Da forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for nylig modtog Ebbe Muncks hæderspris, motiverede historikeren Bo Lidegaard bestyrelsens valg med følgende ord. I den klassiske biografiske genre er der tradition for dobbelt- eller tredobbelte biografier. Idéen er at modstille parallelle liv, der har fælles træk eller modsætninger, der sætter de portrætteredes skæbner i perspektiv. Samtidig giver dobbeltbiografien også biografen den mulighed at kravle op på skuldrene af den ene portrætterede for så at sige at komme i øjenhøjde med den anden - og vice versa. Set fra frøperspektiv forvrænges proportionerne som bekendt. Nu har Uffe Ellemann-Jensen jo en ganske ekstraordinær livsbane, og det er ikke oplagt at finde samtidige, der har en tilsvarende profil. I hvert fald ikke blandt almindelige dødelige. Jeg har derfor grebet til at understøtte mit stillads med to figurer, der ikke til daglig færdes i hans univers: Det drejer sig om den lov, der hidrører fra byen Jante på Mors, janteloven. Og det gælder digteren Svante Svendsen, der ifølge det oplyste er indvandret fra Sverige. Det kan være tilfældigt, at der er en vis navnelighed mellem Svante, Jante og Jensen - men jeg er ikke sikker på, at det er det. I hvert fald er det ikke noget tilfælde, at de her stilles op over for og mod hinanden. Det overraskende er den popularitet, der ombølger janteloven. Er der noget, danskere tilsyneladende er enige om, er det en kollektiv bekendelse til denne ikke særlig flatterende lov, som også tit er det første, besøgende i vort land introduceres til af begejstrede danskere. Det var vist Elsa Gress, der udtrykte det på den måde, at janteloven findes overalt, men det er kun i Danmark, folk opfatter den som grundloven. Enhver, der ikke er udnævnt til minister som 30-årig eller har modtaget Sonningprisen året før, sukker opgivende fra sit sofahjørne: Ak, det er hårdt at leve i jantelovens hjemland, og vi andre, der jo deler skæbne med det miskendte geni, bejaer miseren. Som altid, når en sandhed ustandselig bliver besvoret, er der grund til at være på vagt: Måske er det løgn! Kan det tænkes, at den højt besungne jantelov slet ikke holder os i et jerngreb, men bare er en flov kliche, vi bruger som gensidig generalfuldmagt til ikke at se os selv dybere i øjnene eller nå længere, end vi hver især gør? Det, som janteloven beskriver, er vel den arketypiske smålighed, man kan møde overalt, hvor mennesker færdes. Naturligvis også heromkring. Men er denne smålighed noget typisk dansk, der gør os ude af stand til at værdsætte dem blandt os, der skiller sig ud, er dygtige, og som måske oven i købet tror, de er noget? Og er det virkelig rigtigt, at vi har en særlig forkærlighed for at mobbe enhver, der rager op i landskabet? Er janteloven med andre ord noget særligt dansk - eller snarere noget mere alment, vi har taget til os, ikke fordi vi i særlig grad ligger under for dens bud, men fordi det er bekvemt at være enige om, at vi gør det. Hvordan har vi det faktisk med de rigtig dygtige blandt os? Min påstand vil være: rigtig udmærket. Aldrig har en dansk kunstner, videnskabsmand, forfatter eller forretningsmand fået bare beskeden succes i verden, før hun smiler til os fra forsiden af Ud & Se - tag hende bare med hjem som et opbyggeligt eksempel - og har vi i virkeligheden ikke en umiskendelig svaghed for vore - indrømmet få - store originaler, både i al almindelighed, og når det gælder politikere? Tænk på en Per Hækkerup, som aldrig koketterede med noget mindreværdskompleks, og som blev populær langt ud over sit eget politiske bagland på kombinationen af høj begavelse og lige så høj cigarføring. Og tænk på Uffe Ellemann-Jensen. Måske er forklaringen den, at janteloven slet ikke er nogen lov, men