0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Indvandrerne vil arbejde

»I Libanon arbejdede jeg; i Danmark holdt jeg op«: typisk historie.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»I Libanon arbejdede jeg; i Danmark holdt jeg op«: typisk historie. Hans Lassen, som arbejder på Fyn med de hårdest belastede indvandrerfamilier, forklarer her, hvad der skal ændres. Sådan helt rugbrødsagtigt.

Flygtninge og indvandrere har en erhvervsfrekvens på sølle 44 procent. I modsætning til danskerne, hvor den er på 76 procent. Det fremgik af Rockwool Fondens rapport, der kom for et par måneder siden. Og med denne latterlige lille erhvervsfrekvens mister det danske samfund værdier på flere milliarder. Hvert eneste år (i 1999 næsten ti mia.
kr.). Så længe erhvervsfrekvensen hos flygtninge og indvandrere ikke bliver større.

Er det fordi Danmark mangler meningsfulde arbejdsopgaver, der venter på at blive udført? Nej, det er det ikke. Skyldes det, at Danmark har et meget stort overskud af kvalificeret arbejdskraft? Nej, det gør det heller ikke. Men skyldes det så, at flygtninge og indvandrere ikke er i stand til at skabe værdier, der er brug for i fremtidens Danmark? Nej, det er heller ikke tilfældet.

Hvor er det så, at hunden ligger begravet? Jeg har gennem de seneste to år etableret ca. 70 jobåbninger for flygtninge og indvandrere på Fyn på næsten lige så mange forskellige virksomheder. I den forbindelse har jeg været i kontakt med rigtig mange virksomheder på Fyn. Store som små. Toneangivende som ukendte. Beliggende i såvel store som små kommuner. På den baggrund ser jeg hunden begravet tre steder:

For det første i det jeg vil kalde for den massive tilskuermentalitet. Flygtninge og indvandrere ser sig som tilskuere til deres egen fremtid på arbejdsmarkedet.

For det andet i den manglende virksomhedsforankring. Integrationsindsatsen tager ikke udgangspunkt i virksomhederne, men derimod i den klientgjorte borger.

Og endelig for det tredje i den negative historiefortælling. Hvis man lægger alle de historier sammen, der fortælles om flygtninge og indvandrere i vores samfund, så vil der til sidst dukke en saldo op med et kæmpestort minus.

Den opmærksomme læser vil nok spørge: Hvorfor er det manglende økonomiske incitament for at tage et arbejde ikke med i denne barrierernes superliga. Er det netop ikke her, at hunden ligger begravet mere end andre steder? Det er i hvert fald det indtryk man får, når man følger den offentlige debat om, hvorfor flygtninge og indvandrere er så svagt repræsenteret på arbejdsmarkedet.

Det er selvfølgelig meget lidt begavet at indrette et kontanthjælpssystem, hvor der er et meget lille eller slet intet økonomisk incitament for at tage et arbejde. Dansk Arbejdsgiverforening har regnet ud, at hvis der er tale om to kontanthjælpsmodtagere, der er gifte, så skal man tjene ca. 26.000 kr. om måneden for, at det kan betale sig. Disse 26.000 kr. ligger lysår fra, hvad det er realistisk at tjene for flygtninge og indvandrere i Danmark.

Det skyldes, at gruppen har en høj koncentration af ufaglærte, der samtidig har problemer med at gøre sig gældende bogligt og teoretisk i det danske uddannelsessystem. Hvilket igen skyldes, at Danmark ikke har nogen immigrationspolitik, hvorfor vi primært kun tager de mennesker ind i landet, som vi er tvunget til af hensyn til de internationale konventioner.

Hvis man var et intelligensvæsen ude fra det ydre rum, der kom til Danmark, ville man jo tage sig til hovedet og spørge: »Jeg kan se, at I har indrettet et samfund, hvor det økonomiske incitament er det bærende princip. Det er altså den måde, I tror, der kan skabes fremskridt og værdier på i det danske samfund, men hvorfor har I så sat princippet ud af kraft i det hjørne, I kalder for kontanthjælpsområdet?

Må jeg være så fræk at spørge, hvad er idéen? Hvad er jeres planer med det? Er det at eksperimentere med mennesker og boligområder for at se, hvad der sker, når man sætter dét ud af kraft, som I ellers har en tyrkertro på er det helt rigtige?« Det vil være helt umuligt at give et ordentligt og fyldestgørende svar på et sådant spørgsmål.

