Børn skal både ses og høres. Men hvornår har barnets stemme magt? Og hvem varetager barnets interesser, når det gælder en familiemæssig strid? Lis Nielsen er børneforsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet. I TV-avisen på DR 1 1. november blev endnu en sag om samkvemsret omtalt. Den niårige pige Kathrine fra Sakskøbing ønsker ikke samkvem med sin far. Af indslaget fremgik det, at faren har fået samkvemsret i juli i år. Pigens begrundelse for ikke at ville se sin far var, at han ser fjernsyn hele tiden, at han ofte skælder ud, og at han ryger. Sidst i indslaget blev det oplyst, at den såkaldte 12-års-grænse ville blive taget op og eventuelt ændret, men at Kathrine ikke ville få glæde af den nye lov. Alligevel var sagen blevet anket. Som loven er indrettet i dag, så har barnets ord i sager vedrørende samkvemsret først afgørende betydning, efter at barnet er fyldt 12 år. I de seneste år har børnesagkyndige i forskellige sammenhænge vurderet, at denne aldersgrænse ikke er tidssvarende. Det har også været fremført, at barnets interesser ikke bliver varetaget i tilstrækkelig grad, fordi farens rettigheder har spillet en altafgørende rolle for lovgivningen det seneste årti. Hele denne diskussion drejer sig langt hen ad vejen om, hvem der har rettigheder, og hvis rettigheder der skal varetages af hvem. De seneste år har vi set meget grelle eksempler - blandt andet i fjernsynet - på, hvad børn skal igennem, for at samkvemsretten kan blive effektueret. Uden at kende den føromtalte sag andet end fra TV-avisen gør både denne og de andre sager en diskussion af spørgsmålet om barnets selv- og medbestemmelse nødvendig. Kathrines sag vedrører både barnets almindelige selvbestemmelse og dets ret til selvbestemmelse. Hvad angår det første, har vi i Danmark en tradition både for elevdemokrati i skolen og for demokratisk samtale i førskolen. Demokratiet i det danske uddannelsessystem er nok et af verdens mest udviklede. Men det andet spørgsmål - om barnets ret til selv- og medbestemmelse - går kun tilbage til 1991. Da Danmark i 1991 underskrev FN's børnekonvention, var det en verdensbegivenhed i mere end én forstand. For første gang nogen sinde har barnet ved en konvention fået menneskerettigheder og er blevet borger på lige fod med andre borgere. Fra det første skrig på fødestuen er barnet - ud over at være sine forældres barn - blevet et menneske med selvstændige rettigheder. I dag fødes det med et dobbelt borgerskab - statsborgerskabet og verdensborgerskabet. Kathrines sag handler om hendes verdensborgerskab. Hun har en langt mere selvstændig status, end børn havde før 1991. Fordi menneskerettigheder er universelle, har hun interesser til fælles med andre børn ikke kun i Danmark, men i hele verdenssamfundet. Derfor har Kathrine uanset lovgivningen universelle menneskerettigheder. Der er flere artikler i konventionen om barnets rettigheder, der er af betydning for børn som Kathrine. I artikel 12 står der, at »Deltagerstaterne skal sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, har retten til frit at ud-trykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed«. I samme artikel står der, at barnet især skal gives mulighed for at udtale sig i behandlingen af sager, der vedrører barnet, ved den dømmende myndighed og forvaltningsmyndigheden. Det interessante er, at der i denne artikel ikke tales om en bestemt alder, men om modenhed. I artikel 4 står der, at deltagerstaterne skal gennemføre passende lovgivning samt andre forholdsregler til gennemførelse af barnets rettigheder. Det er med andre ord ikke kun loven, der skal anvendes til at effektuere barnets ret. Andre forholdsregler kan bringes i anvendelse. I de øvrige artikler står der kort fortalt, at barnet skal have ytringsfrihed både muntdtligt, skriftlig og på tryk. Det har tankefrihed , samvittigheds- og religionsfrihed , forenings- og forsamlingsfrihed og ret til beskyttelse af privat- og familieliv - ære og omdømme. Det hele skal foregå i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance og ligestilling. I artikel 30 og 31 slås det fast, at barnet har ret til frihed . Barnets tarv skal komme i første række. Underskrivelsen af alle disse artikler gør, at barnet har langt mere vidtrækkende frihedsrettigheder og ret til selv- og medbestemmelse end nogen sinde tidligere i historien. I tilfælde af skilsmisse kan barnets interesser divergere med forældrenes, sådan som det er tilfældet med Kathrine. Konflikten består i, at alle parter har rettigheder: faren, moren og barnet. Derfor er barnets status i familien og i samfundet af en helt ny karakter. Der er ingen tvivl om, at Kathrines frihedsrettigheder lige så lidt må krænkes som farens, uanset hvad der står i lovgivningen. Konventionen står over lovgivningen, det er nemlig den, der retfærdiggør og konstituerer loven. Menneskerettighederne er universelle og konstitueres gennem en konvention. Loven er almen og gælder alle dem, loven vedrører. Det er denne rækkefølge, der gør, at Kathrine har sin menneskeret, uanset om den er implementeret i en lov eller ej. Pointen med menneskeretten er, at den internationalt fungerer som en kritisk instans i forhold til lovgivningen og lovgiverne (de regerende) i et enkelt land. Det er dynamikken i verdensborgerskabet over for statsborgerskabet, der gør sig gældende i dag. Derfor er den lovgivning, der vedrører børn i Danmark, blot en effektuering af den globale menneskeret. Det handler om retfærdigheden versus loven. Børnekonventionen gør det muligt for verdenssamfundet at gøre et enkelt lands regering ansvarlig for den måde, børn behandles på i det pågældende land. Dele af ansvaret flyttes med andre ord fra det enkelte land til verdenssamfundet. I Danmark har vi indtil 1991 legitimeret demokratiet og selv- og medbestemmelse for børn inden for nationalstatens lovgivning. Det var resultatet af den særligt danske demokratiske tradition, sæd og skik. Børnekonventionen lægger et globalt perspektiv ned over sæd og skik i Danmark. Globalt har børn universelle rettigheder, lokalt/nationalt er de blevet en gruppe i samfundet med egne interesser. Det betyder, at Kathrine er i sin fulde ret til direkte at henvende sig til sin far og for eksempel sige til ham: »Du ser fjernsyn i stedet for at være sammen med mig. Du skælder for meget ud, og du ryger og udsætter mig for en kræftrisiko. Derfor har jeg ikke lyst til at være sammen med dig«. Hvis faren svarer o.k., det vil jeg gøre noget ved, så har Kathrine frihedsrettigheder til selv at vælge, om hun derefter har lyst til at være sammen med sin far. Ligeledes er pigen i sin fulde ret til at sige, at hun ikke vil være sammen med ham, hvis han på hendes henvendelse svarer, at det kan han ikke gøre noget ved. Dette lille dialogeksempel illustrerer problemstillingens kerne: Bør 'sager', der forudsætter gensidighed i kommunikation, overhovedet underlægges lovgivning? Der behøves ingen lov til at give Kathrine ret til at fremføre sine synspunkter. Den har hun i kraft af børnekonventionen. Spørgsmålet er, om hun er moden. Hvis der overhovedet skal lovgives, så er det mere oplagt at lovgive om forældres pligt til at høre på de synspunkter, deres børn er i deres fulde ret til at fremføre. Måske er det hele mere et spørgsmål om etik - at det bliver almindeligt at forholde sig etisk i dialogen med børn uanset alder. Børnerådet blev oprettet i 1994 med det formål at påvirke både den offentlige debat og det politiske og juridiske system til at implementere børnekonventionen. Implementeringen drejer sig både om lovgivningen og om barnets interesser i det hele taget. At det har været så vanskeligt både for Børnerådet og børnesagkyndige at påvirke det juridiske system til at ophæve 12-års-grænsen, er et eksempel på den store træghed i det juridiske system. Med Børnerådets varetagelse af barnets interesser træder barnet ud af omsorgen i familien