Forfatteren Merete Pryds Helle har grebet teskeen, fattet pennen og gravet sig gennem tusinder af år i den jordanske stenørken. Se hendes foreløbige fund. Det er 42 grader, jeg sveder, jeg lugter, og jeg er ligeglad. For det, jeg står med i hænderne, er et lille lerhorn fra en figur, der er 10.000 år gammel - i al den tid har den ligget i jorden, og siden den dag har menneskeheden forvandlet sig fra disse allerførste eksperimenterende agerbrugere, hvis hænder har formet et horn af en vædder, de er ved at tæmme, til de teknologinørder, vi er i dag. Stedet er Shaqarat Masiad, beliggende lidt nord for den røde by Petra i Jordan. Landskabet er en vanvittig stenørken med forunderlige formationer af klippe og sand i mange farver. Udgravningen ligger på et plateau, der skråner ned mod en wadi, et udtørret flodleje. Dengang var der vand og pistacietræer. I dag er der hårdføre tamarisktræer og ørkenbuske. Og sten. Sten overalt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke er et tilfælde, stenalderen blomstrer her. Beliggenheden er også god af flere grunde; man kan komme længere op i bjergene, når det er varmt, og længere ned om foråret, når vandet løber, helt ned til den orangegyldne sandørken med vandrende gazelleflokke. Det er fjerde år, siden udgravningen i Shaqarat Masiad startede under ledelse af Carsten Niebuhr Instituttet, og andet år, jeg er med. Stedet blev opdaget af den britiske arkæolog Diana Kirkbride, der har udgravet det nærliggende Beidha, en af de kendte neolitikumlokaliteter. Diana Kirkbride flyttede senere til Århus og blev tilknyttet Moesgaard i Århus, hvor hun arbejdede videre med materialet fra Beidha, som er blevet en af de mest kendte lokaliteter for forhistorikere. Men det, vi finder i Shaqarat Masiad, overgår langt Beidha. Det er større, mere velbevaret og et klarere snit ind i en bestemt tid. Da stedet blev fundet, lå der blot en flade af tør, hård jord, hvor man kunne samle flintredskaber op fra jorden i massevis. Og kigger man sig omkring, fornemmer man også, at stedet har den karakter, et sted, man har lyst til at slå sig ned, har. Det handler ikke kun om adgangsforhold og vandforsyning, selvom det selvfølgelig også er vigtigt. Her føles simpelthen rart, med stenbjergene nærmest i en halvcirkel omkring stedet og hele forløbet af landskabet. De første år huggede arkæologer og arbejdere så 75 centimeter hård ørkenjord ud med hakker; efter første sæson kom en række mure frem, der viste, at der var tale om bikubelignende, runde bygninger, men der var ingen hele huse, og man kunne slet ikke forestille sig det store areal, der i dag er blotlagt. Men de følgende år dukkede de hele huse så frem, det ene efter det andet, til der i dag er udgravet cirka syv bygninger, nogle af dem med flere rum. I år må man hoppe cirka to meter fra ørkenens overflade ned i udgravningen, men kan så til gengæld gå fra hus til hus gennem døråbninger markeret af to oprejste sten. Som beboerne selv gjorde for 10.000 år siden. Det er pludselig ikke så lang tid, når man står midt i deres hus, og ser sig omkring; og det er samtidig svimlende længe siden. Husene er runde. Måske fordi de er nogle af de første huse, man bygger efter at have boet i huler i så mange tusinde år, og huler er runde. Måske fordi de ligner Månen. Stenene er store, hvide og hugget til, så de passer sammen, men de er også forbundet med mørtel. Der er stolpehuller til stolperne, der har båret et tag, det ikke er muligt at rekonstruere. Der er rigtig mange sten, der er faldet ned, så det er ikke umuligt, at husene har været i to etager. Gulvene er dækket med puds. Det hele giver sådan et net indtryk; de her huse har betydet noget for nogen. Og så sidder man ellers der i en ubekvem stilling med hakke, teske og tandlægeinstrumenter og hiver ting op af jorden, som disse mennesker har holdt i hænderne. Jeg tager deres redskaber op, flintøkser, polerstene til dyrehuder, benspateler til at røre farve sammen med, stødere til dette her korn, de eksperimenterer med, og det er hver gang forbløffende, så godt de redskaber ligger i min hånd. Der er rigtig mange flinteredskaber. Der er økserne til at hugge med, tunge i den ene ende med en fin lige kant i den anden. De har naturligvis været brugt til at hugge med, men de har måske også haft symbolsk betydning. Der er masser af smykker; sidste år blev