De vestlige mediers forsøg på at 'redde' muslimske kvinder fører til det stik modsatte: Undertrykkelse. Den jordanske forfatter Fadia Faqir har bidraget til Betty Nansen Teatrets forestilling '1001 Nat nu'. Da de amerikanske styrker invaderede Afghanistan i kølvandet på terrorangrebene 11. september, mente mange i de britiske medier og i verdensmedierne at se en årsagssammenhæng mellem den militære aktion og en 'befrielse' af ikke bare Kabul og Kandahar, men et stort antal afghanske kvinder. Det berømte billede af den afghanske kvinde, der stod midt i en gruppe burkaklædte kvinder og vovede at fjerne sløret fra sit ansigt, blev trykt overalt. Selvom hun tog burkaen af, havde hun stadig et blødt tørklæde svøbt løst om hovedet. Nogle tjavser af mørkt hår faldt uden for tørklædet og indrammede et ansigt med en ganske let makeup. Dette billede blev omgående valgt ud som selve billedet på den kommende 'nye' orden i Afghanistan. The Independent, som er en af de mest velrenommerede britiske aviser, trykte en meget stor version af billedet (15x25 centimeter) øverst på den første højreside af en artikel af Kate Clark med titlen 'Verdens mest undertrykte kvinder tager forsigtige skridt mod frihed'. Den første del af artiklen præsenteres som ren reportage og beskriver afghanske kvinders »stærkt indsnævrede virkelighed«. »Over hele byen er de afghanske kvinders smukke, livlige ansigter begyndt at titte frem under de forhadte burkaer - det hellange klæde, som de under smertefulde piskeslag er blevet tvunget til at udholde, siden Talebanstyret kom til magten. De fleste er fortsat tildækkede, men nogle få modige kvinder har kastet forsigtigheden over bord og har byttet det kvælende blå telt ud med et blødt hovedtørklæde«. Herefter fortsætter journalisten med at beskrive, hvad hun opfatter som de afghanske kvinders dybeste behov eller glemte 'lyster'. »Under burkaen har mange kvinder i Kabul i al hemmelighed haft højhælede sko, strømper og blondetrusser på. Stort opsat hår og lyserød læbestift er særlige favoritter«. (The Independent, 15. november 2001). Redaktøren valgte at placere følgende store overskrift lige under billedet af den 'befriede' afghanske kvinde: 'Storbritannien går ind i jagten på bin Laden - 4.000 tropper sat i alarmberedskab'. Der var også et billede af premierminister Tony Blair, der med bister mine henvender sig til Parlamentet: »Den militære aktion er ikke udført endnu«. Man kan analysere denne artikel, der kan betragtes som en sammenfatning af mange andre artikler, som de vestlige medier trykte efter 11. september, i det uendelige og udlede mange konklusioner. Jeg vil bruge den som den krog, jeg vil hænge nogle af mine analyser og argumenter op på. Som sekulær 'muslimsk' feminist - jeg bruger begrebet 'muslimsk' som en kulturel betegnelse - burde jeg have frydet mig over mine søstres 'befrielse' i Afghanistan. Men denne såkaldte 'frigørelse' blev reduceret til utilsløret ansigt, læbestift og stort hår, der fremkalder et foruroligende billede af Andy Warhols 'Orange Marilyn'. Da jeg kiggede på billedet, som øjeblikkeligt blev sendt ud over hele verden via nyhedsbureauet Reuters, var det med blandede følelser. Billedet voldte mig kvaler, forfulgte mig. Det var tilsyneladende i harmoni med alt, jeg troede på, men af en eller anden uransagelig årsag jublede hverken mit hjerte eller mit sind. Dét billede markerede begyndelsen til en udnyttelse af de historiske, sociale og politiske mønstre, der gjorde produktionen af det muligt. Spørgsmålet om den vestlige repræsentation af muslimske kvinder er ret komplekst, og den 'frigjorte' men 'uvidende' afghanske kvinde indtog et sprængfarligt område, hvor forskellige historiske, religiøse, sociale og ideologiske orientalske og feministiske temaer og diskurser løber sammen. Det afslørede også, at der eksisterer en række forskellige indgangsvinkler og modstridende ideer om 'modernitet' og 'frigørelse' og den måde, hvorpå disse ideer udvælges, pakkes ind og