Når teatermanden Lars Knutzon bliver kulturminister, så vil han ikke bare bede den nuværende om at gå ud på sit badeværelse og ... Han vil også ... Hvis en af mine bekendte kom og betroede mig, at han eller hun var blevet opfordret til at blive kulturminister, ville jeg råde vedkommende til at gå ind på sit badeværelse - lukke døren stille efter sig - sætte sig på tønden - lukke øjnene - og tænke sig grundigt om. Og måske ville vedkommende tænke sådan: »Egner jeg mig overhovedet til at være kulturminister? Har jeg, helt ærligt, nogensinde tænkt over, hvad kultur er? Joh, lidt har man da. Når man ellers havde tid. Og kunst? Hvilken bog læser du for øjeblikket? Ikke rigtig nogen. Har simpelthen ikke tid. Jeg har ganske vist en hel reol fyldt med uopsprættede bøger af danske forfattere og lyrikere osv. Men jeg har simpelthen ikke tid. Joh, for resten - jeg bladrede lidt i Søren Ulrik Thomsens nye bog. Helt ærligt, jeg forstod ikke et kvæk! Nej, så hellere sport - foran fjernsynet. Og teater? Joh, jeg så da den der 'Miserable' på Det Ny sidste år. Flot - rigtig flot. Men i anden akt faldt jeg alligevel i søvn, overmandet af en lang arbejdsdag. Min kone tvinger mig af og til til at se nogle af de såkaldt smalle forestillinger. Der går det helt galt. Allerede fem minutter inde i handlingen, eller hvad det nu hedder i den slags stykker, besvimer jeg af træthed. Og malerkunsten? Joh, et par gange om året på Louisiana bliver det da til. Men allerede ved indgangen dufter det jo af kaffe og hjemmebag fra den anden ende af museet. Og da tiden er knap, må man jo prioritere. En hastig gennemgang af verdenskunsten - og så en ordentlig basse. Og musikken? Sidst jeg var til koncert for tre år siden, havde jeg glemt at slukke for mobilen. Og midt i en stille passage begyndte bæstet at bippe. Dirigenten afbrød prompte orkestret, vendte sig rasende imod mig - jeg sad på første række - og skreg, at hvis jeg ikke omgående forlod koncertsalen, ville koncerten blive aflyst. Fem minutter efter stod min familie og jeg ude i silende regn og ventede på en taxa. Og mens vi ventede, svor jeg, at hvis jeg blev kulturminister, ville jeg tage grusom hævn over den slags excentriske kunstnere, der tror, de ejer hele verden«. Jeg tror ikke vores ven her skal være kulturminister. Men hvis jeg blev spurgt, om jeg ville være kulturminister, og hvad jeg så ville gøre, ville jeg uden blusel svare ja. For års erfaringer gør, at jeg kender det meste af kunstbranchen ganske godt: Jeg ved, nogenlunde hvor skoen trykker. Jeg ved, hvor den ikke trykker. Jeg ved, hvor der grines. Jeg ved, hvor der grædes. Jeg ved, hvor lang tid det tager at nå frem til et resultat. Jeg ved, hvor kassen er tom. Jeg ved, hvor den er fuld. Jeg ved, hvor der sløses. Jeg ved, hvor der spinkes og spares. Jeg ved, hvor der kæmpes. Osv. osv. osv.! Og museerne! Jeg elsker at gå på museer sammen med min familie, mine børn og mine børnebørn, ja hele den danske befolkning, og mærke historiens vingesus. Eller kigge på billeder, malerier og skulpturer - hvilken forunderlig verden! Og bibliotekerne! Tænk, hvor tit man er blevet hjulpet af tålmodige og venlige og ikke mindst vidende bibliotekarer. Det der med at låne bøger er i virkeligheden det mindste af det. Det er deres viden om bøgerne, der er det afgørende. Og det er det, vi betaler for. Og så naturligvis forfatterne. Det er i sproget, det hele begynder og ender, også blandt dem som tjener under fem tusind. Og musikken! Spillestederne, koncertsalene, symfoniorkestrene. Og teatrene! Børneteatrene, som hører