»Fri mig for folk, der vil mig det godt«, sagde Voltaire. Det samme siger dagens kronikør i anledning af den megen debat om tobak, helbred og afgifter. Erik Albæk er ikkeryger. Og professor ved Aalborg Universitet. Det nyligt indgåede finanslovsforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti indebærer, at prisen på en 20-styks cigaretpakke reduceres med fire kroner. Netop beslutningen om at nedsætte cigaretafgiften er den del af finanslovsforliget, der er blevet udsat for heftigst kritik. Og tilsyneladende med god grund. Således skønnes hvert femte dødsfald i Danmark, knap 11.000, at skyldes tobaksrelaterede sygdomme. 25 procent af alle kræfttilfælde kan tilskrives rygning. 90 procent af alle lungekræfttilfælde, 30 procent af alle tilfælde af blodprop i hjertet og hjernen og 75 procent af alle tilfælde af kronisk bronkitis er forårsaget af rygning. Tobaksrygning er i suveræn særklasse Danmarks dræber nr. et. På den baggrund kan det forekomme både uforståeligt og uforsvarligt, at et flertal i Folketinget vælger at slække på et af de instrumenter, der har til hensigt at holde tobaksforbruget nede, nemlig tobaksafgiften. Men kan tobaksafgift overhovedet forsvares - og i givet fald hvordan? Det spørgsmål har vi haft tendens til at glemme i takt med, at sundhedsmyndigheder og politikere har erkendt, hvor alvorligt et sundhedsproblem cigaretrygning er. Rygepolitik udgør imidlertid et fundamentalt etisk dilemma for den liberale stat: Hvor langt kan staten gå for at forhindre, at en borger gør skade på sig selv (aktiv rygning) eller på andre (f.eks. passiv rygning eller påførsel af økonomisk byrde)? Det nok kendteste generelle svar på spørgsmålet om, hvorvidt staten moralsk forsvarligt kan forhindre borgere i at gøre skade på sig selv eller andre, er formuleret af John Stuart Mill i bogen 'Om friheden' (dansk oversættelse 1875) »... at det eneste Øjemed, i hvilket man med Rette kan bruge Magt mod et hvilket som helst medlem af et civiliseret Samfund imod Vedkommendes Vilje, er det at forebygge, at andre lide skade. Omsorg for sit eget Vel, ligegyldigt om det er det fysiske eller moralske, er ingen tilstrækkelig grund dertil I hvad der kun vedrører en selv, er ens Uafhængighed ubegrænset, over sig selv, over sit Legeme og sin Aand er Individet suverænt«. I et liberalt samfund kan staten ifølge Mill problemfrit begrunde offentlig politik, der forhindrer en borger i at foretage handlinger, der skader andre borgere, men ikke tiltag, der forhindrer borgeren i at gøre skade på sig selv. Mill gør her op med formynderisk eller paternalistisk politik, det vil sige, at staten optræder som en bedrevidende forælder, der lægger begrænsninger på borgernes frihed for at forhindre, at de forvolder skade på sig selv, eller for at fremme deres eget bedste. Hos Mill er der tale om et absolut krav, i den forstand at paternalistisk politik ikke kan forsvares i forhold til borgere, som er ved deres forstands fulde brug. Dermed også sagt, at det er alle borgere ikke: Det vil i et vist omfang kunne forsvares at gennemføre paternalistisk politik i forhold til børn, mentalt handikappede, sindslidende med flere. I denne brede gengivelse er afstandtagen fra paternalistisk politik og paternalistisk adfærd hos myndigheder og offentlige serviceleverandører vel alment accepteret. Alligevel har paternalisme været udbredt inden for det offentlige, ikke mindst i det danske sundhedsvæsen. Den tid er ingenlunde fjern, hvor danske læger til patienters eget bedste medicinerede dem eller foretog drastiske indgreb på deres krop uden at informere herom, langt mindre at indhente deres samtykke. Det har i de sidste årtier ændret sig markant. Således er princippet om informeret samtykke inden for det danske sundhedsvæsen utvetydigt blevet knæsat af såvel Etisk Råd som Folketinget. Ikke mindst