Der er faktisk en sammenhæng mellem dyrevelfærd og menneskerettigheder, skriver musiker og biolog Ole Grymer. Men i Justitsministeriet har de temmelig forvirrede forestillinger om dyreværn i det hele taget. Justitsministeriet har for nylig sendt en bekendtgørelse om privat dyrehold til høring. Mange hilser den velkommen, men når det er sagt, så er der ikke meget at glæde sig over, medmindre man tilhører en af de dyrearter, som i fremtiden ikke må holdes i fangenskab. Bekendtgørelsen slår tre fluer med et smæk ved at sammenblande tre ubeslægtede problemstillinger; dyr, som er svære eller umulige at holde liv i, dyr, som er farlige for mennesker, og dyr, som kan skabe frygt. Det er svært at forstå den logik, hvis der da er nogen, som ligger bag beslutningen om at medtage farlige og skrækindjagende dyr i betænkningen, men det skyldes nok, at dyreværnsområdet af jurister og politikere betragtes som inferiørt. Strengt taget hører kun den førstnævnte kategori til i dyreværnsloven, og problemet med farlige dyr kan løses ved et simpelt forbud, hvilket vil være til alles fordel, både menneskers og de pågældende dyrearters. Listen over dyrearter, som kan være farlige for mennesker er ikke så lang endda. At medtage dyr, som man kan blive bange for, på listen over arter, som ikke må holdes i fangenskab, er juridisk interessant. Angst for ufarlige dyr er irrationel og har sin årsag i uvidenhed og opdragelse. Alle dyrearter, næsten uden undtagelse, kan frembringe frygt, og dyrs skræmmeeffekt på mennesker (og andre større pattedyr) er i vid udstrækning omvendt proportional med deres størrelse og farlighed, hvilket naturligvis har evolutionære årsager. Store dyr skaber, trods deres farlighed, sjældent frygt, selv om et hestespark kan tage livet af et menneske på en brøkdel af et sekund. Zoologi er et af de områder, på hvilket almindelige danskere, ligesom resten af verdens befolkning, er mest uvidende, og forbud mod hold af dyr, som kan skabe frygt, er betænkeligt, ikke mindst set fra en pædagogisk synsvinkel. Hvem har dog fået den fjollede ide? Dyr, som er svære eller umulige at holde i fangenskab, bør selvfølgelig forbydes i private dyrehold. Justitsministeren har udpeget et råd for 'hold af visse særlige dyr', en ejendommelig formulering, eftersom rådets arbejdsområde omfatter alle de ca. 1,2 millioner kendte dyrearter. Rådet består af tre personer; en zoolog, en dyrlæge og en officer. Disse tre personer har udarbejdet en liste over dyrearter, som de mener bør forbydes i fangenskab, og som desværre giver anledning til at sætte spørgsmålstegn både ved deres engagement og deres kendskab til hvilke arter, som forekommer i den internationale handel. Insektædere er en orden af primitive pattedyr med et relativt lavt bevidsthedsniveau. De er fortrinsvis nataktive, solitære og lever overvejende af hvirvelløse dyr. De har intet behov for og ingen glæde af menneskelig kontakt, og er aldeles uegnede til fangenskab. Alligevel er to familier inden for denne orden undtaget forbuddet; pindsvin og børstesvin eller tanreker. Arterne i disse familier er nøjagtig lige så uegnede til fangenskab, som de øvrige insektædere, men på grund af deres nuttede udseende er de genstand for fangst og international handel. Dette har rådets medlemmer åbenbart skelet til, og det kan de ikke være bekendt. Pindsvin og tanreker er nogle af de dyr, som lider mest i fangenskab, da de bliver solgt som kæledyr til børn, og derfor er særlig udsat for vanrøgt i ukyndiges varetægt. Spurvefuglenes orden udgør med sine cirka 5.600 arter langt over halvdelen af alle eksisterende fuglearter, og er, af alle dyreordener, den suverænt største leverandør af arter til den internationale handel. I de sidste 20 år er cirka 2.600 fuglearter registreret på verdensmarkedet. Det er over en fjerdedel af alle fuglearter, og langt de fleste er spurvefugle. En ikke ringe del af de forhandlede fugle opdrættes, men de er fordelt på forholdsvis få arter, som er nemme at holde i fangenskab, eller »under beskyttede forhold«, som fugleholderne med sædvanlig dansk kosmetisk sprogbrug foretrækker at kalde det. De fleste individer tages dog i naturen (5-10 mio. årligt) og den gennemsnitlige dødelighed i forbindelse med fangst, transport og indkvartering ligger på cirka. 