Medierne går i selvsving, hver gang en voksens retssikkerhed trues i misbrugssager. Mens de børn, der misbruges, nærmest glemmes. John Aasted Halse er formand for Børns Vilkår, Anna Louise Stevnhøj er sundhedsfaglig journalist. Loven er krystalklar og uden undtagelser: Voksne må ikke have sex med børn. Den psykologiske viden er også uden forbehold: Børn tager alvorligt skade, hvis de blandes ind i voksne seksuelle handlinger. Der falder da også omkring 50 fængselsdomme vedrørende seksuelle overgreb på børn ved danske domstole hvert år. Det er typisk tunge familiesager med håndfaste beviser, hele eller delvise tilståelser og en årelang belastet social historie. Ser man dette tal i sammenhæng med det anslåede antal overgreb, må det imidlertid siges at være påfaldende beskedent. En ny dansk undersøgelse, hvor man har spurgt 6.000 unge, præsenterer skræmmende tal. Spørger man de unge selv, er det nemlig hele fire procent, der har været udsat for hændelser, de selv oplever som seksuelle overgreb fra personer, der var væsentligt ældre end dem selv. 15 procent af disse overgreb fandt sted, før børnene var fyldt 12 år. Tallene svarer til, at mere end 1.500 af alle 15-16-årige har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. En anden dansk undersøgelse siger, at op mod 200.000 voksne danskere lever med følgerne af seksuelle overgreb i barndommen. Der er store mørke tal, når man taler seksuelle overgreb på børn. Men man kan dog godt tillade sig at konkludere, at det kun er en brøkdel af de mænd, der reelt begår seksuelle overgreb mod børn, der rent faktisk havner i et fængsel. Hovedparten af alle sager kommer aldrig i nærheden af retssystemet. Enten fordi barnet må leve med overgrebet alene, eller fordi de voksne omkring barnet ikke ønsker myndighederne blandet ind i sagen. Dertil kommer alle de sager, der ganske vist når frem til politiet, men hvor bevismængden skønnes for spinkel til at kunne bære en sag. De mistænktes og tiltaltes retssikkerhed skal selvfølgelig håndhæves. Her har vi stolte, demokratiske og humanitære traditioner, og retssikkerheden er en af grundpillerne i vores demokrati. Det ændrer ikke ved, at retssikkerheden for tiltalte voksne og retssikkerheden for udsatte børn ofte støder sammen og udgør et uhåndterligt dilemma. Ser man på tal og kendsgerninger, kan det imidlertid undre, at retssikkerhed for personer, der er under mistanke for seksuelle overgreb mod børn, fylder så utrolig meget i medierne. Vi ser det, hver gang en sag om seksuelle krænkelser mod børn får medieomtale. Der ikke bare hviskes - der råbes - justitsmord - hver eneste gang, medmindre den formastelige er så tåbelig at tilstå eller at optage sine forbrydelser på billeder eller video og sende dem ud til offentligheden via internettet. I hver eneste sag skrives der bøger og artikler og føres korstog for retssikkerheden og afhøringsmetoder, psykologiske undersøgelser, vidneafhøringer - hvert eneste lille aspekt af sagerne ryger hver gang direkte i mediernes vridemaskine, og der rejser sig konsekvent en forarget reaktion, der handler om, at man selvfølgelig ikke må begå overgreb mod børn. Men . Det er endnu vigtigere, at ingen bliver dømt uretfærdigt. Det seneste eksempel er klassisk for den danske debat. En pensioneret psykiater, Jytte Willadsen, har fattet interesse for en dansk retssag, hvor to søstre har anklaget deres far/stedfar for incest. De unge kvinder har angiveligt været i terapi op til anklagen, og de er i den forbindelse blevet i stand til at huske og formulere deres barndomsoplevelser omkring seksuelle overgreb. Den aktuelle sag når dog aldrig så langt som til en retslig afgørelse; anklagen bliver frafaldet efter nogle måneders varetægtsfængsling. Så egentlig skulle man vel synes, at retssystemet netop har vist sit værd. Det ville da være yderst utrygt at leve i et samfund, hvor anklagemyndigheden ikke tog det alvorligt, når to voksne kvinder anklager en mand for seksuelle overgreb. At sagen så henlægges senere, og manden ikke dømmes, må vel netop være et tegn på, at tvivlen kommer den anklagede til gode? Men nej. Jytte Willadsen skriver en kronik i herværende avis, hvor hun går flammende til angreb på det begreb, der kaldes recovered memories - på dansk genfundne erindringer - som meget kort kan defineres som erindringer, der er vendt tilbage efter at have været fortrængt i kortere eller længere tid. Hun mener ikke, at man kan bygge vidneudsagn på genfundne erindringer, som hun postulerer med høj sandsynlighed er falske, og hun henviser