Fnis-fnis og 'Stripperkongens piger' og Casper Christensen. Tør vi overhovedet tage en ordentlig debat om virkelige værdier? Forfatteren Peter Thielst kalder til kulturkamp. »Er sex bleveten menneskeret?«. Sådan lød det indledende, lidt tvetydige spørgsmål i en debat i P1-programmet 'Silikone' for nogle uger siden, men diskussionen skred ud, og vi - ja, jeg var en af ballademagerne - kom aldrig til at svare, før gongongen lød. Sådan er det med sex - eller når der 'går sex i' en sag: Straks er meningerne markante og trækker andre med sig. Det har vi senest set i spørgsmålet om omskæring af piger og drenge, der ret beset ikke handler om sex, men om børnemishandling udsat for diverse religiøse og verdslige legitimeringer. Og så alligevel: For det drejer sig jo ikke om en æstetisk kupering af øreflippen eller et lille kastemærke på skulderen, men om indgreb, der netop rammer kønnet og den seksuelle lyst. Deraf forargelsen, thi seksualitet er i dag en del af vor menneskelige natur, som ingen skal forsøge at tage fra os, dæmpe eller manipulere ved direkte at skære i kødet. Og forudsætningen for sex - en udfoldet seksualitet, en erotisk praksis - er selvsagt en uspoleret genitalitet. Skal sex være en menneskeret, er det vel et mindstemål, og ingen skal forlods være mere (u)lige stillet end andreI sammeåndedræt overser vi to ting: at seksualitet altid har været en formet størrelse, at kulturen altid har lagt sine disciplineringer ind over kroppen og primært søgt at opdrage via den seksuelle instans - og at vor kultur også gør det, hvad enten den kalder sig oplyst og human eller sekulær og frisat. Derfor handler omskæringstraditioner, uanset de religiøse draperier, om en civilisationsproces med seksualiteten som gidsel, en patriarkalsk og stærkt hierarkiserende civilisationsproces, som i dag er overtaget af en anden, der lægger mere vægt på ligestilling og demokrati, frisættelse og hedonisme, men ikke - og dét er pointen - er mindre selv- og seksualitetsiscenesættende end tidligere. Vort opgør med de gamle omskæringstraditioner er selv led i denne evigt libidoformende civilisationsproces. Det eneste radikalt nye er, at vi har blik for dette vilkår og derfor kan diskutere med hinanden, om kulturen har den rette - ønskværdige - kurs, eller vi bør træde mere i karakter. Prostitution ogpornografi handler mere direkte om seksualitet end omskæring, og vore fægtninger her - også i lyset af sex som en menneskeret - viser, at vi bakser ihærdigt med vor kultur for at finde den rette ramme om den seksuelle lyst, den rette afstemning af holdninger med adfærdsformer, eller af praksis med teori. Med flosklen om prostitution som 'kvindens ældste erhverv' søger man i ét greb at gøre prostitution til en næsten oprindelig gesjæft (lige uden for Paradisets Have) og at indskrive den i det altid agtværdige arbejdsmarked. Det er lutter omsvøb, men betegnelsen 'erhverv' kan vel angive et vist fremskridt i patriarkatets historie, hvis man sammenholder med de simple overgreb, hvor patriarken brutalt tog for sig af 'retterne' blandt slaver og tyende og lod de modvillige ombringe. Og hvis man anser den kapital- camouflerede vold for mildere end den direkte korporlige. Derfor er prostitution selvfølgelig ikke et reelt erhverv, men en patriarkalsk iværksat tvangsforanstaltning - undertrykkelse, udnyttelse, devaluering - tilegnet en fallisk seksualitet, som nok er mere instrumentel og ekspedérbar end kvinders, men først og fremmest har lært sig ikke at lægge samme bånd på egen lyst, som man(d) forlanger af kvinder. Tværtimod: Friheden og magtoverskuddet viser sig ved at blive promeneret og påkalde sig en særlig 'tjeneste' i samfundet til at håndtere sit overmod. Lidt håndører formilder udadtil det pauvre arrangement og motiverer nedefra stadig nye aktører, inklusive de mange hvis 'kundeforhold' er underlagt vor tids omfattende pornoindustri. (Pornografi er jo ikke længere en erotisk dristig og fantasifuld leg i ord og streg med det frække og forbudte, men et cool konsumprodukt, der involverer rigtige mennesker). Ganske snildt fundet på - og længere er dén historie sådan set ikke. Vi er blotet andet sted i dag - eller: Vi bilder os ind at være et andet sted, gennemlyst af oplysning, humanitet, ligestilling og forestillinger om menneskelig værdighed og sand kærlighed.Derfor har vi eksempelvis forbudt og afskaffet børnearbejde og slavehold, og vi iklæder os til stadighed den romantiske