Er det eleverne, bevillingerne eller vejret, der er noget galt med på landets højskoler? Nej, det er højskolerne selv, der må sadle om. Og indføre pensum, lektier og eksamen, skriver skoleledelsen fra Idrætsskolerne i Oure. Hvis man over de sidste fem-seks år betragter elevtallet på de danske folkehøjskoler og lader dette være succesparametret for skoleformens gennemslagskraft, generer man ingen ved at tale om 'krise'. Denne forklares af mange højskolefolk med en næsten refleksmæssig afliring af remsen om de små årgange, de ændrede økonomiske betingelser for højskoleophold og de hastigt voksende uddannelsestilbud for de 18-25-årige - højskolernes altovervejende målgruppe. Men så enkelt er det ikke. Højskolernes aktuelle krise er måske nok påvirket af både små årgange og ændrede økonomiske betingelser for højskoleelever, men hovedårsagen til den aktuelle situation skal først og fremmest søges i højskolerne selv. Hvis man skal generalisere groft, handler det om en traditionstynget, dogmatisk og nostalgisk selvforståelse, som alt for længe har forhindret højskolerne i at orientere sig i forhold til den nutid og den virkelighed, som højskolerne er en del af. En selvforståelse som aktivt har afskåret højskolerne fra stadig større dele af ungdommen, hvor færre og færre opfatter et højskoleophold som et must i den personlige dannelses- og udviklingsproces. Højskolernes historie er ikke blevet brugt som inspiration til nytænkning, eksperimentering eller forpligtethed til at være en del af sin samtid - altså være i evig bevægelse og udvikling. Derfor er højskolerne alarmerende tæt på selv at ende som nutidens 'sorte skole', der lever på forældede og dogmatiske 'sandheder'. I årtier har højskolerne konsekvent isoleret sig selv fra det øvrige uddannelsessystem og har med selvmorderisk dødsforagt hånligt vendt venligsindede politikere og disses konstruktive forslag ryggen. Forslag, som for manges vedkommende kunne have været med til at åbne højskolerne helt anderledes mod det øvrige samfund. Tværtimod har det været god tone i højskoleforsamlinger at tale hånligt og nedladende om det øvrige uddannelsessystem, folkeskolen, gymnasierne, universiteter, seminarier osv. Paradoksalt nok mens der faktisk i det etablerede uddannelsessystem er blevet både eksperimenteret og udviklet i faglig og pædagogisk sammenhæng. En udvikling, højskolerne kunne og burde have lært og ladet sig inspirere af. Efterskolerne gjorde for et par årtier siden op med nogle af de historiske dogmer, da de accepterede folkeskolens afgangsprøver som en del af et efterskoleophold. Den nyere historie har vist, at denne åbning mod det øvrige uddannelsessystem ikke blot blev efterskolernes redning, men faktisk har medført, at flere og flere unge opfatter et efterskoleophold som en vigtig og nødvendig del af den personlige udviklingsproces. Og selv de mest hårdnakkede traditionalister vil i dag ikke påstå, at tilstedeværelsen af læseplaner og formalitet har svækket efterskolernes socialt udviklende og almentdannende kerneydelser. Kostskoleformen på sin side med den tætte sammenhæng mellem dannelse, uddannelse og social læring har altså noget at byde på i forhold til det øvrige uddannelsessystem. Nemlig et unikt læringsrum, som i et konstruktivt samarbejde med det øvrige uddannelsessystem kan være med til at give de danske uddannelser som helhed et løft. Hvad er det så, højskolerne skal gøre op med for at kunne træde ind i den nye tid og være en del af en kvalificeringsproces af de danske uddannelser? Der skal ganske enkelt gøres op med dogmet om den 'sande højskole'. Dogmet om den 'sande højskole' med efterfølgende knæsatte værdier er en ideologisk konstruktion, som i øvrigt ikke engang svarer til Grundtvigs oprindelige skoletanker. Grundtvig var i 1830'erne en skarp kritiker af latinskolen og universitetet, og han betegnede med rette systemet som 'den sorte skole', der i stor udstrækning byggede på terperi af latin. Han var på dette område en moderne kritiker af en forældet og dogmatisk pædagogik og videnskabelighed - og han opfattede det som absurd, at fremtidige jurister, læger, præster, lærere osv. ikke lærte noget om det samfund og den kultur, som de skulle ud at virke i. Han ville altså både forandre datidens gymnasiums og universitets pædagogiske form og indhold - en helt ny og revolutionerende opfattelse af uddannelsen af samfundets elite. Grundtvigs positive oplevelser ved de engelske kostskoler og universiteter gjorde, at han tænkte moderne om et positivt inspirerende studiemiljø - det, vi i dag kalder et læringsrum. I den sammenhæng var Grundtvig ikke specielt modstander af evalueringsformer og fastlæggelse af et pensum. Begge dele opfattede han som en selvfølge. Derfor er det forunderligt, at nutidige højskolefolk med henvisning til Grundtvig kan gøre