Danmarks Radio er blevet en af den ny økonomis kværne, som knuser både mennesker og kvalitet. En fhv. programmedarbejder på P1 fortæller her om det globale, det lokale - og det helt personlige. Jeg har sjældent været nogen ynder af konferencer - den slags stormøder, hvor der af og til og ganske ofte kan være langt mellem guldkornene. Men en gang imellem har den journalistiske pligt og lyst råbt højt - det gjorde den for eksempel sidste år, da et af Nottinghams universiteter samlede alverdens arbejdsmarkedsforskere til udveksling af resultater og ideer og til debat om, hvem der er 'tabere og vindere i den nye økonomi'. Af gode grunde og pr. definition var der jo ikke nogen af de virkelige tabere til stede - det var teoretikernes sammenkomst - og ikke et ondt ord om det. For der var lagt op til spændende præsentationer om konsekvenserne af neoliberalismens fremmarch, fra New Zealand og Australien, fra Singapore og USA, fra det private erhvervsliv og den offentlige sektor i Europa, fra alt hvad der kunne krybe og gå. Og en af hovedtalerne skulle være Naomi Klein, den canadiske forfatter og journalist, der i bogen 'No Logo' påviste de internationale mærkevarefirmaers tomme skal - logoet klistret på fjernøstlige arbejderes slid i de særlige økonomiske zoner, hvor ingen regler gælder, og hvor et system af underleverandørers underleverandører undtager produktionstømte multinationale fra ethvert socialt ansvar. Jeg kunne altså få talt med spændende forskere, interviewe Naomi Klein og lave reportager fra Robin Hoods by på en uge i Midtengland. Guf for et program som 'Indblik' på radioens P1, et program, der blandet andet skulle spotte tendenserne på arbejdsmarkedet og det sociale område. Jeg fik en aftale med Naomi Klein - og med Sue Scott, medlem af det totalt New Labour-dominerede byråd og ansvarlig for en rapport om Nottinghams fattigdom. Resten måtte komme undervejs - blandt andet reportagerne fra gaderne, der præsenterer bladsælgende og fløjtespillende tiggere for hver femte meter. Men for nu at gøre en lang historie om et engelsk samfund i social og økonomisk baglås kort, så lukkede cykelfabrikken Raleigh som byens sidste større industrivirksomhed den resterende del af produktionen netop for et års tid siden, omdannede sig til et mærkevareselskab og får nu varerne hjem fra Fjernøsten. Hvad gør man så, når ens by er så hårdt ramt, at gennemsnitsindkomsten er blandt de laveste i England, at kriminaliteten er en af de højeste i landet, og at de hjemløse befolker centrum så overvældende, at der knapt nok er plads under broerne til de sovende? Jo, man går ind i 'den nye økonomi', fortalte byrådsmedlem Scott. For bystyret var det vigtigt at satse på de to universiteter med specialer i medicin og teknologi. Og det var vigtigt at vise Nottingham som en by på forkant - med et moderne centrum med de rigtige forretninger og det rigtige kulturliv. Dén udvikling var tydelig. En stor del af det gamle centrum var ved at blive revet ned og bygget op igen i beton og stål og glas og parkeringshuse - det mere bevaringsværdige byggeri blev mondæniseret med sandblæste facader. Langs kanal og flod skulle der bygges til internetfirmaer og højteknologi, og de hjemløses søvnproblemer skulle løses ved en enkeltbillet - de fleste af dem kom jo alligevel ikke fra Nottingham, mente Sue Scott. Det var ikke dem, der skulle bruge den nye sporvognslinje langs Maid Marian Way; og heller ikke dem, der interesserede byrådsmedlemmet mest, da jeg besøgte hende på rådhuset. Hun ville hellere vise regalierne i vitrineskabene frem - Nottingham er en kongelig by, der stadigvæk har ret til sherif. Sue Scott var stolt af, at det var lykkedes at tiltrække to call-centre tidligt i moderniseringsprocessen. Den slags centre var netop et af emnerne på konferencen på universitetet. Call-centre effektiviserer den dyre arbejdskraft og viser det gode ansigt udadtil, til kunderne. Indadtil, for medarbejderne, er call-centret tit en voldsomt stressfremkaldende arbejdsplads. Telefonmedarbejderne har hele tiden tal på, hvor mange der venter i køen, og overvågningen af arbejdet er sat i nøje system - det er ikke noget problem, når alt skal ind over en computer - og lønnen kan være afhængig af antallet af samtaler. På den måde er de ansatte fanget i en uløselig konflikt mellem kvalitet og kvantitet - de kan ikke tilfredsstille begge krav. Sådan var det også for offentligt ansatte som for eksempel sygeplejerskerne i New Zealand. Nye organisationsformer