Hvorfor har forfatteren Mette Winge bare sådan en lyst til at prøve korset, fiskebensskørt og kløpind? Det forklarer hun i denne Kronik om historiske romaner og andre tidsmaskiner. »Ta' mig med,ta' mig med, ta' mig med på en rejse tilbage! Lad mig prøve! Blot nogle timer, eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, så bare nogle minutter! Lad mig prøve at få håret pudret hvidt, sat op med et skib på toppen, få snøret korsettet og trukket fiskebensskørtet ned over hovedet, den broderede silkekjole bakset på plads og de nydelige sko med svajede hæle listet på fødderne. Lad mig se mig selv i spejlet, giv mig tid til at dreje mig rundt nogle gange. Lad mig mærke, om korsettets stivere gnaver, og om kløpinden er et så fornuftigt redskab, som jeg har ladet mig fortælle. Kløpind, fordi min høje frisure ikke kan tages ned hver aften, hvorfor lopper og andet utøj trives så fint inde mellem de hvidpudrede hår. Den er god, pinden, men det klør alligevel, nej, hvor det klør!«. Hvorfor nu disse afsindige ønsker? Hvorfor drømmen om at føle korsettets kradsen på kroppen? Hvorfor ønsket om disse konkrete kropsoplevelser? Jo, for hvis jeg skal have en svag mulighed for at skabe en illusion af, hvordan fortidens mennesker havde det, og det er målet, når man skriver en historisk roman, må jeg have en fysisk, konkret fornemmelse af, hvordan de havde det, dem, der var her før os. Der er bare det ved det, at det kan man ikke få, for Nationalmuseet står ikke på spring for at lade mig prøve en dragt fra 1700-tallet, som var den, der blev anvendt i drømmen, og slet ikke en fra 1600-tallet, for dem er der ikke så mange af. Mindre kan dog også gøre det, blot ved at føle på et stykke gammelt stof, tage det blidt mellem fingrene - og det er ikke umuligt at komme til - begynder oplevelsen af at træde ind i verden og en tid, der på én måde ligger langt tilbage, men på en anden ikke. For hvis man siger, at en generation er halvtreds år, så ligger f.eks. anden halvdel af 1600-tallet ikke så langt væk endda. Kun syv generationer. Men det gør 1600-tallet nu alligevel, dels fordi måden at tænke på dengang var forskellig fra den måde, vi tænker over tilværelsen på i nutiden, dels fordi måden at indrette samfundet på var så anderledes. Den er vidt og væsensforskellig fra vores komplicerede, gennemdemokratiserede måde. I 1600-tallets sidste år er vi i enevældens første periode, hvor kongen havde magten - og æren - alene og kunne byde, uden at menigmand havde noget at skulle have sagt. Men alligevel ... siger jeg til mig selv og kigger på malerierne af tidens mennesker, de ligner jo os ganske meget. Hiver jeg parykken af mændenes hoveder, giver dem en rullekravesweater og et par jeans på i stedet for brokades- eller fløjlsfrakken, vil de ikke være til at skelne fra de mænd, som står i kassekøen i SuperBrugsen og tripper, mens de fingererer ved deres yndlingslegetøj:mobiltelefonen. Og kvinderne? Ja, træder de ud af de stive skørter, så er de som os. De er måske lidt mindre, deres tænder er dårligere og deres kropslugt er meget anderledes: en blanding af snavs og tung parfume, men ellers ... Jo, de er nok som os.Historie og alligevelnutid, eller en form for nutid. Det hænger nemlig sammen. Så når man prøver at skrive om historien, kommer man også til at skrive om sin egen tid. Og historiske romaner er - hævder jeg - næsten for alles vedkommende også samtidshistorier. Tag blot nogle af de mest læste danske historiske romaner. Carit Etlars 'Gøngehøvdingen' og 'Dronningens vagtmester', der udkom i 1850'erne, handler på et plan, det ydre, om man vil, om krigen med Sverige i midten af 1600-tallet. Men kigger man lidt efter og ser på figuren Svend Gønge - Gøngehøvdingen himself - optræder han mere som en sørgmodig, indadvendt helt fra midten af 1800-tallet end den brutale børste, som Svend Poulsen ifølge kilderne var i virkelighedens