50 procent, stærkt varierende fra art til art. Mange arter af spurvefugle er næsten eller helt umulige at holde i live i fangenskab i længere tid, men de importeres ikke desto mindre, ofte i enorme mængder. På trods af dette er spurvefuglenes orden end ikke nævnt i den nye bekendtgørelse, kun flygtigt berørt ved nævnelse af de fire domesticerede arter; kanariefugl, zebrafinke, mågefinke og risfugl. Andre mærkværdige beslutninger kendetegner bekendtgørelsen. Hvorfor er egernaberne, det niringede bæltedyr, den kinesiske alligator og en enkelt art af flyvepungegern undtaget forbuddet? Hvorfor er biæderne omfattet af forbuddet og ikke deres nære slægtninge, ellekrager og isfugle? For alle tre familier er fangenskab ensbetydende med pladsmangel, fejl- og underernæring samt tidlig død. Hvad med øglerne, den krybdyrorden som ubetinget egner sig dårligst til fangenskab og er mest udsat for vanrøgt? Kun fire arter varaner er omfattet af forbuddet, blandt andet komodovaranen, nok den sidste øgleart, man ville møde i fangenskab. Det virker, som om disse dispositioner er et resultat af lobbyarbejde; et forsøg på at begrænse den indskrænkning af varesortimentet, som den nye bekendtgørelse nødvendigvis vil medføre. At give forskellige private og erhvervsmæssige organisationer, som Dyrehandlernes Brancheforening og Sammenslutningen af Danske Fugleforeninger m.fl., indflydelse på bekendtgørelsens artsliste er at lade ræven vogte gæs og en trussel for de arter, som er sarte og svære at holde. Både dyreholdere og dyrehandlere vil selvfølgelig kæmpe for at få tilladt så stort et antal arter som muligt. Derfor er det nødvendigt, at der opstilles kriterier for arters eventuelle anvendelse som hobbydyr, f.eks. forekomst i naturen, evne til at reproducere sig i fangenskab, pladskrav m.m. Den vestlige forbrugers krav til et altid voksende varesortiment er en trussel mod den tredje verdens dyreliv. For halvdelen af de 332 arter af papegøjernes orden er populationerne i naturen påvirket af fangst alene. Netop papegøjernes orden er genstand for en udnyttelse som hobbydyr uden sidestykke inden for fuglenes klasse. Langt størstedelen af arterne forhandles. Millioner af undulater har altid fristet en ensom tilværelse i miniaturebure fyldt med spejle, plastiklegetøj og andet ragelse, men i de seneste årtier er håndopmadede papegøjeunger blevet noget, som almindelige mennesker har råd til. Produktionen af tamme papegøjer er en indbringende forretning og foregår ved, at æggene tages fra forældrene og klækkes i rugemaskine. I modsætning til kyllinger og ællinger klækkes ungerne på et stadie, hvor de stadig er blinde og nøgne og skal mades mange gange i døgnet, sjældnere efterhånden som de vokser. Babymad til papegøjeunger er allerede en industriel handelsvare. Det er imidlertid tidskrævende at opfodre papegøjeunger, så det drejer sig om at få solgt dem så hurtigt som muligt. Derfor ser man unger ned til tougersalderen, nøgne og kun med ansatser til sving- og halefjer, krydse landegrænser og endda videresolgt til private. Særligt griske papegøjeejere tager de næsten flyvefærdige unger fra redekassen for at sælge dem som håndopmadede, hvilket fordobler prisen. De rædselsslagne unger, som bliver revet væk fra deres trygge omgivelser og