på hospitaler og i institutioner med udstrakt brug af det private erhvervslivs metoder for køb og salg, krav om målbare resultater, rationaliseringer og effektiviseringer, udliciteringer og sammenlægninger havde gjort livet så surt for de ansatte, at strejker og nedbrud var hverdag. Regeringsstøttet nedbrydning af fagforeningerne og deres ret til at forhandle løn og arbejdsforhold havde heller ikke gjort det nemmere for sundhedspersonalet. Den slags hørte vi fra hele den vestlige verden. Stress, utilfredsstillende arbejdsforhold, hvor kvantitet blev sat højere end kvalitet, faldende fagforeningsorganisering og en voksende konkurrence mellem ansatte - det var billedet. Helt sort blev det så ud på eftermiddagen på konferencens første dag: 11. september 2001. Forskere fra hele verden - med forstenede amerikanere forrest - samlede sig foran det eneste opdrivelige tv-apparat. Entusiasmen og energien forsvandt - det syntes så uvirkeligt at beskæftige sig med kraftværksarbejdere i Australiens ørkenområder eller programmører i Berlin. Det væsentlige havde forskubbet sig. Endog mit lille radioprogram derhjemme i Danmark flyttede fokus fra nedslidte rengøringsdamer til World Trade Center. Flyene blev på jorden i lufthavnene - og Naomi Klein kunne ikke komme over Atlanten. Det var for resten en af de sidste chancer, jeg fik, for at lave den slags historier til DR. 'Indblik' havde trods alt kun en 50-70.000 lyttere - og det er jo ikke så mange i en medieverden, hvor man først er rigtig synlig med mindst den tidobbelte tilstrømning. Programmet var godt tre år gammelt - og det havde været ganske hårdt arbejde at få nogenlunde kvalificerede udsendelser ud fem dage om ugen. Vi satsede først og fremmest på at vide, hvad vi snakkede om - og det kan jævnt hen være svært at nå i dag til dag- journalistikken - og at præsentere stoffet i en form, der var forståelig og vedkommende. Vi prøvede at koble menneskers almindelige tilværelse med perspektivering, og vi prøvede ihærdigt at bruge former, der er udviklet gennem årtiers radiodokumentar og montage. Tidskrævende og dyre former, der kræver, at man bevæger sig ud i virkeligheden og i videst muligt omfang holder sig fra Tordenskjolds ekspertsoldater. Men det var noget af det, vi regnede som kvalitet. 14 dage efter, at jeg var kommet hjem fra Nottingham, havde jeg ansvaret for dagens udsendelse. Og så, under den direkte afvikling, blev studiedøren åbnet, og en mand kom ind - jeg vidste, at jeg skulle interviewe ham, men jeg kunne for min død ikke huske, hvem han var, og hvad jeg skulle snakke med ham om. Det kunne han heldigvis selv - og jeg havde da også fået et par stikord skrevet ned. Men skrækken over at se ham komme ind ad døren var overvældende. Dagen efter gentog det sig. To dage senere var jeg sygemeldt i, skulle det vise sig, mere end et halvt år. Hvordan var det kommet så vidt, at jeg havde stået der og grædt i redaktionens mødelokale; så vidt, at jeg ikke kunne mere - jeg, der ellers nok har kunnet klare det meste her i tilværelsen næsten uden at kny? I tråd med den øvrige samfundsudvikling har DR også været udsat for effektiviseringer og rationaliseringer. Topledelsen besluttede at flytte firmaet ud i et fint, men dyrt hus i Ørestaden, og samtidig skulle man sende på flere kanaler i længere tid, både i tv og i radioen. På ganske få år blev medarbejdernes produktivitet øget med 70 procent. Det kunne mærkes. På vores lille og stadigt mindre redaktion kunne det mærkes temmelig voldsomt. DR havde fået den fjerde radiokanal, og det gav plads til et snakkeprogram om morgenen på P1. Det blev fremstillet som et flagskib, men der var knapt penge til at producere det for. Derfor skulle langt det meste af indholdet leveres fra andre redaktioner - blandt andet fra 'Indblik'. Oven i ekstraarbejdet afgav vi også to medarbejdere til morgenradioen, så der nu kun var gennemsnitligt otte mennesker plus enkelte løst tilknyttede til at skabe fornuftigt indhold i 250 ugentlige minutter. Der var kun to muligheder: Slæk på kvaliteten - eller arbejd hårdere. DR er organiseret på en moderne, forretningsmæssig måde. I forsøget på at effektivisere arbejdet har man stillet sig på to ben. Det ene er produktionen med journalister og teknikere og alle de andre, der skal være kreative og lave programmer. Det andet ben er mindre, men står på pengekassen og har det afgørende ord. Det er chefredaktionen. Konstruktionen skal skabe sund konkurrence om at levere