Husbåde, arbejdspladser og syv tusinde nye boliger med vandudsigt - vel at mærke til at betale. Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) har sin plan for hovedstadens fremtid. Men den står til diskussion. København var i december vært for en historisk begivenhed. EU blev udvidet med ti nye lande. Det stiller ikke kun nye krav til den nationale politik. Det stiller i høj grad også nye krav til den kommunale politik. Specielt når man som København er den eneste storby i Danmark. Udvidelsen med lande som Polen, Estland, Letland og Litauen vil styrke Københavns muligheder for at være center for regional udvikling. Men det vil samtidig øge konkurrencen mellem hovedstæderne. Udvidelsen betyder, at vi må gøre op, hvilken udvikling vi ønsker. København kan i de kommende år satse på at blive en ren metropol, hvor al kraft sættes ind på at styrke erhvervslivets muligheder for at udvikle sig. Alternativt kan København satse på at udvikle sig som en lokal by, hvor al energi sættes ind på at udvikle attraktive boligkvarterer for byens borgere. Endelig kan vi prøve at finde balancen, så vi både tiltrækker arbejdspladser og samtidig udvikler København som en attraktiv by at leve i. Jeg tror på, at der er en tæt sammenhæng mellem arbejdspladser og attraktive boligområder. Hvis ikke vi får tiltrukket internationale investeringer, har vi ikke råd til at udvikle byen som et attraktivt sted at bo. Og hvis vi ikke gør det attraktivt at bo i København, kan vi heller ikke tiltrække flere arbejdspladser. Selvom der er en klar sammenhæng, er det en udfordring at finde balancen. I 2003 står vi over for nogle afgørende beslutninger, hvor balancen skal findes i praksis. Det drejer sig om havnens videre udvikling og ikke mindst om to spørgsmål: - Hvilken type boliger ønsker vi på havnen? - Skal havnen kun være boliger og erhvervsbyggeri? Eller skal vi også sikre, at havnen bliver brugt til rekreative arealer til glæde for alle byens borgere? Boligspørgsmålet er det første, som vi skal tage fat på. Hvordan skaber vi et København, som er mangfoldigt og ikke kun for de rige? Hvordan skaber vi boligmiljøer i havnen og Ørestad, hvor mennesker med almindelige indkomster har råd til at bo? Den udvikling, som vi har set på Langelinie med meget dyre ejerboliger og udlejningsboliger, må ikke komme til at dominere det meget store boligbyggeri, som er planlagt langs havnen. I Københavns Kommune arbejder vi for 7.000 nye boliger langs havnen. Her er det afgørende at få priserne ned. København er jo ikke Monte Carlo og skal heller ikke være det. Det at skabe nye boligmiljøer langs havnen eller i Ørestad på næsten bar mark er en vanskelig sag - nye boligmiljøer har det med at blive enten ghettoer for de rige eller ghettoer for de fattige. Derfor har kommunen afsat midler til at bygge et stort antal almene boliger i de kommende år. For mig er det en historisk chance, at vi nu får skabt boligmiljøer med blandede ejerformer - det skal være et varemærke for København. Visionen er, at man skal kunne bo ud til havnens blå vand eller til Ørestads grønne fredede områder i både almene udlejningsboliger og ejerlejligheder. Muligheden for at sikre visionen er bedre end nogensinde før. København er i vækst og har været det i nogle år. Bag denne vækst gemmer sig nogle meget store ændringer i den københavnske befolkning og erhvervsstruktur. For 20 år siden var byen domineret af ældre, men i dag bor her kun halvt så mange ældre. I samme periode er sket en fordobling af antallet af unge. I dag er hver fjerde husstand beboet af 20-29-årige. I 80'erne var København de ældres by, i 90'erne blev det de unges by - spørgsmålet er, hvordan vi nu gør byen til alles by? I København er der ikke mange familier - i mindre end hver femte husstand er der børn, og kun i hver tiende er der egentlige kernefamilier. I samme periode er antallet af 'rigtige' industriarbejdspladser blevet reduceret med 40 procent, men til gengæld er der kommet et stort antal arbejdspladser inden for service. Samlet set har vi i dag flere arbejdspladser i København. Mange københavnere er kommet i arbejde, og vi har en stærk økonomi. Inden for de sidste otte år er der også sket en befolkningstilvækst. En vækst, som ser ud til at fortsætte. Den udvikling har København til fælles med andre europæiske byer. Men i de fleste af de byer, som København konkurrerer med, er antallet af