højskolens fundament til den evaluerings- og pensumfri skole. Grundtvigs tanker om det moderne folkelige gymnasium og universitet i Sorø blev ikke en realitet. Det gjorde derimod nogle kostskoler, der først og fremmest blev bondeskoler inspireret af Christen Kolds skoletanker og altså ikke Grundtvigs oprindelige ideer. Til gengæld kom på disse højskoler - først og fremmest på Askov Højskole - Grundtvigs tanker om det nationale og det folkelige i tæt sammenhæng med Grundtvigs bibelfundamentalistiske historiesyn til at blive det værdimæssige fundament. Denne konstruktion af en kostskole med bondegårdens værdiunivers, elever rekrutteret fra bondemiljøet og et nationalistisk-religiøst vækkelsesprogram blev den såkaldte grundtvig-koldske skoleforms idealbillede. I den sammenhæng spillede formelle krav og evalueringer ikke nogen central rolle - de unge skulle jo hjem til gården - det drejede sig altså ikke om formelle - men om reelle kompetencer. Fastholdelsen af dette idealbillede er kernen i højskolernes krise og hvis denne skal blive en renselse, en katarsis - og ikke skoleformens endeligt - er der behov for både selvransagelse og kritisk selvevaluering. Bl.a. erkendelsen af, at det ikke er regeringen, vejret eller de økonomiske støttemuligheder, der er noget galt med. Det er heller ikke de unge - generationerne af zappende, ego- taktiske curlingbørn med serviceforældre - og hvad de unge nu må finde sig i at få påhæftet af prædikater, der er problemet. Løsningen er heller ikke flere ministerielle støttekroner eller flere løbende dispensationer til at fylde tomme højskolesenge op med kinesere. Det centrale problem er, at den vare, højskolerne har at tilbyde, har overskredet sidste salgsdag med mindst et par årtier. Hvis højskolerne tør erkende dette - i dybde og konsekvens - kunne man omsider begynde at forholde sig åbent, udogmatisk og refleksivt til sin samtid og sine mange potentielle brugergrup- per. Ikke for at 'lefle for tidsånden', som det så smukt og konstruktivt har heddet fra de traditionelle højskolekredse, hver gang nogen i flokken har formastet sig til nytænkning og produktudvikling. Men for at forstå, at den såkaldte tidsånd er andet end forbigående trend og mode - nemlig et udtryk for de fundamentalt ændrede betingelser for både de unge og for højskolerne, som de seneste 30-40 års samfundsudvikling har skabt. Her er det ikke nok med småjusteringer eller kosmetik. Højskolerne har behov for et radikalt og tilbundsgående selvopgør. Dette selvopgør er samtidig en enestående chance til at revitalisere skoleformens gennemslagskraft og gendefinere dens samfundsmæssige rolle. Men det er også højskolernes eneste chance. Dette selvopgør må indeholde et endegyldigt farvel til den traditionelle, højskolefundamentalistiske udlægning af grundvigianismen - i hvert fald som eneste opskrift og værdimæssigt afsæt for hvordan man åbner en ny dialog med de 18-25-årige. Vi beder ikke de grundvigianske højskoler om at rive billeder og buster ned og ændre formålsparagraffer. Vi påstår bare, at den ritualiserede nationalisme, det underforståede kristne grundsyn og tankerne om det store altomfattende folkelige fællesskab hører hjemme i historiebøgerne. Det traditionelle industrisamfund er afløst af et moderne, højteknologisk og globalt videnssamfund, hvor kompleksitet, uforudsigelighed og tempo tegner fremtiden. Dette betyder, at det moderne menneske må være parat til at indgå i en stadig udviklings- og læringsproces. Globaliseringen, den demokratiske og sociale udfordring og de økologiske og videnskabelige problemstillinger vil præge fremtidens værdidebat. En skolevirksomhed, der har oplysning og dannelse som sit formål, må derfor være rammen omkring en fortløbende værdiafklaring. Ikke for at komme med de færdige, moraliserende svar eller skråsikre dogmer, men for at inspirere til dialog og udvikling. Skabelse af et globalt oplysningssyn og dannelsesideal er den udfordring, den moderne høj- og efterskolebevægelse står over for i dag. Idealet er den ansvarlige verdensborger, der med udgangspunkt i universelle værdier som menneskerettigheder, demokrati og videnskabelig indsigt påtager sig et medansvar for sin egen og menneskehedens fremtid. Med den nye lov om højskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, som trådte i kraft 1. januar 2001, er der taget et væsentligt skridt i retning af at modernisere og opdatere skoleformen, så den placerer sig i et moderne humanistisk, sekulært og globalt kultur- og dannelsessyn. I loven understreges skoleformens brede og almene oplysende karakter - men samtidig anerkendes høj faglighed og færdighedstilegnelse som en del af bl.a. højskolernes og efterskolernes opgave. I kostskoleformens unikke læringsmiljø kan de to størrelser - det brede, almene og det faglige, specifikke - netop bringes