»Tyrkiets problem er ikke grundlæggende et spørgsmål om mere eller mindre islam«, skriver kultursociolog fra Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef, i sin analyse af den politiske situation. Der er en del, der tyder på, at man bør opfatte Retfærdigheds- og Udviklingspartiets (AKP) store sejr ved det tyrkiske valg 3. november som befolkningens protest imod det politiske og økonomiske system frem for som islamismens genopstandelse i Tyrkiet. For at forstå hvorvidt AKP's valgsejr er protest eller religiøs vækkelse, må man se på det tyrkiske politiske landskab. Det er svært at placere tyrkiske politiske partier på en typisk europæisk højre-venstre-skala. Ud fra denne traditionelle forståelsesramme er højrefløjen mere erhvervsvenlig og skeptisk over for den offentlige omfordelingspolitik, mens venstrefløjen er mere arbejdervenlig og interesseret i endnu mere omfordeling. Et andet vigtigt element i et traditionelt europæisk højre-venstre-spektrum er spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til personlige og individuelle friheder: Højrefløjen er mere autoritetstro og familieorienteret, venstrefløjen mere sensitiv over for demokratiske rettigheder og individets retssikkerhed. Anvender man denne opdeling i tyrkisk politik, vil man se, at næsten alle store partier befinder sig på 'højrefløjen'. Mens man traditionelt forstår det politiske liv i de europæiske lande med henvisning til et sådant højre-venstre-spektrum, er den tyrkiske politiks centrale omdrejningspunkt, hvordan man forholder sig til det militære og civile bureaukrati og dets ideologi og politik, som tager udgangspunkt i kemalismen. Kemalismen, det vil sige republikkens grundlægger Mustafa Kemal Atatürks ideer, går ud på, at staten nøje skal kontrollere det religiøse liv i landet, og at Tyrkiet skal vestliggøres. Den kemalistiske stat har altid været mistænksom over for landets muslimske befolkning og har forsøgt at modernisere og vestliggøre den - til tider med voldelige midler. Statens moderniserings- og vestliggørelsespolitik har skabt en del irritation hos befolkningen og har samtidig ikke kunnet levere den velfærd, som den i årevis har stillet befolkningen i udsigt. Modernisering og vestliggørelse i den tyrkiske variant har traditionelt betydet flere vestlige forbrugsvarer og en vestlig livsstil, som det imidlertid kun er middel- og overklassen i storbyerne og højere statsansatte, der har råd til, mens de brede masser både i byerne og på landet stadig er hensat i fattigdom og kun har ret til at betragte andres modernitet og vestliggørelse på afstand eller på tv-skærmen. Den grad af vestliggørelse og modernitet, der har gjort sit indtog i Tyrkiet, har derimod aldrig som i de vestlige lande betydet et velfungerende demokrati eller udbredt velstand, og derfor kan man heller ikke forstå hovedmodsætningen i tyrkisk politik på samme måde, som man traditionelt forstår den politiske polarisering i vestlige samfund. Hovedmodsætningen i tyrkisk politik kan man bedre identificere som modsætningen mellem det officielle Tyrkiet, det vil sige det statslige og civile bureaukrati på den ene side og 'periferien', det vil sige arbejdere, bønder og små og mellemstore private erhvervsdrivende på den anden. Den militære og civile elite har altid været centralistisk og til tider diktatorisk, mens den politiske periferi på grund af sin underordnede position ofte har krævet flere rettigheder og mere frihed. Det er denne periferis ønsker om mere demokrati og velstand, som AKP's valgsejr er et udtryk for. Her må man imidlertid skelne mellem friheder af politisk karakter og friheder af mere personlig karakter. Selvom den politiske periferi har været tilhænger af flere politiske rettigheder og har været kritisk over for det civile og militære bureaukratis elitisme, har den været skeptisk, om ikke direkte fjendtlig, over for personlige friheder såsom retten til at klæde sig 'uislamisk', det vil sige kvinders ret til at vise sig uden tørklæde, mænds ret til at gå med shorts og korte ærmer, retten til en førægteskabelig seksualitet både for mænd og kvinder (men ikke mindst for kvinder) og retten til social omgang med personer af det modsatte køn. Dette er en af grundene til, at det kemalistiske civile og militære bureaukrati, som på disse områder er 'vestliggjort', i en vestlig optik fremstår som progressivt, mens periferiens islamister fremstår som reaktionære. Forskellen mellem kemalisternes og islamisternes syn på demokratiske rettigheder kan også ses i deres holdninger til kurderproblemet. Mens kemalisterne traditionelt har været fjendtlige over for tanken om, at kurderne skulle anerkendes som minoritet og tildeles en række mindretalsrettigheder, har islamisterne traditionelt været mere venligstillet over for kurdernes rettigheder. Ifølge