boliger vokset. Det er ikke tilfældet i København. Antallet af boliger lå i 1980 på 280.000 og er i dag stort set uændret. Boligerne er forsvundet fra baggårdene, der er blevet lagt boliger sammen i forbindelse med byfornyelse, og der er kommet nye boliger til. Men antallet af boliger er ikke vokset, og antallet af kvadratmeter, som hver københavner råder over, har i de sidste ti år været faldende, så det i dag nærmer sig 40 kvadratmeter. Til sammenligning har alle andre danskere fået mere plads - hver især råder de over knap 60 kvadratmeter i gennemsnit. På trods af Københavns mange små boliger - halvdelen er på to eller færre værelser - vil flere og flere bo i København. Det viser prisen på ejerlejligheder. De stiger stadig, og der er noget galt, når en toværelses lejlighed på Nørrebro med brusekabine i det ene værelse koster en million kroner. Det er derfor, vi i København har formuleret en boligpolitik, som sigter på to ting: udvikling af vores ældre boligkvarterer og byggeri af nye boliger. Derfor er regeringens kraftige nedskæring af byfornyelsen et alvorligt slag for København. For uden byfornyelse vil vores mest nedslidte kvarterer forfalde yderligere og være langt sværere og dyrere at rette op. Vi har sammen med staten igennem nogle år forsøgt at kvarterløfte en række byområder - Holmbladsgade, Kongens Enghave, Nordvest, Nørrebro Park, hvor både en fysisk indsats og en indsats på beskæftigelsesområdet har været en succes. Indsatsen har ført til flere investeringer i områderne, og mange har deltaget i frivilligt arbejde for at gøre kvartererne mere populære. Det er lykkedes for de ældste kvarterløftområder, og jeg er sikker på, at det også vil lykkes for de områder, der først lige er begyndt. Den nyeste indsats sættes i gang i Tingbjerg og Remisevænget, med udelukkende almene boligbebyggelser. Den anden del af kommunens boligpolitik er at få bygget nye boliger - ikke mindst familieboliger. Derfor har vi lanceret vores havneplaner, hvor vi vil arbejde for 7.000 nye boliger. Hertil kommer, at vi andre steder i byen har et lignende antal muligheder for boligbyggeri - Ørestad, Østamager, Holmen, Ny Tøjhusgrunden, Havnestad, Bispebjerg Bakke, Valby Bymidte mv. Tilbage står, at investorerne for alvor begynder at bygge. I mange år har antallet af nye boliger ligget på 5-800, men i år ser det ud til, at der vil blive bygget ca. 1.000 boliger. Men det er stadig ikke tilstrækkeligt til at opfylde efterspørgslen efter boliger. Derfor håber jeg, at Folketingets nye boligpakke vil stimulere byggeriet, så private igen vil bygge i større omfang. Kommunen har selv afsat midler til byggeri af 600 almene boliger i 2003 og 500 boliger i 2004. En stor indsats, som forhåbentlig betyder, at de nye boliger i København ikke alene bliver for de bedrestillede, men for alle. I Sydhavn arbejder vi for 5.000 boliger i en helt ny bydel med kanaler og vandudsigt. Opbygningen af en helt ny og velfungerende bydel forudsætter også offentlige faciliteter: børneinstitutioner, skole, bibliotek, idrætsfaciliteter, veje og rekreative anlæg. Det sidste årtis intensive erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik med nye arbejdspladser og høj beskæftigelse til følge har sat kommunen i stand til at skyde de nødvendige millioner ind i udviklingen. I alt indeholder planen kommunale investeringer, som nærmer sig en milliard kroner. Dette er nødvendigt, hvis der skal skabes en god bydel. Endvidere er der afsat et mindre beløb til at skabe 'liv' i området. Fra alle andre nye byområder ved vi, at det er meget svært at skabe liv i nye byområder, og derfor vil vi gøre en ekstra indsats - det kunne f.eks. være et nyt badested a la det på Islands Brygge eller et markant bygningsværk, der gør bydelen til noget særligt. Og dermed er vi ovre i den anden hoveddiskussion. Spørgsmålet er, om havnen alene skal være for dem, som bor og arbejder der. Eller om vi skal prioritere, at havnen bliver en attraktion for alle byens borgere. Efter min mening skal vi have skabt rekreative miljøer langs havnen. Der bør laves offentlige promenader langs hele havnekajen og nye opholdssteder langs havnen og 'på vandet'. Den diskussion bliver i 2003 sat til debat med forslaget til Blå Plan - en helt ny plantype, som vi ikke har prøvet før. Den Blå Plan vil indeholde forslag til vores brug af vandet. Havnens store rum skal kunne bruges af alle. Ikke kun