aids-epidemien var i slutningen af 1980'erne med til at kodificere frivillighed som ortodoksi inden for folkesundhedsfremme. Mens folkesundhed generelt mere og mere søges fremmet ad frivillighedens vej, er det modsatte tilfældet, hvad specifikt angår forsøget på at begrænse tobaksrygningens skadevirkningere. Dansk rygepolitik har bevæget sig fra milde overtalelses- til fortsat mere håndfaste og restriktive strategier. Kravet om mere aggressiv regulering begrundes med, at frivillighedsprincippet har vist sig utilstrækkeligt, når det drejer sig om at begrænse det, som sundhedsmyndigheder internationalt, herunder i Danmark, i dag betragter som den væsentligste kilde til sygdom og død i den industrialiserede verden. Spørgsmålet er imidlertid, hvor grænserne er for, hvor langt staten legitimt kan gå i bestræbelserne på at påvirke voksne borgere, som udsætter deres eget liv og helse for fare? Kan staten informere, advare og lokke gennem oplysningskampagner, eller kan den gå videre? Kan staten i folkesundhedens navn pålægge byrder, restriktioner og forbud, hvorigennem den får en opdragende, ja, ligefrem en paternalistisk rolle? Dansk rygepolitik er kendetegnet ved at bringe alle den offentlige politiks virkemidler i brug: pisk (regulering), gulerod (incitamenter) og prædiken (information). Nogle af disse virkemidler, f.eks. afvænning og oplysning, baseres på frivillighedsprincippet og reducerer ikke rygerens muligheder for fortsat at ryge sin smøg, hvis vedkommende vælger det. Anderledes med de restriktive virkemidler, som direkte har til hensigt at lægge hindringer i vejen for, at borgerne frit kan vælge at ryge, blandt andre afgifter, reklamebegrænsninger og rygeforbud. Det er især disse virkemidler, som udgør et etisk dilemma for den liberale stat. Der findes to hovedargumenter for at lægge skat på tobak. Det første argument hviler på, at tobak er sundhedsfarligt, og at staten derfor bør begrænse tobaksrygningens skadevirkninger ved at påføre rygere en økonomisk byrde, som kan afholde dem fra at ryge så meget, som de ellers ville have gjort. Det andet gør gældende, at rygerne påfører ikkerygerne uacceptable omkostninger. Det sundhedsfremmende argument for tobaksbeskatning begyndte at vinde indpas i Danmark i 1950'erne, hvor der fremkom videnskabelige indikationer på en sammenhæng mellem tobaksrygning og lungekræft. Det gav anledning til stor medieopmærksomhed og fik regeringen til at nedsætte et udvalg, som i sin betænkning fra august 1961 konkluderede, at det måtte »mene, at der er en årsagsmæssig sammenhæng mellem tobaksrygning - først og fremmest cigaretrygning - og lungekræft«. På den baggrund nedsatte Indenrigsministeriet nok et ekspertudvalg med den opgave at komme med forslag til foranstaltninger med henblik på begrænsning af farerne ved cigaretrygning. Udvalget, der afgav betænkning i juni 1964, så overordentlig alvorligt på problemet. Selvom udvalget ikke var blevet bedt om at tage stilling til det mest radikale virkemiddel til at begrænse tobaksforbruget, nemlig et direkte forbud mod fremstilling og salg af tobak, tager det eksplicit afstand fra at indføre et sådant forbud både af principielle og praktiske grunde. Samtidig foreslår udvalget i stribevis af andre virkemidler, hvis formål er at opnå samme effekt, nemlig en reduktion i cigaretforbruget. Et af de foreslåede virkemidler er en så betydelig stigning i cigaretafgiften, »at en ryger kan opnå en mærkbar besparelse« ved at afholde sig fra cigaretrygning. Hvad udvalget undlod at diskutere, er, om en afgift overhovedet kan forsvares rent principielt. Det besnærende ved en punktafgift på tobak er, at den kan forekomme mindre indgribende i den personlige frihed end et regulært forbud mod fremstilling og salg. Det moralsk betænkelige i økonomisk at straffe adfærd, som betragtes som sundhedsskadelig, blev