verden. Og de egentlige skurke i de to romaner er ikke svenskerne, men de tyske lejesoldater med kaptajn Mannheimer i spidsen, for det var vanskeligt, for ikke at sige umulig for en forfatter at gøre svenskere til skurke i 1850'erne, som stod i skandinavismens tegn. Svenskerne havde forvandlet sig fra at være barske fjender til at være et broderfolk.Martin A. Hansens'Lykkelige Kristoffer', som udkom i 1944, beskriver en ventetid. Klerken Martin sidder indespærret i fæstningen Varberg og venter på, at fjenden, som længe har belejret den, skal storme den og gøre en ende på ventetiden og på hans liv. Kapitler af romanen blev skrevet under folkestrejken i 1944, da Martin A. Hansen oplevede, at hans by - København - var belejret og frygtede, at det kunne ende med en katastrofe. Thit Jensen skrev en lang række historiske romaner. Den mest populære var 'Stygge Krumpen' fra 1936. Den udspilles som de øvrige i det, Thit Jensen anså for Danmarks hjerte, nemlig Himmerland. 'Himmerlands nitakkede krone' kaldte hun derfor romanserien. I sine erindringer skrev hun om besværlighederne ved at skrive historiske romaner: »Alt havde jeg Brug for, Munkeordener, Munkedragter, deres Stifter, hvornaar de stiftedes, deres Datterselskaber, Klostres rige Handel, Bispedømmer«. Og senere: »Ingen aner, hvad det koster af Studier at skrive en historisk Roman«. På trods af hendes research eller studier, som hun kaldte det, for ordet research var ikke på dette tidspunkt indlemmet i det almindelige vokabularium, skrev en anmelder med historisk indsigt, at »Det historiske er i den mest fantastiske Uorden. Med Fejlene kunne man fylde en hel Fløj af Nationalmuseet«. Læserne var imidlertid ligeglade og slugte romanerne, selv om der ikke er meget reformationstid over dem, men mere Thit Jensens egen tid med dens konflikter bl.a. om kvinders ret til at bestemme over deres eget kærlighedsliv. »Nonner vil have Mænd«, gjalder den kvindelige hovedperson Dorete Due, da hun har fået smøget 'nonneulden' af sig og er sprunget i silkeskørterne.Ebbe KløvedalReichs 'Frederik', som omhandler Grundtvig og hans tid, er skrevet med 1960'erne som baggrund og reference. Den udkom i 1972 og havde et tydeligt ærinde i forbindelse med folkeafstemningen om EF-medlemskab i 1972. Grundtvig og Ebbe Kløvedal Reich sagde nej tak til tilbuddet. Og Anne Marie Ejrnæs' roman 'Som svalen' om Thomasine Gyllembourg, Johan Ludvig Heibergs mor, er med sin kropsbevidsthed utænkelig uden 1970'ernes kvindebevægelse og fokusering på kvinders seksualitet og frihedsdrømme. Det er ret enkelt at se samtidspræget i romanerne, som her er trukket ud af den store stak af danske historiske romaner, for vi er kommet på afstand af dem, og det er derfor lettere at se samtidstrækkene i dem. Det er langt vanskeligere med de helt aktuelle romaner, for vi står med næsen for tæt ind på både dem og vores egen tid. Men jeg vil hævde, at man ikke vil have svært ved at godtgøre, at mindst 90 procent af de historiske romaner, der udkommer i dag, omhandler vores egen tid i lige så høj grad, som den tid de giver sig ud for at beskrive. Men hvis denne påstand er rigtig, hvorfor så ikke 'nøjes' med at skrive om sin egen tid, den, vi alle sammen er specialister i? Det spørgsmål har jeg grundet en del over, og mit svar er, at jeg faktisk synes, historie er interessant og spændende, ja, vanvittig spændende, og den opfattelse deler jeg med mange andre, selv om man ikke kan påstå, at historie er noget, der fylder ret meget i skolernes undervisning og derfor heller ikke bliver til noget vigtigt. Hvorfor historieundervisningen er blevet så nedprioriteret, som den er, er en lang og anden historie, men uanset de mange forsøg, der er blevet gjort på at slå historien ihjel, så er den der. Og måske har man været så heldig, at man på et tidspunkt i sit liv har mødt en lærer, der besad fortællerens nådegave, og som kunne