præsenteres. Selvom der rent geografisk ikke er langt fra den muslimske verden til Europa, har forholdet mellem muslimer og europæere været præget af misforståelser og konflikter fra middelalderen til i dag. Fjendtligheden topper, når der føres faktiske krige mellem de to parter på trods af alle forsøg på at skabe dialog. Det ligger uden for denne artikels rækkevidde at nævne alle forsøg på at skabe bedre forståelse mellem naboerne. Det er nok at konstatere, at fjendtlighederne fortsætter på forskellig vis helt frem til i dag. Det er for eksempel mange af de samme følelser, der udtrykkes i det 21. århundrede, som blev udtrykt i middelalderen, da muslimerne blev besejret og fordrevet fra Spanien. Det afgørende slag mellem kongeparret Isabella og Ferdinand og kongeriget Grenada endte i 1469 med det sidste muslimske kongeriges fald. Dette blev ti år senere efterfulgt af den første af en række forordninger, der gav den spanske konges muslimske undersåtter valget mellem at blive døbt, at gå i eksil eller at dø. Den spanske inkvisition begyndte med andre ord for alvor. Såvel den spanske kirke som den spanske stat gjorde sig stor umage med at fjerne et hvert spor af islamisk tilstedeværelse. En lov fra 1566 forbød maurerne at bruge det arabiske sprog, krævede, at alle kontrakter skrevet på arabisk skulle annulleres, og at alle arabiske bøger skulle afleveres til staten inden for 30 dage. Loven krævede også, at alle offentlige bade skulle lukkes, at maurerne skulle lade dørene til deres huse stå åbne, lade kvinderne gå uden slør og gå klædt i castilianske dragter. De spanske maurere blev opfattet som den femte kolonne, der enten skulle konvertere, kastreres eller deporteres for at holde det spanske kongerige rent. Mohja Kahf hævder i sin fremragende 'Western Representation of the Muslim Woman From Termagent to Odalisque', at repræsentationen af den muslimske kvinde under disse omstændigheder bliver mere betydningsladet end nogensinde før. Den muslimske kvinde bliver stadig mere vigtig som genstand for ideologiske diskussioner, selvom hendes bogstavelige tilstedeværelse er nedtonet og hendes magt begrænset. Cervantes' 'Don Quixote' fra 1605 gik forud for neddæmpningen af 'det mauriske problem' i officiel sammenhæng, efter at massefordrivelsen var afsluttet i 1614. Maureren ankommer anderledes klædt i teksten, »bag ham kom en kvinde på et æsel, hun var klædt i maurisk stil med ansigtet tilsløret og et tørklæde om hovedet«. I teksten kaldes klædningen una almalafa - et udtryk, der peger på en helt uomtvistelig islamisk forskel. Cervantes' Zoraida - kvinden i den mauriske klædning - er et vendepunkt i repræsentationen af muslimske kvinder. I middelalderen var hun som dronning Belakane: ædel, kongelig, maurer og sort, men billedet af den magtfulde muslimske kvinde, som dominerede i middelalderen, var langsomt ved at blive udvisket. Hvad udretter en sådan udviskning? Hvad kan på samme tid tilkendegive nærvær og fravær? Teksten fortæller os det selv: »hendes beklædning og hendes tavshed«. Beklædning og tavshed er de tydelige elementer i en ny version af den muslimske kvinde. Tilsammen udgør de meningen med hendes slør. Det er dette slør og fremstillingen af hendes slør i den vestlige fortælling, der fjerner den muslimske kvinde fra scenen. 'Slør' og 'tavshed' er med et blevet synonyme og indbyrdes ombyttelige. Zoraidas beklædning og hendes tavshed får os til at tro, at hun er, hvad vi håber på, at hun ikke er. Hendes tavshed er øredøvende. Kahf skriver: »Pludselig er der et behov for oversættere ved en hver berøring mellem kristne og muslimer ... (for Zoraida) talte ikke det kristne tungemål. Det 'kristne tungemål' er et udtryk totalt blottet for mening bortset fra i forbindelse med den dominerende spanske guldalderideologi, der sidestillede arabisk med islam og dens besættelse af at udslette det«. Kahf siger, at Zoraidas tavshed kan sidestilles med andre afrikanske kvinders tavshed i den europæiske litteratur. Hendes tavshed er