Hvor meget kan man i grunden tillade sig at presse sine medarbejdere - og sig selv? En af Aveny-Teatrets to direktører spørger her, om grænsen for det forsvarlige er ved at være nået. Ofte bliver jeg spurgt, om det ikke er svært at lede kreative og selvstændige medarbejdere - der dybest set ikke vil ledes. Så ofte, at det forleden midt i et stresset forestillingsopløb fik mig til at tænke over, hvad det er at være leder - og om det, vi byder vores medarbejdere, overhovedet er forsvarligt. Men lad mig begynde et helt andet sted - i USA. I USA findes brødrene Bob og Harvey Weinstein - to frygtindgydende chefer for et af de største filmselskaber Miramax. En dag for nogle år siden kom den på det tidspunkt forrygende hotte, sexede skuespillerinde Sharon Stone ind på Bobs kontor. Hun havde netop fået den kvindelige rolle i selskabets kommende storfilm - alligevel var hun vred, meget vred: »Jeg vil under ingen omstændigheder være med i filmen, hvis jeg skal spille over for ham, som I har valgt som den mandlige hovedrolle«. Bob kiggede kort op og sagde: »Sharon, I only got two words for you: Kim Basinger«. Miramax og Weinstein-brødrene er eksponenter for den hårde ledelsesstil, som virker hos dem, men slet ikke fungerer hos andre. Der findes også Kent Karlsson, tidligere cheftræner i superligaklubben FCK, der var så blød, at spillerne mistede tilliden og troen til ham - hvilket tydeligt kunne ses på resultaterne - holdet mistede organisationen. Og der findes Norges kronprins Haakon, der erkender, at uden folkets opbakning, hans 'medarbejderes' opbakning, så går det ikke, og som åbent går ud og lader sin kæreste fortælle om sin fortid - og netop derfor vinder sit folk gennem åbenhed. Det er dybest set det, enhver chef må gøre op med sig selv: Hvor på linjen vil man ligge - vil du styre din virksomhed på magt og den styrke, der ligger i det - eller vil du være åben og lægge det meste ud og dermed miste, ja, overdrage magten, initiativet og kontrollen til medarbejderne med de farer, det indebærer. Respekten for det enkelte menneske - respekten for forskelle koblet med den evige ambition, der skal til for at drive tingene til succes - om det gæl- der teater, de bedste råvarer, serviceydelser og at få tingene til at fungere på en hvilken som helst arbejdsplads - så er der kun én ting, der tæller - det drejer sig om at være et menneske. Et ordentligt menneske, som medarbej- derne ved de kan stole på og se op til - et forbillede, hvis dygtighed de respekterer - bl.a. fordi der ikke nødvendigvis behøver at være tårnhøje mure mellem chefen og hans folk. At opføre sig så etisk, moralsk og fornuftigt, som man overhovedet kan, så svarene på og håndteringen af også de svære situationer automatisk finder de bedste løsninger. Som de altid kan gå til, og som de ved, vil dem og virksomheden det bedste. Det er enkelt at formulere - men på samme tid er det en opgave, der aldrig før har været sværere at udføre end i det komplekse samfund, som vi lever i. Teater er en virksomhed som alle andre - med den meget store forskel, at den alene består af mennesker - mennesker som råstof på scenen og bag scenen. At vi, Ole Bornedal og jeg, på Aveny-T gerne vil forny dansk teater, det skal der ikke herske tvivl om. Men det kan slet ikke lade sig gøre, hvis vi ikke har vores medarbejderes engagement og opbakning. Uden dem er vi intet, uden dem kan intet lykkes. Vi kommer med visionerne - men det er jer, der skal udføre dem. »I er her for at redde vores røv«. Så enkelt kan det siges, og så enkelt blev det sagt den første dag, hvor vi overtog teatret for godt et år siden. Og det er rigtigt, at vi på teatrene i høj grad lægger arbejdet ud til den en- kelte, og at hver person i høj grad er sin egen chef - det er nødvendigt at hver har et meget stort ansvarsområde for at kunne skabe den kreative proces, det er at lave teater - det er nødvendigt, at folk har en høj grad af handlefrihed med mulighed for at handle på egne