fortælle om begivenheder og mennesker, der var her før os, så man kunne se det hele på den indre skærm og derfor sugede det til sig, og i de situationer gik - uden at man naturligvis kendte ordene - historiens fascinationskraft op for en.Jeg havde sådanen lærer, men desværre kun i bibelhistorie i de små klasser. Hans dramatiske måde at fortælle om Josef og hans brødre på, om Moses, bjerget, tavlerne, guldkalven, og hvad der deraf fulgte, har jeg aldrig glemt. Desværre havde vi ham ikke i almindelig historie (danmarks- og verdenshistorie), for det havde han været genial til. Så det var hverken i folkeskolen eller i gymnasiet, jeg blev historisk vakt. Det var nok min far, som havde Napoleon som helt og kunne fortælle om felttog, sejre og det store nederlag i Rusland, sådan at jeg aldrig har glemt det. Danmarks historie fortalte han ikke om, for han, der var kommet hertil fra Rusland som ung mand i 1920, fandt ikke, at der var så meget at fortælle om. Det var for småt. Næ, kom til Rusland, min pige!Der blev tændtnoget i mig dengang, og ilden ulmer endnu. Dog er det mest den danske historie, som har fængslet mig, endda så meget at jeg efterhånden har skrevet en lille håndfuld historiske romaner. Fortiden rummer nemlig så mange gode historier, at det ville være synd at lade den ligge. Det at skrive en historisk roman er dog nemmere sagt end gjort, især når man oplever, at man på det historiske felt blot er amatør. Hvordan finder man så ind i disse gamle forhold? Er det gennem bøgerne? Noget ja, men ikke det hele, for selv om man betragter sig selv som en trænet boglæser, tager det l-a-n-g tid, alt for lang tid at gnave sig igennem blot en håndfuld værker om den periode, jeg er optaget af. Som nævnt er det i øjeblikket 1600-tallets anden halvdel, og prøv selv at læse et værk, der er skrevet i denne tid. Det er både svært og tager lang tid! Enhver kan prøve med Leonora Christina Ulfeldts 'Jammers-Minde'. Billeder er derfor bedre. Det tager ikke så lang tid at se på et billede og opfange, hvad der er på det, selv om en ægte billedanalytiker vil hævde, at det tager lige så lang tid at læse et billede som at læse en bog. Men det synes jeg nu ikke, måske fordi jeg 'læser' billederne indholdsmæssigt og nøjes med det. Så jeg bruger billeder: malerier og tegninger samt genstande fra tiden. De fleste er dog sat ind i museernes vitriner, men jeg har da rørt ved glas og har haft et stykke sølvtøj fra den tid i hænderne, ladet min finger følge en skæring i et møbel, mærket og undertiden anet ... ja hvad? Jeg ved det ikke. Men sommetider synes jeg, jeg får en hilsen. Det bedste ville dog være, om jeg kunne kravle i tøjet, men det er der ikke så meget tilbage af, men jeg drømmer, og på dette område er jeg en snob. For jeg vil hellere prøve en af de overdådigt smukke kjoler, som man ser på tidens malerier, end jeg vil trække i tjenestepigens eller bondekonens grove, tunge skørt, og jeg vil hellere sidde i en af tidens smukke, om end ubekvemme vogne, trukket af fire, hvidskimlede heste, end jeg vil traske barbenet på en vej, der måske kun er et dårligt lagt hjulspor. Tilgangen til 'min' historie er altså materiel og konkret, og det er en munter og dejlig del af processen. Det hårde og det svære er at give sin opdigtede historie et skær af sandsynlighed og en sproglig form, der lukker læseren ind i et historisk fiktionsrum, som hun - læseren - ikke føler trang til at gå ud af før på sidste side. Måske er det fiktionsrum, hun bliver lukket ind i, et tårnkammer med en seng af mørkt træ med udskæringer, stolper og himmel, et skuffemøbel med perlemorsindlægninger og et smårudet vindue med udsigt over en nyanlagt barokhave. Her i dette rum skal historien måske begynde, scenen er sat, det er noget, vi leger, det ved vi godt, både forfatter og læser, men legen er alvorlig nok. Den skulle gerne sige noget om det, der var, og det, der er.