forestilling om 'den eneste ene' og 'din for evigt', for kærlighed har jo med sande relationer at gøre: ingen løgn, ingen forstillelse, ingen sidespring - kærlighed er den dyrebare (og dyrekøbte) ramme om det erotiske fællesskab, den seksuelle hengivelse. Sådan er drømmen, og i en periode, der idealt set gik fra Brandes til Thy-lejren - fra 1870'erne til 1970'erne - var grundtanken den kulturelt radikale, at seksualitet var en dyb og legende lidenskab, der hørte kærligheden og de frie, inderlige forhold til, hvorfor mislykkede ægteskaber og nedslidte parforhold måtte smides på porten med samme kraft som prostitutionens hykleri og elendighed. Thi hvad skulle man med ludere og trækkerdrenge, når der var kærester og lykkelig erotik nok i spil?! Det var drømmen og idealet, og det er denne arv - som kan takke romantikken, eksistentialismen og kønnenes ligestilling for sin afklaring og tyngde - der stadig sparker til os, når talen falder på prostitution, pornografi og fri omsætning af smidig købesex, kun begrænset af visse, sikkert også snart ret fleksible grænser omkring alder og familierelationer. Vi véd godt, at købesex er løgn og bedrag målt med kærlighedens og erotikkens alen, og at den trækker grimme spor i krop og sjæl hos dem, der begiver sig ind på det gustne marked. Sidstnævnte forhold ved vi faktisk god besked med, men uden at det generelt får os til at mene, at prostitution er et uacceptabelt fænomen i et moderne, oplyst samfund (jf. Claus Lautrups rapport 'Unge i prostitution og lovgivning', PRO-Centret 2002). Kun myten om 'den lykkelige luder' - nu iklædt billedet af den frie, selvbevidste kvinde, der vil udleve sin seksualitet og krop kraftfuldt og lege med diverse grænser for spænding og rollespil - kan dulme den dårlige samvittighed over den erotiske massegrav og dens grumme skæbner. Ja, går der pornokarriere i det lukrative kønsforhold, kaster det næsten glamour over sagen, med høj VIP-status i medierne, mandssamfundets evigt snurrende slyngelstue. Vores egen hang til lidt småpirrende glosuppe leverer i sig selv endnu en legitimerende attitude, som behændigt ignorerer, at vi dog nødigt ser vor egen mor, søster eller datter (eller far, bror og søn) indrulleret.Selv om derer grunde nok til at mene, at prostitution (pornoindustrien inklusive) burde være et overstået kapitel - og ikke udgøre den fjerdestørste verdensøkonomi (efter olie, våben og narko) - er der også visse grunde til, at vi ikke kan blive enige om at sige fra og råbe højt: Dels skal vi ikke nyde mere af seksualmoral, thi i vore øren klinger enhver tale om seksualmoral af snæversynede forbud, smålig intolerance og en grundlæggende ulyst ved - tabuisering af - den seksuelle lyst. Niks, dén skal ingen tage fra os en gang til, aldrig, og derfor vil vi ikke høre et ord - ikke ét ord - der kan civilisere, begrænse eller indramme vor seksuelle adfærd i forhold til visse standarder for godt og ondt, rimeligt og urimeligt. Jo, der er lige det med pædofili og incest, som vi alligevel både flirter med og tabuiserer hysterisk, som var den seksuelle lavalder reelt på vej fra 15 til 12 eller 10 år - hvad den jo nok er! Vi vil ingen moral og har derfor ingen kønsmoral, og af samme grund kan vi ikke (eller tør vi ikke) finde de argumenter frem, der kan få os til at tale den moderne prostitution og pornografi imod. Ingen skal fange os på det gale ben - så hellere se igennem fingre med lidt uorden i menneskesynet: Herregud, det gavner vel også nogle fattige thaipiger og lettiske 'sild' på udlængsel! Ja, når det kommer til stykket, er det sikkert et større gode end et egentligt onde ...Dels har vibundet os op på et miskmask af hedonisme og vulgære udlægninger af eksistentialisme og liberalisme, så vi dyrker livets mening som en kombination af 1) evindelig lyst, nydelse og spændende oplevelser, 2) selvrealiseringsprojekter i alle mulige retninger og 3) grænseløs frihed til at tage for sig på alle hylder. Man skal jo have, hvad man har 1) lyst til, 2) genfinder sig selv i ('subjektiviteten er sandheden!') og 3) oplever den fulde valgfrihed ved. I dét lys bliver sex ikke alene hurtigt til konsum, men også til en menneskeret, et legitimt forbrugsgode, som man - når det kniber med mere krævende, følelsesmæssige kontakter - sgu da må have fuld ret til at købe sig til. Og dén lektie i senmoderniteten er faktisk i FN-regi sivet helt ind i Socialministeriet og dets 2001-vejledning om