til en række udenlandske sager, hvor der påstås at være begået justitsmord, fordi voksne incestofre har fået påduttet falske erindringer hos overivrige psykoterapeuter. Diskussionen om genfundne erindringer og risikoen for under terapi at komme til at lave falske erindringer er imidlertid en gammel historie, der rækker helt tilbage til Freud. Emnet har i årevis været behandlet blandt fagfolk internationalt, hvor man seriøst har beskæftiget sig med risikoen for at komme til at give mennesker falske barndomserindringer. Visse terapeutiske metoder har i udlandet givet den slags uheldige resultater, hvilket man i professionelle kredse (naturligvis) forholder sig til. Jytte Willadsen forenkler imidlertid i sin kronik denne meget indviklede faglige proces til, at hvis voksne kvinder efter flere års fortrængning når frem til, at de har været udsat for incest i barndommen: Jamen, så er det forvrængede erindringer eller noget, som sensationslystne psykoterapeuter har puttet i hovedet på dem. Willadsens indfaldsvinkel er risikoen for justitsmord. Men når Jytte Willadsen vælger at henvise til sin psykiateruddannelse, bør hun levere en afbalanceret og fagligt velfunderet fremstilling. Det gør hun ikke. Man kan så påpege, at folk, og det gælder også psykiatere, skal have lov til at have hjertesager. Men så burde medierne på deres side ikke bare ukritisk æde historien råt. Havde de ophidsede journalister læst lidt på lektien, inden de lod sig rive med, ville de måske have opfanget den lille biomstændighed, at der i Danmark indtil for ganske nylig har været en 10-årig forældelsesfrist på incestsager. Det vil sige, at det faktisk ikke har været muligt for voksne at anklage slægtninge, der forgreb sig på dem som børn, medmindre overgrebene er fortsat langt op i alderen. Derfor er der næppe basis for til stadighed at antyde, at der formentlig er begået stribevis af justitsmord på baggrund af genfundne erindringer. Journalisterne burde måske også have tænkt lidt over, at Danmark netop er internationalt kendt for at have et fremragende korps af traumepsykologer og ditto psykiatere samt adskillige anerkendte psykiatere og psykologer, der har specialiseret sig i at forske i og arbejde med senfølger efter incest. Men ingen egentlige danske kliniske specialister er blevet spurgt. I stedet vælger man at bygge et sandt korstog på én persons udsagn - og så tager man i øvrigt helt til Sverige for at finde én, der er enig med ophavskilden. Mediedækningen får det til at lyde, som om netop traumer huskes skærende klart, og som om erindringer, der har været væk for en tid, typisk er falske. I virkelighedens (og i psykologiens og psykiatriens) verden er fortrængning en alment kendt reaktion på voldsomme traumer. En overvældende angstfyldt situation vil ofte resultere i en dissociation, hvor man psykisk flygter fra situationen, og angsten vil blokere for hukommelsen. Falder angstniveauet igen, f.eks. på baggrund af terapi, kan erindringerne vende tilbage. De kan også komme tilbage langt mere akut og chokagtigt på baggrund af såkaldte trigger- situationer som for eksempel en voldtægt. I psykiatrien har fortrængningen faktisk sin helt egen diagnose, nemlig dissociativ amnesi. Denne basale faglige viden er beklageligvis blevet fuldstændig ignoreret i den forløbne debat og er blevet omsat til en meget forenklet version, der siger, at alt, hvad der ikke tidligere har været husket og formuleret, formentlig er løgn. Især når det handler om incest. Bolden gribes og spilles videre af lektor Dorthe Berntsen ved Århus Universitet, der i et engageret læserindlæg argumenterer for, at når småbørn i overgrebssager giver udtryk for, at de har svært ved at huske og gengive, hvad der er sket - jamen så må man opfatte deres vidneudsagn som genfundne erindringer, som der bør tvivles på. Det er så åbenlyst grotesk at blande diskussionen om genfundne erindringer sammen med det helt særlige og meget vanskelige felt, der handler om småbørns vidneudsagn, at det næsten kan opleves som morsomt. Smilet forsvinder imidlertid hurtigt, fordi lektoren bruger anledningen til at minde om en sag, hvor en mandlig pædagogmedhjælper forgreb sig seksuelt på 20 børn. Hun opfordrer til en genvurdering af Vadstrupgårdsagen, selv om Den Særlige Klageret så sent som foråret 2002 endnu en gang afgjorde, at der ikke foreligger nogen form for omstændigheder, der kan berettige, at disse ramte børn og deres forældre skal slæbes gennem smerten ved en retssag endnu engang. Det principielt interessante i alt det