af dem, der bor eller arbejder langs med havnen. Vi så sidste sommer, at badeanstalten ved Islands Brygge tiltrak borgere fra hele København - den succes vil vi gentage næste sommer med yderligere to nye badesteder. Havnens mangfoldighed skal også sikres. Derfor arbejder vi på en planlægning af, hvor der kan være andre fritidsaktiviteter - rosport, dykning, kajaksport - og hvor vi blot kan nyde vandet. Derfor arbejder vi for husbåde i havnen. Den Blå Plan vil i 2003 blive omdrejningspunktet for en debat om fremtidens havnemiljø. Målet med vores politik er at skabe nye og anderledes rammer for borgernes liv - rammer, som med vores nye havneboliger kan konkurrere med forstædernes haveboliger. Mange vil nu spørge, hvad alt dette har med det nye Europa at gøre. Svaret er, at hvis København skal være en konkurrencedygtig metropol i det nye Europa, er det nødvendigt, at de grundlæggende ting er i orden. Gode boliger og gode velfærdsydelser i den gode by er i det nye Europa nødvendige forudsætninger, hvis vi skal klare os i konkurrencen - og den bliver hård. Men det er ikke tilstrækkeligt i konkurrencen mellem de europæiske byer. Det, der i de kommende år bliver forskellen på de byer, der vinder konkurrencen, og dem som kommer i anden division, er evnen til at tiltrække og udvikle kreative miljøer. Ved det forstås ikke blot kunstnerisk kreative miljøer, men også innovative videnskabelige og forskningsmæssige miljøer. I vores del af verden er det nødvendigt med en produktion, der bygger på viden. Derfor er det positivt, at vores 13 universitetsafdelinger i Øresundsregionen alle arbejder sammen og har dannet Øresundsuniversitetet - det største universitetsnetværk i Europa. Ny forskning viser, at informationsteknologien ikke har gjort mødet mellem mennesker overflødig, men derimod skaber grundlag for byernes vækst. Netværker skal dannes mellem virksomheder og mellem personer i hinandens nærhed. Det ser vi blandt andet i Øresundsregionen og bybæltet fra Århus til trekantsområdet, hvor væksten klart er størst. Vores arbejde i Københavns Kommune skal gerne fastholde og udvikle denne vækst af kreative miljøer. Det skal vi fortsat sætte i fokus. Derfor har vi også igangsat to spændende undersøgelser. Den ene går på, hvilke boligpræferencer københavnere har, og den anden på, hvilke livsformer der er i København, og hvordan de vil udvikle sig. Hvilke krav stiller borgerne til byen København ikke her og nu, men på sigt? Hvad skal der til for at tiltrække de mest kreative hjerner til byen? Undersøgelserne skal bruges som afsæt til en diskussion, som skal føre til en helt ny kommuneplan. Hvis København skal være blandt de byer i Europa, hvor de kreative miljøer udvikler sig, er det ikke nok, at de kreative miljøer har gode vilkår. Der skal være gode mødesteder i byen, hvor dem, der arbejder, kan få inspiration fra andre, der arbejder i byen. I de seneste år er der skabt en lang række nye kreative miljøer f.eks. omkring Kongelige Grønlandske Plads med Den Nordatlantiske Brygge og Luftkastellet på Christianshavn eller i de gamle pakhuse på Islands Brygge og længere mod syd, hvor flere små innovative virksomheder har til huse i gamle industribygninger. Uden megen planlægning er her blevet skabt kreative miljøer til gavn for byens liv. Det er betingelserne for denne udvikling, der gerne skal afdækkes i undersøgelserne. Resultaterne skal vise, hvad byen kan gøre for at vedblive med at udvikle den slags utraditionelle miljøer. Hvis København forstår at udnytte de historiske muligheder, byen har, kan den udvikle sig til en mangfoldig by - en by for alle sociale grupper og for alle aldersklasser. Hvis vi forstår at fremme de kreative miljøer i byen, kan København blive en af vinderbyerne i Europa. En by, der på en gang tiltrækker investeringer og er attraktiv at bo i. Det mener jeg, vi københavnere er bedst tjent med, og det mener jeg, Danmark er bedst tjent med. Det er vigtige beslutninger, vi står over for. København har udviklet sig kolossalt de sidste ti år med metroen, nye arbejdspladser, Ørestad osv. Men det må ikke gå i stå her. Regeringens forsinkede trafikinvesteringsplan indeholder forhåbentlig en fortsat satsning på hovedstaden. Og forhåbentlig kan vi bruge de vigtige diskussioner, vi står over for i 2003, til yderligere at styrke København. Både københavnerne og resten af Danmark har brug for en stærk hovedstad!