præmisser. Vi har på teatret en meget flad struktur, hvor ledelsens opgave er at sætte de rigtige rammer, der får det kreative talent til at blomstre maksimalt og alle til at vokse med opgaven. Det store ansvar og det at være med i en fælles kreativ proces er noget, der trækker. Det er derfor, folk synes, at det er spændende at være hos os - det er derfor, at de finder sig i umulige arbejdstider, meget stressede perioder og løber ufatteligt hurtigt til en løn, man på de fleste andre arbejdspladser ville dø af grin over. Men dybest set er det også en udvikling, der bekymrer mig - ikke blot når jeg ser på min egen arbejdsplads - men også fordi jeg ser, at det er en ud- vikling, der i høj grad også er ved at vinde stort indpas på det øvrige ar- bejdsmarked. Det er, som om at respekten for forskelligheden er ved at være glemt. I sin åbningstale i år sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen de berømte ord i opgøret med den sociale arv, at Danmark skal være et samfund, hvor det skal være muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør. Det lyder jo ved første tanke smukt - men det er sgu slet ikke sikkert, at alle har lyst til at have den drøm - har lyst til at have og påtage sig det ansvar, der ligger bag den filosofi, som er ved at blive den herskende. Min pointe er, at vi nemlig langtfra alle har de samme drømme og ambitioner om at vie hele vores liv til arbejdsmarkedet og arbejdspladsen. Men min pointe er lige så meget, at det slet ikke er sikkert, at det er særligt klogt at kræve mere og mere af vores ansatte og tro, at de bliver gladere af at få større ansvar for deres arbejdsliv - at vi slet ikke har fat i den rigtige ende af tovet, når vi tror, at det på langt sigt skaber glæde og motivation og øget fremgang for arbejdspladsen som helhed. Faktum er jo - når vi kigger på os selv - os ledere - at vi selv slides hurtigere op end nogensinde. På topplan holder chefer kortere og kortere - ganske enkelt fordi vi stiller for store krav til os selv - eller der er nogen endnu højere oppe, der gør nøjagtigt det samme mod os, som vi selv giver videre til vores medarbejdere, som også er ved at være mærket af mosten. Påfaldende er det i hvert fald, at flere og flere i min omgangskreds - især børnefamilier - inden for det seneste år har trukket håndbremsen - de har fået nok af stress og dårlig samvittighed. Nok af de stadig større krav, der stilles til deres job og af deres chefer. De har fået nok af ansvar på arbejdet - det postulerede medansvar - de ønsker i langt højere grad bare at være en god medarbejder - hverken mere eller mindre - og de vil ikke længere være en del af et arbejdsfællesskab, der ødelægger deres familieliv og dermed også deres eget liv. Min pointe er, at grænsen er nået. Mine egne medarbejdere er mærket, fordi vi stadig øger kravene. Nøjagtigt som alle andre også gør. Jeg selv er mærket af det enorme pres og stress, jeg udsætter mig selv for - vi brænder op som døgnfluer. Jeg har selv valgt det - bilder jeg mig ind - men det har mine ansatte ikke, og det er en urimelighed, at vi mere og mere påfører dem de samme krav til en dårligere løn og med en indirekte frygt for, at de ryger ud, hvis de ikke kan leve op til vores forventninger. Arbejdspladserne og arbejdet rager mere og mere ind over privatlivet - stør- re ansvar medfører jo også, at det bliver sværere at lægge arbejdet fra sig mentalt, selv når man har fri - og man bliver lige pludselig mere solidarisk med sin arbejdsplads end med dem derhjemme - det kalder jeg en farlig ansvarlighed og samfundsudvikling. Se jer omkring - vi lever i et land med den højeste skilsmisseprocent - en singlekultur, der blomstrer, en befolkning med stadig større behov for psykologhjælp og terapi, lav levealder, kræft i alle afskygninger, mens 300.000 er på lykkepiller. Det er i høj grad også resultatet af den måde, vores arbejdsliv har udformet sig på - det er naivt at tro andet. Jeg mener, at vi står foran en