en undskyldning, eller rettere en bortforklaring. En måde at overbevise os selv og hinanden om, at vi ikke selv er ansvarlige for, hvad vi når eller ikke når. For pointen, når vi siger jantelov, er den enkle, at det er de andre, der klipper vingerne af os. Dem, der mangler format, ikke os selv. Så meget desto mere velgørende er det, når nogen bryder loven, ikke kun - ja, vel ikke engang især - ved at aftvinge os andre respekt, men ved at demonstrere den selvrespekt, det er at stå inde for den, man er, og for det, man vil. Hvis janteloven på den måde er et mentalt bekvemmelighedsflag, hvem er så Svante, indvandreren med evig længsel mod sit elskede Sverige, bolværkspassageren med den stærke tilbøjelighed til søsyge? Hvad har denne stillesiddende misantrop med de livsbekræftende digte at skaffe med den så handlekraftige prismodtager? Skal vi tro, hvad Benny Andersen fortæller om Svante - og hvordan kan vi andet? - rinder der ikke mange dråber spansk soldaterblod i hans årer, og end ikke den mest ondskabsfulde karikaturtegner ville finde på at fremstille Svante som hønsetyv. Svaret er den humor, der forlener selv Svantes sorteste nedtur med et forsonende element. Det overskud til selvironisk distance, der præcist punkterer det patetiske og i stedet gør det poetisk eller - for nu at blive i det politiske - polemisk. Svante kender betydningen af minimale forskydninger i sproget og spiller virtuost på, at det største kan spejles i det mindste - og omvendt. Dermed når han ud, får fat i os med formuleringer og bemærkninger, der bliver hængende, hvad enten man vil eller ej. Den kunst er ikke let at overføre til en benhård politisk verden, men også her udgør evnen til at formulere og servere den forløsende replik både en måde atj få budskabet igennem på - og en metode til at overleve med proportionssansen i behold. Der er ingen grund til at trætte med en længere opremsning af Uffe Ellemann- Jensens meritter som journalist, politiker, udenrigspolitisk aktivist og debattør. Listen ville i givet fald blive lang - men ikke kedelig. Imidlertid er jo Jensen selv en stor kommunikator, hvis virke ingen har haft mulighed for at overhøre. Der er heller ingen grund til at trampe i den indlysende pointe, der ligger i, at Uffe Ellemann-Jensen tildeles Ebbe Munck-prisen netop nu, kort tid før der kan træffes endelig beslutning om den udvidelse af EU og NATO med blandt andre de baltiske lande, som har været en hjertesag for Uffe Ellemann-Jensen, siden han blev udenrigsminister, og som han på forskellig vis har arbejdet for lige siden. Det historiske resultat, der nu synes inden for rækkevidde på topmødet i København, skyldes naturligvis hverken prismodtageren alene eller det faktum, at også de efterfølgende regeringer her i landet har arbejdet for samme mål. Det har sin baggrund i den fundamentale europæiske interesse i denne proces hen mod en samling af Europa. Alligevel må det være en dyb personlig tilfredsstillelse at opleve, at en storpolitisk vision, man så tidligt har gjort til en ledetråd for sin politiske indsats, efter alt at dømme nu kan nås på en så håndgribelig måde, som det her er tilfældet. Selv om resultaterne altså vejer godt til, er de imidlertid i denne sammenhæng ikke afgørende. Dét, Ebbe Muncks pris tildeles for, er den personlige indsats, viljen og modet til at sætte sig selv på spil og evnen til at gøre det på en måde, som sætter tingene - og sindene - i bevægelse. Hér har Uffe Ellemann-Jensen markeret sig som et sjældent og meget lidt jantefæhigt dyr i dansk politik. At holde sin kæft har aldrig været hans stærke side. Tværtimod har han holdt fast i noget så sjældent som holdninger, og det i en tid, hvor tendensen er at søge midten og leve af politiske færdigretter fra