der fundet en stor perlemorsskal, og i år dukker så produktet af denne råvare frem: et rombeformet vedhæng med et boret hul i, et virkelig smukt smykke, som man kunne finde i en butik i dag. Ellers er der perler; af små muslinger, hvor man bruger den naturlige vinding som hul. Af ler og af ben og af grønsten. Der kan ikke være nogen tvivl om, at vi mennesker fra starten har haft en drift til at pynte os. Flinten er forarbejdet til knive og små save med tænder. Til bor og skrabere. Der er spydspidser - en relativt ny opfindelse - og helt runde sten, som kan have været brugt som slyngsten. Der er endda firkantede sten med en rende i midten, som har været brugt til at gøre pileskafterne lige med. Alt dette er til jagt og kød; jagten har stadig været intensiv, og man har spist både urokser, gazeller, vilde geder og fjerkræ. Men samtidig er der det nye; de domesticerede dyr, får og geder. Man kan se på de opgravede knogler, hvor langt i denne proces de har været, og alle knogler samles sammen og lægges i poser til nærmere studier. Det samme gælder hvert frø fra korn, der bliver fundet. Dele af jorden gennemgår en særlig flotationsproces for at få så mange planterester som muligt med. For i lang tid høstede menneskene bare de mange vilde planter, der var omkring dem, nogle i så tætte bevoksninger, at det nærmest var vilde marker. Men så begyndte de selv at lave marker. Selv at tage såsæd fra og gemme dem i særlige opbevaringsrum og så dem i det tidlige forår. Først var det de vilde planter, de såede, men langsomt blev der udvalgt de planter, vi kender i dag, som ikke kan så sig selv med vinden som de vilde, men til gengæld har større korn. Landbruget har sine redskaber. Store kværnsten, som man kun har et sted, man ikke lige flytter sig fra. Der er støderne, flere af dem fallosformede, fordi det er klart, hele processen har med frugtbarhed at gøre, og hvorfor skille ting ad, der så åbenlyst hører sammen? Og hvilke historier har de fortalt hinanden om aftenen, og mens de arbejdede? Har de sunget til? Vi må læse ud fra de materielle levn. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er mennesker, der har forstået at bruge de ressourcer, de havde, og endda haft overskud til det ekstra, det kunstneriske udtryk er. Mange af råvarerne kommer langvejsfra, fra Middelhavet og ørkenen, så der har været masser af udveksling og vel også udveksling af ord og historier. Tænk, hvis man kunne samle dem op også og holde dem i sin hånd. På de hvide runde gulve i husene står nogle høje, oprejste sten. Under en af dem dukkede et helt 10.000 år gammelt menneskeskelet frem, men der var desværre ingen antropolog med, som kunne få alle oplysninger ud af de skrøbelige knogler. Er det en mand eller kvinde? Ung eller gammel? Så arkæologerne håber, at skelettet ligger lige så velbevaret næste år, når de vender tilbage sammen med en antropolog. De nåede ikke at se, om kraniet stadig sidder på det skelet eller måske gemmer sig inde i en af murene. Og heller ikke, om alle de oprejste sten dækker over grave. Men det er forbløffende, at det er en tradition, vi har båret med os gennem tid og sted, så selv Assistens Kirkegård er dækket af sten, der ligner dem, der står her i de runde huse. Men forskellen er, vi i Shaqarat Masiad befinder os i en tid, hvor menneskene begravede de døde under stuegulvet. Egentlig meget praktisk vel. Man forestiller sig, at det må give en særlig fornemmelse at have bedstemor liggende under gulvet, måske en fornemmelse af, at her hører man til. At sted og slægt er bundet sammen på en måde, den aldrig har været før, hvor man vandrede fra sted til sted hele sit liv. En rum tid efter begravelsen åbnede de gulvet og graven, fjernede kraniet, som nu lå løst, og dekorerede det med puds og muslingeskaller. For at dyrke forfædrene eller for at skræmme dæmoner væk? Det er svært at sige. Nogle af de dekorerede kranier er sat under gulvene igen eller ind i murene, hvor man ikke kunne se dem. Andre derimod stod i nicher eller på gulvet ved siden af ildstedet. Det er i denne spirende agerbrugstid, at menneskene begynder at adskille kroppen fra hovedet på de døde og giver kraniet særbehandling. Måske fordi menneskene ser sig selv som det korn, de sår og høster; hovedet på kornet er det vigtigste, det skal tages af strået og lægges for sig i jorden, før det nye liv kan