Det økonomiske råds såkaldte vismænd hævder, at grøn energipolitik er uøkonomisk. De tager fejl. Og de udtaler sig (igen) om noget, de ikke har forstand på. Tre energieksperter spørger, hvor grænserne går for 'vismændenes' politiserende uvidenskabelighed. I en rapport fra Det Økonomiske Råd (DØR) i maj i år fremlagde de økonomiske vismænd (rådets formandskab) nogle analyser og konklusioner om de samfundsøkonomiske omkostninger og fordele ved 90'ernes miljø- og energipolitik. Der fokuseres specielt på samfundets støtte til vindkraft og decentral kraftvarme, hvor DØR uden reservation konkluderer, at satsningen på disse teknologier har givet samfundsmæssige milliardtab. Vismændenes rapport blev fulgt op af de organisationer, som indgår i Det Økonomiske Råd. For eksempel udtalte repræsentanten for Danmarks Nationalbank: »Kapitlet om miljø- og energipolitikken er uhyggelig læsning«. Dansk Industri skrev, at problemet »... skyldes manglende og mangelfulde samfundsøkonomiske analyser forud for implementeringen af initiativerne«. Og det Danske Handelskammer gav udtryk for, at: »Konklusionerne bør få afgørende betydning for miljøvurderingen af fremtidige projekter på miljøområdet«. Vismændenes konklusion ville også være bemærkelsesværdig, hvis den var rigtig. Det er den bare ikke. Rapporten bygger på fejlagtige forudsætninger. En korrektion fører til, at vismændenes påståede samfundsøkonomisk tab på små 10 milliarder kroner ændres til en gevinst på over 60 milliarder kroner. Den veldokumenterede kritik af DØR-rapporten er givet af en række økonomer og energieksperter med omfattende indsigt i vindkraftsektorens forhold. Her kan bl.a. henvises til en række artikler i fagtidsskrifterne Naturlig Energi og Vindinformation. Når en institution som DØR bortdømmer 1990'ernes grønne energipolitik, kan det ikke undgå at påvirke den politiske stemning over for udnyttelsen af de involverede teknologier. Offentligheden kan jo vanskeligt forestille sig, at de økonomiske vismænd kan lave fundamentale fejl. I disse måneder er det specielt uheldigt, hvis vismændenes analysefejl kommer til at påvirke synspunkterne hos regeringen, som har erkendt, at der er store problemer med at opfylde Danmarks miljøforpligtelser i Kyoto-protokollen. Netop nu er der et akut behov for at udnytte de grønne teknologier, og det er derfor vigtigt over for politikere og offentlighed at påvise og dokumentere de fundamentale mangler og fejl, der er i DØR's analyser. Vismændenes rapport er baseret på tal fra Energistyrelsen og en analyse foretaget af Finansministeriet, som kommer frem til en positiv samfundsøkonomi i vindkraft og decentral kraft/varme. Når vismændene kom til et andet resultat, er det ikke, fordi dette grundlag har ændret sig. Nej, det er dels, fordi vismændene - i øvrigt uden dokumentation - har ændret beregningsforudsætningerne, og dels fordi de er uenige med politikerne i, at beskæftigelse og eksportindtægter skulle have nogen værdi for samfundet. I rapporten har vismændene regnet på en række energipolitiske tiltag i 1990'erne, herunder bl.a. udbygningen med decentral kraft/varme og vindkraft, som tegner sig for en elproduktion svarende til ca. 30 procent af det danske elforbrug. Vismændenes beregning er en såkaldt cost-benefit-analyse, hvor man i princippet sætter pris på alle fordele og ulemper, herunder også miljøomkostningerne, bl.a. ved CO2-udledning. I analysen sammenligner vismændene udbygningen med vindkraft og decentral kraft/varme med et alternativ bestående af store centrale kulkraftværker. Der regnes på perioden fra og med 1992 til og med år 2021. Når vismændene opgør omkostningerne ved vind og