seksualitet og handikap, hvorved det offentlige delvis bringer sig i rollen som alfons (organiseret ledsagelse til luderbesøg; mere herom i min 'Den kløvede eros', Tiderne Skifter, 2002). Når sex i stigende grad tager form af købesex, hænger det ikke kun sammen med, at vi er blevet rigere - ufatteligt rige - og tolerant køber spændende oplevelser af enhver slags, men skyldes også, at vi er blevet magelige, at vi griber til de lette løsninger frem for de mere krævende, at vi ikke tåler behovsudskydelse, men gerne lader os gejle til lidt bonuslyst. Den katolske kirkes problemer med pædofili, såvel som sexturismens tendens til at inddrage børn, er en del af denne problematik: Kirkens fromme mænd er næppe mere til børn end alle andre, men da det er for risikabelt at gå til en luder (og cølibatet udelukker jo parforhold), bliver sognebørnene den lette løsning i en seksualiseret tid, hvor Gud ikke fanger al opmærksomhed. Tilsvarende med købesex, når kulturens oparbejdede idealer ikke kan bundfælde sig og forpligte livet. Det store mantra om frihed gør nemlig også, at man dårligt principielt kan afskære sig fra noget, der faktisk er muligt.Kommet så vidter købesex i alle sine afskygninger vel kun at anse for et gode, et bidrag i den rigtige retning: øget mangfoldighed og diversitet, som det hedder - og i hvert fald: Ethvert forbud, enhver tabuisering vil være af det onde, et snæversyn, der ikke vil menneskenes børn det bedste, nemlig det grænseløse og holdningsløse samfund, hvor 'anything goes'. Det er derfor, at vi ingen debat får, men kun forkølede forslag om at kriminalisere - til en afveksling kunden, selv om det ved andre ulovlige handelsforhold (f.eks. hæleri) gælder, at såvel udbyder som aftager står til straf. Det forekommer dumt og slapt. Endnu mere når man præsenterer sit lovtiltag som såkaldt signalgivning, dvs. som en løftet pegefinger uden sanktioner, dvs. en politisk-juridisk 'udmelding' uden faktisk politi- og retsmæssig opfølgning. Den slags er rent humbug og undergraver hurtigt retsfølelsen - ganske som vor narkotikalovgivning, der ikke vil skelne mellem hash og heroin og i småsager straffer helt vilkårligt. Ingen er interesseret i et nyt, gevaldigt sædelighedspoliti, men en kriminalisering ud fra lige dele skrømt og overbærenhed ligner et lovtiltag, man bør afstå fra - for i stedet, og i mere samlet flok, at tale et sindelagsskifte, en kulturel besindelse på plads. En kultur, som ikke vil tage en reel og muligvis besværlig kulturkamp på sig, er en kultur uden egenskaber - en kultur uden utopi: uden idé om og vilje til det 'gode liv', uden håb og tro på at noget nytter. Dét er usselt, og man vikler sig ikke ud af den kulturelle elendighed ved at lovgive sig til en adfærd, man reelt ikke gider tale om. Elementære vaner og fundamentale værdier er ikke en opgave for paragraffer og bekendtgørelser, men altid noget, fællesskabet må gennemdrøfte og tale på plads i det store korpus (markedet inklusive) og i de små hoveder. »Et verdenskort uden Utopia er ikke værd at kaste et blik på«. sagde Oscar Wilde, og jeg føjer gerne til: En kultur uden egenskaber, retning og en vis disciplinerende konsensus er ikke værd at leve i. Derfor: Lad os tage diskussionen, tale den løbske liberalitet og løgnagtighed imod, få forbilleder frem i front til muligvis upopulære synspunkter, skabe resonansbund for en omtanke - en regulær tænken-om - der også vil civilisere sig selv på ny, vise markedet og den kække dyrkelse af pornomodeller og 'Stripperkongens piger' modstand. Og sætte en standard, der er mere end fnis-fnis og Casper Christensen-agtigt vulgær-frisind. Det forudsætter, at man kan skelne, vælge fra og til og indse, at frisættelse er noget andet end frigørelse: Frigørelse er at vinde og formulere bestemte værdier, frisættelse blot at gøre alt muligt, dvs. tabe eller udhule givne værdier. Evner man ikke at skelne og fokusere klart på særlige idealer, ender det med, at man i stedet skeler og må leve med et skizofrent blik, der både vil den eneste ene og det lette knald i sidegaden, både tro på kærlighed og menneskerettigheder og hygge sig gejlt med lidt porno og escort til en trekant.Holdninger behøverikke kun være noget, vi lufter ved festlige lejligheder, men gerne noget, vi også handler efter. Både med vores liv og med vores pengepung, og den, der 'stemmer med fødderne', er som bekendt ikke uden indflydelse. Vi er - altid - midt i en civilisationsproces.