Ikke teaterlukninger, men teatervisioner, lyder kronikørens opfordring til politikerne - og ikke mindst til teatrene selv. Hans Christian Gimbel er pressechef for Københavns Internationale Teater. Det siges, at 'Succes avler succes', men på teaterområdet er succesen ikke nødvendigvis ensbetydende med avl af nogen anden art end nedskæringer. Ej heller når man kigger på det nye store forlig for kunst og kulturstøtten. Det er efterhånden på tide at spørge, hvor visionerne er henne? På den ene side diskuterer kulturpolitikerne kulturstøttens størrelse. Man kan jo altid diskutere, om en kunstgenre får for mange eller for få midler. Men hvis man ikke har en målsætning skabt af en overordnet vision, så er og bliver diskussionen formålsløs. På den anden side har de udøvende parter konkret manifesteret en række visioner på scenen, og herfra lyder det stort set ensidigt, at der er for få midler til at fortsætte endsige fastholde udviklingen - ikke nødvendigvis set i et samlet perspektiv! Men set ud fra konkrete forhold på de konkrete scener. Det er netop problematikken i disse dage, hvor man indædt diskuterer størrelsen på de københavnske teatres egenkapital og muligheden for endnu et par teaterlukninger. Men der mangler noget! - et overordnet niveau, hvor visionerne for de kommende års teaterliv diskuteres, fastlægges, og hvor bevillingernes størrelse og struktur diskuteres for at imødekomme disse visioner. Siden Danterne begyndte at tiltrække nye unge publikummer, og Betty Nansen begyndte at turnere med bl.a. deres opsætning af 'Hair', er den positive udvikling inden for teatret kun blevet mødt med stagnerende eller deciderede nedskæringer i teaterbevillingerne og lukning af bl.a. Amager Scenen, Teatret ved Røde Kro. At Danmark har det største antal teatergængere målt pr. indbygger i Europa; at flere produktioner som eksempelvis 'Woyzeck' og 'Nuit des Hommes' nyder international succes, mens flere er på vej, og dansk dans turnerer lystigt i udlandet; at dansk scenekunst i Tim Rushton, Jacob F. Schokking, Euginio Barba og Kirsten Dehlholm har fire markante internationale profiler; at dansk scenekunst i Århus Festuge, Hamlet Sommer og KIT's Sommerscene har hele tre anerkendte og væsentlige platforme for international scenekunst. Ja, disse blandt mange andre positive perspektiver for dansk scenekunst er åbenbart noget, som for landets politikere kun tænder stadig større advarselslamper af samme farve som de, der lyser foran adskillige af de storkøbenhavnske scener i disse dage. Politisk er det en trist udvikling - en udvikling, der netop i disse dage fører til en heftig, men ikke desto mindre absurd debat om yderligere teaterlukninger med baggrund i bl.a. tal fra hele branchens katastrofesæson 2001-2002. Det er en ensidig politisk udvikling, der kun kan føre til yderligere teaterlukninger inden for de nærmeste år og stadig sværere publikumsbetingelser for de tilbageværende teatre. Selvfølgelig er der konkurrerende scener med stort set identisk repertoire. Men langt de fleste scener indgår i en publikumsmæssig fødekæde, hvor de ikke kunne være hinanden foruden. Ikke engang dybt kommercielt anlagte kulturinstitutioner kan se sig fri for dette. Eksempelvis valgte canadiske Cirque du Soleil København som spillested sidste år, fordi det bl.a. var lokaliseret af deres markedseksperter som stedet, hvor der var fremelsket det største publikum for Ny Cirkus i Norden. Omvendt kender teaterverdenen også dominoeffekten efter en teaterlukning. Det er ingen hemmelighed i teaterbranchen, at eksempelvis Amager Scenen og Teatret ved Røde Kro var med til at skabe et publikum for Folketeatrets forestillinger. Den nuværende publikumskrise på Folketeatret skyldes blandt meget andet disse to teatres lukning for nogle år siden. I denne diskussion er enkelte teatre som Det Kongelige Teater (DKT) en undtagelse. Herfra lyder de seneste udtalelser, at der helt naturligt må lukke nogle teatre for at give plads til de store institutioner - helt konkret til DKT og nogle enkelte andre uspecificerede scener. Desværre tyder sådanne udtalelser kun på en bevillingsmæssig lommeregnerfilosofi. En forståelse for det samlede teaterlandskab og for DKT's egne vanskeligheder med at få publikum til sine forestillinger synes fraværende. For nej, DKT overtager ikke et publikum, når et andet teater lukkes. Tværtimod vil de efter al sandsynlighed miste det publikum, som kunne have fået teaterblod på tanden gennem oplevelser på et af de teatre, som det nu er fortalere for at lukke. Grotesk nok ville konsekvensen af DKT's egne polemiske udsagn føre til