spindoktorernes kønsløse frysediske. Helt på tværs af politiske sympatier og antipatier er prismodtageren respekteret for at insistere på den politiske debat om spørgsmål, han fandt - og finder - væsentlige for landets og Europas fremtid, som for ham er uadskillelige. Han har markeret sig som fuldblodseuropæer, bogstaveligt talt fra sok til paraply, som dansker fra halstørklæde til klaphat, og han har insisteret på foreneligheden af de to. Danmark står for ham stærkest med et uforbeholdent europæisk engagement, også når det drejer sig om at beskytte og udvikle sin nationale egenart. Når den politiske debat udvikler sig til en konkurrence om ikke at sige noget, i hvert fald ikke noget, der kan støde an, bliver den en karikatur af sig selv. Demokratiet kvæles i iltfattige meninger, der omhyggeligt er tilpasset dét, vi som vælgere gerne vil høre. Omvendt lever det af klart markerede standpunkter, som afspejler en politik, man kan være enig i eller lodret imod. Gennem et langt journalistisk og politisk liv har Uffe Ellemann-Jensen været fast leverandør af begge dele. Ikke som en Rasmus Modsat eller i form af overfladisk manér, men som udtryk for, at manden faktisk mener noget. Og dermed også mener noget med det - og med sig selv. Er han efter fisken, og tror han, at den er der, går han gerne helt ud i elven efter den, uanset om han får vand i støvlerne. Dén, der har været med ham på torskefiskeri, og som har set hans grimasse, når han får en undermåler på krogen, ved, at han foretrækker de store formater. Og er han i politisk strid, fører han den igennem på de klare meldinger, også hvor det koster. Og nogle vil mene, at netop de klare holdninger har kostet de topstillinger, prismodtageren så åbenlyst og ujantesk mente, han var den bedst kvalificerede til. Det har sin pris at sætte sig selv på spil, og det har det også haft for Uffe Ellemann-Jensen. Netop derfor er det udtryk for vederhæftigheden i hans engagement, at han, da denne pris skulle betales, valgte af egen drift at forlade dansk politik. Ikke for at hellige sig fiskestangen og fortiden, endsige bitter og planløs rugen, men for fra andre platforme og i andre sammenhænge at arbejde videre for de - navnlig udenrigspolitiske - mål, han gennem mange år har virket for. Selv har Ellemann-Jensen engang sagt, at politik både er at ville og at turde. Men han har aldrig selv stillet sig tilfreds med det. Han vil også overbevise andre om, at det er nødvendigt, at vi vil og tør - sammen. Deraf den - indimellem rent ud øretæveindbydende - fastholden af klare synspunkter, også hvor større omsvøb måske ville være mere opportunt. Da han engang i et interview direkte blev spurgt, om han simpelt hen godt kunne li' at være en flab, svarede han med den særlige og fuldstændig afvæbnende ellemann-jensenske slagfærdighed: »Li' og li', det ved jeg såmænd ikke. Men jeg har svært ved at lade vær'!«. Sandt er det jo, at mange i tidens løb har haft anledning til foran skærmen eller med avisen at tænke, eller måske endog højt at råbe: Kan den mand dog ikke holde sine uforgribelige meninger for sig selv? Et godt gæt vil være, at det spørgsmål hverken er stillet eller råbt for sidste gang. Svaret er nej. Det kan han ikke, for det vil han ikke. Han har aldrig anerkendt det som en høj omkostning, hvis der var nogen, der blev vækket under vejs. Heller ikke, hvis de blev vakt til modsigelse. Uffe Ellemann-Jensen tror, at hans meninger er noget - om ikke andet, så nødvendige i debatten. Det er denne evne og vilje, ja rent ud uimodståelige hang til at rejse og fastholde en politisk debat om væsentlige emner af afgørende betydning for udformningen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, Uffe Ellemann-Jensen kendes på. Og det er dén, han prises for.