forældrefuglenes omsorg på det mest kritiske tidspunkt i deres liv, tvangsfodres herefter til selvstændighed. Sådanne fugle bliver skadet for livet på deres sjæl og bliver i øvrigt sjældent helt tamme. At holde papegøjer er ikke for alle og enhver, det kræver solid indsigt i disse fugles biologi og adfærd. De store papegøjer lever lige så længe som mennesker, og de knytter sig ofte til deres første ejer for livet. De udgør intelligentsiaen i fuglenes verden, og enhver, som har haft meget med dem at gøre, kender til deres evner og hengivenhed. Desværre ender langt størstedelen af de tamme papegøjer hos ukyndige, og når nyhedens interesse har lagt sig, får fuglen, for de fleste mennesker anskaffer sig kun en enkelt, lov til at sidde i et bur i langt størstedelen af sit ulideligt lange liv og glo på et ubevægeligt interiør i stedet for, i flok, at flyve rundt i en tropeskov. De fleste papegøjer bliver dog sjældent gamle i fangenskab, idet hyppige ejerskifter, ensformigt foder og smitsomme sygdomme øger dødeligheden. Papegøjer i små bure bør og skal forbydes, ligesom lænkehunde er blevet det. Desuden bør al handel med unger og ungfugle af fuglearter, hvor ungerne klækkes på et tidligt stadie og er afhængige af yngelpleje, forbydes. Det hævdes ofte, at håndopmadning er med til at mindske presset på naturens papegøjer. Desværre tror mange på den slags vrøvl. Hver evig eneste redehul, som bliver opdaget i enhver skov i ethvert land i den tredje verden, vil så sikkert som amen i kirken blive tømt for unge uanset hvor mange håndopmadede unger, der produceres i hele den vestlige verden. Sædvanligvis fokuseres der på transporten fra oprindelseslandet til modtagerlandet som den største trussel mod fugles og andre dyrs velfærd. Sendinger, som stilles på landingsbaner i bagende sol eller i frostvejr, eller som glemmes i lufthavne, vil naturligvis gå til, men det, som primært slår fugle ihjel, er den permanente pladsmangel, som de er udsat for fra første dag, ikke det ene døgn, hvor de er undervejs. I oprindelseslandet dør cirka en tredjedel af fuglene, hunner og ungfugle først, af sult, tørst og udmattelse under transport samt på opsamlingsstederne, hvor de er under konstant psykisk og fysiologisk stress. Efter ankomsten til modtagerlandet sætter en ny form for dødsårsag ind i form af smitsomme sygdomme. Her mødes fugle fra hele verden på et stort byttemarked for vira, bakterier og andre sygdomsfremkaldende mikroorganismer, og fuglene er forsvarsløse over for hinandens sygdomme. Foderet er ensformigt og næringsfattigt, og vandhygiejnen er som regel under al kritik. Man skulle tro, at dyrehandlere var særligt interesserede i dyrevelfærd, men faktum er, at tiden hos importøren er den farligste for fuglen på dens vej fra savannen til parcelhushaven. Dette skyldes ringe eller ikkeeksisterende kendskab til zoologi, adfærd og sygdomsbekæmpelse, ofte kombineret med en kynisk ringeagt for liv, således som vi ser det på alle områder, hvor der tjenes penge på dyr. Dyreværnsloven er rodet og usammenhængende og indeholder selvmodsigelser og hensyntagen til økonomiske interesser. Stadigvæk betragtes dyr først og fremmest som en ressource eller en ejendom ud fra et gammeldags, agrarisk og pekuniært livssyn. F.eks. er det tilladt at sætte ringe i trynerne på svin for at forhindre dem i at rode i jorden (par. 16). Svinefamilien er enestående ved, at arterne er udstyret med dette særlige lugte- og graveredskab, som har været millioner af år undervejs i evolutionen. Trynen gør svinene i stand til at udnytte en fødekilde, som ingen andre hovdyr kan nå. Kan man overhovedet forestille sig en mere radikal adfærdsmodificering for et svin end at forhindre det i at bruge sin tryne til det, som den er beregnet til. Ifølge par. 2 må man ikke