindelse med forskningscentrenes ophør skal der tages vare på det forhold, at en forholdsvis stor del af museets samlede forskeruddannelse har været knyttet til og bekostet af de to eksternt finansierede forskningscentre. Ved ophør af centrene er det nødvendigt at øge museets egne midler til forsker-uddannelse. For det andet havde Nationalmuseet oparbejdet et mindre underskud, og de økonomiske reserver til uforudsete udgifter var derfor spinkle. Hertil skal lægges et anstrengt forhold mellem lønmidler og driftsmidler. Når vi har betalt lønninger, skatter, bygningsvedligeholdelse, energi og andre faste udgifter, er der på nogle områder for få midler til, at medarbejderne kan udføre deres arbejde hensigtsmæssigt. Og der er behov for yderligere midler til kompetenceudvikling for at fastholde personalets høje faglige niveau. Sparekravene faldt også samtidig med et direktørskifte på museet, og samtidig med at museet blev frataget sin status som statsvirksomhed. En statsvirksomhed kan bl.a. have en større økonomisk udsvingsmargen end almindelige statsinstitutioner. Muligheden for træk på en kassekredit er god at have, hvis museet f.eks. ser muligheden for at investere i et arbejdsområde, som senere kan give såvel kulturhistorisk som økonomisk udbytte. Eller ved afskedigelse af tjenestemænd, som har retmæssigt krav på ventepenge i tre år. Det har ikke været svært at få en forklaring på, hvorfor Nationalmuseet skal spare. Men det har været svært at få en forklaring på, hvorfor museet samtidig er blevet frataget sin status som statsvirksomhed, der er et godt instrument til at imødekomme bespa-relserne hensigtsmæssigt, idet det giver mulighed for kontrolleret nedlæggelse af arbejdsområder. Sådan var situationen i foråret 2002. Ud over at skulle foretage en intern omprioritering på cirka 7 mio. kr. skulle museet spare yderligere 22 mio. kr. Museets 'småproblemer' havde vokset sig rigtig store. Det stod klart, at næsten hele besparelsen skulle hentes på lønsummen. Men en beskæring af personalet med små 30 mio. kr. ville være ud over smertegrænsen. Derfor har vi valgt at løbe en kalkuleret risiko og budgettere med, at Kulturministeriet i 2003 vil indgå en resultatkontrakt, som kan forbedre vort budget med cirka 5 mio. kr. Tilbage stod så det uafvendelige at skulle finde 24 mio. kr. Det er sket på en sådan måde, at der er gjort udstrakt brug af nedlæggelse af vakante stillinger (stillingsstop blev tidligt indført) og indgåelse af særlige aftaler om fratrædelse for medarbejdere over 60 år. Samt naturligvis og desværre af ca. 50 reelle afskedigelser. I alt cirka 50 stillinger er altså nedlagt på grund af eksterne sparekrav, og cirka 20 stillinger er nedlagt på grund af interne omprioriteringer. Det medfører på den ene side, at Nationalmuseet ikke kan opretholde samme aktivitetsniveau som hidtil. En række arbejdsopgaver vil ikke mere kunne løses. Der er foretaget meget alvorlige indskrænkninger i museets serviceniveau for omverdenen. På den anden side kræver drastiske ændringer også evnen og viljen til at tænke nyt og konstruktivt. Det er faktisk lykkedes igennem processen at tilføre prioriterede arbejdsområder flere midler, at forbedre forholdet mellem lønsummen og driftsmidlerne lidt, og museet har opbygget en lille reserve til løsning af nogle af de mange uforudsete opgaver, som normalt opstår i løbet af et år. Og vi er blevet tvunget til i højere grad at overveje, om vi kender og udfylder den rolle i statens tjeneste, som omverdenen forventer. Om vi er dygtige nok til at samarbejde mod et fælles mål, og om vi gør nok for at udvikle vore kompetencer. Hvad har det så betydet for Nationalmuseet? Det kan gøres op på mange måder, men lad mig her prøve at beskrive konsekvenserne på en række hovedområder. Cirka ti procent af besparelserne er placeret inden for formidlingsområdet. Vi har lagt vægt på, at museets basisudstillinger, særudstillinger og publikumsaktiviteter stadig er på et godt niveau. Hidtil har vi åbnet to særudstillinger om året, men fra 2004 kan vi kun producere én større særudstilling hvert år. Til gengæld vil vi bruge flere penge på vore basisudstillingers vedligehold og udvikling. Men samlet set er der tale om