ikke et resultat af manglende evne eller interesse, men snarere af forhærdelsen af den kristenmuslimske dikotomi. Det er fraværet af stemmer i en diskurs, i hvilken seksualitet og retten til et sprog til sammen udgør en del af magtens diskurs. Det er en tilsløring og en fornægtelse af hendes snakkesalighed, hendes naturlige taleevner og hendes subjektivitet. Og det er betydningen af hendes slør, der knytter »hendes beklædning og hendes tavshed« sammen. På samme vis bliver den afghanske kvinde på billedet, fanget mellem den dominerende kolonialdiskurs og det traditionelle patriarkat, de 'undertrykte' muslimske kvinders 'nye' ansigt. Hun er hverken en efterkommer af den tungefærdige historiefortæller Sheherazade eller af dronning Belakane, men en reinkarnation af Zoraida og Spivaks indiske enke. Den 'befriede' afghanske kvinde er den seneste i rækken af muslimske og andre kvinder, som blev berøvet retten til at være subjekt. Problemet her består ikke i kilder (fraværet af kvindernes vidnesbyrd), men i selve iscenesættelsen af debatten, der ikke har givet plads for en platform, hvorfra kvinderne kan tale. Afghanske kvinder blev indplaceret i modernitetens og nationalismens diskurs, inden for rammerne af en krig mod Afghanistan. Tidens vestlige forståelse af den afghanske kvinde som en levende nationalistisk anakronisme fremtvinger en særlig fortolkning af sløret som et våben mod Taleban og dets fjernelse som en bevidst politisk udfordring. Kvinden i artiklen fra The Independent er følgelig hverken subjekt eller objekt i diskussionen. Hun bliver udelukkende brugt til politiske formål for at samle (hovedsagelig mandlig) støtte til den amerikanske invasion af Afghanistan. Diskussionen handler i virkeligheden ikke om hende og hendes almalafa, men snarere om politisk magt og afspejlinger af modernitet og udvikling i Afghanistan. Undertrykkelsen af afghanske kvinder er ikke ny inden for feministiske og humanitære kredse, og den er blevet grundigt dokumenteret, siden Taleban kom til magten i 1996. Men hvorfor i alverden stiller Cherie Blair sig så frem, fem år efter, og fire dage efter at britiske faldskærmstropper er kommet til Afghanistan for at bistå de amerikanske styrker, mens hun som den klassiske kvinde bag manden holder hænderne op for øjnene for at simulere en burka og lover de afghanske kvinder at »befri deres ånd og give dem deres stemme tilbage«? Mange kvinder i Vesten (og feminister i den tredje verden) blev medskyldige, med eller mod deres vilje, i krigen i Afghanistan. Vestlige feministers 'korstog' for at fjerne sløret (bogstaveligt og symbolsk) har skabt en modsætning, i hvilken Det Vestlige Subjekt definerer objektet og adskiller den frigjorte vestlige kvinde fra den undertrykte muslimske kvinde. Derfor har den vestlige feminist, der skriver om den muslimske kvinde, indirekte påtaget sig mandens rolle: Hun penetrerer og tager magten over den feminiserede, passive og tavse muslimske kvinde, hvorved hun gør fælles sag med patriarkatet og bidrager til sin egen og sine muslimske søstres undergang. Når det tænkende subjekt gøres gennemsigtigt eller usynligt, skygger det for den betingelsesløse anerkendelse af den anden via assimilation og en manglende evne til at lytte til den andens stemme i os selv. Netop fordi mange vestlige akademikere og journalister ikke lytter til historiens små stemmer eller den andens stemme i sig selv, forstod de ikke, at de afghanske kvinder måske ikke ønsker at blive reddet - hverken af Den Nordlige Alliance, Vesten, Nastasha Walter eller Kate Clark. Og da slet ikke af Cherie Blair eller Laura Bush. Hvad ville kvinden på billedet have sagt, hvis hun var blevet interviewet på pashto eller dari - sprog, som journalisten sandsynligvis ikke behersker? Jeg ved det ikke, men langt størstedelen af de vestlige mediers dækning af 'kvindespørgsmålet' i Afghanistan bekræfter, at kvinden - hvis hun 'fik lov' at åbne munden, og hendes stemme blev gengivet - ville sige: »Læbestift, tak!«