hindre dyr i at udvise naturlig adfærd. Lovens væsentligste mangel er imidlertid, at der slet ikke er taget stilling til de enkelte dyrearters status som levende væsener med eventuelle rettigheder i overensstemmelse med deres evolutionært betingede bevidsthedsniveauer. I den nye bekendtgørelse behandles vore nærmeste slægtninge, menneskeaberne, på lige fod med spindlere og andre laverestående organismer. Der er ikke taget stilling til, hvilke dyreklasser og -ordener, som overhovedet skal omfattes af loven - skal den også gælde for fisk og hvirvelløse dyr? Og hvad med encellede dyr - skal amøber have rettigheder? Det største evolutionære spring mod en højere form for individuel bevidsthed; det, som vi plejer at kalde intelligent liv, befinder sig mellem padderne og krybdyrene, så det ville være passende at lægge grænsen der, men der bør alligevel være regler mod den allermest uanstændige behandling af lavere former for liv, som f.eks. når fiskere skær finnerne af hajer og smider dem levende tilbage i havet, eller når levende hummere udbydes til salg med afskårne følehorn og sammenbundne klosakse. Her i Danmark vil vi helst tro på, at myndighederne har ekspertise eller sørger for at indhente den, hvis det skulle blive nødvendigt. Justitsministeren mener, at politiet er kvalificeret til at vurdere, hvorvidt der i en sag er tale om overtrædelse af dyreværnsloven eller ej, og det er da også op til politiet selv at afgøre, om det er nødvendigt at tilkalde faglig assistance. Det er forkert. Nogle mener, at Fødevaredirektoratets dyrlæger er kvalificerede til at varetage kontrollen med dyrehold. Det er desværre heller ikke korrekt. Dyrlægers faglige kompetence peger i andre retninger end artsbestemmelse, økologi og adfærd hos naturlige arter. Hver art bør have særstatus og vurderes for sig ligesom i fredningslovgivningen. Selv nært beslægtede arter kan vise vidt forskellig tolerance over for fangenskab. Der bør laves en liste over arter, som er godkendt til fangenskab og ikke, som nu, over de forbudte. Ethvert individ bør kun sælges ledsaget af sit korrekte videnskabelige navn, og dyrehandlere skal have en eller anden form for uddannelse i zoologi for at få tilladelse til at sælge levende dyr. Tilsyn med dyrehandler og private dyrehold, bør, hvis det overhovedet skal have nogen mening, foretages af personer, som har overblik over dyrerigets systematik og tillige nærmere kendskab til alle de arter, som jævnligt forekommer i handelen. Selve legitimeringen af det livssyn, som tildeler mennesket særstatus og tillader ringeagt, ligegyldighed og grusomhed over for andre livsformer, leveres af en af den vestlige kulturs største svøber, de monoteistiske religioner, som har en stor del af de sidste par tusinde års elendighed på deres samvittighed. De har nemlig lært os, at mennesket er noget helt særligt. Gud ser selvfølgelig ud som os, for han skabte os jo i sit billede, og alt andet liv har han kun sat på Jorden, for at vi skal have noget at herske over og leve af. Desværre tror millioner af mennesker verden over på dette apokalyptiske vås, og desværre er disse forstadier i menneskehedens udvikling mod en større forståelse af livet atter på fremmarch i Vesten. Selve forestillingen om en antropomorf gud, som er i besiddelse af kønskarakterer og følelser som vrede, retfærdighedssans, barmhjertighed m.m., og som sidder på afstand og betragter sit skaberværk for af og til at blande sig, når han finder det nødvendigt, er naiv overtro og udtryk for humanchauvinistisk ønsketænkning. Et indisk ordsprog fra langt før vor tidsregning lyder således: Gud sover i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret, tænker i mennesket og genkender sig selv i helgener og vismænd. Og jeg, som troede, at vi var på vej fremad.