At indrette sig på den måde er som nævnt rent ud sagt tosset. Når jeg alligevel ikke tager det med blandt de største barrierer, skyldes det, at jeg har erfaret, at flygtninge og indvandrere generelt er jobmotiverede, også selvom det økonomiske incitament er fraværende.

Jeg har erfaret, at det er muligt at kalde deres motivation til at arbejde frem ved at slå på, at arbejde er meget andet end økonomi.

Arbejde betyder også, at man bliver sin egen herre. At man bliver fri for at stå til rådighed for det kommunale kontrolapparat, som mange gange opleves som ydmygende. Og ikke mindst betyder et job, at børnene i flygtninge- og indvandrerfamilierne får noget at se op til.

Ved at slå på, at et job på den måde også giver ære og værdighed, er det muligt at overvinde barrieren med det manglende økonomiske incitament.

Hvis vi f.eks. tager en palæstinensisk far, så er hans største eksistensberettigelse på denne jord at brødføde sin familie. Hvis han ikke er i stand til det, bliver hans position i familien truet.

Jeg har gennemført en del samtaler med flygtninge og indvandrere i Vollsmose, og mange af samtalerne kan koges ned til følgende: »Da jeg boede i Libanon, arbejdede jeg, da jeg så kom til Danmark, holdt jeg op«. Ganske tankevækkende. Er sandheden snarere, at vi som land har været gode til at lære flygtninge og indvandrere, hvad det vil sige ikke at arbejde?

Men tilbage til de tre største barrierer. Det har slået mig, hvor massiv tilskuermentaliteten er hos flygtninge og indvandrere. De sidder totalt fast på tilskuerpladserne, mens spillet finder sted nede på fodboldbanen. Og det at rejse sig og bevæge sig ned på banen og gå efter bolden for slet ikke at snakke om at gå efter at score et jobmål, det er for mange af dem det samme som at bestige Mount Everest!

Denne tilskuermentalitet gælder hele gruppen vel at mærke, også de mest ressourcestærke. Det værste spørgsmål, man kan stille dem, er det klassiske 68-spørgsmål: Hvad har du lyst til? Hvad kunne du godt tænke dig? Det rammer helt ved siden. Det er spørgsmål, der overhovedet ingen klangbund har, hvorfor resonansen udebliver. Det svarer til at spille bold op af et gardin.

Denne tilskuermentalitet bliver selvfølgelig styrket, når man i store dele af det offentlige system kalder mennesker på kontanthjælp for klienter. Konsekvensen heraf er ganske forudsigelig. Der sker en svageliggørelse af mennesker i modsætning til, at de bygges op til selv at tage ansvaret for deres eget liv og fremtid på arbejdsmarkedet.

I stedet for klienter bør man kalde dem for hovedpersoner. Det er ligesom i en film, hvor det er flygtninge og indvandrere, der har hovedrollen. Vi andre er manuskriptforfattere, instruktører, runnere m.v. Vi skal nok hjælpe til, alt hvad vi kan, men vi bliver aldrig i stand til at spille hovedrollen!

Den manglende virksomhedsforankring er en logisk følge af, at den samlede integrationsindsats har den klientgjorte borger som det konstante omdrejningspunkt. Scenen består af en kommunal jobkonsulent, der sidder over for en flygtning/indvandrer mange gange er det under fire øjne. Og så er der lagt op til, at jobkonsulenten skal skaffe jobs til den pågældende flygtning/indvandrer.

Man skal ikke være professor i hverken økonomi eller sociologi for at nå frem til, at det nok er begrænset, hvor mange job denne akse med de fire øjne kan skaffe. Samtidig er der gennem de senere år sket en meget stærk vækst i forventningerne til kommunerne om at skaffe flere og flere job til mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet, hvilket på forudsigelig vis tynger denne akse endnu mere.

I stedet burde integrationsindsatsen arbejde med et helt andet omdrejningspunkt: I Virksomhederne og deres behov for arbejdskraft i fremtiden, som alle - regeringen, erhvervsorganisationerne med videre - er enige om vil blive en afgørende realitet. Den helt store fordel ved dette nye omdrejningspunkt er, at virksomhederne ifølge sagens natur fokuserer på, hvad folk kan i modsætning til, hvad de ikke kan. Dermed er virksomhederne meget velegnede som målrettede jobtræningspladser.