islamisterne er kurderne ikke en flok tilbagestående bjergbønder, der skal civiliseres og tyrkificeres, men muslimske brødre, som skal behandles ordentligt, og hvis loyalitet over for tyrkerne skal sikres ved hjælp af en mere reelt demokratisk politik. På baggrund af den skitserede center-periferi-akse kan man identificere tre grupperinger på den tyrkiske politiske arena: For det første, de partier, som står 'centret' nær, det vil sige partier, der mere eller mindre deler det militære og civile bureaukratis ideologi og politik. Hvis de ikke ligefrem deler den kemalistiske ideologi, er de åbne over for kritik og 'vejledning' ikke mindst fra militærets side. De to tidligere koalitionspartnere, Bülent Ecevits Demokratisk Venstreparti og Mesut Yilmazs Moderlandspartiet, som begge led et sviende nederlag ved valget, og som ikke engang kunne komme over spærregrænsen på 10 procent, og Det republikanske Folkeparti, som kom ind i parlamentet med 15 procent, tilhører denne gruppe. Politikere, der tilhører disse partier, har for eksempel enten aldrig turdet kritisere forbuddet mod tørklæder i offentlige bygninger på grund af deres angst for militærets reaktion, eller også har de åbenlyst bidraget til at ophidse folkestemningen imod de kvinder, der bærer tørklæde. Denne gruppes holdning til EU er typisk for dens generelle holdning til princippet om vestliggørelse. De betragter EU-medlemskabet som noget, der vil føre til øget velstand i Tyrkiet, og som vil øge Tyrkiets strategiske betydning i Mellemøsten og derved forstærke deres egen magtposition i det tyrkiske samfund. Imidlertid betragter de demokratiske reformer som endnu et kort i spillet med EU, det vil sige som ændringer, der ikke nødvendigvis er gode i sig selv, men som de er nødt til til at gennemføre for at opnå det eftertragtede EU-medlemskab. Den anden gruppe består af partier, som appellerer til vælgere med en udviklet nationalistisk sensibilitet: Det Nationale Bevægelsesparti, Den Rette Vejs Parti og Det Unge Parti. Ligesom den første gruppe står disse tre partier også det militære og civile bureaukrati ideologisk og politisk nært, men mens den første gruppes vælgerskare ofte består af mere uddannede og mere velbjergede befolkningsgrupper, er det ofte mindre uddannede og fattigere tyrkere, som stemmer på partierne i den anden gruppe. Sagt med andre ord repræsenterer den første gruppe en mere eller mindre raffineret nationalisme, mens den anden repræsenterer provinsens og slumkvarterernes, det vil sige 'pøblens' vulgære nationalisme. Den tredje gruppe består af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) og Erbakans Lykkepartiet, som begge appellerer til vælgere med en religiøst orienteret politisk sensibilitet. De allerfleste af AKP's ledere og partikadrer stammer godt nok fra Erbakans tidligere partier, der alle er blevet lukket gennem militærets indblanding i den juridiske proces, men det er lykkedes for AKP at samle langt flere tilhængere og vælgere end Lykkepartiet og at opnå et flot valgresultat med knap 35 procent af stemmerne. Det kunne partiet gøre, fordi partiets ledere, og ikke mindst partiformanden Recep Tayyip Erdogan, har gennemgået en modnings- og moderationsproces, uden hvilken det ville have været ganske umuligt at få så mange stemmer og at blive landets største parti. Lykkepartiet førte en skinger valgkamp på et antivestligt, anti-IMF, anti-NATO og antiamerikansk program (men dog ikke anti- EU - EU er tilsyneladende tyrkernes hjertebarn). AKP passede derimod på at føre en relativt saglig, omfavnende og afdæmpet kampagne. AKP's nye linje blev, som nævnt, belønnet med et kanonvalg, mens Lykkepartiet fik et katastrofevalg. Lykkepartiet fik kun 2,4 procent af stemmerne og kom således ikke over spærregrænsen på 10 procent. Derved demonstrerede de religiøse og konservative tyrkere, at de godt nok er utilfredse med statens og elitens økonomiske politik og dens indblanding i befolkningens religiøse praksis, men at de heller ikke er interesseret i Erbakans forhånelse af »de vestliggjorte riges uislamiske livsstil« og populistiske udfald imod »vestlig imperialisme«. Således kan man sige, at valget ikke kun har været en advarsel til militæret om ikke at blande sig for meget i politik og i befolkningens religiøse praksis, men også har været en straf til islamiske prædikanter, som truer den verdslige livsstil, som millioner af muslimer har udviklet i de tyrkiske storbyer. Den tyrkiske befolkning har demonstreret, at den ikke er interesseret i en opslidende kamp mellem de ekstreme verdslige, der vogter nøje over statens verdslighedsprincip (og om nødvendigt med udemokratiske midler og militærkup), og deres mere eller mindre direkte indblanding i politik på den ene side og på den anden islamister, der ikke har nogen