decentral kraft/varme, medregnes omkostninger såvel til anlæg som til drift- og vedligeholdelse samt brændsel. Men når vismændene opgør omkostningerne ved produktion på de centrale kraftværker, medregnes kun brændselsomkostningen. Anlægsomkostningerne medtages ikke, og vismændene overser tilsyneladende udgifterne til drift og vedligeholdelse. Vismændene ændrer her beregningsforudsætningerne i forhold til Energistyrelsen og Finansministeriet uden nogen form for analyser som begrundelse for denne ændring. Denne måde at regne på er helt afgørende for, at vismændene kommer frem til et samfundsøkonomisk tab på i alt ca. 10 milliarder kroner for vind og decentral kraft/varme. I en sådan sammenligning bliver samfundsøkonomien i vindkraft og decentral kraft/varme naturligvis dårlig. Ja, stort set alle nye anlæg vil komme dårligt ud af sådant et regnestykke. Det gælder f.eks. også udbygningen med nye centrale værker. For illustrationens skyld har vi gennemregnet udbygningen med to centrale kraftværker, Nordjyllandsværket og Skærbækværket under samme forudsætninger som vismændene. Disse to centrale værker er bygget i 90'erne og har en samlet effekt på ca. 800 MW. De svarer derfor ret nøjagtigt til den udbygning med 826 MW decentral kraft/varme, som vismændene har regnet på. Vismændene kommer frem til et samfundsøkonomisk tab på små 5 milliarder kroner for de decentrale værker. Men med samme forudsætninger udviser de to centrale værker et samlet tab på små 13 milliarder. Ifølge vismændene er begrundelsen for at regne på denne måde, »... at der i udgangspunktet var rigeligt elproduktionskapacitet i Danmark«. I analysen hedder det om de nævnte tiltag, at de »... dermed kun har sparet variable omkostninger på kraftværkerne i form af brændselsudgifter«. Denne begrundelse er forkert alene af den grund, at der ikke, som forudsat af vismændene, er rigelig elproduktionskapacitet i hele beregningsperioden frem til år 2021. Rapporten indeholder ingen behandling af dette afgørende problem ved forudsætningen, og der findes ingen personer med viden om dette område, der tror på, at denne forudsætning holder frem til 2021. Vismændene kan heller ikke på vore gentagne forespørgsler henvise til kilder, der mener det. Denne afgørende forud- sætning synes at være grebet ud af luften. Hertil kommer, at vismændene samtidig forudsætter, at de centrale værker kan opretholde gennemsnitlige virkningsgrader og miljøemissioner. Med en ekstra produktion svarende til 30 procent af det danske elforbrug er det også forkert. De centrale værker er en blanding af nye værker med høje virkningsgrader og gamle værker med lave virkningsgrader. Jo højere produktion, desto flere af de dårlige værker behøver man inddrage. Heller ikke denne problemstilling er omtalt i vismændenes analyse, endsige dokumenteret med kilder. Med den måde, der regnes på, er samfundsøkonomien altid dårlig, uanset hvad man regner på - det gælder således såvel decentrale som centrale værker. Og hvis Danmark hverken havde bygget decentrale eller centrale værker i 90'erne, så holder forudsætningen om rigelig elproduktionskapacitet ikke. Man kan så med fornuft enten spørge: Hvor ville man i 90'erne få mest kapacitet for pengene? Og her er svaret - også med vismændenes forudsætninger - at de decentrale kraft/varme-værker er markant mere samfundsøkonomiske end de centrale værker. Eller man kan korrigere vismændenes regnestykke ved at medregne værdien af de sparede anlægs- og kapacitetsomkostninger. Gør man det, bliver vismændenes beregnede samfundsøkonomiske tab på små 10 mia. kr. ved vindkraft og decentral kraft/varme til en gevinst på 27 mia. kr. Vismændene