imidlertid allerede bemærket af John Stuart Mill, da han om alkohol i 'Om friheden' skrev: »Beskatter man berusende Drikke alene for at gjøre det vanskeligere for Folk at forskaffe sig dem, anvender man en Forholdsregel, mellem hvilken og det fuldstændige Forbud der kun er en Gradsforskel, og den vilde kun kunne retfærdiggjøres, saafremt det fuldstændige Forbud kunne retfærdiggjøres«. Imidlertid drøftes det så godt som aldrig i offentlige diskussioner om rygepolitik, hvorvidt tobaksafgifter kan begrundes politisk-filosofisk. Det virker, som om den årtier lange tradition med at lægge ganske høje punktafgifter ikke alene på tobak, men også på en række andre forbrugsgoder, har gjort afgifter til et alment accepteret adfærdsregulerende instrument i dansk politik, som man ikke drøfter principielt, uagtet at politikken har klare paternalistiske overtoner. Problemet aktualiseres selvsagt, hvis det viser sig, at tobaksafgifterne ikke virker adfærdsregulerende som tilsigtet. Og det er faktisk tilfældet. Analyser af sammenhængen mellem pris og forbrug har haft vanskeligt ved at påvise en klar sammenhæng mellem pris og forbrug for befolkningen som helhed. De internationalt meget høje danske cigaretafgifter bremsede i kortere perioder i 1920'erne og 1930'erne midlertidigt cigaretforbruget, men de har ikke kunnet forhindre en eksplosiv vækst i forbruget i perioden efter Anden Verdenskrig. Danskerne har med andre ord fået så mange penge mellem hænderne, at tobaksafgiften skal et spark af hidtil ukendte dimensioner opad, hvis en øget cigaretafgift skal have nogen som helst effekt på det samlede tobaksforbrug i Danmark. Det svækker selvsagt det paternalistiske argument for en tobaksafgift: at afgiften skulle forhindre borgerne i at gøre skade på sig selv. Derfor ser man både internationalt og i dansk sammenhæng, at det sundhedsfremmende argument for at opretholde høje tobaksafgifter i de seneste par årtier har ændret sig, således at fokus i dag er rettet mod unge rygerdebutanter og unge rygere, i forhold til hvem der lettere kan opretholdes et paternalistisk argument. Således lyder det i regeringen Nyrup Rasmussens folkesundhedsprogram fra 1999: »Undersøgelser viser, at høje afgifter især får børn og unge til at fravælge tobak. Derfor vil regeringen fastholde det højest mulige afgiftsniveau for tobaksvarer«. Og det var præcis det argument, Kræftens Bekæmpelse fremførte mod finanslovsforligets beslutning om at nedsætte cigaretafgiften. Problemet her er imidlertid, at de pågældende undersøgelser for det første kun har kunnet påvise et marginalt fravalg af tobak blandt børn og unge. For det andet er undersøgelserne foretaget i udlandet, først og fremmest USA, og det er derfor ikke godtgjort, at danske unges daglige rådighedsbeløb er tilsvarende lavt, så en forhøjet cigaretafgift vil påvirke deres forbrug. Det andet hovedargument, som har været fremført for at lægge afgift på tobak, tager afsæt i de økonomiske byrder, som rygere påfører ikkerygere. Der er med andre ord tale om et billighedsargument: Rygernes adfærd resulterer i negative eksternaliteter, hvis omkostninger ikke bør bæres af ikkerygerne. Eller som en antiryger engang spidsformulerede det: »Din cigaret er et våben rettet mod min tegnebog«. Også dette argument blev fremført med stor styrke i debatten om finanslovsforliget, blandt andet i form af opgørelser over det tab, som cigaretrygningen påfører samfundet i form af øgede sundheds- og plejeudgifter og tab af arbejdsindsats. Problemet med denne argumentation er dog, at man i beregningerne som regel glemmer at medtage for det første de rygerfinansierede bidrag til det offentlige budget i form af opkrævede punktafgifter på tobak og for det andet de besparelser, som samfundet opnår ved, at rygere dør tidligt og derfor ikke senere belaster de offentlige budgetter med udgifter