stagnation eller i værste fald nedgang i eget publikum. Selvom DKT igennem en lukning af flere teatre i København nærmer sig et monopol i det københavnske teaterliv og dermed øgede muligheder for bevillinger fra finansloven, mister de altså samtidig den generering af publikum, som skabes gennem et stort og bredt teaterudbud med mange scener. Efter min overbevisning kan man ik- ke tale seriøst om lukninger af storkøbenhavnske teatre, hvis man vil bevare den publikumsinteresse, der rent faktisk eksisterer for teatret i dette land. Særligt ikke når teatrene langt hen ad vejen kører med rimelig publikumssucces. Mange kører faktisk med ganske rimelige regnskaber set i lyset af bevillingernes nuværende størrelser og strukturer. Men de har selvfølgelig svært ved at modstå et negativt publikumsudsving som i efterårssæsonen 2001, hvor hele branchen blev ekstremt hårdt ramt. I stedet bør man i et overordnet perspektiv diskutere, hvordan bevillingerne skal fordeles i forhold til de kvaliteter og den alsidighed, man ønsker i teaterlandskabet. Og her er det relevant at diskutere sammenhænge mellem eksempelvis DKT og andre teatre. Man kan eksempelvis drive en scene som Rialto Teatret eller Kaleidoskop i et år for stort set de samme midler, som budgettet for en scenografi til en enkelt Bille August-forestilling på DKT indeholder. Med andre ord burde der stilles spørgsmål om, hvorvidt man ønsker 18 forestillinger på DKT, som spiller i den meget dyre repertoireform, bevarelse af nogle af de mindre scener eller noget helt tredje. Samtidig er det interessant at diskutere de krav, der i fremtiden helt givet bør stilles til offentligt støttede teatre i forhold til deres profil og økonomiske rammer. Hvad skal man eksempelvis stille af krav til en spydspidsinstitution som DKT og til landsdelsscenerne? Ingen tvivl om at en institution som DKT bør have nationale krav til repertoire, sådan som det er nu, og selvfølgelig skal det have en ordentlig pose penge til både repertoire og det at være spydspids. Men ville det ikke være rimeligt også at stille krav om, at de kunstneriske ledere af en institution med så mange midler som DKT med mellemrum skabte en international succes inden for alle eller på tværs af institutionens kunstarter? Og hvad skal man stille af krav til teatrene under Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab? Der er otte af slagsen. Ville det ikke være rimeligt, at de præsenterede et alsidigt repertoire? Er den nuværende diskussion om teaterlukninger i virkeligheden et spørgsmål om en manglende alsidighed i repertoiret, eller er der en del af repertoiret, man kulturpolitisk set vil til livs? Og hvad med de eksperimenterende teatre. Ville det ikke være rimeligt, at de med jævne mellemrum skabte succeshistorier, som banede sig vej til de store scener? Er krav om samarbejder på tværs af institutionsgrænserne ikke naturlige i forbindelse med en udviklingsproces? Hvis der var en vision for kunsten - og her selvfølgelig specifikt for scenekunsten - så ville man være i stand til at vurdere, hvilke midler der skal til, hvordan de skal tilrettelægges, og hvordan strukturen skal være for at målrette bestræbelserne på at udfordre visioner. I stedet skabes nu nogle nødløsninger, der på sigt ikke er andet end snublesnore for branchen. På baggrund af visioner ville det være muligt offentligt og åbent at diskutere målsætninger og evaluering efter succeskriterier. Dette ville udstyre politikerne med nogle parametre, der kunne erstatte deres nuværende udgangspunkt for at måle teatres succes - nemlig belægningsprocenterne. For belægningsprocenterne siger i sig selv intet om, hvad der udfolder sig på scenen, eller hvad der er hensigtsmæssigt eller vigtigt for kunsten og scenekulturen. I de fleste tilfælde er der dog ikke noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet. Og her tænker jeg selvfølgelig ikke på gratis maltbolsjer til pensionisterne. Jeg tænker på, at debatten om krisen for dansk teater har sat en masse tanker i gang blandt mange af landets teaterproducenter. Tanker, der kan resultere i en lang række visioner, som forhåbentlig vil vende en tur i kulturudvalg og på kulturministerens kaffebord - på vej mod en forhåbentlig snarlig og ny teaterlov. Og det er på tide! For også den stagnerede teaterbranche skal søge nye veje selv og udvikle sig, for også på producentniveau, i præsentationsformer og billetsalgsordninger at følge med både tiden og de nye vaner, som publikum har tillagt sig. Det er på tide, at branchen også selv begynder at tænke kreativt og visionært for både at lokke nye publikummer i salen