ordentlige løsninger på befolkningens økonomiske problemer, men profilerer sig på at skabe konfrontation med militæret ved at føre sig frem som islams vogtere over for en uislamisk stat. AKP repræsenterer imidlertid ikke kun den (etnisk) tyrkiske periferi, men også en stor gruppe af det kurdiske mindretal, som udgør en vigtig del af den omtalte politiske periferi. Kurderne indtager en speciel rolle i modsætningen mellem centrum og periferi i tyrkisk politik, idet den militære og civile elite har haft svært ved at tildele dem de mest basale minoritetsrettigheder. Ifølge den officielle ideologi er der nemlig kun ét folkeslag i landet, tyrkerne. I de overvejende kurdiske områder i Sydøsttyrkiet blev det prokurdiske, Det Demokratiske Folkeparti (DEHAP), det største parti, mens AKP blev det næststørste. AKP fik imidlertid næsten alle områdets parlamentspladser, fordi DEHAP ikke kom over spærregrænsen på landsplan (10 procent). I dag er det således AKP's kurdiske parlamentsmedlemmer, der repræsenterer det kurdiske mindretal i parlamentet i Ankara. Hvis man ser bort fra det uretfærdige i, at DEHAP ikke kunne komme ind i parlamentet på trods af en meget høj stemmeprocent i Sydøsttyrkiet, har AKP i det mindste bedre forudsætninger for at kunne løse kurderproblemet end de andre store partier. AKP har nemlig traditionelt været kritisk over for den officielle ideologi, som indtil for nylig har benægtet kurdernes eksistens, og har derfor ikke de samme ideologiske og psykologiske blokeringer mod at anerkende kurderne som en minoritet, som karakteriserer det politiske center. Derfor kan AKP også nemmere end andre partier stå i spidsen for, at de nye love, som sigter mod at forbedre kurdernes rettigheder, og som parlamentet vedtog i sommer, også bliver indarbejdet i den almindelige politiske praksis. Dertil vil et hurtigt blik på, hvem der har stemt på AKP ved sidste valg, hjælpe os yderligere med at finde ud af, hvorvidt valgsejren bunder i en protest imod militærets indblanding i politik og den tidligere regerings katastrofale økonomiske politik eller derimod skal forstås som et islamistisk jordskred. Blandt AKP's kernevælgere finder vi for det første gruppen af mindre forretningsfolk. Den anden samfundsgruppe, der leverede stemmerne til partiets overvældende sejr, er gruppen af arbejdere og arbejdsløse, der befolker landets store byer, og som kræver bedre livsvilkår og arbejde, mens den tredje gruppe udgøres af landets bønder, som ønsker beskyttelse mod verdensmarkedet og højere priser for deres varer. Disse tre grupper har måske islamiske sensibiliteter og en relativt konservativ livsstil til fælles, men de har også modstridende interesser. Mens små og mellemstore virksomhedsejere eksempelvis kræver en erhvervsvenlig liberalistisk politik, forventer bønder og arbejdere, at staten vil beskytte dem imod globaliseringen og sammen med erhvervslivet forbedre deres levestandard. Det, der forbinder disse tre grupper på trods af disse interne interessemodsætninger, er, at de alle består af mennesker, der er troende og religiøse og konservative i deres livsstil. Derfor bør man heller ikke blot opfatte deres samling omkring AKP som en protest imod den afgåede regerings katastrofale økonomiske politik, men også som et udtryk for de religiøse og konservatives ønske om at markere sig imod den urbane middel- og overklasses ikkereligiøse livsstil. På den anden side bør man være klar over, at AKP repræsenterer en demokratisk og tolerant islam, som har gjort op med tanken om, at muslimerne, når de kommer til magten, bør begrænse den urbane middel- og overklasses udfoldelsesmuligheder i den offentlige sfære. Islamiske grupper har tidligere forholdt sig fjendtligt over for den urbane middel- og overklasses vestliggjorte og moderne livsstil, og tidligere islamiske partier har antydet, at de ville begrænse sådanne praksisser som offentlig indtagelse af alkohol og uislamisk påklædning ikke mindst for kvinder. Men den tid er tilsyneladende og forhåbentlig forbi. I stedet for at betragte AKP's valgsejr som en religiøs vækkelse, som kan true den tyrkiske stats principielle verdslighed, bør man således snarere opfatte den som forskellige gruppers protest imod et korrupt og udueligt politisk system. Hvis AKP ikke kan balancere mellem de modstridende interesser blandt sine vælgere, vil de fælles islamiske rødder i længden ikke være til megen nytte. Tyrkiets problem er således ikke grundlæggende et spørgsmål om mere eller mindre islam, men i langt højere grad et spørgsmål om flere eller færre job og penge og mere eller mindre demokrati. Hvis AKP kan levere flere job, højere levestandard og mere demokrati - evt. ved hjælp af det ivrigt tilstræbte EU-medlemskab - vil partiet med stor sandsynlighed sidde på magten i mange år fremover.