Det har aldrig været kommunernes kerneydelse at skabe job. Det er ikke det, Vor Herre har villet med dem! Det er de så at sige ikke designet til. Det ligger i kortene, at kommunerne som den øvrige del af den offentlige sektor arbejder med et meget stærkt regelfokus, der gør, at man er bange for at begå fejl. Hvilket kommunerne ikke kan klandres for. Men hvis integrationsindsatsen skal lykkes, er det noget helt andet, der skal til: et entydigt fokus på resultater og en værdsættelse af fejl, forstået på den måde, at fejl betyder en enestående chance for at lære, hvordan man skaber resultater.

Alt dette ligger op til, at man i virkeligheden burde vende integrationsindsatsen på hovedet. Jobformidlingen burde lægges ud til virksomhederne. Og her er det i virkeligheden ikke bare private virksomheder, der vil kunne spille en afgørende rolle. Alle landets arbejdspladser vil i princippet med stor fordel kunne inddrages.

Man bør således vende det hele på hovedet og spørge: Hvad er det for en arbejdskraft, virksomhederne har brug for? Og så må man efterfølgende matche den enkelte virksomhed med den enkelte hovedperson og iværksætte målrettede opkvalificeringsforløb, hvis kvalifikationerne mangler hos hovedpersonen. Ofte er virksomhederne parate til selv at stå for oplæringen. Det eneste, virksomhederne mange gange forlanger af hovedpersonerne, det er viljen til at ville frem på arbejdsmarkedet for at komme til at tjene egne penge og motivation til at blive bedre til dansk og lære noget nyt.

Det skift i integrationsindsatsen, der her er beskrevet, er i virkeligheden meget radikalt, og det i en grad hvor regeringens nye jobreform slet ikke slår til. Det skifte, der er brug for, kan i paroleform formuleres på følgende måde: Ud med den klientgjorte borger!

Ind med virksomhedernes behov for arbejdskraft!

Hvis man lægger alle de fortællinger, der fortælles om flygtninge og indvandrere, sammen, vil der tegne sig en stor negativ saldo til sidst, såvel i den daglige drift som i den samlede status over egenkapitalens størrelse. Og det er helt klart, at det er en stærk faktor, der modvirker integrationen af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet.

Ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet Zapera mener de nordiske befolkninger, at danskerne er de mest fremmedfjendtlige i Norden. Hele 38 procent af de adspurgte finner, svenskere, nordmænd og danskere siger, at danskerne er fremmedfjendtlige. Dermed er danskerne lidt værre end finnerne (34 procent) i de nordiske befolkningers øjne, mens 22 procent mener, at nordmændene er fremmedfjendtlige. Kun 11 procent mener, at svenskerne er fremmedfjendtlige.

Denne fjendtlighed over for fremmede kan selvfølgelig mærkes i den daglige integrationsindsats. Derfor er der virkelig brug for, at der hele tiden bliver fortalt nogle succeshistorier. Ikke bevidstløse, halleluja - og lalleglade historier. Dem bliver man nemlig dum i hovedet af. Men derimod realistiske historier, der på én og samme gang omtaler modgang og resultater, og som derfor på en afbalanceret måde peger på, at integrationen kan lykkes. At der er et lys for enden af tunnelen.

Og lykkes, det kan det. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. På baggrund af mine erfaringer har jeg tre klare budskaber: Virksomhederne er parat til at tage fat! Direkte i modsætning til den fremmedfjendtlige tone i den offentlige debat føler virksomhederne sig i stigende omfang socialt forpligtet på det samfund, de er en del af.

Og de erkender i stigende omfang, at der i fremtiden vil blive knaphed på arbejdskraft, også inden for de områder af arbejdsmarkedet, hvor der er brug for ufaglærte, hvilket har speciel adresse til de flygtninge og indvandrere, der er i Danmark, idet der netop er en meget høj koncentration af ufaglærte.

Flygtninge og indvandrere har mange værdiskabende ressourcer! Det gælder selv de hårdest belastede dele af gruppen. Også disse er i besiddelse af ressourcer, der kan bruges til at skabe værdier, som det danske samfund har brug for i fremtiden. Og flygtninge og indvandrere er parate til at tage fat og vil meget gerne tjene deres egne penge.

Men ... og der er set kraftigt men: Integrationsindsatsen skal ændres radikalt! Vi har brug for et nyt centrum i integrationsindsatsen. Vi må væk fra, at den klientgjorte borger er det konstante omdrejningspunkt.

Og i stedet må virksomhedernes behov for arbejdskraft i fremtiden og deres suveræne muligheder for at tilrettelægge målrettede jobtræningsforløb sættes i centrum. Der må opbygges et helt nyt jobformidlingssystem, der har virksomhederne som omdrejningspunktet.

Og som sagt: virksomhederne er parate. Så hvad venter vi på?