til verdens bedste. Filmen, som endelig er brudt igennem internationalt. Alt sammen til ære for lille mig. Jeg behøver med andre ord ikke at begynde helt forfra med noget, jeg aldrig har beskæftiget mig med før. Selvfølgelig kunne man bare sige skråt op med kunststøtte og kulturminister og hele svineriet, folk må klare sig selv. Men for at gøre en lang historie kort: Dansk kunstkultur skal og bør støttes fuldt ud. Og det er sagt før: Kunst er en fremtidsinvestering. Kunst lægger ryg og inspiration til et utal af formål i alle livets forhold. Men kunst kan ikke og har ikke kunnet trives optimalt på gængse og almindelige markedsvilkår - især ikke i sin vorden. Det er beklageligt, men sådan er det. Der er naturligvis undtagelser, men det er først, når man er blevet berømt eller død, at der er penge i lortet. Vi har i årevis haft en af verdens mindst dårlige kunststøtteordning. Det har vi ikke mere. Den nye regering har i sin spareiver og under henvisning til for meget fedtlag og bureaukrati skåret så meget af kulturstøtten, at flere områder allerede nu ligger og gisper efter luft. I et lille land som Danmark, hvor den levende og ikke-masseproducerede kunst i den grad står med ryggen mod muren, over for den store parasit - det globale og altædende it-, video- og tv-monster - er det vigtigere end nogensinde at værne om den levende nationale kunst, gammel som ny. Hvor tit skal man sige det! Så når jeg bliver kulturminister, skal pengene tilbage igen - og gerne flere! Tilbage til teatrene. Tilbage til Teaterrådet. Regeringens trusler om at lukke teatre er hovedløs og vidner om mangel på indsigt og perspektiv - i værste fald udtryk for dovenskab og almindelig fornærethed. Der kommer ikke flere folk i det ene teater ved at lukke det andet. De Storkøbenhavnske Teatres (DST) eksistens skal sikres, og der skal ikke lukkes nogen teatre. Ikke ét. Samarbejde ja, lukning nej! Den altødelæggende pengeposepolitik skal afskaffes. Til gengæld bør nye ledelses- og beslutningsstrukturer ind- føres over hele linjen og - ikke mindst - ny ansvarsprocedure for at undgå, at økonomien løber løbsk. Udvælgelsen af kommende teaterchefer skal foretages af et højere superkvalificeret organ og ikke som nu, hvor en lille indspist og selvbestaltet bestyrelse på de enkelte teatre sidder og bestemmer teatres fremtid. Scenekunstens yngste skud: Moderne dans og danseteater og performance er inde i en dynamisk udvikling og tegner fremtiden. Det fortjener fuld støtte. Dansk børneteater er verdensberømt for sin originalitet og høje kvalitet. Det fortjener langt mere økonomisk opbakning. Forfatterne skal have deres bibliotekspenge tilbage, og tyven straffes. Museerne skal have pengene igen, så de atter kan lave deres fantastiske særudstillinger til gavn for hele verden. Musiklivet skal have pengene igen, så bl.a. spillestederne kan ånde frit. Og meget mere. Og først da kan vi begynde at diskutere, om der er for meget bureaukrati, fedtlag, venstresnoethed, for mange udvalg, og hvad regeringen efterhånden har fået gylpet op af beskyldninger. Men selvfølgelig skal man se kritisk på hele systemet. Er det for tungt? Er det gået i selvsving? Er der for mange, der sidder og bestemmer? Eller er der for få? Kommer pengene ned i de rigtige lommer? Er der for mange, der læner sig lidt for meget op ad kunststøtten og måske nok kunne klare sig selv, hvis de ellers fik lettet røven? Er der tale om et generelt orienteringsproblem? Har Kulturministeriet som helhed et problem? Kan de ikke hitte ud af det, og vil de bare redde deres eget skind? Er