her er den enorme opmærksomhed, der er omkring krænkende mænds retssikkerhed. Det er påfaldende så sjældent, der argumenteres den anden vej. Vi synes, det er trist at tænke på, at børnepsykologer i årevis for næsten døve øren har problematiseret vilkårene for børn, der har været udsat for overgreb. Psykologerne har pointeret, at børnene udsættes for sekundære traumer, når de afhøres, fordi vi i Danmark ikke tilgodeser børnenes behov for at være i nære og trygge omgivelser, når de skal fortælle om disse svære ting, og fordi det er børnene, der skal indrette sig efter retsvæsenets behov i afhøringssituationen og ikke omvendt. Psykologerne har problematiseret, at børnene skal udsættes for den store belastning, det er, at den tiltalte sidder og ser med, når de videoafhøres. De har problematiseret, at det er risikabelt at yde børnene terapeutisk hjælp før retssagen, da dette kan påvirke denne i uheldig retning. Dette betyder, at traumatiserede børn skal leve med deres lidelser gennem lange perioder, før de får hjælp, og før f.eks. deres sociale situation omkring varig anbringelse uden for hjemmet mv. kan afklares. Og så er vi slet ikke nået til grusomheden i selve overgrebene. Et barn, der involveres i seksuelle aktiviteter med en voksen, bliver misbrugt, udnyttet og krænket. Seksuelle overgreb er angreb på barnets medfødte evne til og behov for at nære tillid til voksne og til verden som sådan. Ofrene for seksuelle overgreb, børnene, er dybest set udsat for en form for psykisk (snig)mord. Seksuelle overgreb i barndommen giver dokumenterbart et dårligere voksenliv og indebærer blandt andet en stor risiko for psykiske problemer, selvmord, misbrug, seksuelle problemer og sygdom. Dertil kommer en forøget risiko for, at man bærer omsorgssvigt og vold videre i næste generation, fordi man som krænket barn har forøget risiko for at blive krænkende voksen eller partner med én. Incestofre er bevisligt overrepræsenteret blandt psykisk syge, blandt voldsramte kvinder og blandt prostituerede - klart nok - de lærte tidligt, at sex er noget ligegyldigt, et betalingsmiddel og ikke forbundet med lyst. Det er sørgeligt, at også forebyggelsen af overgreb møder den samme skingre modstand. Det har vi oplevet til fulde i debatten om indhentning af straffeattester for mennesker, der skal arbejde professionelt eller frivilligt med børn. Det har ikke været muligt at nå til enighed om, at det faktisk ikke er rimeligt, at man lader folk, der tidligere har begået overgreb, være pædagogiske medarbejdere eller idrætstrænere. Argumentet har været, at det krænker retssikkerheden - for de voksne. Selv om al erfaring siger, at pædofile søger hen, hvor børnene er, og selv om pædofile erfaringsmæssigt gentager deres forbrydelser gang på gang. Vi ser det også, når det gælder hjælpe- og støttemulighederne over for de voksne, der blev ramt som børn, og hvor der ikke findes ét eneste offentligt behandlingstilbud uden for det deciderede psykiatriske system. Selv om man ved, at man kan forebygge, at problemet fortsætter ned gennem generationerne, hvis man hjælper de voksne, der selv er blevet misbrugt som børn. Det er i dagens Danmark politisk korrekt at lægge mere vægt på de mistænktes rettigheder end på børnenes. Hvilket udpensles i et tiltrædelsesinterview med den nyudnævnte højesteretsdommer Thomas Rørdam. Han citeres for at have sagt følgende: »Der er kun én ting, der er værre end et seksuelt overgreb mod et barn - og det er, hvis en mand bliver uskyldigt dømt for det«. Det lyder så tilforladeligt, når det bliver sagt. Sådan er det med mange uhyrlige udsagn. Siger man dem med den største selvfølgelighed, glider de ofte ned. Men med al respekt er det yderst upassende og meget fornærmende over for de børn, der skal leve med konsekvenserne. De fik en livstidsdom, og de fik ikke engang chancen for at forsvare sig. Vi vælger at tro, at det handler om uvidenhed eller om manglende evne og lyst til at forestille sig, hvad det betyder for et barn at blive misbrugt seksuelt. Der må være generel enighed om, at børnene skal beskyttes. Den aktuelle sensationsvinkel kan nemt medføre et tilbageslag i kampen for at få synliggjort overgreb mod børn og dermed også et tilbageslag for børns ret til at være trygge her på jorden. Lad os i stedet få en diskussion om, hvordan dilemmaet mellem de mistænktes retssikkerhed og børnenes krav på sikkerhed løses. Som debatten foregår nu, er der kun et bud: Børnenes krav om sikkerhed og tryghed tilsidesættes til fordel for de voksnes krav om retssikkerhed.