til pension, plejehjælp, hjemmehjælp etc. Når sådanne indtægter og besparelser medregnes, er der tendens til, at rygernes tidligere død tværtimod virker besparende for samfundet. Det interessante i dansk sammenhæng er imidlertid, at ingen af de drøftede argumenter benyttes til i praksis at legitimere danske tobaksafgifter. Begrundelsen for at indføre forbrugsafgifter i Danmark har først og fremmest været finanspolitisk, det vil sige for at skaffe indtægter til staten. Da man i 1912 introducerede punktafgifter på cigaretter og cigarettobak nævntes ingen sundhedspolitiske argumenter i forbindelse med rigsdagsbehandlingen. De blev imidlertid nævnt, da Rigsdagen voldsomt hævede tobaksafgifterne i 1929. Ved Folketingets behandling anførte finansminister Neergaard således indledningsvis, at forslaget om at hæve cigaretafgifterne alene var motiveret i statens behov for at dække de udgifter, staten var blevet påført ved Landmandsbankens sammenbrud i 1923: »Når jeg fremsætter disse Forslag, er det udelukkende for at efterkomme det Paalæg, som er givet mig ved Landmandsbankloven om at fremsætte Forslag om Tilvejebringelse af Merindtægter tilstrækkelig til at dække den hele Merudgift ved Laanet«. Om de sundhedsargumenter, der blev fremført i Folketinget, konkluderede Venstres ordfører: »Jeg skal ikke komme ind paa Cigaretrøgens skadelige Indflydelse - al Tobak er vel nok af det onde sundhedsmæssigt set, men vi giver jo ikke Skattelove fortrinsvis af Moralske Grunde«. Sådan har det været siden hen, og er det fortsat: Det er to separate netværk af aktører med meget begrænset gensidig kontakt, der tager stilling til henholdsvis finanspolitiske og sundhedspolitiske spørgsmål. Som udtrykt af tidligere skatteminister Carsten Koch: »Når Skatteministeriets budget behandles, diskuteres sundhedspolitik aldrig«. Og som udtrykt af tidligere sundhedsminister Carsten Koch: »Når Sundhedsministeriets budget behandles, diskuteres tobaksafgifter aldrig«. Hermed undgår de danske tobaksafgifter at blive formynderiske. For som John Stuart Mill gjorde opmærksom på, er det helt legitimt, at staten opkræver skatter for at skaffe sig indtægter. Og når det er nødvendigt at indkræve skat, er det også legitimt at overveje, hvilke goder forbrugerne bedst kan undvære (luksusbeskatning), og hvilke der volder mest skade ved mere end et begrænset forbrug (forsyndelsesbeskatning): »Disse Betragtninger synes ved første Øjekast at fordømme Valget af Brændevin til særlig Gjenstand for Beskatning i finansielt Øjemed. Men det maa huskes, at Beskatning i finansielle Øjemed er uundgaalig nødvendig; at en betydelig Del af denne Beskatning i de fleste Lande nødvendigvis maa være indirekte; at Staten derfor ikke kan lade være med at paalægge Bøder, der for nogle Mennesker maa virke som et Forbud, paa Brugen af visse Forbrugsartikler. Det er derfor Statens Pligt ved Skattepaalægningen at overveje, hvilke Varer Forbrugerne bedst kunne undvære, og da a fortiori at vælge dem frem for Varer, hvis Brug, naar det ikke overdrives, maa anses for at være bestemt uskadelig. Beskatning af Brændevin indtil det Punkt, der giver det største Udbytte (forudsat at Staten behøver hele det Udbytte, Skatten afgiver), kan derfor ikke alene anvendes, men maa ligefrem bifaldes. Set gennem John Stuart Mills briller forekommer regeringen og Dansk Folkeparti at have forholdsvis fast politisk-filosofisk grund under fødderne, da man besluttede at nedsætte cigaretafgiften, fordi beslutningen bygger på fiskale hensyn. Derimod forekommer modstanderne af nedsættelsen at være på gyngende grund, fordi de baserer deres modstand på et sundhedsfremmende argument. Men netop fordi de vil gøre det godt for andre, bliver afgiften paternalistisk og dermed problematisk. For - som Voltaire engang udtrykte det - »Fri mig for folk, der vil mig det godt«.