det rigtig at udnævne én til kulturminister når én ligeså godt kunne være trafikminister? Eller er det demokratiets vilkår? Og hvor skal pengene så komme fra? De kunne jo passende komme fra de multinationale firmaer, der åbenbart nægter at betale skat i Danmark. Fra tusindvis af folk, der ved skattetænkning, fup og svindel unddrager sig at betale skat. Og så kunne regeringen i øvrigt - i stedet for i panik at kaste milliarder i sundhedsvæsnet - undersøge, om ikke hele miseren om ventelister, hofteoperationer, de gamles vilkår skyldes års elendig ledelse, katastrofal planlægning, politisk nepotisme, ublu personaleprivilegier, dårlig uddannelsesplanlægning. Og sådan er der adskillige andre steder, man kunne tage fat. Og hvorfor fanden skulle Danmarks Radio flyttes ud på Amager?! Og flytter Nissen ikke bare med? Selvfølgelig kan man bare slukke for det. Men alligevel. Hvorfor bliver DR's udsendelser ringere og ringere og mere og mere ligegyldige?Hvis man ikke orker at se det i øvrigt veltrimmede og topprofessionelle og sikkert økonomisk altopslugende 'Rejseholdet', men hellere vil se noget med lidt længerevarende substans, er man henvist til at sidde og vente til langt over sengetid. DR er en fin gammel kulturinstitution, der er ved at blive ødelagt af smart managementledelse og åbenlys seerleflen. Som kulturminister vil jeg tage fat i kraven på ledelsen og påminde dem om deres forpligtigelser: public service og kvalitet. Ellers er det ud. Og TV 2, der har befundet sig i en dødsspiral, lige siden den blev født. En håbløs ide skabt af amatørpolitikere: licensbetalt og reklamebetalt tv på én gang! Som at blæse og have mel i munden. Og resultatet er da også som forudset, at kanalen langsomt og sikkert, for at overleve, har udviklet sig til en ren underholdningsmaskine - og på en måde trukket DR TV med ned i sølet. Og medieforliget? Magen til idioti skal man lede længe efter. Ført ud i livet af den nuværende kulturminister - manden uden personlig mening. Hvordan kan man nogensinde tro på, at TV 2 kan opretholde den lille smule public service, der endnu er tilbage, når de bliver solgt til private og kun har reklamerne at leve af? Hvor naiv kan man være? Som ny kulturminister vil jeg kalde forliget tilbage og erklære det ugyldigt. I en medieverden, hvor befolkningen jo har mulighed for at lade sig bombardere med det ene skod-tv-program efter det andet, vil jeg forlange, at de to licensbetalte tv-kanaler forbliver på licensbetalernes hænder. Som ny kulturminister vil jeg foreslå at lægge sporten ind under Sundhedsministeriet. Til gengæld ville jeg sammenlægge Undervisningsministeriet med Kulturministeriet. Eller i hvert fald sørge for, at der er et tæt samarbejde mellem de to ministerier. I skolerne skal den klassiske dannelse genindføres i en ny og moderne form. Historie, kunst og æstetik skal være obligatoriske fag. Sport og gymnastik skal opprioriteres ligesom leg og kreative fag. Og hvorfor bliver der ikke lavet flere skolekomedier? Computerhysteriet skal nedprioriteres. Det koster hvert år millioner i indkøb, mest til fornyelse af isenkram og til størst glæde for it-branchen. Som det fremgår, bryder jeg mig ikke meget om den nye regering, hvis hovedformål tilsyneladende er at gøre kål på alt, hvad der ligger til venstre for Dansk Folkeparti. Efter at højrefløjen og det tavse flertal i et par generationer har følt sig sat uden for det gode selskab, skal der nu hævnes. Hadet til den socialdemokratiske velfærdsmodel er så forbitret, at de er i gang med at smide barnet og det hele ud med