en beskæring af udstillingsarbejdet. Herudover er entrebetalingen forøget med ti kroner, der er indført entre til særudstillingen på gratisdagen (onsdag), og den forlængede aftenåbning om onsdagen er afskaffet. På den positive side er der afsat flere midler til publikumsaktiviteter, og der er fremover afsat mere plads til børnene i vort hoveddomicil i København. Og det er lykkedes at skabe et bedre grundlag for museets skriftlige produktioner, ligesom den interne og eksterne kommunikation er blevet tildelt en mere central rolle i de kommende år. Hertil skal lægges, at vi vil arbejde mere koncentreret med Museumsklubben og i højere grad indarbejde omverdenens forventninger til vore udstillinger. Nationalmuseets største aktiv er samlingerne, som tidsmæssigt spænder fra istidens slutning til nutiden, og som geografisk dækker hele verden. Vi bruger derfor også flest penge på at indsamle, registrere, konservere og magasinere genstandene og sideløbende opbygge og vedligeholde endog meget store arkiver og biblioteker. Vi har måttet placere ca. 40 procent af besparelserne på samlingsarbejdet, cirka ligeligt fordelt mellem stillinger inden for det konserveringsfaglige og det kulturhistoriske fagområde. Det betyder en redefinition af vores strategi for vedligeholdelsen af genstandene. Hidtil har vort - godt nok uopnåelige - mål været, at alle genstande bør være i en tilstand, som gør det muligt at anvende genstanden i forsknings- eller formidlingsmæssigt øjemed. Nu vil der blive lagt vægt på konservering af de genstande, som er af særlig national betydning, eller som umiddelbart skal anvendes inden for forskningen og formidlingen. Vi vil fortsætte vort arbejde med at forbedre de magasiner, som er så dårlige, at de reelt medvirker til genstandenes nedbrydning. Publikum mærker ikke denne forringelse, men det må ses i øjnene, at dele af vor magasinerede kulturarv vil gå til, hvis vedligeholdelsen ikke forbedres. Og i stigende grad må vi fortælle de museer, som ønsker at låne af os, at genstandene ikke har en tilstand, som tillader udlån. Det kan medføre, at Nationalmuseets muligheder for indlån af andre museers genstande begrænses tilsvarende. Vedligeholdelsen af vore arkiver og biblioteker er blevet forringet, og omverdenens forespørgsler til museets samlinger vil i visse tilfælde ikke kunne besvares fyldestgørende, enten på grund af manglende viden eller tid. Samme forhold vil gøre sig gældende inden for museets fotografiske ydelser til omverdenen, hvor stillingsnedlæggelser medfører en mere konsekvent omkostningsdækket politik - til fordyrelse af de mange gode kulturhistoriske bøger, som omverdenen publicerer på grundlag af Nationalmuseets samlinger og arkiver. På registreringsområdet må vi sande, at beskæringen af personalet, såvel inden for det kulturhistoriske område som det it-faglige, vil hindre en tilfredsstillende dokumentation af ældre uregistreret materiale, hvis vi samtidig skal holde trit med nytilvæksten. Særligt arkæologiske udgravninger fra de sidste årtier vil blive magasineret med en summarisk registrering og afvente fuld dokumentation i forbindelse med kommende forskningsprojekter. Vi har redefineret vores indsamlingsstrategi. Det skyldes, at en genstands museumstilværelse er meget omkostningskrævende i forbindelse med indsamling, dokumentation, konservering og magasinering. De mange gaver i form af genstande, som vi plejer at få tilbudt fra omverdenen, vil blive vurderet og venligt afslået, hvis genstandene ikke ligger inden for de områder, som vi må fokusere vor indsamling på. Det gælder særligt genstande fra de sidste hundrede år. På samlingsområdet er det svært at pege på positive udviklinger i forlængelse af besparelserne. Det piner mig alvorligt, at Nationalmuseets samlinger ikke vedligeholdes og udbygges på et tilfredsstillende niveau. Fremtiden vil med føje dadle nutiden for, at vi tillod forfald i de eksisterende samlinger, og at vi indsamlede så lidt. Genstandene, arkiverne og bibliotekerne er død kapital, hvis der ikke er medarbejdere, som kan anvende dem til at tolke menneskets kulturhistoriske udvikling og bruge resultaterne i formidlingen. Der er derfor lagt vægt på mindst mulig besparelse