til at fungere sammen, som en »symbiose mellem det eksistentielle og det instrumentelle«. Vendingen stammer fra rapporten fra det såkaldte Højskoleudvalg, som deltog i forarbejdet til den nye lov. Dermed er selve formålet med undervisningen på de frie skoler under omdefinering. Det handler stadigvæk om at motivere eleverne til medborgerskab og aktiv deltagelse i den demokratiske proces - men det handler i lige så høj grad om at ruste den enkelte til et kommende uddannelses- og erhvervsforløb. Netop her kunne højskolerne faktisk yde et væsentligt bidrag til etablering af den løbende værdiafklaring, som bliver endnu mere essentielt vigtig, når den traditionelle konsensus er under opløsning. Kostskoleformen og højskolernes sociale miljøer er et unikt forum til etablering af en nødvendig dialog - bl.a. om konsekvenserne - de gode som de dårlige - af den fælles norm- og traditionsopløsning. Hvor udgangspunktet bør være individualiseringen, det multikulturelle, globale og det posttraditionelle - virkeligheden som det, helt konkret tager sig ud for de unge - og ikke Thor og Odin, Skamlingsbanken eller Dybbøl Mølle og det påståede store nationale folkefællesskab. Den dagsorden er det vigtigt at andre end Mandag Morgen, DR 2 og Politiken sætter. Højskolerne f.eks. - som netop i deres sociale miljøer har et af de mest brugbare rum til at udvikle de sociale og personlige handlingskompetencer, som er helt nødvendige navigeringsredskaber for de unge i den uforudsigelige, dynamiske, risikofyldte og mulighedsmættede modernitet. Kostskoleformen som praktikområde for teambuilding, kommunikation, konfliktløsning - hånd i hånd med udviklingen af de personlige, sociale, intellektuelle, emotionelle og teknisk/faglige færdigheder. Kostskolerummet som den helt ideelle ramme for moderne læring, fordi kompetencerne og færdighederne bringes i spil og bevægelse samtidig og i en løbende, refleksiv proces. Det kommer der ikke i sig selv flere elever af. De kommer først for alvor, når højskolen tager et endeligt og definitivt opgør med den traditionelle berøringsangst over for enhver form for formel læring og kompetenceudvikling. Når højskolen begynder at byde ind på et samarbejde og en komplementær vekselvirkning med det etablerede uddannelsessystem. Vi har aldrig helt fattet, hvorfor samtalen, dialogen og livsoplysningen skulle tage ubodelig skade af, at den enkelte elev samtidig fik et meriterende stykke papir med i hånden. Denne traditionelle berøringsangst afskærer i øjeblikket højskolerne effektivt fra større og større dele af den potentielle målgruppe, for hvem virkeligheden dikterer effektivitet, angst for at spilde tiden og det tyngende krav om hele tiden at skulle træffe de rigtige, individuelle valg. Det 'nytteløse' bliver valgt fra - herunder højskolerne. Hvis disse gjorde sig nyttige i de unges bevidsthed med tilbud om f.eks. gymnasiale enkeltfag, seminarielle linjefag og meriterende kurser rettet mod de videregående uddannelser, ville det pludselig ikke være så tåbeligt at bruge 30.000 kr. og et halv år på en højskole. Hvor man samtidig bliver trænet i de sociale handlingskompetencer og kommer i dialog og samtale med andre ligestillede, hvorved det individuelle og personlige valg - måske - ville forekomme knapt så individuelt og personligt. På Oure Idrætshøjskole har vi helt konkret anmodet Undervisningsministeriet om tilladelse til i en forsøgsperiode at afvikle dele af, eller hele, hf-studiet som den centrale del af den almentdannende undervisning. Jo, det betyder formelle krav til indhold og timetal, hjemmearbejde og eksaminer. Men dette reducerer efter vores bedste overbevisning ikke det dannelsesmæssige og det almene perspektiv - tværtimod. I et moderne læringsbegreb er adskillelsen af dannelse og uddannelse umulig, og i selve læringsprocessen bliver det først rigtig interessant, når de to størrelser bringes til at virke samtidig. Det er nøjagtig de samme overvejelser, der ligger bag vores etablering af landets første idræts-kostgymnasium, som starter til august i år med 75-100 elever. Den specialiserede idrætsundervisning, de intensive gymnasiale forløb og kostskoleformens sociale/personlige udfordring af den enkelte elev i konstant, komplementær vekselvirkning. Det er - for nu at skære det ud i pap - transfer af kostskoleformens dannelsesmæssige kerneværdier ind i et traditionelt uddannelsesforløb, hvorved dette udvides, facetteres og sættes i stand til at virke bredt kompetenceudviklende. Det er vi ret sikre på, at der kommer både gladere, klogere, sjovere, modigere, dygtigere og mere reflekterende gymnasieelever ud af. Men vi er lige så sikre på, at tilstedeværelsen af et treårigt, gymnasialt forløb i vores skolevirkelighed vil virke som konstruktiv inspiration på den måde, vi tænker og driver efterskole og højskole på.