dyb gennemtænkning af den menneskelige ulykke, vi ser her. En gennemtænkning af begreber som økonomisk vækst. Vi måler vækst ved at tælle penge, der skifter hænder. Vi måler vækst på rationelt målbare ting. Alt, hvad der skifter hænder, uden at der er penge og rationalitet indblandet, tæller ikke med. Omsorg, kærlighed og samvær er ekstremt vigtigt, men tæller ikke med i vækstmål - det holder ikke. Jeg forstår mere og mere de få, der bare på mit sted - på mit teater - som har muligheden og har valgt de få job, der findes, som giver dem en normal arbejdstid, som går til tiden. Som yder det, de skal - og gør det godt - og det er så det - som prioriterer andre værdier end arbejdet højere - kolonihaven, børnene og børnebørnene. Men den slags job bliver der færre og færre af. Poul Nyrup sagde i et af sine fornuftigste øjeblikke i en nytårstale for godt tre år siden: »Kan vi ikke gøre det lidt bedre« - dette var i høj grad møntet på børnefamiliernes stadig større problem med at få arbejdsliv og familien til at hænge sammen. Lige siden er det kun blevet værre. Det bør mane til eftertænksomhed. Hvad er det for et samfund, vi er med til at skabe? Er det prisen værd? Bør vi ikke være med til at trække i en anden retning? Det er et paradoks af de større, at vi inden for kulturlivet, og i dette tilfælde på Aveny-T, spiller stykker, der netop prøver at tage fat i nogle af de pro- blemstillinger - teater, der skal få os til at tænke over livet - samtidig med at vi punker vores medarbejdere til det yderste. At vi, for at det også økonomisk hænger sammen, hele tiden balancerer på smertegrænsen for, hvad vi kræver af vores ansatte. Jeg tror, mange her kan nikke genkendende til den balance eller rettere ubalance. Jeg vil tillade mig at være så ubeskeden her at citere to små uddrag fra to stykker, der har været spillet på Aveny-T. Et uddrag fra et stykke, vi har spillet, og et fra et stykke, vi spiller netop nu - to uddrag, der på sin egen måde illustrerer nogle af de tanker, jeg netop har forsøgt at beskrive. Det første uddrag er fra Ole Bornedals stykke 'Skrigerne', som vi spillede sidste år, og hvor skuespilleren Baard Owe i rollen som Thorvald kiggede til- bage på et samfund, som det engang var: »Jeg kan ikke følge med. Hvad er dog sket? Sådan var det ikke før. Man lyttede opmærksomt også til de små lyde. Er det ikke sandt: Alting er blevet så sort og hvidt. Jeg savner alle de gamle lyde jeg ved godt, jeg også bare er en gammel lyd, men jeg savner sådan dengang, vi drømte om noget. Husker du det«. Og så et uddrag, der i høj grad tegner et Danmark år 2002. Uddraget er fra forestillingen 'Danser med Ulla Terkelsen'. Et stykke vild og voldsom satire om tidens danske virkelighed skabt af teaterkvinderne 'Emmas Dilemma'. Her har stykkets helt og valkyrie i skikkelse af Ulla Terkelsen følgende at rapportere: »Jeg står på den blanke side mellem nuet og evigheden og længes så inderligt efter at tro, at der findes noget, som er større end os selv. Man har som valkyrie brug for et sted at efterlade de faldne. Men siden man har afskaffet både paradis og helvede, har bunkerne af hjemløse sjæle hobet sig op og sat sig på tværs i mit indre univers, univers, univers. Mit valhalla eksisterer ikke længere, og der er ikke plads til flere ensomme hjerter i mit klædeskab. Og det gør mig kraftedeme så fucking ulykkelig, at det er lykkedes dem at bilde os ind, at vi er alene. For det passer ikke. Ifølge statistikkerne er en sjettedel af landets befolkning på nervehæmmende medicin, og hver fjerde dansker har allerede konsulteret en psykolog. Så du kan umuligt være den eneste, der har problemer med at finde dig til rette i et system, hvor grundloven er udskiftet med jungleloven og almindelig næstekærlighed betragtes som en karakterbrist. De slagne falder om ørene på mig - og nu bliver jeg bippet og kan se, at det drejer sig om et selvmord på Christianshavn. Trist, men sandt. Ulla Terkelsen, dybt på røven, Aveny-T«.