inden for forskningsområdet. Forskningen er af vital betydning for museets overlevelse, fordi den er udgangspunkt for god og ny formidling. Men en total friholdelse har ikke været mulig, og området er blevet beskåret med cirka fem procent. Nationalmuseet har et flot forskningsniveau, det viser foretagne evalueringer. Men for stor en del af forskningen finansieres af midler, som modtages fra eksterne samarbejdspartnere, hvilket i længden er en uholdbar situation. Vi er dybt taknemmelige for hvert et tilskud vi får, men museet må simpelthen selv bidrage mere. I fremtiden vil museets forskere anvende hvert tredje år til forskningsarbejde. Det er forventningen, at det vil medføre flere større bøger og disputatser. Samtidig vil ensartede vilkår for forskerne betyde, at vi efter en årrække vil kunne evaluere forskningen på tværs af fagområderne på lige fod. Forhåbentlig kan vi sideløbende fastholde den eksterne medfinansiering. En glæde var det for nylig at modtage 16 mio. kr. fra kulturministeren til forskning og digitalisering, fordelt over en treårig periode. Paradoksalt nok vil museet i besparelsesperioden kunne glæde sig over, at forskningen og digitaliseringen får et løft, omtrent svarende til den samlede besparelse. Pengene falder på et tørt sted og vil blive brugt til forskeruddannelse inden for områder, som er truet af manglende kontinuitet og til færdiggørelse af større igangværende forskningsprojekter. Antikvarisk arbejde er en underlig og måske lidt gammeldags betegnelse, som vi groft sagt bruger om arbejde, som vi foretager uden for museets mure, f.eks. opgaverne i og omkring kirkerne, arkæologiske udgravninger og historisk-etnologiske undersøgelser. Der er her et særligt problemområde, idet det er Nationalmuseets lovmæssige pligt at give museumsfaglig rådgivning til museumsverdenen. Ikke desto mindre har vi været nødsaget til at beskære området med ca. fem procent, og i den kommende tid er det meget vigtigt, at museet i samarbejde med omverdenen får en klar og tydelig definition på, hvilke centrale forpligtelser vi i de kommende år kan og skal løfte. De resterende 40 procent af besparelserne er placeret inden for museets administration og driftsfunktioner. Nationalmuseet er blevet omstruktureret, således at 13 organisatoriske enheder er nedlagt med henblik på reduktion af antallet af ledere og deraf følgende besparelser. Også inden for det menige administrative personale er der sket en reduktion. Konsekvensen vil være opbygning af flere selvstyrende grupper, og at administrativt arbejde i højere grad vil blive varetaget af ledere og øvrigt ikkeadministrativt personale. Også på museets driftsfunktioner er der sket en mærkbar nedskæring. Museets stab af håndværkere er blevet reduceret, således at opbygning af udstillinger og daglig vedligeholdelse af museets bygninger er blevet forringet. Det sidste er særligt trist, da mange af museets bygninger er fredede eller museumsgenstande, f.eks. husene på Frilandsmuseet. Betjentkorpset varetager museets sikring forsvarligt, men på de interne serviceområder vil museets medarbejdere få betydelig forringet service, f.eks. i forbindelse med postbesørgelse og lignende helt basale forhold. Nationalmuseet har mindre at tilbyde i fremtiden. Til gengæld har den voldsomme proces betydet en styrkelse af medarbejdernes vilje til at bringe museet i sikker havn. Der er udvist et uforligneligt personligt engagement og en stor ansvarsfølelse, som vi vil bygge videre på i organiseringen af et mindre og mere fokuseret Nationalmuseum. Det er ikke helt dårlige forudsætninger, når det kombineres med, at medarbejdernes faglige niveau på alle områder kan stå sig ved sammenligninger, nationalt som internationalt. I de kommende år vil vi fortsætte vort arbejde i kulturhistoriens tjeneste, forhåbentlig til gavn for læg som lærd. På de indre linjer vil vi arbejde med at blive dygtigere til at lytte til vores brugere og til at samarbejde. Det sidste år har været hårdt for Nationalmuseet, og de kommende bliver ikke lettere. Vi ved, at kun godt og solidt arbejde kan berettige vor eksistens. Kun hermed kan vi skaffe flere midler til at varetage forsømte opgaver. Det er der i høj grad brug for.