forudsætter desuden i deres beregninger, at eksporten af vindmøller, som i 2001 var på ca. 20 mia. kr., og som for perioden 1992 til 2005 af vismændene er opgjort til ca. 150 mia. kr., ikke har nogen samfundsmæssig værdi. »Det er ligegyldigt, om en given omsætning genereres ved salg til hjemmemarkedet eller til eksportmarkedet«, skriver vismændene i september i tidsskriftet Naturlig Energi og fortsætter: »Nutidens internationale kapitalmarkeder er ret velfungerende, så et behov for udenlandsk valuta til at finansiere f.eks. import kan dækkes ved låntagning, uden at der behøver at ligge ekstra udenlandsk valuta på kistebunden i Nationalbanken«. Sagt på en anden måde mener vismændene altså, at det ikke gør noget, at eksporten falder. Vi kan blot låne nogle flere penge i udlandet! Her er vismændene af en helt anden opfattelse end den tidligere overvismand Claus Vastrup, som i december 2002-nummeret af tidsskriftet Samfundsøkonomen skriver, at der ikke er analytisk og empirisk belæg for de nuværende vismænds negligering af betalingsbalancespørgsmålet. Vismændene er også uenige med folketingspolitikerne. F.eks. udtalte udenrigsminister Per Stig Møller i forbindelse med offentliggørelsen af en Rambøll-analyse af virkningen af Danmarks Eksportråd, (Jyllands-Posten 21.8.2002): »Det er eksporten, som sikrer vores velfærd, og det er gennem øget eksport, at vi forbedrer dansk økonomi«. Vi tror, at Per Stig Møllers opfattelse er mere rigtig end de nuværende vismænds, bl.a. af følgende grunde: Vi har stadig en udlandsgæld på ca. 200 mia. kr., som det er vigtigt at få nedbragt, inden olieressourcerne i Nordsøen er brugt op. Olien i Nordsøen bidrager for tiden til en forbedring af den danske betalingsbalance med ca. 15 mia. kr. pr. år. Blandt andet derfor har vi i disse år overskud på betalingsbalancen. Denne virkning forventes halveret i løbet af 8-10 år, og olieressourcerne er ifølge Energistyrelsen opbrugt omkring år 2020. Eksporten af vindkraft og andre grønne energiteknologier, som er et resultat af 90'ernes energipolitik, steg fra cirka 4 mia. kr. i 1992 til ca. 30 mia. kr. i 2001. Alene eksporten af vindkraft udgjorde heraf cirka 20 mia. kr. Sætter vi importandelen knyttet til eksporten af de grønne energiteknologier til 50 procent, var virkningen på betalingsbalancen af disse energiteknologier derfor cirka 15 mia. kr. i 2001. Uden nordsøolien og uden eksporten af vindmøller og andre grønne energiteknologier, ville vi næppe være i stand til at nedbringe udlandsgælden. Hvis vi derimod fortsætter med at satse på de vedvarende energikilder - og herunder vindkraften - vil der kunne kompenseres for virkningen på betalingsbalancen af de næste 20-25 års udtømning af ressourcerne i Nordsøen. Det er derfor velbegrundet, når Folketinget mener, at det er en god forretning at satse statspenge på eksporten. I PLS Rambølls analyse er én af konklusionerne, at en årlig statslig betaling på 500 mio. kr. til Eksportrådets arbejde resulterer i en ekstra eksport af størrelsesordenen 3 mia. kr. Det er denne statslige betaling, som Per Stig Møller opfatter som en meget god forretning for samfundet. En vurdering af politikernes opfattelse af eksportens værdi kan således tage udgangspunkt i villigheden til at betale 500 mio. kr. år til Eksportrådet for en eksportstigning på 3 mia. kr., eller cirka en krone for at få en ekstra eksport på seks kroner. Ud fra dette regnestykke har eksporten af vindkraft på cirka 150 mia. kr. i perioden 1992-2005 en samfundsmæssig værdi på cirka 30 mia. kr. Vismændene har som omtalt tillagt denne eksport værdien nul kroner ud fra nogle betragtninger om, at vi blot kan