programmer, mener man - de bedste og billigste bliver valgt til udsendelse af chefredaktøren for P1, DR 2 osv., hvad enten de kommer fra DR's egne produktionsafdelinger eller fra private produktionsselskaber. Visse programmer kan både de private og DR- afdelingerne byde på, andre kun DR's afdelinger, resten er forbeholdt de private, som nu tv's underholdning. Der er altså tale om en både intern og ekstern konkurrence, der foregår efter centralt fastlagte planer. Det er chefredaktionen, der næsten enevældigt fastsætter prisen, men den er slet ikke til forhandling, når det er DR's egne programafdelinger, der tilbyder et produkt. Chefredaktionen bestemmer altså, hvor mange medarbejdere der skal bruges til at producere et program, men den har ikke ansvaret for dem. Retten til at hyre og fyre og til at uddele den personlige del af lønnen ligger nemlig i programafdelingen. Samtidig kan den kun sælge til DR. Resultat: Ingen har ansvaret for medarbejdernes ve, vel og job. Chefredaktionen gør sit arbejde: bestiller programmer, så billige som muligt. Programafdelingens chef må feje al kritik og alle problemer af bordet med et: 'Vi har ingen penge'. På den måde har man skabt en ualmindeligt ulige konkurrencesituation. Chefredaktionerne kan vælge og vrage mellem programforslagene. Medarbejderne kan bare håbe på, at deres program også eksisterer næste år, eller at de får et nyt antaget, for ellers ... På den måde har man skabt et system af små, dybt afhængige underleverandører til det store mærkevarefirma. Det siger sig selv, at der med den konstruktion heller ikke er råd til at tage hensyn, for eksempel til kvaliteten i programmerne. Der er ikke tid til det ekstra spadestik i researchen eller til lige at gøre lidt ekstra ud af formen. Lige så lidt er der råd til at fastholde særlingene, enerne, der i tidens løb har løftet DR fra gråheden og den golde underholdning. Det samme gælder de ældre medarbejdere, der af den ene eller den anden grund ikke er helt så produktive som de 27-årige. Og det samme gælder altså de overarbejdede medarbejdere, som har prøvet at holde kvalitetsniveauet og forsøgt at undgå alt for store kompromiser. Sådan en udbrændt klat møg var jeg blevet til sidste efterår - fanget i krydsfeltet mellem de hurtigt voksende krav på arbejdet og lige så hurtigt aftagende muligheder for at øve indflydelse på hverdagen og en sekspersoners familie. Det gik simpelthen ikke op - så jeg gik ned. Som enhver, der har prøvet stressturen, ved, så tager det urimeligt lang tid at kravle op igen. I mit tilfælde tog det trekvart år, før jeg igen var på omgangshøjde. Efter sommerferien var jeg så nogenlunde klar i hovedet, men skulle selvfølgelig ikke op i allerhøjeste Formel1-gear igen. September 2002 blev bare lige så skidt som september 2001. Den yngste blev indlagt i to uger - både hun og hendes søster har en kronisk sygdom, der kræver tålmodig behandling - og umiddelbart efter var det min kones tur til at køre i pit. Hun var indlagt i fire måneder. 29. november var der endnu en gang en masse mennesker i DR, der er blev fyret - og mine nu forhenværende kolleger er nu fem mennesker til at producere 250 ugentlige minutters 'Indblik', morgenradio, internetsider og derudover det tekniske og det administrative - til sammenligning var der krediteret 18 programmedarbejdere i tv-quizzen 'Det svageste led'. Det siger sig selv, at der ikke er plads til den ineffektive i det upåagtede radioprogram. Der var da heller ikke et ord om kvaliteten af mit arbejde i fyringsgrundlaget - begrundelsen var udelukkende kvantitativ. Sådan er de globale tendenser kommet helt ind i mit liv. Skiftende regeringer underholder med ord om rummeligt arbejdsmarked, om gråt guld og om fremtidens manglende arbejdskraft. Ude i den liberale konkurrenceverden ser det helt anderledes ud: 40 millioner voksne europæere angiver at være så stressede, at de har alvorlige fysiske eller psykiske symptomer. Men det er selvfølgelig ikke regeringerne, der presser dem. Det gør den enkelte arbejdsgiver, der jo selv skal overleve i konkurrencen. Og i de elektroniske medier overlever man altså ikke på programmer med 50.000 lyttere - der skal familievenlige quizzer til. Jeg kommer ikke til at bruge den nye metro til Ørestaden. Jeg kan heller ikke gemme mig i Kongelunden som Robin Hood i Sherwood. Der er jo alligevel ikke nogen at røve fra. For modsat middelalderens England er der i dag ingen prins John, der har ansvar for noget som helst andet end sig selv.