spire. Således kan menneskenes hoveder betragtes på samme måde, som afhængige for slægtens videreførelse; de skal tages fra som et bygkorn og behandles for sig og lægges i jorden, for at nye menneskeliv kan spire frem. Det er kun en teori; men det er interessant, hvis man ser den tid som analog med vores. Der opstår dybtliggende strukturændringer i hele organisationen af liv og arbejde og måden at betragte sig selv og forholdet til naturen og andre mennesker på. Og for dem som for os er det hovedet, der er det vigtigste, hovedet, hjernen og øjnene. I dag viser man sin status som unik ved tatoveringer og piercing; stenaldermennesket gik mere radikalt til værks og ændrede formen af hovedskallen på visse individer. Hvem de var, ved vi ikke, om de havde høj eller lav status, var shamaner eller blot udset til særlige funktioner. Men der skal noget til, før man spænder et blødt kraniehoved til med brædder og sten for at ændre det. Vi er før keramikkens tid, men forme kan man alligevel. Så snart hænderne kan, begynder de at dekorere og forme både egne kroppe, genstande, husene og landskabet. Og før man former, har man en idé, som man former efter. Arkæologerne fra Carsten Niebuhr Instituttet står på kanten af udgravningen og måler retninger op; i alle bygninger, som har en stenstruktur indeni, f.eks. en oprejst sten, ligger den øst for indgangen. Og i en af murene sidder en rektangulær sort sten midt mellem de hvide; og vender direkte mod øst. Det kan ikke være tilfældigt. Og hvad betyder øst så? Vi kan svare med de ideer, vi har i dag, og ellers prøve at gøre os fri af dem. Solen står dog op i øst. Det har vi tilfælles. Og det tætte funklende stjernetæppe over ørkenen, der også drejer sig efter kompasset. Men der kan for den sags skyld også have stået et træ, der var helligt, eller en kilde. Men sådanne spørgsmål skal stilles, og man må så forsøge at give et utal af svar på dem for at se, om der kan findes et mønster i svarene. Kun sådan kan vi få en fornemmelse af, hvordan disse mennesker har opfattet deres verden, for tanker står ikke skrevet på de materielle levn, men skal alligevel læses ud fra dem. De var stadigvæk jægere og samlere noget af året, men de har bygget disse her huse for at gennemføre en revolution, som vil få så vidtrækkende konsekvenser for menneskeheden, at den stadig er en af årsagerne til, at vi i dag har informationsalderen eller bioteknologialderen, eller hvad eftertiden nu vælger at kalde den. Disse menneskers revolution gik ud på ikke at tage naturen, som de fandt den, og bøje sig for den, men at forme den efter deres behov. De eksperimenterede og vidste ikke, hvad der kom ud af deres anstrengelser, ligesom vi ikke ved, hvad det vil betyde om 50 år, at alle har adgang til internettet - hvis det stadig findes. De manglede ikke mad - som vi ikke mangler informationer; der var det samme vildt i området, som der havde været i tusinder af år. Så måske handler det hele om en ny måde at se på tingene på; at forme vædderens horn på ny, men med egne hænder, at forme naturen omkring sig, huset og maden efter sig selv. At dominere i stedet for at blive domineret. Det lille vædderhorn bliver lagt i en pose og registreret. Klokken er over et, og der er ingen skygge, kun hede og et par dovne skorpioner og en enkelt fugl, der kan fylde en hel ørkenhimmel med sang. Jeg sætter mig op bag på pickuppen og skumpler en time tilbage gennem den forvitrede stenørken til hotellet, hvor kvinderne sidder på terrassen under mit vindue og karter uld fra store poser. Fra de får, som de her mennesker fandt ud af at tæmme og ændre ved at udvælge særlige eksemplarer til forplantning for 10.000 år siden, så de fik den gode uld, der også holder ørkenvarmen ude. Men jeg ved ikke, hvordan man karter. Hvor meget ligner vi i dag de mennesker, som byggede den runde hvide landsby; og hvor lidt? Hotelejeren smiler trist til mig. Vi er her, fordi vi arbejder; turister er her ingen af. Det er som at se Månen, når man ser en turist, siger han. Og bryder sig ikke om bin Laden. Det holder turisterne væk, selvom alt er roligt. Al-Qaeda er som en nål i halsen på amerikanerne, siger han. De kan hverken sluge den eller spytte den ud. Fra neolitikum har man kun fundet ét skelet, der har været udsat for vold. Alt andet giver indtryk af et utroligt fredeligt samfund. Så noget er forandret.