og ind på den offentlige scene. Det står med et ben i familien og det andet i noget, der svarer til en mindretalsgruppe i samfundet. Der er sket en selvstændiggørelse af barnet i forhold til familien, som risikerer at efterlade det i et tomrum. Ved skilsmisse bliver dette tomrum særlig synligt. Børnerådet er vigtigt for en vedholdende offentlig debat om barnets rettigheder, men det er uden de nødvendige magtbeføjelser. Derfor er spørgsmålet, om ikke tiden er inde til at oprette et egentligt børneministerium, eller i al fald have en børneminister. Hvorfor? Fordi et børneministerium vil have de magtbeføjelser, der skal til, for at vi kan tage de fulde konsekvenser af, at børn har fået egne rettigheder, og af at udviklingen er løbet fra kernefamilien. Problematikken er nemlig hverken familiepolitisk, socialpolitisk eller uddannelsespolitisk. Den er relateret til borgerbegrebet. Et børneministerium skal i øvrigt være forpligtet på det universelle ved barnets rettigheder. I og med at vi underskriver de universelle rettigheder, forpligter vi os nemlig også over for børn i hele verden. At varetage barnets interesser betyder at varetage alle børns interesser indenrigs såvel som udenrigs. Ellers kunne vi jo bare have formuleret en konvention internt i Danmark. Artikel 4 i børnekonventionen foreskriver da også, at arbejdet med at implementere børnekonventionen i videst muligt omfang sker »inden for rammerne af internationalt arbejde«. Der er med andre ord brug for både en indenrigs- og en udenrigspolitik på børneområdet. Det handler om politisk dannelse og medborgerskab i civilsamfundet. Radikaliteten i barnets ændrede status kræver en radikal og gennemgribende politik. En politik, der baserer sig på hele barnets situation, herunder spørgsmålet om modenhed. I indslaget fra TV-avisen blev Kathrine omtalt som et barn, »der ved, hvad hun vil«. Med andre ord et modent barn på ni år. Men er det ikke bare dette ene barn, der er modent nok? Her er det relevant at inddrage en undersøgelse fra 1999 af børns meninger om skilsmissen, som jeg selv var forskningsleder af. Børn danner sig meninger om det liv, de selv og andre børn lever. Undersøgelsen skulle indfange børns holdninger og indstillinger til skilsmisse. Undersøgelsen var repræsentativ og blev foretaget blandt børn på 12 år. Undersøgelsen repræsenterer derfor ikke kun et enkelt barns mening, men en generel mening blandt børn. Uden at gå i detaljer skal der blot peges på et meget entydigt og signifikant resultat, som kan formuleres sådan: Børn mener selv, at de skal have selvbestemmelse fra otteårsalderen, i tilfælde af at deres forældre bliver skilt. Det vil sige, at de selv skal bestemme, hvor de vil bo, og hvem de vil være sammen med. Med 30 procent skilsmissebørn i Danmark er skilsmissen blevet hverdag for alle børn. I undersøgelsen fortæller et barn på 12 år, hvis forældre ikke er skilt, at hun, når hendes forældre skændes, tænker: »Bliver de nu skilt?«. Hun fortsætter med at fortælle, at »så ville jeg gå ind og så kigge på dem, og så ville de blive helt stille. Så ville jeg tænke: »Nej, de bliver ikke skilt«, og så ville jeg gå ind til mig selv igen«. Skilsmissen er med andre ord blevet et eksistentielt grundvilkår for alle børn i Danmark. Ud over alle de andre muligheder, børn har fået, lever de hver dag med den mulighed, at deres forældre kan gå hen og blive skilt. Eksistentielt betyder skilsmissen ikke et sammenbrud i, men en åbning af familien. Barnet har indstillet sig på denne situation. Og udstyret med den selvforståelse, som undersøgelsen afdækker, at børn har i dag, er Kathrine altså moden nok til selv at bestemme. Jo tydeligere barnet optræder som borger, og jo oftere dets rettigheder effektueres, des stærkere vil barnets integritet og individualitet blive. Verdensborgerskabet kan altså fungere som en god beskyttelsesdragt - ikke mindst over for den sociale arv, som der i disse år gøres en del for at bryde.