og skabe rammer for en udvikling af teateret, der hører dagens scenekunst til. Nu er Arte gået bag af dansen. Men væsentlige dele af institutionens tankegang lever videre i bedste velgående blandt mange ledende teaterfolk, som selv blev født i branchen med Arte stemplet i panden. På nuværende tidspunkt er nye tiltag i gang i forhold til abonnementsordninger, men uheldigvis involverer disse nye tiltag ikke en vision for vækstgrundlaget for scenekunsten. Den handler udelukkende om at sælge billetter og ikke om, hvad der skal sælges billetter til og under hvilke vilkår. Den handler ikke om en struktur med den uheldige følge, at alt for meget dårligt teater bl.a. er nået ud til alt for mange publikummer. Helt konkret er Arte-tankegangen årsag til, at man her skal programmere teater op til to år i forvejen. Det gælder selvfølgelig også for det eksperimenterende teaterliv, hvor man intet kender til det resultat, som publikum udsættes for. Det resulterer i, at en del eksperimenterende forestillinger skal spilles 14 dage for meget få og utilfredse publikummer pga. abonnementsvilkårene - også selvom alle stort set er enige om, at det er en katastrofe på trods af eksperimentets nødvendighed for teatrets egen udvikling. Her lever Arte-tankegangen altså stadig videre og umuliggør krav om hurtig omstilling, øje for potentialer og manøvredygtighed for de eksperimenterende scener. Som det er generelt inden for teaterlivet, bliver der altså igen fokuseret på et afgrænset og specifikt problem, uden at resten af branchen, dens vilkår, struktur og bevillinger tages med i betragtning. Derved ender vi meget hurtigt i en situation, hvor problemet er lokaliseret som manglende billetsalg og bevillinger, men årsagen ikke afhjulpet, da den er at finde i selve grundvilkårene for dansk teaterliv i dag. De nye tiltag er stadig så begrænsede, at de hverken skaber nye eller bedre vilkår for scenekunsten. Kun tanken om en stordrift af teatrene er ny, men stadig dybt problematisk i det konkrete arbejde på teatrene. Små innovative miljøer gribes i dag af den stagnerede struktur inden for teatret, så snart de opdages af pressen og de eksisterende såkaldt eksperimenterende scener, mens en forældet både bevillingsmæssig og ledelsesmæssig struktur fastholder de større etablerede institutioner i vaner, der ikke længere er tidssvarende. Herimellem findes der desværre intet mellemlag, som har betydning for kulturpolitikken. Der skal nytænkes, hvis vi skal undgå nye teaterlukninger med dertilhørende problemer med publikumstilgangen. Og nytænkningen bør inddrage alle områder af scenekunsten. Politisk byder chancen sig netop nu. Der findes ikke en bedre tid at ændre tingenes tilstand end tiden, lige inden en stor ledelsesmæssig udskiftning er mulig. En række interessante mennesker sidder i dag med en masse spændende tanker omkring nye strukturer og visioner for dansk teater. Men de har alt for travlt med at bevare deres muligheder for på den ene side at sætte noget på scenen for publikum og på den anden side at leve op til politikernes krav om høje belægningsprocenter. Det kunne der dog rådes bod på, hvis folk i teaterbranchen kunne stå sammen for at skabe nye visioner for deres eget felt. Men desværre er samarbejde i denne branche begrænset til at dele en flaske vin til en premiere og tale om egne eller andres med- og modgang. Der findes ikke væsentlige samarbejder mellem de store institutioner og de eksperimenterende scener, som det ellers er helt naturligt i andre lande. På trods af institutioner som eksempelvis Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab er det stort set umuligt under de nuværende vilkår at skabe et samarbejde, der handler om visioner og udvikling af branchen. Alle er i den grad presset, så de hverken har tid eller mulighed for at tænke på andre end sig selv, og hvad der gavner deres egen institution. Der er slet ikke tid til overordnet udvikling og grundlæggende forandring af branchen, selvom dette burde have en væsentlig prioritet. Imens kører regeringen og kulturministerens 'model grønthøster' land og rige rundt og gør scenerne stadig mere fattige på teaterblod. Og det vil den nok blive ved med, til det gør så ondt, at teaterfolk gør andet end at hviske 'vagt i gevær' i kulissen rundt om på landets scener. For indtil nu er der ikke kommet noget ud af klynkeriet. Og slet ikke en ny og ellers tiltrængt teaterlov - endsige det tiltrængte samspil i branchen, som er så nødvendigt, hvis vi skal udvikle et væsentligt teaterliv i Danmark til gavn for både publikum, scenekunsten og alle dens mange dygtige kunstnere.