badevandet. På den anden side kan det jo medføre, at oppositionen kan komme op på lakridserne, inklusive venstrefløjen, som siden Murens fald har været lammet og tumlet rundt som forvirrede høns for at finde deres ben et andet sted. Den nye regering skal dog ikke have skylden for alting. Mange af disse besparelser har i virkeligheden ligget og luret i masser af år. Hver gang der har været økonomisk krise, har adskillige politikere kastet stjålne blikke over på de bløde varer: Skulle man snuppe nogle hundrede millioner fra kulturen? Men de turde ikke. Heldigvis kom så den onde fe ind fra højre og gjorde det beskidte arbejde. Den borgerlige regering sidder fast, og det er deres demokratiske ret. De er dygtige, og de skal tages alvorligt. Men de skal også kritiseres sønder og sammen, indtil de segner, og bides i haserne til de bløder. Så let slipper man ikke, når man bruger grønthøstermetoder og på det nærmeste bilder befolkningen ind, at vi er ved at gå fallit. Men det er lige så vigtigt, at ikke mindst venstrefløjen vender blikket indad. Den trænger i den grad til en saltvandsindsprøjtning. Komme ud af andefødderne og den hjemmestrikkede og gå i offensiven. Send den gamle venstrefløjsretorik på en velfortjent pension og start en ny socialisme, der forstår en verden, der har ændret sig radikalt inden for få årtier. 'Tid til forandring' burde ikke have været højrefløjens slogan - men venstrefløjens. Og så til slut: Hvis nogen fortæller dig, at de godt ved, hvad kunst er, så stol ikke på dem! Kunstverdenen er en uregerlig størrelse, der ikke vil og ikke kan sættes i bås. Kunst er den ultimative frihed, og den kan ikke forklares. Hvad er genialt, og hvad er blålys? Men det er netop usikkerheden og det uigennemskuelige, der - imod al sund fornuft - skal være drivkraften, når man deler penge ud til kunst. Så meget desto mere kreperligt er det, at vi har fået en kulturminister/regering, der ønsker et nyt gennemskueligt kunststøttesystem, indrettet således, at man ved et enkelt teknokratisk og rationelt trick kan se, hvad pengene bliver brugt til uden alt for meget vrøvl og ballade. Verden er kompliceret, især for de dovne. Et nyt 'Kunstråd', som det skal hedde, er altså nu på trapperne, delvist opfundet af kulturministeren og hans embedsfolk, sanktioneret af en række andre partier, der næppe har forstået den dybereliggende mening med det hele, og vi andre ryster på hovedet. Hvorfor nu det? Efter snart fire år som medlem af det nuværende Teaterråd mener jeg, at vi har en af verdens mest liberale og pluralistiske kunststøtteordninger - med fejl og mangler - bakket op af et superprofessionelt sekretariat. Det nye Kunstråd er et skridt frem og to tilbage og en masse papirarbejde. Men man aner hensigten og bliver forstemt: centralisering, styring og politisk kontrol. Lad os kalde en spade for en spade: Den nuværende kulturminister har som kulturminister intet på hjertet - absolut intet! Andet end det, han er sat til, nemlig at beskære og spare nu og fremover. Og det gør han dygtigt og effektivt uden at fortrække en mine. Alt andet er udenomssnak. Så tillykke med det, du gamle. Så når jeg bliver kulturminister, vil jeg bede den nuværende kulturminister om at gå ud på sit badeværelse - sætte sig på tønden - lukke øjnene - og tænke sig grundigt om. Og måske ville han tænke sådan: »Egnede jeg mig overhovedet til at være kulturminister?«. Nå, spøg til side. Kulturminister bliver jeg nok aldrig, men jeg ved, at vi lever i et af verdens rigeste områder. Selvfølgelig har vi råd til kultur. Masser af kultur!