låne til importen. Vismændene synes at mene, at da vi har overskud på betalingsbalancen, så har vi ikke problemer med at låne, og derfor er eksportens positive virkninger på betalingsbalancen uden betydning. Det er en ringslutning, for der er meget gode argumenter for at hævde, at en af de væsentlige grunde til, at vi har overskud på betalingsbalancen, og dermed at vi kan låne på relativt favorable vilkår, er den energipolitik, der førtes op gennem 80'erne og 90'erne, og som udviklede en stærk eksportsektor på energiområdet. Vindkraftens bidrag til beskæftigelsen tillægger vismændene også værdien nul. Dette sker til trods for, at beskæftigelsen i vidt omfang har fundet sted i udkantsområder med stor arbejdsløshed, som f.eks. i Nakskovområdet, hvor der i dag er ansat omkring 1.000 personer i vindmøllebranchen inklusive underleverandører, og hvor uafhængige vurderinger siger, at 500 af disse ansatte stadig ville være arbejdsløse uden den lokale vindkraftindustri. Vismændenes opfattelse af, at arbejdsløshedsproblemet er løst, deles sandsynligvis ikke af de nuværende arbejdsløse, og herunder de ca. 13.000 personer, arbejdsløsheden er steget med i 2002. Vismandsinstitutionen har stadig stor prestige, og deres konklusion kan forlede politikere til at tro, at det i forbindelse med opfyldelsen af vore CO2-forpligtelser bedre betaler sig at købe CO2-kvoter i Rusland end selv at ligge i front og videreudvikle de bæredygtige energiteknikker og systemer, vi allerede er godt i gang med. Men vismændenes konklusion er baseret på en række forudsætninger, som er helt urealistiske, og som vismændene på gentagne opfordringer ikke kan dokumentere. Havde vismændene regnet med mere realistiske forudsætninger, ville vindkraft og decentral kraft/varme ikke have givet et samfundsmæssigt underskud på 10 mia. kr., som de konkluderer, men et overskud på små 60 mia. kr. for beregningsperioden. Vismændenes konklusion er desuden, at der burde have været lavet økonomiske analyser, inden politikerne besluttede 90'ernes energi og miljøpolitik. Sandheden er imidlertid, at der blev lavet analyser. Vismændene er blot uenig, i forudsætningerne. På den baggrund er det et stort problem, at den væsentligste ændring af forudsætningerne fra vismændenes side fuldstændigt mangler enhver form for dokumentation. Vismændene konkluderer også, at politikerne valgte forkert. Men i virkeligheden er vismændene blot uenige med politikerne i en del af formålet med politikken. Politikerne ønskede bl.a. at skabe beskæftigelse og eksport. Det mener de nuværende vismænd tilsyneladende er ligegyldigt, selvom der med en tidligere overvismands ord ikke er analytisk og empirisk belæg for en sådan holdning. Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan vismændene har kunnet begå så grundlæggende fejl, men måske skyldes det, at vismandsinstitutionen de senere år har bevæget sig ud på nye områder, som ligger fjernt fra den ekspertise, institutionen besidder. Her er et organisatorisk problem, som skal løses, hvis vismandsinstitutionen på længere sigt skal fastholde sin betydning. Generelt er det godt, at vismandsinstitutionen tager nye områder op, men der ligger et meget stort problem i, at deres ekspertise ikke synes at kunne følge med. Det er også et stort problem, at vismandsinstitutionens prestige er så stor og pressedækningen af deres konklusioner så omfattende, at det så at sige er umuligt for vismændene at indrømme fundamentale fejl. I denne sag burde vismændene udvise det nødvendige mod og enten fremvise dokumentation og kildemateriale for deres ændring af beregningsforudsætningerne eller trække deres konklusioner tilbage.